serie

Interview med krimiforfatter Jens Henrik Jensen

Om sin succes i Tyskland siger Jens Henrik Jensen: “Det er en ny mulighed, et tog, jeg troede var kørt. Jeg føler mig meget heldig.” Jeg har taget billedet ved Skovmøllen i Aarhus, som forfatteren holder meget af. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Bortset fra debutromanen Wienerringen fra 1997 har Jens Henrik Jensen skrevet trilogier: Kazanski-trilogien, Nina Portland-trilogien og trilogien om den traumeramte krigsveteran Niels Oxen. Men efter tredje bog om Oxen var Jensen slet ikke færdig med sin soldat, og den 6. september udkommer Lupus – den fjerde bog i serien.

Jens Henrik Jensen tygger lidt på spørgsmålet og venter nogle lange sekunder med at svare på, hvilket godt råd han i dag ville give sit yngre jeg, der midt i 30’erne debuterede som krimiforfatter. Han tager hul på en sætning, afbryder sig selv, tøver, men siger så med en stemme, der både er jysk, fast og eftertænksom:

Jeg vil bede den yngre udgave af mig selv om at blive ved med at være stædig. At blive ved med at være udholdende. Og sige, at jeg skal blive ved med at holde fast i min egen stil. Nu er jeg en halvgammel forfatter, der hviler mere i mig selv, men det har været en lang vej at komme hertil. Nogle bliver stjerner overnight, men jeg er jo en af de langsomste i klassen, forklarer han og sender et lille smil efter sin sætning.

Men nu er han kommer hertil, hvor Niels Oxen, hovedpersonen i forfatterens nu fire bøger, er blevet så stærkt et brand, at det er Oxen, der pryder forsiden af den seneste krimi med store gule bogstaver, hvorimod Jens Henrik Jensens eget navn og titlen Lupus står mindre synligt.

Hertil, hvor han er den danske forfatter på Facebook, der har tredjeflest trofaste følgere – efter Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel.

Hertil, hvor han ikke længere arbejder som journalist, men udelukkende lever af sit forfattervirke.

Hertil, hvor han i 2017 blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.

Hertil, hvor SF Studios har købt rettighederne til at filmatisere Oxen-serien.

Og hertil, hvor hans første bog om Oxen, De hængte hunde, sælger imponerende på det gigantiske tyske marked og er trykt i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. I øvrigt skal han bruge en del af sit efterår på bogturné i Tyskland.

Angående den aktuelle ulvedebat siger Jens Henrik Jensen: “Lad være med at lytte til mig eller alle dem, der har meninger om alt på de sociale medier, men som måske ikke er så gode til at lytte og lære. Lyt til de folk, der har forstand på ulve og ved, hvad de taler om. Hav respekt for deres viden.” Foto. Rebekka Andreasen

Og lige om lidt udkommer fjerde bog om Oxen. Lupus hedder bogen. Canis Lupus er også det latinske navn for den grå ulv. I bogen, der er en selvstændig fortsættelse af de første tre bøger, møder Niels Oxen ulve i mange afskygninger. Både dem med fire og to ben. Jens Henrik Jensen sender blandt andet sin hovedperson til Harrild Hede nær Brande, hvor en ulv i virkeligheden er blevet spottet.

Et af de helt centrale temaer i bogen er selvtægt. Og som i mange af Jens Henrik Jensen øvrige krimier, så kredser bogen også om magt og misbrug af magt. At afdække magtens mekanismer er interessant, mener han, der som forfatter har kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Margrethe Francks fortid er central for krimiintrigen i den nye bog, ligesom Axel Mossman har meget på spil i historien.

Ulven som yndlingsdyr

Alle voksne bør have mindst to yndlingsdyr, mener den naturglade forfatter, der siden sin barndom har været en ivrig lystfisker. Selv har han to favoritdyr: En ulv og en tiger – med ulven på en klar førsteplads. Og den skal have lov til at være her, pointerer han. Bl.a. fordi ulven selv har fundet tilbage til Danmark, og fordi han ikke mener, at den udgør en reel risiko for mennesker.

Nogle af de gode råd, han ville give videre til sit yngre jeg, er egenskaber, som netop ulven besidder.

Ulven er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstrem tilpasningsdygtig og kan leve både i 50 graders varme i Indien og nordpå i ekstreme kuldegrader. Det er jeg betaget af. Jeg har desværre aldrig set en ulv i naturen, men måske har jeg set ulvespor. En vinterdag var der kæmpestore spor i sneen på den grusvej, hvor jeg bor. Jeg tjekkede selvfølgelig straks, om der var spor efter cykeldæk eller fodaftryk – om en eller anden havde luftet sin store schæfer. Men der var ikke andre spor.

Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i Lupus: ” Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.”

Oprindeligt var Oxen-serien tænkt som en trilogi, men da Jens Henrik Jensen var færdig med De frosne flammer, følte han, at der stadig var mere potentiale i Oxen som hovedperson. At den plagede og mistroiske soldat havde meget mere at byde på. Som tidligere hjemløs og krigsveteran med PTSD er Oxen en slags repræsentant for Underdanmark, selvom han som soldat repræsenterede magten. På mange måder har Oxen vendt samfundet ryggen, men han har også masser af kompetencer, og det er der gode historier i, mener forfatteren.

Men der var én stor udfordring, der skulle løses, hvis bog nummer fire skulle skrives:

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne og placeret Oxen i en lejlighed i Vangede – og gjort det svært for mig selv. Jeg skulle finde en troværdig måde at få ham ud af Vangede på. Oxen bliver aldrig typen, der får en helt almindelig hverdag. Da det endelig lykkedes at få ham væk på en plausibel måde, kan jeg nu bedre forestille mig at arbejde videre med en femte bog.

Jens Henrik Jensen føjer til, at lige nu har han slet ingen anelse om, hvad en eventuel femte bog skal handle om. Måske kommer der en bog mere. Måske ikke. “Tænk på et langt spisebord med udtræk”, siger han, “måske kommer der en ekstra bordplade i på et tidspunkt.”

Ting tager tid for Jens Henrik Jensen, der har arbejdet med Lupus i et par år. For at gøre historien til mere og andet end en endimensionel kriminalhistorie, for at få historien til at leve op til de krav, han selv stiller til et kompliceret plot.

Undervejs i processen har han af og til været så distræt, at han missede stikvejen ned til sit hus, fordi hans hjerne var optaget af historien. Han har også stået i den lokale brugs uden at kunne huske, hvad der stod på den dosmerseddel, han glemte.

Skrively i Aarhus

Jens Henrik Jensen holder af hverdagen hjemme i huset ved skovbrynet ude på landet ved Horsens Fjord, og han dyrker ikke skriveeksil i stor stil. Alligevel er ture væk hjemmefra indimellem nødvendige, hvis han er presset eller er kørt fast i sit manuskript. Og presset har han været i arbejdet med Lupus.

Så vinker han farvel til sin kone og to drenge og arbejder intensivt et par døgn på Hotel Marselis i udkanten af Aarhus. Og går ture nær en af barndommens perler, Skovmøllen. Vigtige elementer i plottet i Lupus er faldet på plads, mens forfatteren traskede langs Giber Å gennem skoven, nede fra Moesgaard Strand og op til Skovmøllen godt gemt i skoven. Og det er da også netop på Skovmøllen, jeg – og en række andre bloggere – møder forfatteren.

Meget faldt på plads på de ture, og Jens Henrik Jensen elsker, hvis han kan dreje det hele 180 grader til allersidst. Det er lykkedes på elegant og underholdende vis.

Jens Henrik Jensen og Oxen

Jens Henrik Jensen har fået spørgsmålet mange gange, men svarer alligevel beredvilligt på, hvor meget Oxen, der er i ham selv. Han har aldrig selv været soldat.

– Oxen er ikke mig. Men jeg tror, det er svært at have en hovedperson, som ikke har karaktertræk, man som forfatter kan genkende. Som Oxen færdes jeg gerne i naturen, og som ham er jeg ikke bange for at være alene, selvom jeg ikke er så stor en enspænder, som ham.


Når Jens Henrik Jensen møder sine tyske læsere, er det med lydprøver inden seancen und alles. En populær skuespiller, Dietmar Wunder, læser op af Jens Henrik Jensens bog og fremfører et entusiastisk hørespil, mens forfatteren selv svarer på spørgsmål og fortæller om sit forfatterskab – på engelsk. Dietmar Wunder er også manden, der lægger stemme til Daniel Craig, når James Bond-film synkroniseres og den britiske agent taler tysk. Så nu er han både manden bag Bond og Oxen. Billedet er snapshot af artikel i et togmagasin, som jeg faldt over på en rejse til Berlin i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Om det er Oxen, Jens Henrik Jensen eller dem begge to, der blev forskrækket og fik galoperende hjerte af at gå i det knastørre lyng på vej op ad en sandet sti ved Harrild Hede en mørk aftenstund med lommelygten som eneste lyskilde og pludselig blev mødt af et overrasket brøl og to forskrækkede rådyrøjne, må du selv gætte.

PS: I gennem tre måneder tog Jens Henrik Jensen hver uge til Fredericia for at få eneundervisning i tysk for at kunne tale lidt med det tyske forlag DTV Verlag og småsludre med de tyske læsere, når han signerer bøger. “I gymnasiet var jeg god til tysk, men jeg havde glemt, hvor svært sproget er. Selvom jeg er blevet lidt bedre, er jeg stadig elendig til tysk”.

Vidste du, at:

  • Ulv har sneget sig ind i titlen på en af forfatterens forrige bøger? Nemlig Ulven i Banja Luka fra 2002.
  • En af Jens Henrik Jensens favoritbøger er Frederick Forsyths gennembrudsroman og den politiske thriller Sjakalen fra 1971?
  • U2 er et band, som han er mere end begejstre for?
  • Han engang gik forrest gennem mudderet i Amazonas og pludselig fik selskab af en af verdens giftigste slanger: en rød-gul-sort koralslange?
  • Jens Henrik Jensen har En verden udenfor som en af sine favoritfilm?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths

Løgnens hus er den anden krimi i serien om arkæologen Ruth Galloway. Pigen under jorden hedder første bog i serien. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Løgnens hus af Elly Griffiths er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent og lun tone og et bragende interessant persongalleri.

Jeg har en veninde omkring de 40 år, der hedder Ruth. Hun har en skøn underspillet humor, hun er uhøjtidelig, akademiker, stolt af sit fag, dygtig og skarp. Hun har et anstrengt forhold til sine forældre og ser sjældent sin bror, der bor i London.

Til gengæld har hun en løjerlig ven i en lilla kappe, der betragter sig selv som shaman og konstant fabler om mytologi og ceremonier.

Ruth har en plakat med Indiana Jones hængende på sit universitetskontor, og hun køber børnebøger til sig selv om ballet uden at danse eller selv være mor (endnu). Og så bor hun alene med sin nu ene kat helt derude, hvor kun stjernerne (og det irriterende sikkerhedslys, hendes politiven har installeret) forstyrrer det totale mørke i saltmarsken.

Der er lige knap 1200 kilometer (via Harwich) fra mit hjem nord for Aarhus til Norfolk et par timers kørsel nordøst for London. Ruth er en fiktiv person, men i mit hoved er hun spillevende. Og jeg har lige nydt at være sammen med hende gennem de knap 330 sider, Løgnens hus udspiller sig.

Glem alt om blodige detaljer og storby-tristesse a la Jo Nesbø eller tempofyldt action og nervepirrende spænding a la Michael Katz Krefeld.

Britiske Elly Griffiths, som jeg her har knipset på Krimimessen i Horsens 2018, fik ideen til den første bog om Ruth Galloway, da hun besøgte et marskområde i Norfolk et par timer nord fra London. Netop her har seriens heltinde bosat sig. Foto: Rebekka Andreasen

Løgnens hus er en karakterbåren krimi. En solid britisk krimi i sindigt tempo, med en intelligent tone og et bragende godt persongalleri. Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant.

Og på sin vis er plottet mere gennemarbejdet og mindre gennemskueligt end i den første bog i serien Pigen under jorden, der udkom tidligere på året på Gads Forlag. Der er flere personer at mistænke. Og fine karakteristikker også af bogens bipersoner.

Og så er der masser af skøn britisk humor i bogen.

I hvert bind om arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway er der tråde til en arkæologisk opdagelse. I den første bog i serien var der tråde til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus.

Og heldigvis, for det er kun ekstra smagfuld krydderi på en skøn læseoplevelse, er det særlige landskab omkring Norfolk igen i centrum med massiv tåge, smalle flodløb, utæmmet natur og en saltmarsk med øde vidder, der vrimler med fugle i stedet for mennesker – akkurat som Ruth foretrækker det.

I forbindelse med nedrivningen af et gammelt fornemt palælignende hus i Norfolk finder arkæologer nogle barneknogler under et dørtrin. Et skelet uden hoved vel at mærke. Er det en rituel ofring af en slags? Eller er det et tragisk levn fra dengang, rummene blev beboet af børnehjemsbørn?

Sammen med vicekriminalkommissær Nelson, der er en fornøjelig modsætning til bogens heltinde med sin hasarderede kørsel, utålmodighed og Blackpool-accent,  bliver Ruth involveret i sagen. Udover de faglige udfordringer skal Ruth også personligt til at håndtere helt nye omstændigheder.

Dagbogsnoterne, som indimellem dukker op, kunne jeg dog godt have undværet. Det er set tusinde gange før, og de små tekststykker bidrager hverken med særlig spænding eller fremdrift i fortællingen. Bogen er dog fra 2009, så det skal ikke klandres forfatteren, at mange efterfølgende har brugt samme struktur.

Til gengæld har forfatteren skrevet historien i nutid – ikke en nem form at mestre uden at det kan virke en smule kunstigt, men her fungerer det og gør teksten levende.

Jeg ser frem til, at jeg igen skal både græde og le, blive klogere og gyse en smule med min særlige britiske veninde. Og heldigvis skal jeg, og du, ikke vente længe.

Egentlig kan det undre, at et dansk forlag ikke tidligere har fået øjnene op for Elly Griffiths forfatterskab, men Gads Forlag, der har de danske rettigheder, iler med at tilfredsstille danske Ruth Galloway-fans. Den tredje bog i serien udkommer allerede til oktober i år og den fjerde i serien udkommer op til Krimimessen i Horsens 2019.

Forfatteren har netop færdiggjort den 11. bog i serien, der udkommer i England i begyndelsen af 2019.

Jeg har læst bogen både på engelsk og som et anmeldereksemplar på dansk fra Gads Forlag.

PS: På engelsk hedder bogen The Janus Stone, og Janus er den romerske gud for al begyndelse og afslutning. Janus symboliserede forandring og overgange. Og man må sige, at for Ruth begynder noget nyt. Og som den krimi, Løgnens hus er, er der selvfølgelig nogle, der oplever ret så bratte afslutninger.

Streaming på C More: Inden vi dør

Streaming: Inden vi dør, set på C More, er en suveræn og visuel lækker svensk krimi, der både byder på action, regnvåde mørke stockholmske gader, fabelagtigt godt skuespil og et kreativt plot, som med garanti overrasker selv hardcore krimifreaks.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 1 ud af 12. )

Inden vi dør er guf for krimifreaks især på grund af disse tre svenske skuespillere. Fra venstre Adam Pålsson, Marie Richardson og Alexej Manvelov: Foto: PR/C More

 

Svenskerne kan bare noget med krimiformatet. Inden vi dør ( Innan vi dör ), der er en svensk serie fra 2017, er ingen undtagelse. Det er sådan en serie, du bingewatcher. Jeg slugte i hvert fald glubsk serien og glæder mig allerede til sæson to, som folkene bag serien skal i gang med at optage til september.

I ti afsnit af cirka en times varighed følger vi den midaldrende Stockholm-betjent Hanna Svensson, der inden for de første fem minutter af serien har sendt sin voksne søn i fængsel for at sælge stoffer. For Hanna har sin mening om, hvordan tingene skal være. Lov er lov, og det skal selv ikke hendes egen søn spænde ben for. Moderkærlighed på den hårde måde.

Til gengæld spænder det ben for Hannas forhold til sønnen Christian, der ikke vil have kontakt med hende, da han efter to års fængsel løslades. Og Hanna drukner sorgen og frustrationerne ved at arbejde. Men hun er heller ikke tilpas på stationen, hun er blevet overflyttet til afdelingen for økonomisk kriminalitet, og hendes chef opfordrer hende til at søge tidlig pension.

Pludselig forsvinder Hannas elsker og kollega Sven, og sporene peger i retning af en rockerbande, som Sven i hemmelighed har efterforsket. Og så er der alligevel brug for Hannas efterforskningsevner. Og søreme om ikke Hannas søn også hvirvles ind i sagen, der også involverer en brutal bosnisk gangsterfamilie.

Et bragende godt cast

Marie Richardson spiller hovedrollen som betjenten Hanna Svensson, der er rå, viljestærk og pokkers interessant. Hun er kølig og skrøbelig på samme tid, og jeg bliver aldrig træt af at se på hendes ansigt.

Herhjemme er den svenske skuespiller især kendt for tv-rollen som Maja Thysell, kollega til Kurt Wallander i tv-serien Wallander. Og som Linda Jakobsson, der bliver mishandlet af sin finansminister-mand i den svenske serie Kongemordet baseret på Hanne-Vibeke Holsts bestseller.

Det er både en serie om et kompliceret mor/søn-forhold, om stærke familiebånd og om en ung kærlighed, der har svære vilkår. Serien portrætterer en brutal kriminel verden, hvor den næste kugle altid sidder løst. Det er en krimiserie af høj klasse, der næsten kan måle sig med bl.a. Broen. Stortalentet Adam Pålsson, der spiller sønnen Christian, spiller i øvrigt med i Broen sæson 3. Han spiller fabelagtigt godt.

Og selvom vi har set en kvindelig hovedperson før, der har et kompliceret familieforhold, som føler sig uden for det kollegiale fællesskab, og som bruger utraditionelle metoder i sit arbejde (hvem sagde Sarah Lund og Saga Norén?), så bliver serien aldrig en kliche bl.a. fordi skuespillet er nuanceret og troværdigt. Danske Dejan Cukic er med i fire episoder. Han har en birolle som Hannas eksmand Rade.

Jeg var uhyre godt underholdt. De dramatiske, smukke billeder understøtter den mørke historie og hele seriens rå tone. Nyd også en heftig biljagt, hvor der selvfølgelig – serien er jo svensk – er en Volvo involveret. Min eneste anke er, at tempoet godt kunne være justeret en smule op i de første to afsnit. Men hæng på. Det lønner sig.

Sammen med det tyske tv-selskab ZDF, der også var medproducenter på Forbrydelsen, Broen og Millennium-trilogien, står svenske SVT bag serien.

PS: Se udvalget af film og serier på C More her

 

Stinne: Min krimifavorit er Robert Galbraith

Yndlingsforfatter: Mød Stinne Hildebrand, der er vild med krimier af Robert Galbraith. Navnet er et pseudonym for Harry Potters mor – den britiske forfatter J. K. Rowling. Dette er sjette og sidste indlæg i serien om yndlingsforfattere.

Stinne Hildebrand sluger bøger i mange forskellige genrer, og hun har en forkærlighed for britiske krimier af Robert Galbraith. Foto: Privat.

Stinne Hildebrand, 37 år, gift, har en datter og bor i Dragør. Hun arbejder som leder inden for restaurationsbranchen.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg er vokset op i et hjem fyldt med bøger, og jeg elsker at læse. Specielt krimier, men egentlig sluger jeg det meste; Krimier, chicklit, adventure som Harry Potter og Game Of Thrones eller historiske værker af Ken Follett og Edward Rutherfurd, hvor man får lidt verdenshistorie kombineret med god fiktion.

Bøgerne har de senere år fået konkurrence af alle de gode serier på Netflix og HBO, men bøgerne vinder heldigvis stadig for det meste. Jeg har som regel altid to-tre bøger i gang på samme tid, så der er en til det humør, jeg er i. Så snart jeg har en smule tid, læser jeg. Også når jeg laver mad eller tager et karbad.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange yndlingsforfattere, der skriver krimier, og af danske er jeg især glad for Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein. Men hvis jeg skal fremhæve en, der har gjort specielt indtryk, er det Robert Galbraith. Robert Galbraith er det pseudonym, som J.K. Rowling benytter til kriminalromanerne om og med privatdetektiven og krigsveteranen Cormoran Strike. Hun, ja nu siger jeg altså hun, har skrevet en trilogi, og alle tre bøger har fanget mig meget.

Hvad er det, som forfatteren kan?

– Jeg elsker Galbraith/Rowlings måde at beskrive persongalleriet på samtidig med, at plottet er utrolig spændende og uforudsigeligt. De tre bøger hedder: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst, og de er i min optik lige gode og fængende. Jeg synes, hun skriver fantastisk, bøgerne sprudler af sprogligt overskud, og hun formår at fange mig lige så meget, som hun gjorde i Harry Potter-universet, selvom det er en hel anden genre. Jeg venter faktisk bare på, at der kommer en fjerde bog i serien.

PS: Fik du læst de øvrige indlæg i serien om yndlingsforfattere?

Ellen anbefaler Jo Nesbø

Karsten anbefaler Sjöwall/ Wahlöö

Anne-Marie anbefaler Karin Slaughter

Anne Mette anbefaler Fred Vargas

Michael anbefaler Jussi Adler-Olsen

 

 

Michael: Min krimifavorit er Jussi Adler-Olsen

Yndlingsforfatter: Michael Dahlsgaard kan ikke undvære sin daglige avis (eller Tipsbladet), men det bliver sjældent til en skønlitterær bog. Bortset fra ferier, hvor han gerne snupper to-tre krimier i rap. Og nu venter han spændt på den næste Jussi Adler-Olsen. Indlægget her er det femte i serien om favoritforfattere.

Journal 64 er Michael Dahlsgaards favorit i serien om Afdeling Q. Foto: Rebekka Andreasen

Michael Dahlsgaard, 48 år, Risskov. Passioneret quashspiller, far til tre og selvstændig med grossistvirksomheden Fair Import, der importerer fødevarer, der både er økologiske og fairtrade. Han læser stort set aldrig til hverdag, men når han har ferie, elsker han at læse krimier.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– At kalde mig en læsehest er en overdrivelse. Da jeg var helt ung, læste jeg en masse bøger om ledelse og management, og en sjældent gang imellem er der en biografi, som jeg med glæde læser. Jeg er Zlatan Ibrahimovic er fremragende. Og så har Peter Tygesen skrevet en bog om Congo, som jeg var meget opslugt af – måske fordi jeg har boet i Afrika nogle år. Men når jeg har ferie, er der kun en genre, der dur, nemlig krimi.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har især læst krimier af nordiske forfattere, og jeg er også glad for en forfatter som Lars Kjædegaard. Men der er en, der slår dem alle: Jussi Adler-Olsen. Fordi jeg elsker hans underfundige humor, og så er der masser af spænding og suspense i bøgerne om Afdeling Q. Jeg er stort slet ligeglad med plottet. Nej, det passer nok ikke helt, men jeg læser, fordi jeg gerne vil vide, hvordan det går med Carl, Assad og Rose. Og Hardy.

Er der en scene fra en af bøgerne, du særligt husker/har gjort indtryk?

– Ja, den scene, der tvister det hele i Journal 64. Og hvor man tænker: Nå, det er sådan, det hænger sammen. Skulle der sidde en enkel eller to i landet, der ej har læst den endnu, vil jeg ikke røbe for meget. Netop Journal 64 er min favorit. Interessant emne, han har kastet sig over, og bogen er skrevet med humor, lune og masser af spænding.

Hvad er det, som han kan?

–  Der er ofte hug til dem, der misbruger magt, i Jussi Adler-Olsens bøger. Det kan jeg meget godt lide. Og så elsker jeg Assads sproglige bommerter. Og Carl Mørcks blanding af at være doven og fandenivoldsk. Og humoren i bøgerne ej at forglemme. Og når man som jeg ikke læser mange bøger, så er livet for kort til bøger, der ikke er spændende. Og det er Jussi Adler-Olsens bøger. Altid.

Hvad var den første bog, du læste af forfatteren, og hvilken oplevelse var det?

– Jeg har læst serien om Afdeling Q i kronologisk rækkefølge, så den første var Kvinden i buret. Jeg var solgt med det samme. Heldigvis nåede jeg at læse de første bøger, før jeg så filmatiseringerne. Dem kan jeg godt lide – det er bare noget helt andet.

Har du nogle ritualer, når du går i gang med en bog af din yndlingsforfatter?

– Faxekondi Free inden for rækkevidde, en liggestol i skyggen og min kone og mine tre unger godt i gang med andre ting. Og så mig og Jussi. Det er godt.

Følger du også forfatteren på de sociale medier, via nyhedsbreve eller andet?

– Nej. Det gider jeg ikke.

Er der udsigt til nyt fra din yndlingsforfatter?

– Jussi Adler-Olsen har lovet, at der kommer et par bøger mere i serien om Afdeling Q. Dem ser jeg frem til. Hvad mon Assads hemmelighed er? Denne sommer vil jeg kaste mig over Washington Dekretet, som han skrev inden serien om Carl og co. Med tanke på hvad der sker i USA lige nu, tænker jeg, at det er på plads med en thriller, hvor nogle forsøger at afsløre det komplot, det amerikanske samfund er udsat for.

PS: Hvis du er erfaren bloglæser, kan du måske genkende bogreolerne? Michael er nemlig min mand.

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her og her

 

Anne Mette: Min krimifavorit er Fred Vargas

Yndlingsforfatter: Mød Anne Mette Christensen, der er så glad for Fred Vargas krimiserie om lederen af drabsafdelingen i Paris, Jean-Baptiste Adamsberg, at hun har læst serien flere gange. Også selvom det ikke var kærlighed ved første blik. Indlægget her er det fjerde i serien om favoritforfattere.

Anne Mette Christensen, 44 år og fra et hjem med klaver og kæmpe bogreol. Lykkelig gift på 23. år og har to dejlige krimifans in spe på 16 og 18 år. Arbejder som ejendomsadministrator, går til spinning, kører på racercykel i fritiden og læser derudover bøger i alle ledige minutter, selv når der skal røres i gryderne. 

Anne Mette Christensen er meget begejstret for den franske krimiforfatter Fred Vargas serie om kriminalkommissær Adamsberg, der er leder af drabsafdelingen i Paris. Foto: Privat.

 

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Fransk krimi. Alene ordene synes måske at være selvmodsigende. Men ikke desto mindre er min yndlings-krimiforfatter Fred Vargas fransk. Det hele begyndte til min fødselsdag nogle år tilbage. Min mand havde i radioen hørt en begejstret anmelder fortælle om Fred Vargas og hendes nye bog Den rasende hær.

Men når man som jeg sværger til danske, engelske og nordiske krimiforfattere, så lå bogen lidt, inden den blev læst. Og indrømmet. Det var ikke kærlighed ved første blik, men en kærlighed, der voksede. Som voksede så meget, at jeg har jeg købt og læst resten af serien om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg, ligesom jeg har smittet min søster og mine forældre med en begejstring for Fred Vargas.

 

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Persongalleriet er fransk til fingerspidserne, maden og kulturen er fransk og historierne er på samme tid grumme, morsomme, poetiske og for en krimifan umulige at gennemskue, hvilket er grunden til, at de kan læses mere end en gang. Første gang læser man for at gætte, men anden gang opdager man små brødkrummer af spor.

Forleden var jeg i en boghandel. Ekspedienten blev min nye bedste ven med ordene: Nordisk femikrimi nej tak. Giv mig Fred Vargas.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit?

Den rasende hær var mit første bekendtskab med Fred Vargas, og den er stadig min favorit. Jeg har læst serien to gange. Ved nærmere eftertanke tror jeg, serien skal med på sommerferie til en tredje omgang, mens jeg utålmodigt venter på, at den næste bog udkommer på dansk.

PS: Fred Vargas er et pseudonym for den kvindelige franske krimiforfatter Frédérique Audoin-Rouzeau. I serien om Jean-Baptiste Adamsberg er følgende bøger udkommer på dansk:

  • Budbringeren (2004)
  • Cirkeltegneren (2006)
  • Neptuns vinde (2008)
  • Den tredje jomfru (2009)
  • Et uvist sted (2010)
  • Den rasende hær (2012)
  • Den barmhjertige guillotine (2016)

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her

Åsa Larssons bøger som tv-serie

Tv-krimi: I dag har tv-serien, der er baseret på Åsa Larssons Rebecka Martinsson-serie, premiere på svensk TV4. Tirsdag den 28. marts og tre tirsdage frem viser DR1 serien.

At en hund kan skrige sådan. Samuel Johansson har aldrig før hørt en hund lyde på den måde.

Billedet er fra BogForum i 2012, da Åsa Larsson i samtale med Sara Blædel fortalte om sit forfatterskab. Det var en spændende samtale. Jeg er stor fan af den svenske forfatter. Og Sara Blædel er aldrig karrig med at støtte sine forfatterkollegaer. Det er meget sympatisk. Foto: Rebekka Andreasen

Sådan starter krimien Som offer til Molok, der er Åsa Larssons sidste bog i serien om anklageren Rebecka Martinsson. Og på BogForum i 2012, da forfatteren var i Danmark for at lancere bogen, forklarede Åsa Larsson, at man på papiret kan slå lige så mange mennesker ihjel, som man vil – men ikke en hund. Så protesterer læserne.

Om hundeskriget er med i tv-serien bygget over bøgerne, aner jeg ikke. Du må selv tune ind på DR1 sidst i marts og begyndelsen af april for at tjekke. Eller finde svensk TV4 på dit tv i aften.

Åsa Larssons krimier foregår omkring Kiruna i det allernordligste Sverige, hvor forfatteren er vokset op. En by, der især er kendt for sin minedrift og udvinding af jernmalm. Og hvor der altså sker et drab eller ti. Jeg kan allerede se nogle fantastiske nordic noir-billeder for mit indre tv.

Ligesom sin hovedperson, Rebecka Martinsson, er forfatteren uddannet jurist med speciale i skatteret.

Det er den svenske skuespiller Ida Engvoll, som du måske kender fra Broen III, En mand der hedder Ove og Mord uden grænser, der spiller Rebecka Martinsson i tv-udgaven af Larssons nordsvenske krimiunivers.

I en svensk pressemeddelelse er Ida Engvoll citeret for at sige, at hun elskede at spille karakteren. (De siger sjov nok aldrig det modsatte.) Og hun begrunder det med, at Rebecka er noget af en særling og en kompleks type. Hun er skarp og egenrådig, drevet af impulser og følsom. Og sommetider har hun dårlig dømmekraft, men det er med til at gøre hende charmerende.

Jeg glæder mig til at se serien. Skal du se med?

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her