Programmet til Krimimessen i Horsens 2019 er ude nu


Britiske Elly Griffiths fik ideen til den første bog om Ruth Galloway, da hun besøgte et marskområde i Norfolk et par timer nordøst for London. Her foto fra Krimimessen i Horsens 2018. Foto: Rebekka Andreasen

Så er programmet til Krimimessen i Horsens 2019 blevet offentliggjort. Hvis ikke du skal til Horsens den 6. eller 7. april, så glæd dig over, at interviewene på Sort scene og i Snedkeriet bliver optaget, så du efterfølgende kan nyde interviewene fra din sofa eller i bussen på vej til arbejde.

Hvert år glæder jeg mig vanvittigt til Krimimessen i Horsens. Og hvert år, når jeg om søndagen nærmer mig messens sidste timer, tænker jeg: Godt at der er et helt år til næste omgang. Men nu er krimimesse-abstinenserne virkelig begyndt at røre på sig igen.

De gode folk fra Horsens Bibliotek, der står bag Krimimessen, har skabt et varierende og spændende program. I år kan du møde flere tyske forfattere som Oliver Bottini, Nele Neuhaus og Simone Buchholz på messen.

Du kan også opleve:

  • Kulturminister Mette Bock, der holder åbningstalen
  • Jussi Adler-Olsen, der 14. juni er aktiuel med den ottende bog om Afdeling Q
  • Steen Bille fortælle om tv-serien Babylon Berlin
  • Hans Jørgen Bonnichsen fortælle om cyberkriminalitet og cyberspionage
  • Svenske Hjort og Rosenfeldt fortælle om En højere retfærdighed – den sjette bog i serien om Sebastian Bergman
  • Lisa Jewell, B.A. Paris og Clare Mackintosh fortælle om psykologiske thrillers
  • Leif Davidsen og Lone Theils fortælle om forholdet mellem Rusland og Storbritannien – og om dobbeltagenter og drabsforsøg
  • Camilla Läckberg og Sara Blædel i dobbeltinterview
  • Ian Rankin fortælle om den toogtyvende bog i serien om John Rebus
  • Journalist- og forfatterparret Janni Pedersen og Kim Faber fortælle om deres debutkrimi Vinterland, der udkommer til marts
  • Norske Anne Holt fortælle om krimien En grav til to, der udkommer til marts

Og meget meget mere…..

Her foto fra Krimimessen 2018, hvor jeg interviewer Katrine Engberg. I år skal jeg bl.a. tale med Engberg om det at indtale sine egne krimier som lydbøger. Foto: Peoples Press.

Mit eget krimiprogram ser sådan her ud:

LØRDAG:

11.00 på Sort Scene interviewer jeg Elly Griffiths om Døden på museet – den fjerde bog i serien om Ruth Galloway. Bogen udkommer 22. marts.

11.40 på Rød Scene interviewer jeg Lotte og Søren Hammer om Mirakelbarnet – den niende bog i serien om Konrad Simonsen.

13.00 på Rød Scene interviewer jeg Thomas Bagger om Grav – den tredje bog i serien om Camilla Staal og Ask Hjortheede. Bogen udkommer til april.

15.10 i Teltet: Jeg deltager igen i år i krimiquizzen med Adrian Hughes som vært. Min holdkammerat er Morten Hesseldahl. Og mine konkurrenter er Nanna Rørdam Knudsen og Henrik Palle. Håber vi kan få revanche for sidste år, hvor Hesseldahl og jeg tabte – men altså, Knudsen og Palle ved ALT om krimi, så jeg er ikke optimist. Men det var en sjov oplevelse sidst, så jeg håber, at jeg igen i år kommer til at grine.

Ja, pigtråden er der stadig. Men jeg er ikke sikker på, at exit-skiltet sad der på muren på indersiden af det gamle fængsel i Horsens dengang fængslet virkelig var fængsel. Foto: Rebekka Andreasen

SØNDAG:

10.20 i Trykkeriet: Med lyden i fokus – tre tilgange til lydbogen. Jeg taler med Katrine Engberg, Lars Bom og Christian Dorph om emnet.

15.00 på Sort Scene interviewer jeg Palle Schmidt om De efterladte

Jeg glæder mig til hele molevitten. Og håber at møde nogle af jer skønne bloglæsere.

Bedste hilsner

Rebekka

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.