De tre bøger i serien om Leo Brix hedder: Fjernstyring, Trojanske heste og Kritisk masse.
Anmeldelse: Kritisk masse er tredje del af krimiserien om politikommissær Leo Brix fra Københavns Politi. En meget sympatisk fyr. Og jeg var glad for den første bog i serien Fjernstyring. Men tredje del af serien vil desværre alt for meget på én gang, og læseoplevelsen bliver en forvirrende omgang.
Hvordan passer vi på vores retsstat og vores demokrati? Har vi egentlig demokrati? Og hvor meget magt skal magthaverne have for at kunne beskytte os alle imod terrorangreb? Det er vigtige og bestemt ikke uaktuelle spørgsmål, der går igen i danske Bertelsen og Schwerdfegers krimitrilogi.
Det virker som om, forfatterparret fra Gilleleje vil mere og andet end at underholde med deres historie, der foregår i København en smule ude i fremtiden og beskriver en meget dystopisk verden. Det vrimler med terrortrusler, øgede beføjelser til magthaverne, droner, overvågning, konspirationer, magtfulde pengemænd uden skrupler, hemmelige netværk, politiske intriger, angst, afmagt og magtmisbrug.
Og så kan det være svært at finde de rigtige svar på spørgsmålene i begyndelsen af dette indlæg. Og selvom emnerne er aktuelle og vedkommende, og ikke så få offentlige som private instanser i virkelighedens verden har fået et ordentlig hak i troværdigheds-tuden, så får de virkelig en over nakken i romanen, hvor de onde og skrupelløse er…… virkelig onde og skrupelløse. Og så spiller skurkene golf med nogle lidt specielle golfbolde, gys. Det bliver for grotesk – desværre.
Jeg synes, at historien drukner i de mange temaer, som serien gerne vil tage fat på. Historien gør mig simpelthen rundtosset og vil alt for meget på én gang. Jeg har ikke læst andet bind i serien, så det forklarer måske en del af min forvirring.
Og selvom jeg er glad for tempo i en krimi, så sker der i Kritisk masse alt for meget. Alt fra trafficking, terrorpakker, nye niveauer af fake news til hvordan verdens ressourcer fordeles på en fair og ordentlig måde, strejfes. Men det bliver desværre aldrig rigtig spændende trods masser af action.
Det er en skam. For indimellem er sproget skønt og opfindsomt, og Leo Brix er en sympatisk og herlig karakter, der både er systemets mand og samtidig gør det, han føler er rigtigst. Og det er måske ikke altid det samme. Og han – og kollegerne fra drabsafdelingen i København – har travlt. En snigskytte hærger byen. Og samtidig holder et internationalt elitært forum for politikere og erhvervsfolk konference i byen. Og så rumsterer en gammel sag i baghovedet på Brix, der bliver mere og mere frustreret.
Jeg savner noget fordybelse, et mere enkelt handlingsforløb. Og at der var strammet gevaldigt op i bogens mange og lange dialoger. Netop de gode personbeskrivelser, som jeg fremhævede i debutromanen, bliver klemt i et voldsomt handlingsforløb, og vi møder et kæmpestort persongalleri hvoraf nogle af karaktererne læner sig op ad klicheer.
Det kan godt være, at serien er ment som et underholdende opråb til masserne. Men nogle gange fungerer det bedst, hvis man fokuserer på et enkelt budskab, der så kommer stærkere igennem. Og den gode historie må aldrig skubbes i baggrunden.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Ørnens Forlag, og bogen er netop udkommet.
PS: Du kan læse mere om forfatterne her
