Anmeldelse: Blod ved daggry af Palle Schmidt


Anmeldelse: Blod ved daggry er Palle Schmidts tredje krimi om den sympatiske, kriminelle Hauge, der efter flere fængselsdomme har svært ved at finde fodfæste i livet igen. Jeg blev aldrig grebet af historien, selvom jeg synes godt om hovedpersonen.

Palle Schmidt fortæller historier på mange måder. Han er udannet på Filmskolens manuskriptlinje og forfatter til både ungdomsromaner og bøger for voksne. Og så er han illustrator, tegneserieskaber og manden bag podcasten Plotcast, hvor han interviewer forfattere om det at skrive.

Nu er han aktuel med krimien Blod ved daggry – den tredje selvstændige bog i serien om Hauge, der har flere voldsdomme bag sig, og som netop er løsladt fra fængslet. At rockeroverhovedet Bjarke, der nu er død, har været Hauges ven og mentor, gør, at Hauge igen og igen involveres i rockermiljøet, selvom han gør alt, hvad han kan, for at holde sig neutral og fri af den organiserede kriminalitet.

Men der står ingen Kjeld og Benny og vinker med dannebrogsflag, da Hauge bliver løsladt, heller ingen familie. Derimod står rockerlederen Jimmy klar med en venlig, men bestemt opfordring til at undersøge, hvem der står bag en ældre rockers død. Hærget efter flere dages druk og med et sygesikringskort i lommen, der siger: Adressen 9999 ukendt, tager Hauge imod opfordringen. Også fordi det irriterer ham voldsomt, at også den døde rockers hund Mollie, som han har passet i en periode, er blevet skudt. Efterforskningen fører Hauge vidt omkring på Vestsjælland.

Historien er fortalt i førsteperson ental, så alt, vi oplever, er set gennem Hauges øjne suppleret af rappe dialoger. Mange krimier er bygget op med skiftende synsvinkler, og det fungerer ofte rigtigt godt, men det er dejligt forfriskende, at Palle Schmidt igen – som I de andre bøger – bygger bogen op udelukkende med Hauge som jeg-fortæller.

Vi kommer helt tæt på Hauge – noget, jeg efterlyste i De efterladte, der er den første bog i serien. Hauge er noget af en atypisk helt, og jeg er faktisk ret vild med ham. En kriminel efterforsker – det er interessant. Og altså ikke en betjent, der indimellem balancerer på den forkerte side af loven, men en vaskeægte hårdkogt kriminel. Hauge er intelligent og skarp og med evnen til at slå en prober næve. Og den dér næve får ikke hvile.

Af og til smitter bogens fortællevinkel lidt kluntet af på et ellers saftigt og direkte sprog, for bogen rummer for mange sætninger, der begynder med jeg, hvilket nemt kommer til at lyde som en opremsning. Som denne passage: “Jeg mærkede noget give efter under min fod og hørte en knasende lyd. Jeg stoppede op i mørket og stod helt stille. Jeg så ned på den sammenkrøllede dåse under min fod.”

Handlingen udspiller sig cirka over et enkelt, hektisk døgn, og Palle Schmidt skriver både dramatisk og tempofyldt. Trods en kompleks og anderledes hovedperson, som Palle Schmidt skriver frem på en fin måde, blev jeg aldrig rigtig grebet af historien, hvor Hauge krydser klinger med den ene mere voldsparate rocker end den anden. Jeg tog mig selv i at være ligeglad med, om den rockerkrig, Hauge skal forsøge at forhindre med sin efterforskning, udvikler sig til noget eller ej. Derfor blev historien heller aldrig for alvor interessant for mig, selvom plottet slår et overraskende svirp med halen til sidst.

Billedet her af Palle Schmidt (tv) og Jakob Melander er fra BogForum år tilbage. Schmidt har skabt tegninger til Melanders Askehave-serie. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg synes, at bogen er bedst i de mindre actionfyldte afsnit, hvor Hauge reflekterer over, hvordan han som tidligere dømt er stemplet af samfundet, og hvor svært det er at komme på fode igen, fordi samfundet for længst har afskrevet ham.

Bøgerne om Hauge i rækkefølge:

  • De efterladte
  • Ulv blandt ulve
  • Blod ved daggry

Jeg har læst bogen som e-bog og som et anmeldereksemplar fra forlaget Avanti.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.