Streaming/anmeldelse: Tredje sæson af den canadiske krimiserie Cardinal har netop haft premiere på streamingtjenesten C More, og de to første sæsoner er derfor blevet tilgængelige igen, så du kan snuppe alle tre sæsoner i rap hvis du, som mig, først nu har fået øjnene op for serien. Jeg anmelder her første sæson.
(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 10 ud af 12.)
Første sæsons af den canadiske krimiserie Cardinal er bygget over krimien Frosne sjæle – Forty Words for Sorrow fra 2001, der er den første bog i canadiske Giles Blunts meget roste krimiserie om kriminalinspektør John Cardinal.
Handlingen er sat til en lille forblæst by i det sydøstlige Canada godt trehundrede kilometer nord for Toronto. Udkantscanada kunne man kalde det, hvis det kolossale land da overhovedet har en udkant.
Da vi møder John Cardinal første gang, er der bidende isvinter. Og liget af en 13-årig pige findes tæt på en nedlagt mineskakt. En pige, som Cardinal har ledt længe efter, en sag, der har plaget ham.
Cardinal er overbevist om, at en seriemorder står bag drabet, men hele hans afdeling er skeptisk over for hans analyse. Sammen med sin nye makker Lise Delorme efterforsker han dødsfaldet. Og de får travlt, for snart er drabsmanden igen aktiv.
Spiller med i den amerikanske udgave af Forbrydelsen
John Cardinal spilles af Billy Campbell, som du måske kender fra den amerikanske udgave af Forbrydelsen – The Killing, hvor han spiller den rolle, som Lars Mikkelsen havde i første sæson, nemlig politiker og borgmesterkandidat.
Med hæs stemme, en dejlig underspillet mimik og et sørgmodigt blik er han troværdig og skøn som den plagede politimand, der ikke kun kæmper på jobbet. Cardinal har også udfordringer hjemme. Der er tomt i hans træhus med store, brede vinduer. Datteren studerer i Toronto. Og hans kone er bipolar og tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital. Og så arbejder han alt for meget og sover for lidt – helt krimiklassisk, og det er serien også på mange måder.
Hans makker, franske Karine Vanasse, der spiller rollen som efterforsker Lise Delorme, har mere end én god grund til at arbejde tæt sammen med Cardinal. Hun skal nemlig forsøge at finde ud af, om han er korrupt og gjorde noget ulovligt, dengang han arbejdede undercover og var tæt på en gangster.
Cardinal er lige så meget en psykologisk thriller som en whodunnit.
Allerede da serien er få sekunder gammel, finder du som seer ud af, at det er en æstetisk og smuk serie med kraftfulde panoramabilleder af et snedækket landskab med masser af vidde, et landskab, der ser ud til at fortsætte i det uendelige. Frosne søer, snefyldte veje, endeløse øde skove – det varsler uhygge, og stemningen er trods den allestedsnærværende hvide sne mørk og dyster. Der er ikke meget at grine af i den lille by. Nyd de mange lækre billeder. Der er guf.
Efter at have slugt en i øvrigt suveræn sæson af Bocsh på HBO, var det helt rart at få skiftet Los Angeles storbyjungle ud med robust, canadisk natur. Og selvom serien er fra den anden side af atlanten, så er der noget nordic noir over måden, den er kreeret på. Stedet, byen, naturen spiller en hovedrolle på linje med Cardinal og Delorme.
Enkelte gange er der nogle lidt spøjse overgange og en meget brat klipning, som jeg undrede mig over. Men som naturen på de kanter, er det en solid krimihistorie, der folder sig ud i de seks episoder af første sæson. Spændende og seværdig.
På mange måder en helt klassisk krimi. Men den fungerer uden at give sig ud for at være mere, end den er. Lidt vel blodig, men sådan er det med seriemordere – de er ikke for børn.
Cardinal sæson to og tre – vi ses snart. Sæson fire skulle være på vej senere på året.
I øvrigt er det danske Agnes Obel, der leverer den smukke og melankolske titelsang – Familiar – til serien.
PS: På C More kan du også se en anden canadisk serie. Anden sæson af Tin Star med Tim Roth i hovedrollen som den ret specielle sherif har netop fået premiere. Den serie er tilgengæld ikke lige mig. Men jeg kender flere, der er begejstrede, så bedøm selv.
PPS: Bogen Frosne Sjæle, som første sæson er bygget over, er udkommet i ny udgave sommeren 2020 på Hoi Forlag.
Den serie vil jeg se, det lyder som noget for mig. CMore har mange gode krimiserie. Tak for din anbefaling.
Hej Helle
Ja, der er mange gode krimier på C More. God fornøjelse. Håber den er noget for dig.
Bedste hilsner og som altid tak fordi du læser med,
Rebekka