Anmeldelse: Miniserien Chernobyl på HBO er en af de mest skræmmende og suveræne serier, jeg har set længe. Det er ikke en krimi, men et gysende dokudrama, der bygger på virkelige begivenheder og personer. Dansk/svenske Daniel Dencik har en lille rolle som Sovjetunionens sidste leder Mikhail Gorbatjov. Se den og bliv klogere. Og virkelig skræmt.
Streaming: Som en årgang 1973 er jeg vokset op med frygten for atomkrig. Når jeg besøgte min mormor i København, sendte jeg blikke mod atomkraftværket Barsebäck i Sverige, der kun var placeret sølle 20 kilometer fra hovedstaden.
Da katastrofen, der er den værste ulykke i atomkraftens historien, indtraf, var det ikke fra det sydlige Sverige, at en sky af radioaktivt materiale dryssede ud i atmosfæren og med vind og nedbør blev fordelt ud over store dele af Europa og nåede helt til det østlige USA.
Det går galt den 26. april 1986
Reaktor fire på atomkraftværket Tjernobyl eksploderede den 26. april 1986 knap halvanden times tid efter midnat og oplyste himlen over byen Pripyat i det tidligere Sovjetunionen, det nuværende Ukraine. Jeg var 13 år og på lejrtur med min klasse på Djursland sidst i april 1986, da vi hørte om ulykken. Når jeg genkalder mig situationen, får jeg stadig en fysisk reaktion og kan på min krop mærke, at selv så mange år efter husker kroppen den angst, ulykken skabte i min teenagehjerne.
Dengang havde jeg – og mange andre – slet ikke begreb om omfanget af katastrofen, og hvor voldsomt tæt verden var på en endnu mere omsiggribende katastrofe – at forureningen ville brede sig til drikkevand i hele Europa. I dag er Tjernobyl stadig, så mange år efter katastrofen, det mest forurenede område på Jorden.
Kom med de hvide titler på job
I fem afsnit går Chernobyl helt tæt på begivenhederne, helt ind i kontrolrummet på værket, og det er en dyster, mørk, gribende og dramatisk serie om, hvordan de sovjetiske myndigheder undervurderede og fortiede ulykken og dens konsekvenser for omverdenen. En fortælling om, hvordan fejl på fejl i propagandaens og bureaukratiets navn, fik fatale konsekvenser for tusindvis af mennesker. Som seer ved vi, hvad de mange æstetisk smukke nærbilleder af støv i luften signalerer: Død og livstruende sygdom.
Chernobyl er en fortælling om løgnens høje pris. Forsimplet kan man sige, at det var en test, et kompliceret fysikforsøg, der gik galt – en vigtig test af systemet, man havde udsat i årevis for at få atomkraftværket færdigt.
Mange mennesker døde på grund af radioaktiv forurening, ligesom antallet af kræfttilfælde eksploderede i Ukraine og Hviderusland. Blandt de første ofre var de brandmænd, der uden at være blevet advaret om faren ved så gigantiske mængder stråling, uvidende blev sendt mod de 150 meter høje flammer på atomkraftværket. Men kan man overhovedet slukke en brændende reaktor?
Ulykkens omfang var meget større, end de sovjetiske magthavere ønskede, at nogen skulle vide, og blandt andet derfor blev beboerne i området evakueret alt for sent.
Suveræne Stellan Skarsgård og Jared Harris
Med undtagelse af få bygger seriens figurer på virkelige personer. Jared Harris spiller afdæmpet rollen som den kæderygende atomforsker Valery Legasov, der sammen med den øverstkommanderende Boris Shcherbina, spillet dæmonisk af Stellan Skarsgård, får til opgave at udarbejde strategier for oprydningsarbejdet.
Også svenske Fares Fares, som danske biografgæster især kender for rollen som Assad i filmene om Afdeling Q, medvirker i en lille rolle. Han spiller den russiske soldat Bacho, der får til opgave at aflive kæledyr i den forbudte, forurenede zone.
De trøstesløse grå-i-grå-på-den-sovjetiske-måde kulisser er nærmest farverige klatter i forhold til de kulsorte konsekvenser, ulykken fik. Mere end en halv million mennesker blev tvangsudskrevet til arbejde i zonen omkring værket. F.eks. arbejdede 400 minearbejdere døgnet rundt for at afværge en nedsmeltning kort efter katastrofen – med stor fare for deres eget helbred.
Officielle dødstal er 31
Jeg sad med en kæmpe klump i halsen, da jeg så serien. Den gør indtryk. Selvom jeg lige skulle sluge, at russerne i serien taler britisk. Og selvom serien indimellem sænker tempoet, indimellem måske overdramatiserer, så er det en stærk oplevelse. Jeg har lært chokerende nyt om Tjernobyl-ulykken. Faktisk burde Chernobyl være obligatorisk for alle over 15 år, for den fortæller en vigtig historie. Man kan kun håbe, at verden lærer af de katastrofale valg, politikerne i Sovjetunionen dengang traf.
Med sin fiktive karakter, forskeren Ulana Khomjuk, repræsenterer skuespilleren Emily Watson alle de forskere, der efter katastrofen desperat arbejdede på at få myndighederne til at være åbne omkring ulykken for at forhindre en endnu større katastrofe, men statens officielle forklaringer var svære at rokke.
I dag er det officielle dødstal efter Tjernobyl-katastrofen 31! Nogle mener, at tallet nærmere er 95.000.
PS: Hvis du er blevet nysgerrig efter at vide mere, så kan du lytte til The Chernobyl Podcast hvor manden bag serien, Craig Mazin, fortæller om det enorme researcharbejde, der er gået forud for filmoptagelserne. På HBO kan du også se dokumentaren Life after Chernobyl, hvor to forskere er taget tilbage til Tjernobyl for at dokumentere de konsekvenser, som ulykken medførte for mennesker, dyr og natur.