krimiserie

Interview med krimiforfatter Jens Henrik Jensen

Om sin succes i Tyskland siger Jens Henrik Jensen: “Det er en ny mulighed, et tog, jeg troede var kørt. Jeg føler mig meget heldig.” Jeg har taget billedet ved Skovmøllen i Aarhus, som forfatteren holder meget af. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Bortset fra debutromanen Wienerringen fra 1997 har Jens Henrik Jensen skrevet trilogier: Kazanski-trilogien, Nina Portland-trilogien og trilogien om den traumeramte krigsveteran Niels Oxen. Men efter tredje bog om Oxen var Jensen slet ikke færdig med sin soldat, og den 6. september udkommer Lupus – den fjerde bog i serien.

Jens Henrik Jensen tygger lidt på spørgsmålet og venter nogle lange sekunder med at svare på, hvilket godt råd han i dag ville give sit yngre jeg, der midt i 30’erne debuterede som krimiforfatter. Han tager hul på en sætning, afbryder sig selv, tøver, men siger så med en stemme, der både er jysk, fast og eftertænksom:

Jeg vil bede den yngre udgave af mig selv om at blive ved med at være stædig. At blive ved med at være udholdende. Og sige, at jeg skal blive ved med at holde fast i min egen stil. Nu er jeg en halvgammel forfatter, der hviler mere i mig selv, men det har været en lang vej at komme hertil. Nogle bliver stjerner overnight, men jeg er jo en af de langsomste i klassen, forklarer han og sender et lille smil efter sin sætning.

Men nu er han kommer hertil, hvor Niels Oxen, hovedpersonen i forfatterens nu fire bøger, er blevet så stærkt et brand, at det er Oxen, der pryder forsiden af den seneste krimi med store gule bogstaver, hvorimod Jens Henrik Jensens eget navn og titlen Lupus står mindre synligt.

Hertil, hvor han er den danske forfatter på Facebook, der har tredjeflest trofaste følgere – efter Jussi Adler-Olsen og Sara Blædel.

Hertil, hvor han ikke længere arbejder som journalist, men udelukkende lever af sit forfattervirke.

Hertil, hvor han i 2017 blev hædret med Krimimessens Publikumspris 2017.

Hertil, hvor SF Studios har købt rettighederne til at filmatisere Oxen-serien.

Og hertil, hvor hans første bog om Oxen, De hængte hunde, sælger imponerende på det gigantiske tyske marked og er trykt i et førsteoplag på 100.000 eksemplarer. I øvrigt skal han bruge en del af sit efterår på bogturné i Tyskland.

Angående den aktuelle ulvedebat siger Jens Henrik Jensen: “Lad være med at lytte til mig eller alle dem, der har meninger om alt på de sociale medier, men som måske ikke er så gode til at lytte og lære. Lyt til de folk, der har forstand på ulve og ved, hvad de taler om. Hav respekt for deres viden.” Foto. Rebekka Andreasen

Og lige om lidt udkommer fjerde bog om Oxen. Lupus hedder bogen. Canis Lupus er også det latinske navn for den grå ulv. I bogen, der er en selvstændig fortsættelse af de første tre bøger, møder Niels Oxen ulve i mange afskygninger. Både dem med fire og to ben. Jens Henrik Jensen sender blandt andet sin hovedperson til Harrild Hede nær Brande, hvor en ulv i virkeligheden er blevet spottet.

Et af de helt centrale temaer i bogen er selvtægt. Og som i mange af Jens Henrik Jensen øvrige krimier, så kredser bogen også om magt og misbrug af magt. At afdække magtens mekanismer er interessant, mener han, der som forfatter har kærlighed til konspirationer og lyssky affærer. Margrethe Francks fortid er central for krimiintrigen i den nye bog, ligesom Axel Mossman har meget på spil i historien.

Ulven som yndlingsdyr

Alle voksne bør have mindst to yndlingsdyr, mener den naturglade forfatter, der siden sin barndom har været en ivrig lystfisker. Selv har han to favoritdyr: En ulv og en tiger – med ulven på en klar førsteplads. Og den skal have lov til at være her, pointerer han. Bl.a. fordi ulven selv har fundet tilbage til Danmark, og fordi han ikke mener, at den udgør en reel risiko for mennesker.

Nogle af de gode råd, han ville give videre til sit yngre jeg, er egenskaber, som netop ulven besidder.

Ulven er udholdende, stædig, har styr på sine kompetencer og er ekstrem tilpasningsdygtig og kan leve både i 50 graders varme i Indien og nordpå i ekstreme kuldegrader. Det er jeg betaget af. Jeg har desværre aldrig set en ulv i naturen, men måske har jeg set ulvespor. En vinterdag var der kæmpestore spor i sneen på den grusvej, hvor jeg bor. Jeg tjekkede selvfølgelig straks, om der var spor efter cykeldæk eller fodaftryk – om en eller anden havde luftet sin store schæfer. Men der var ikke andre spor.

Ulven har også visse lighedstræk med en soldat som Oxen. Som der står i Lupus: ” Ren styrke, intet andet. Brødre i ånden, jægersoldater og ulve. Det var sådan, det var i al enkelhed.”

Oprindeligt var Oxen-serien tænkt som en trilogi, men da Jens Henrik Jensen var færdig med De frosne flammer, følte han, at der stadig var mere potentiale i Oxen som hovedperson. At den plagede og mistroiske soldat havde meget mere at byde på. Som tidligere hjemløs og krigsveteran med PTSD er Oxen en slags repræsentant for Underdanmark, selvom han som soldat repræsenterede magten. På mange måder har Oxen vendt samfundet ryggen, men han har også masser af kompetencer, og det er der gode historier i, mener forfatteren.

Men der var én stor udfordring, der skulle løses, hvis bog nummer fire skulle skrives:

Jeg havde malet mig selv op i et hjørne og placeret Oxen i en lejlighed i Vangede – og gjort det svært for mig selv. Jeg skulle finde en troværdig måde at få ham ud af Vangede på. Oxen bliver aldrig typen, der får en helt almindelig hverdag. Da det endelig lykkedes at få ham væk på en plausibel måde, kan jeg nu bedre forestille mig at arbejde videre med en femte bog.

Jens Henrik Jensen føjer til, at lige nu har han slet ingen anelse om, hvad en eventuel femte bog skal handle om. Måske kommer der en bog mere. Måske ikke. “Tænk på et langt spisebord med udtræk”, siger han, “måske kommer der en ekstra bordplade i på et tidspunkt.”

Ting tager tid for Jens Henrik Jensen, der har arbejdet med Lupus i et par år. For at gøre historien til mere og andet end en endimensionel kriminalhistorie, for at få historien til at leve op til de krav, han selv stiller til et kompliceret plot.

Undervejs i processen har han af og til været så distræt, at han missede stikvejen ned til sit hus, fordi hans hjerne var optaget af historien. Han har også stået i den lokale brugs uden at kunne huske, hvad der stod på den dosmerseddel, han glemte.

Skrively i Aarhus

Jens Henrik Jensen holder af hverdagen hjemme i huset ved skovbrynet ude på landet ved Horsens Fjord, og han dyrker ikke skriveeksil i stor stil. Alligevel er ture væk hjemmefra indimellem nødvendige, hvis han er presset eller er kørt fast i sit manuskript. Og presset har han været i arbejdet med Lupus.

Så vinker han farvel til sin kone og to drenge og arbejder intensivt et par døgn på Hotel Marselis i udkanten af Aarhus. Og går ture nær en af barndommens perler, Skovmøllen. Vigtige elementer i plottet i Lupus er faldet på plads, mens forfatteren traskede langs Giber Å gennem skoven, nede fra Moesgaard Strand og op til Skovmøllen godt gemt i skoven. Og det er da også netop på Skovmøllen, jeg – og en række andre bloggere – møder forfatteren.

Meget faldt på plads på de ture, og Jens Henrik Jensen elsker, hvis han kan dreje det hele 180 grader til allersidst. Det er lykkedes på elegant og underholdende vis.

Jens Henrik Jensen og Oxen

Jens Henrik Jensen har fået spørgsmålet mange gange, men svarer alligevel beredvilligt på, hvor meget Oxen, der er i ham selv. Han har aldrig selv været soldat.

– Oxen er ikke mig. Men jeg tror, det er svært at have en hovedperson, som ikke har karaktertræk, man som forfatter kan genkende. Som Oxen færdes jeg gerne i naturen, og som ham er jeg ikke bange for at være alene, selvom jeg ikke er så stor en enspænder, som ham.


Når Jens Henrik Jensen møder sine tyske læsere, er det med lydprøver inden seancen und alles. En populær skuespiller, Dietmar Wunder, læser op af Jens Henrik Jensens bog og fremfører et entusiastisk hørespil, mens forfatteren selv svarer på spørgsmål og fortæller om sit forfatterskab – på engelsk. Dietmar Wunder er også manden, der lægger stemme til Daniel Craig, når James Bond-film synkroniseres og den britiske agent taler tysk. Så nu er han både manden bag Bond og Oxen. Billedet er snapshot af artikel i et togmagasin, som jeg faldt over på en rejse til Berlin i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Om det er Oxen, Jens Henrik Jensen eller dem begge to, der blev forskrækket og fik galoperende hjerte af at gå i det knastørre lyng på vej op ad en sandet sti ved Harrild Hede en mørk aftenstund med lommelygten som eneste lyskilde og pludselig blev mødt af et overrasket brøl og to forskrækkede rådyrøjne, må du selv gætte.

PS: I gennem tre måneder tog Jens Henrik Jensen hver uge til Fredericia for at få eneundervisning i tysk for at kunne tale lidt med det tyske forlag DTV Verlag og småsludre med de tyske læsere, når han signerer bøger. “I gymnasiet var jeg god til tysk, men jeg havde glemt, hvor svært sproget er. Selvom jeg er blevet lidt bedre, er jeg stadig elendig til tysk”.

Vidste du, at:

  • Ulv har sneget sig ind i titlen på en af forfatterens forrige bøger? Nemlig Ulven i Banja Luka fra 2002.
  • En af Jens Henrik Jensens favoritbøger er Frederick Forsyths gennembrudsroman og den politiske thriller Sjakalen fra 1971?
  • U2 er et band, som han er mere end begejstre for?
  • Han engang gik forrest gennem mudderet i Amazonas og pludselig fik selskab af en af verdens giftigste slanger: en rød-gul-sort koralslange?
  • Jens Henrik Jensen har En verden udenfor som en af sine favoritfilm?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Gæsten af Robert Zola Christensen

Billedet her tog jeg på BogForum i 2013, hvor Jógvan Isaksen, Robert Zola Christensen (nr. to fra venstre) og Gunnar Staalesen (th) talte med Jannik Lunn om krimier i Norden. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: I tyve år har Robert Zola Christensen skrevet bøger, og han er ikke til at sætte i bås. Hans bibliografi rummer både fagbøger, børnebøger, noveller og digte. At han de senere år har kastet sig over krimigenren glæder mig. For det gør han underholdende og præcist. Også i sin tredje bog – en campus-krimi.

Læserne mødte efterforsker Bent Kastrup første gang i Is i blodet og efterfølgende i Adams forbandelse. I Gæsten er han på jagt efter en drabsmand, der, i bogstaveligste forstand, har skåret en kvindelig forsker fra Syddansk Universitet, hvor forfatteren i øvrigt selv har været ansat, i småstumper.

Med andre ord er kvinden, der arbejdede som sprogforsker, blevet parteret. I sagens natur på en voldsom og brutal måde, men samtidig er der noget metodisk og klinisk over drabsmandens fremgangsmåde.

Da kollegaen Rikke Larsen, som Kastrup har en nær relation til, pludselig forsvinder i forbindelse med efterforskningen, bliver arbejdet med ét personligt, og Kastrup smuldrer næsten for øjnene af læserne. Han er ved at gå i opløsning.

Ikke sjældent er krimier skrevet i datid, men Robert Zola Christensen skriver i nutid i rappe, korte kapitler med masser af fremdrift og action. Og han skriver godt, stramt og præcist med den ene smagfulde sproghaps efter den anden. Mums.

Coveret er skab af grafiker Peter Stotze, der har sat fem-seks billeder sammen for at skabe det udtryk, du ser her. Læs hvilke overvejelser Stoltze havde, da han skulle skabe coveret her

Man kan næsten mærke den tidligere PET-mands pulsslag, når han løber en tur i skoven ved Kolding Midtby, eller når han er i hælene på drabsmanden.

Der er kvikt tempo, hurtige, snappe dialoger og fart over fortællingen, der også bringer Kastrup et smut til Lund i Sydsverige, hvor offerets mand bor. Og hvor forfatteren i øvrigt bor og arbejder som lektor på Lunds Universitet.

En anelse mere kød på nogle af kapitlerne kunne jeg godt have ønsket mig, hvilket også ville styrke det i forvejen fine portræt af en fortvivlet mand, der også tumler med problemer i privatlivet.

Bogen handler bl.a. om svigt og skyld, hemmeligheder og hævn. Og uden at røbe for meget kan jeg godt slå fast, at selvom hovedpersonen er hankøn og de fleste, der er i politiets søgelys, også er mænd, så handler bogen i høj grad også om kvinder. Og om kærlighed.

I et radiointerview i Radio 24/7 i forbindelse med, at bogen udkom i oktober, sagde forfatteren noget a la: “Mænd myrder kvinder. Sådan er det i virkeligheden. Og hvor mænd kan dø bang bang i en bandekrig eller lignende, så er der i virkeligheden noget mere menneskeligt indblandet, når kvinder bliver myrdet. Måske svigt, hævn, begær og alt muligt andet. Et levet liv, vi rækker ud efter. ”

Læs bogen og bliv klogere på, hvorfor forskeren er død. For hun er ikke medlem af en bande, tør jeg godt afsløre.

Som et smukt designet halstørklæde hænger historien fint og stramt sammen og tager en uventet drejning.

PS: Inden længe kan du her på bloggen læse et interview med forfatteren Robert Zola Christensen.

 

 

Kriminyt: Stein, Lemaitre, Broen, Netflix-krimi og en vinder

Lidt blandede krimibolsjer med nyt fra bl.a. Jesper Stein og Pierre Lemaitre og mulighed for at lægge stemme til tv-serien Broen.

 

Ny Axel Steen-krimi:

To krimier, der udkommer i dag: Jesper Steins Papa og Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre.

I dag udkommer Papa af Jesper Stein. Papa er navnet på en russisk mafiaboss og våbenhandler, og i sit nye job – som undercoveragent for PET – skal Axel Steen forsøge at komme tæt på den storkriminelle russer. Det bringer ham bl.a. til Amsterdam. Jeg har endnu ikke læst bogen, der udkommer på Politikens Forlag, men den bader allerede i rosende ord.

Og mon ikke mange læsere har forudbestilt bogen? I hver fald blev bogen, trods stort 1. oplag, trykt i 2. oplag – en uge før udgivelsen. Sejt. I øvrigt er det Jesper Steins forfatterkollega Thomas Rydahl, der kom på titlen til bogen.

De øvrige bøger i serien om Axel Steen er:

  • Uro
  • Bye Bye Blackbird
  • Akrash
  • Aisha

Mørk fransk krimi:

En anden krimi, der udkommer i dag, er Tre dage og et liv af franske Pierre Lemaitre. Den prisvindende forfatter har bl.a. skrevet Alex, der udkom på dansk i 2014 og Camille, der udkom på dansk i 2015.

En seksårig dreng forsvinder fra en lille provinsby en vinterdag i 1999. Trods en storstilet eftersøgning finder politiet ikke drengen. Imens går 12-årige Antoine rundt ude af sig selv, for det er ham, der ved et uheld har slået drengen ihjel. Og snart viser det sig, at den lille drengs forsvinden blot er den første i rækken af katastrofer, der rammer byen.

Lemaitre er som regel garant for fremragende og kringlede krimier. Bogen udkommer på Lindhardt og Ringhof.

Broen sæson 4:

1. januar 2018 kan du se første afsnit af Broen sæson 4 på DR1. Og nej, det er selvfølgelig ikke denne bro, der lægger navn til serien om Saga og co, men jeg benytter fluks lejligheden til at vise et feriefoto. Denne bro viser vej fra Miami til Miami Beach, som jeg besøgte i februar. Foto: Rebekka Andreasen

Har du et par timer til rådighed torsdag den 15. juni 2017 mellem klokken 9.00 og 17.00, og er du i nærheden af Filmbyen i Hvidovre? Og taler du dansk og er ca. mellem 25-50 år? Så er det måske dig, der skal lægge stemme til Broen?

Folkene bag den dansk/svenske tv-krimi Broen er nemlig i gang med efterarbejdet på fire afsnit af fjerde sæson og søger statister til eftersynkronisering.

Du skal være med til at lægge stemme til generel samtale f.eks. restaurantbesøg, museumsbesøg etc. Hvis du er interesseret, så kontakt Frederikke på mail: Frederikke@nimbusfilm.dk senest fredag d. 11. juni kl. 00.00. Oplys venligst hvilken tid du foretrækker, to-tre timer i løbet af dagen, og om du kan deltage andre tidspunkter i løbet af dagen.

Bemærk: Jeg formidler kun muligheden og har intet med arbejdet at gøre. Har du spørgsmål, skal du derfor ikke kontakte mig, men maile til Frederikke.

En sæson mere af Top of the lake:

Jeg slugte første sæson af Jane Campions britisk/australske krimiserie, der kan ses på Netflix, og som er centreret omkring et lille samfund i udkanten af alting i New Zealand.  Serien er en visuel lækkerbisken, har en klang af mystik, er proppet med eminent skuespil af bl.a. Elisabeth Moss og Holly Hunter, og historien er mørk og fascinerende med et kvalmende og overraskende plot. Et mørkt portræt af et skævt, kriminelt samfund i provinsen.

Elisabeth Moss er igen betjenten Robin, og i anden sæson får hun følgeskab af bl.a. Nicole Kidman og af danske David Dencik, der har en større rolle i serien. Anden sæson af serien foregår i Sydneys bordelmiljø, og Dencik spiller en alfons. Jeg ser frem til serien, der kan streames på Netflix senere på året.

Har du vundet?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde svenske Caroline Erikssons thriller De Forsvundne. Vinderen blev Helle Dannemand. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – og der er en signeret bog på vej til dig. Tak til Peoples Press for at sponsorere bogen. Og fik du ikke læst mit interview med forfatteren, så læs det her

Stinne: Min krimifavorit er Robert Galbraith

Yndlingsforfatter: Mød Stinne Hildebrand, der er vild med krimier af Robert Galbraith. Navnet er et pseudonym for Harry Potters mor – den britiske forfatter J. K. Rowling. Dette er sjette og sidste indlæg i serien om yndlingsforfattere.

Stinne Hildebrand sluger bøger i mange forskellige genrer, og hun har en forkærlighed for britiske krimier af Robert Galbraith. Foto: Privat.

Stinne Hildebrand, 37 år, gift, har en datter og bor i Dragør. Hun arbejder som leder inden for restaurationsbranchen.

Læser du udelukkende krimier, eller læser du også andre genrer?

– Jeg er vokset op i et hjem fyldt med bøger, og jeg elsker at læse. Specielt krimier, men egentlig sluger jeg det meste; Krimier, chicklit, adventure som Harry Potter og Game Of Thrones eller historiske værker af Ken Follett og Edward Rutherfurd, hvor man får lidt verdenshistorie kombineret med god fiktion.

Bøgerne har de senere år fået konkurrence af alle de gode serier på Netflix og HBO, men bøgerne vinder heldigvis stadig for det meste. Jeg har som regel altid to-tre bøger i gang på samme tid, så der er en til det humør, jeg er i. Så snart jeg har en smule tid, læser jeg. Også når jeg laver mad eller tager et karbad.

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Jeg har mange yndlingsforfattere, der skriver krimier, og af danske er jeg især glad for Jussi Adler-Olsen og Jesper Stein. Men hvis jeg skal fremhæve en, der har gjort specielt indtryk, er det Robert Galbraith. Robert Galbraith er det pseudonym, som J.K. Rowling benytter til kriminalromanerne om og med privatdetektiven og krigsveteranen Cormoran Strike. Hun, ja nu siger jeg altså hun, har skrevet en trilogi, og alle tre bøger har fanget mig meget.

Hvad er det, som forfatteren kan?

– Jeg elsker Galbraith/Rowlings måde at beskrive persongalleriet på samtidig med, at plottet er utrolig spændende og uforudsigeligt. De tre bøger hedder: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst, og de er i min optik lige gode og fængende. Jeg synes, hun skriver fantastisk, bøgerne sprudler af sprogligt overskud, og hun formår at fange mig lige så meget, som hun gjorde i Harry Potter-universet, selvom det er en hel anden genre. Jeg venter faktisk bare på, at der kommer en fjerde bog i serien.

PS: Fik du læst de øvrige indlæg i serien om yndlingsforfattere?

Ellen anbefaler Jo Nesbø

Karsten anbefaler Sjöwall/ Wahlöö

Anne-Marie anbefaler Karin Slaughter

Anne Mette anbefaler Fred Vargas

Michael anbefaler Jussi Adler-Olsen

 

 

Anne Mette: Min krimifavorit er Fred Vargas

Yndlingsforfatter: Mød Anne Mette Christensen, der er så glad for Fred Vargas krimiserie om lederen af drabsafdelingen i Paris, Jean-Baptiste Adamsberg, at hun har læst serien flere gange. Også selvom det ikke var kærlighed ved første blik. Indlægget her er det fjerde i serien om favoritforfattere.

Anne Mette Christensen, 44 år og fra et hjem med klaver og kæmpe bogreol. Lykkelig gift på 23. år og har to dejlige krimifans in spe på 16 og 18 år. Arbejder som ejendomsadministrator, går til spinning, kører på racercykel i fritiden og læser derudover bøger i alle ledige minutter, selv når der skal røres i gryderne. 

Anne Mette Christensen er meget begejstret for den franske krimiforfatter Fred Vargas serie om kriminalkommissær Adamsberg, der er leder af drabsafdelingen i Paris. Foto: Privat.

 

Hvilken krimiforfatter er din absolutte favorit?

– Fransk krimi. Alene ordene synes måske at være selvmodsigende. Men ikke desto mindre er min yndlings-krimiforfatter Fred Vargas fransk. Det hele begyndte til min fødselsdag nogle år tilbage. Min mand havde i radioen hørt en begejstret anmelder fortælle om Fred Vargas og hendes nye bog Den rasende hær.

Men når man som jeg sværger til danske, engelske og nordiske krimiforfattere, så lå bogen lidt, inden den blev læst. Og indrømmet. Det var ikke kærlighed ved første blik, men en kærlighed, der voksede. Som voksede så meget, at jeg har jeg købt og læst resten af serien om kriminalkommissær Jean-Baptiste Adamsberg, ligesom jeg har smittet min søster og mine forældre med en begejstring for Fred Vargas.

 

Hvorfor synes du, at andre skal kaste sig over hendes bøger?

– Persongalleriet er fransk til fingerspidserne, maden og kulturen er fransk og historierne er på samme tid grumme, morsomme, poetiske og for en krimifan umulige at gennemskue, hvilket er grunden til, at de kan læses mere end en gang. Første gang læser man for at gætte, men anden gang opdager man små brødkrummer af spor.

Forleden var jeg i en boghandel. Ekspedienten blev min nye bedste ven med ordene: Nordisk femikrimi nej tak. Giv mig Fred Vargas.

 Hvilken af forfatterens bøger er din favorit?

Den rasende hær var mit første bekendtskab med Fred Vargas, og den er stadig min favorit. Jeg har læst serien to gange. Ved nærmere eftertanke tror jeg, serien skal med på sommerferie til en tredje omgang, mens jeg utålmodigt venter på, at den næste bog udkommer på dansk.

PS: Fred Vargas er et pseudonym for den kvindelige franske krimiforfatter Frédérique Audoin-Rouzeau. I serien om Jean-Baptiste Adamsberg er følgende bøger udkommer på dansk:

  • Budbringeren (2004)
  • Cirkeltegneren (2006)
  • Neptuns vinde (2008)
  • Den tredje jomfru (2009)
  • Et uvist sted (2010)
  • Den rasende hær (2012)
  • Den barmhjertige guillotine (2016)

PPS: Du kan læse de øvrige indlæg i serien om favoritforfatter her, her og her

Stjålne liv af Helle Vincentz

Forfatter Helle Vincentz er i gang med den anden bog i serien om Sofie Munk. Billedet her er fra Bogforum 2015. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Endelig har jeg fået læst Helle Vincentzs politiske thriller Stjålne liv, der i øvrigt er til debat i DR Krimiklubben i februar måned lige her

2016 bød på mange gode læseoplevelser, og jeg har fremhævet nogle af dem i indlægget her. Stjålne liv af Helle Vincentz var den allersidste bog, jeg læste sidste år, for hvorfor ikke slutte året med manér?

Bogen er den første i en ny serie om antropologen Sofie Munk, der er i gang med et forskningsprojekt om barnløse pars oplevelser med kunstig befrugtning på en fertilitetsklinik.

Tusindvis af læsere før mig har fulgt Sofie Munk, der af klinikkens ejer bliver bedt om at undersøge, hvem der har stjålet befrugtede æg fra klinikken. Jeg er bestemt ikke først med en anmeldelse. Men selvfølgelig skal bogen have et par linjer her på bloggen, for det er en  læseværdig, indholdsrig og godt fortalt historie.

Hvor jeg synes, at der er flere danske forfattere, der overhaler Helle Vincentz hvad sproglige finesser angår, så kan Vincentz noget helt specielt.

Hun er eminent til at skrive politiske thrillers og sætte spotlight på en aktuel problematik. Og at gøre det på en raffineret og vedkommende måde. Der er altid masser af guf, etiske overvejelser og fede miljøbeskrivelser i hendes bøger, når hun tvister et aktuelt emne og ambitiøst og med omhu, ihærdighed og humor kaster sin researchiver over et brandvarmt emne. Jeg forestiller mig, at hun begærligt suger viden til sig, som hun generøst doserer til læserne i skarptskårne, underholdne bidder.

Slår ihjel i Danmark denne gang

Og hvor Helle Vincentz i sine tre bøger om Caroline Kayser “kun” har slået personer ihjel i udlandet, foregår Stjålne liv i Danmark, og jep, nu har forfatteren også slået ihjel – på papiret – herhjemme.

Udover at følge Sofie Munk er vi også i hælene på justitsministerens særlige rådgiver, Mik Karlsen, og jeg lappede især kapitlerne fra justitsministeriet på Slotsholmen, magtens ø, i mig. Jeg har et par venner og bekendte, der arbejder/har arbejdet i forskellige ministerier, og lad mig bare sige, at jeg ikke tror, at forfatteren er helt galt på den, når hun beskriver et miljø med spidse albuer og magtkampe med stort M.

Jeg takker forfatteren for at give mig indblik i miljøer, jeg ikke kender meget til i forvejen, og det er herligt at blive klogere samtidig med, at jeg forkæles af en gedigen og intelligent spændingsroman.

Vil du gerne diskutere bogen med andre, så meld dig ind i DR Krimiklubben, hvor bogen er i fokus i februar måned.

PS: Følg Helle Vincentz på Facebook eller Instagram

Anmeldelse: Vredens ord af Bille og Bille

vredens-ordAnmeldelse: Med Vredens ord har Lisbeth A. Bille og Steen Bille endnu engang skrevet en effektiv og vedkommende videnskabskrimi, denne gang om kunstige sprog.

Et såkaldt kunstigt sprog er et sprog, der ikke er opstået naturligt og udviklet som del af en kultur som f.eks. dansk og engelsk, men et sprog skabt specifikt af en enkel person eller en mindre gruppe. Det mest kendte kunstige sprog er esperanto.

I den fjerde krimi om videnskabsjournalisten Thea Vind tager Bille og Bille os med ind i sprognørdernes univers, og da jeg havde læst bogen, var jeg straks tilbage i 90’erne, hvor jeg – som journaliststuderende – var med en kunstnergruppe til en happening i Rom, hvor spøjse og herlige typer fra hele verden fandt sammen i et løjerligt kunstigt sprogfællesskab. Spøjse typer er der også flere af i Vredens ord.

Thea Vind arbejder stadig på et fagblad, der skal gøre det attraktivt for unge at vælge en universitetsuddannelse. Ikke at hun er speciel glad for sit arbejde eller sin chefs krav om sensationsartikler, der giver klik. (Hvornår kommer der en krimi med en journalistisk chef, der ikke er sur og urimelig?)

Thea skal interviewe en lektor i sprogvidenskab. Lektoren er konsulent på en spillefilm om vikingerne, og da Thea tropper op på filmsettet i det fynske, sker der noget katastrofalt. Thea kommer aldrig hjem med et interview på blokken. I stedet kaster hun sig ud i en jagt på sandheden om, hvad der gik galt.

Det bringer hende bl.a. i kontakt med det lille økosamfund Humla, der med stor entusiasme dyrker et kunstigt sprog, og hun kommer også i kontakt med en excentrisk manuskriptforfatter i Nordisk Films studier i Valby. Skrøbelig og sårbar, handlekraftig og stærk – Thea Vind er det hele, og det er ikke kedeligt at følge journalistens ensomme vej ind i sprognørdernes forunderlige verden.

Vredens ord er en bog om fanatisme, om manipulation og om kærlighed, og der er masser af spænding og kraft i bogen. Research og videnskabelige emner er en stor grundsten i parrets forfatterskab, og det bliver aldrig tungt, uvedkommende eller volapyk – udtrykket Volapük er i øvrigt navnet på et kunstigt sprog, der var populært i slutningen af det 19. århundrede.

Bille og Bille fortjener et stort publikum. De evner at blande udførlig research, der gør dig klogere, med et fedt krimiplot, en menneskelig hovedperson, du har lyst til at være i selskab med, naturlige dialoger, masser af fremdrift, action og nærmest filmiske scener.

Du kan møde Bille og Bille på Krimimessen i Horsens søndag den 13. marts.

PS: De øvrige bøger i serien hedder:

  • Gudindens sidste offer
  • Nattens gerning
  • I ond tro

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her