Anmeldelse: Tyske Romy Hausmann placerede sig solidt på den tyske bestsellerliste med debutthrilleren Kære barn (Liebes Kind), da bogen udkom i Tyskland i 2019. Nu er bogen udkommet på dansk. Det er en gribende, mørk og fortættet fortælling om frihed og fangeskab. Et vanvittigt familiedrama med stærke personkarakteristikker.
Husker du Natascha Kampusch, der i otte år blev holdt fanget i et skjult kælderrum på fem kvadratmeter i en by lidt uden for Wien? Eller Elisabeth Fritzl, der i 24 år var indespærret i en lydtæt kælder, og som igen og igen blev mishandlet af sin egen far – også i Østrig? Med de historier i baghovedet virker handlingen i Kære barn endnu mere gruopvækkende, klaustrofobisk og skræmmende realistisk.
Kære barn er en dyster thriller om at overleve under vanvittige kår, en bog om hvor meget vi som mennesker kan udholde og kapere. Og om, hvor afgrundsdyb ondskab kan være.
En kvinde og hendes datter Hannah ender på et hospital i Sydtyskland efter en bilulykke. Kvinden, der siger, hun hedder Lena, er undsluppet fra en kidnapper og har været holdt fanget i en trang, afsidesliggende hytte i en tæt skov på grænsen til Tjekkiet. Samme med to børn. En hytte med isoleringsplader foran vinduerne, så intet lys slipper ind. Totalt isoleret og underlagt kidnapperens lune. Med en dagligdag, der minutiøst er planlagt af en brutal og forskruet mand.
Men mareridtet er selvfølgelig ikke forbi, da kvinden og pigen bliver indlagt, for hvor det er håndgribeligt at håndtere Lenas fysiske skader, er det at finde frem til sandheden helt anderledes kompliceret.
Lenas forældre har ledt efter deres datter, siden hun forsvandt for 14 år siden. Men de kan ikke genkende kvinden på hospitalet, selvom hun minder om deres datter. Hvad er det, kvinden skjuler? Og hvad er det Lenas datter Hannah heller ikke fortæller de læger og psykiatere, der forsøger at lokke sandheden ud af hende?
Kære barn er en forbløffende god debut og en fænomenal godt fortalt historie, der veksler mellem flashbacks og nutid. Vi får historien serveret fra tre forskellige synsvinkler. Vi er i hovedet Lena, og vi er i hovedet på pigen Hannah, som måske/måske ikke har autistiske træk. Måske hun tænker, som hun gør, fordi hun har levet indespærret hele livet? Diagnose eller ej, forfatteren giver et fint og også mystisk billede af den sælsomme pige.
Og så får vi historien fortalt fra Matthias perspektiv. Han er far til Lena. Siden datteren forsvandt, har han aldrig forsømt at lede efter hende. Eller opgivet håbet om, at hun stadig er i live.
Karakterskildringerne i romanen står stærkt. Med omsorg og nerve og yderst skarp og legesyg pen, viser Romy Hausmann, hvad der er på spil for dem hver især. Og man forundres over, hvad den menneskelige psyke egentlig kan holde til.
Romy Hausmann får konstant læseren til at tvivle på, hvad der er sandt, og plottet byder på flere overraskelser, som langsomt, men bestemt ikke kedeligt, bliver afsløret. Romanen taber pusten en anelse i midten af fortællingen, og bogen kunne godt være strammet en smule op, men Kære barn hæver sig alligevel væsentligt over gennemsnittet af spændingsromaner og byder på en intens og – i bogstaveligste forstand – fængslende historie. Den tyske forfatter er eminent til at formidle en foruroligende stemning, så man mærker de kvælende, klaustrofobiske vægge, der har holdt kvinden og børnene indespærret. For Hannah har en bror. Kan politiet, der spiller en birolle i bogen, finde frem til ham i tide?
Forfatteren er født i 1981 i det tidligere Østtyskland og er altså opvokset bag jerntæppet de første otte år af sit liv. Hun siger selv, det er derfor, hun er så optaget af emnet frihed. Og mon ikke det har sat sine spor, at hun som barn kendte til Stasi, men ikke anede, hvad cornflakes var? Fangeskab kan være mange ting. Hvordan søger man friheden, når man er fanget? Det er et af de spørgsmål, romanen stiller.
Bogen slutter med en stærk epilog, der nuancerer billedet af Lena. For hvem har magten over ens tanker? Og kan man selv bestemme, om man vil være andet end et offer? Kære barn er en psykologisk thriller, der giver stof til eftertanke. Og en roman, der bliver siddende i kroppen flere dage efter, at jeg læste sidste side.
Kære barn, der er en selvstændig roman, er oversat af Jacob Jonia. Bogen er et anmeldereksemplar fra Superlux.