Harald Mogensen-prisen for bedste danske krimi 2020 går til Jenny Lund Madsen


Harald Mogensen-prisen: Debutant vinder Harald Mogensen-prisen for bedste danske krimi 2020.

Da jeg i efteråret besøgte biblioteker og fortalte om årets krimiguf, var Jenny Lund Madsens debutkrimi Tredive dages mørke selvfølgelig med på listen. Og det var den, fordi det er en virkelig god og skøn krimi.

Bogen handler om Hannah, der er forfatter til den type bøger, som meget få læser, men som kritikerne elsker. Den type bøger, ”hvor en gammel mand tager en slurk kaffe og tænker hen over fyrre sider, før han tager en slurk mere.”

Jenny Lund Madsen får Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi 2020. Foto: Rebekka Andreasen

 

Af sin redaktør bliver hun lokket på BogForum for at signere bøger. Hun er ellers ikke meget for at mænge sig med en pøbel, der ikke kan kende forskel på bøger og litteratur. Og hun kan ikke udstå krimigenren. Netop på bogmessen kommer Hannah til kækt at love, at hun sagtens kan skrive en krimi på 30 dage.

For at få ro til sit projekt rejser hun til Island. Til en lille fiskerby sydøst for Reykjavik. Om efteråret, hvor solen er karrig. Inden længe sker der et mord. Og Hannah bliver involveret i efterforskningsarbejdet samtidig med, at hun får inspiration til sin krimi. Og hvem ved? Måske finder Hannah andet end inspiration i Island?

Det er en løjerlig, opfindsom, humoristisk, fin, original og også rørende krimi om bl.a. ensomhed, der kan vise sig på mange måder – også i et ægteskab. Og så er det en historie om to kvinders kærlighed til hinanden.

Er du vild med krimi, er der masser af skønne referencer til fordomme om krimigenren, og bogen leger herligt med klicheerne. Jeg anbefaler varmt bogen.

Bo Tao Michaëlis, der er formand for Det Danske Kriminalakademis jury, motiverer valget af Jenny Lund Madsens roman:

“Med sin snoede historie om den kultursnobbede skønlitterære forfatter Hannah, som i bedugget tilstand påstår, at hun på tredive dage med venstre hånd kan skrive en gængs nordisk krimi, har Jenny Lund Madsen skrevet en både spændende, original og elegant velskreven kriminalroman. Med hovedhandling henlagt til Island har hun både leveret en rustik melodramatisk thriller, en rørende og anderledes kærlighedshistorie samt en både satirisk kærlig, men også syrlig kras udlevering af de litteratursnobber, som ikke regner krimier for rigtig litteratur. En inciterende intrige i flere lag. Om skumle sager i en lille flække ude i den islandske provins, hvor alle har fatalt del i en patriarkalsk fortid og en problematisk nutid med mutte mennesker, hårdt vejrlig og øde egne med gedulgte mord.”

Prisen bliver overrakt i oktober på Krimimessen i Horsens af Det Danske Kriminalakademis formand Steen Bille.

PS: Jeg er medlem af Det Danske Kriminalakademi, men jeg sidder ikke i juryen og har ikke haft indflydelse på valg af vinder. Juryen består af: Bo Tao Michaëlis, Bo Bjørnvig, Jannik Lund, Henrik Palle, Mette Bentholm og Vibeke Johansen.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.