Anmeldelse: Kvinden i blåt af Elly Griffiths 5


Anmeldelse: Kvinden i blåt er den britiske forfatter Elly Griffiths ottende bog om arkæolog, biologisk antropolog for at være mere præcis, Ruth Galloway og vicekriminalkommissær Harry Nelson. I den seneste Galloway-krimi på dansk er der især fokus på religion og religiøs fanatisme.

Kvinden i blåt er en af de bedste bøger i serien om Ruth Galloway. Det er ottende krimi i serien. Coveret er skabt af Anders Timrén. Foto: Rebekka Andreasen

Igennem hele serien om Ruth Galloway er religion igen og igen dukket op som et tema. Trofaste læsere af serien vil vide, at Ruth er erklæret ateist. Hun tager afstand fra forældrenes tro, de er genfødte kristne. Vicekriminalkommissær Nelson er opdraget katolsk, og selvom han ikke skilter med det, så betyder hans tro alligevel en del for ham. I hvert fald mere, end han vil være ved.

Måske er det ikke underligt, at religion fylder i et multikulturelt samfund som det britiske? Ej heller, at meninger kan være forskellige, og at religion kan have mørke bagsider. I Kvinden i blåt er et af bogens temaer kvindelige præster. Ikke alle er fan af den ide – og slet ikke af kvindelige biskopper. Heller ikke selvom de valfarter til et sted, der lovpriser en kvinde – Jomfru Maria. Kvinders rolle i religion er stadig et aktuelt emne her i 2021. Utroligt nok.

Det er en krimi om religiøs fanatisme. Det er også en kriminalroman om familierelationer og hemmeligheder.

Igen blander Elly Griffiths på en vedkommende og altid elegant måde fakta med fiktion, og i Kvinden i blåt tager forfatteren læserne med til Walsingham – en lille landsby i det nordlige Norfolk, der er berømt for sine religiøse helligdomme til ære for Jomfru Maria. Byen, som i bogen både er beskrevet som utrolig smuk, men også spooky med en foruroligende atmosfære, kaldes Englands Nazareth. Siden middelalderen har byen tiltrukket pilgrimme, der kommer langvejs fra for at se resterne af et kloster og et kapel. Religion kan som bekendt skabe stridigheder. Er det også religion, der er motivet til, at en kvinde findes dræbt på en kirkegård i Walsingham? Endda en kvinde, som Ruths gode ven Cathbad, der er hus- og kattesitter i byen, spotter den aften, hun bliver dræbt. Det må Nelson og hans team af efterforskere i gang med at opklare.

Som vanligt er der masser af atmosfære i Kvinden i blåt, sådan er det med Elly Griffiths bøger. Vi smager den te, Ruth drikker, fornemmer hendes kats fornærmede blik, og vi ømmer os over de mange bump på vejen, når Nelson sætter sig bag bilrattet og tramper på speederen.

Igen er Griffiths velskrivende, hun skriver med både humor og lune om det persongalleri, faste læsere kender så godt. I Kvinden i blåt kommer vi endnu tættere på Nelson, der bag sin bryske facon er mere blød, end den fuldfede McDonald’s-kost, betjenten Clough kværner døgnet rundt.

Griffiths har blik for de fine detaljer, der både får mig til at klukke og spændt læse videre på den dér hyggelige måde, hvor hjertet bevarer sin normale rytme trods romanens voldsomme forbrydelser.

Som altid i en Galloway-krimi er der masser af referencer til historie, og forfatterens research er i orden, så det virker aldrig kunstigt med et citat fra Macbeth. Og det er herligt, at man som læser altid bliver en smule klogere på Norfolk, når Elly Griffiths lader Ruth og co. folde sig ud. Nu ved jeg, hvad Englands Nazareth betyder for mange pilgrimme – og hvorfor.

Kvinden i blåt er en herlig såkaldt cosycrime. En af de bedste i serien, synes jeg. Og jeg er vild med, at der i bedste hyggekrimi-stil er printet et kort over byen Walsingham forrest i bogen, der også slutter af med en lille beskrivelse af de mest centrale karakterer. Og ja, jeg er den type læser, der flere gange lige tjekker kortet undervejs i læsningen.

Der er ligheder med især Det tavse vidne, det femte bind i serien. Der er igen noget med nogle trusler pr breve, og igen bliver Ruth kontaktet af en gammel ven fra universitetstiden. Forholdet mellem Ruth og Nelson bliver stadig mere kompliceret, og jeg ville ønske, der var flere scener, hvor de optræder samtidig. Det slår gnister, når de to karakterer er i samme rum.

Jeg har interviewet Elly Griffiths flere gange, og hun har ofte nævnt, at den over 150 år gamle krimi The Woman in White af Wilkie Collin er hendes yndlingsroman, så mon ikke der ligger en lille hentydning til den bog  – og Jomfru Maria – i romanens titel?

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag. Bogen er – som de øvrige bind i serien – oversat af Lærke Pade.

Elly Griffiths har foreløbig skrevet 13 krimier om Ruth Galloway hvoraf de otte altså er oversat til dansk. Bøgerne om Ruth Galloway i rækkefølge:

1. Pigen under jorden

2. Løgnens hus

3. Huset på klippen

4. Døden på museet

5. Det tavse vidne

6. De udstødte

7. Stemmer fra graven

8. Kvinden i blåt

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

5 thoughts on “Anmeldelse: Kvinden i blåt af Elly Griffiths

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Helle

      Mange tak for din kommentar. Jeg har lige googlet lidt, og der er flere bloggere der mener, at Kvinden i blåt ikke er så god som de øvrige bind i serien – men jeg mener altså det modsatte. Og ja, der er masser af charme og også spænding i bøgerne.

      Som altid: Tak fordi du læser med og giver dig tid til at kommentere. God læselyst.

      Bedste hilsner
      Rebekka

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Per

      Tak for kommentar og de fine ord, dejligt du læser med. Og selvfølgelig har du ret med hensyn til stavningen. Tak. Det er jo ikke sikkert, serien er noget for dig. Hvis du gik død i de første bind, så skal du måske kaste dig over en anden serie i stedet. For hvis ikke de kunne gøre dig interesseret i Ruth og co., så kommer du nok aldrig rigtig til at holde af bøgerne.
      God læselyst.

      Bedste hilsner
      Rebekka

  • H. Gottlieb

    Øv, hvorfor oversætter Lærke Pade “forkert” mht du og De – man er da ikke dus med fremmede eller sin chef ??
    Det er i min optik helt fejlagtigt.