Anmeldelse: En højere retfærdighed af Hjorth Rosenfeldt 1


Det er langt fra den bedste bog i serien, men En højere retfærdighed er et herligt gensyn med Sebastian Bergmand og co. Omslag lavet af Simon Lilholt, Imperiet. Foto: Rebekka Andreasen.

Anmeldelse: Siden Manden der ikke var morder, der er første bind i serien om kriminalpsykologen Sebastian Bergman, udkom, har jeg været begejstret for Hjorth Rosenfeldt-serien. Men sjette bog i serien skuffer.

At der er mange synsvinkler i en roman, er ikke i sig selv et problem. Tværtimod kan det betyde, at vi kommer tæt på bogens persongalleri og lærer personerne endnu bedre at kende. Men i En højere retfærdighed skifter synsvinklerne med samme hast, som en tennisbold suser over nettet i en intens kamp imellem verdensstjerner. I samme afsnit vel at mærke.

I en linje er du i hovedet på Vanja, Sebastian Bergmans voksne politidatter, der ikke vil have noget med sin biologiske far at gøre. Et par linjer længere nede er du inde i hovedet på Ursula, der er Vanjas kollega i Politiets Rejsehold, og i næste sætning kan du anskue scenen med  øjne, der tilhører den dygtige, men også besværlige, egoistiske og firkantede kriminalpsykolog, der dulmer sorgen over at have mistet sin lille datter og kone i tsunamien i Thailand år tilbage, med sex og endeløse erobringer.

Det forvirrer. Og gør teksten mindre interessant, når man som læser konstant spurter rundt, i stedet for at kunne fordybe sig i en persons tanker – i det mindste i et enkelt afsnit.  Øv. Når det er sagt, så er krimien også et dejligt gensyn med det lille persongalleri fra Rejseholdet, der igen trækker på Sebastians Bergmans evner til at lave gerningsmandsprofiler.

I denne krimi tager Rejseholdet turen fra Stockholm til Uppsala knap 80 kilometer nordpå for at hjælpe lokalpolitiet med en række brutale voldtægter. Gerningsmanden lister sig ind på ofrene bagfra, blinder dem med en sæk over hovedet og bedøver dem, inden de bliver voldtaget. Det bliver en sag, der trækker både dødsfald og konflikter med sig, for ikke kun arbejdet slider på de personer, som i hvert fald jeg holder meget af.

Hjorth Rosenfeldt mestrer gode personbeskrivelser, og især Sebastian Bergmans frustrationer over, at forholdet til datteren ikke er, som han ønsker det, fylder meget i bogen. Som læser mærker du, hvordan psykologens magtesløshed siver ud gennem linjerne. Hans ego er jeg slet ikke færdig med.

Et tema i romanen er forældre/barn-forhold. Også efterforskeren Ursula har et skrøbeligt forhold til sin voksne datter Bella. Og bogen har den rette dosis fokus på politiarbejdet og på karakterernes private udfordringer.  Også Billy har sine dæmoner at slås med, og derfor lader han rutinen dominere det professionelle arbejde, mens han i stedet bruger energi på at skjule mørke hemmeligheder. Uhaaaa. Der er overraskelser i vente her.

Og jo, bogen er spændende trods forvirrende og hoppende afsnit, for forfatterparret kan deres krimikram. Plottet er både interessant og begavet støbt sammen. Bogen ender med en cliffhanger af rang, og hvis der kommer en syvende bog i serien, skal jeg selvfølgelig læse med.

En højere retfærdighed er oversat af Lotte Kirkeby Hansen og udkommet på Hr. Ferdinand. Bogen er et anmeldereksemplar.

PS: Både Michael Hjorth og Hans Rosenfeldt er kendte manuskriptforfattere og står tilsammen bag filmatiseringerne af bl.a. Henning Mankells romaner, af tv-serien Broen og Netflix-serien Marcella. Serien om Sebastian Bergman er også forvandlet til film med den svenske skuespiller Rolf Lassgård som den egocentriske kriminalpsykolog.

PPS: Bøgerne om Sebastian Bergman i rækkefølge:

  • Manden der ikke var morder
  • Disciplen
  • Fjeldgraven
  • Den stumme pige
  • De uegnede
  • En højere retfærdighed

 

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

One thought on “Anmeldelse: En højere retfærdighed af Hjorth Rosenfeldt