Anmeldelse: Den hvide død af Robert Galbraith 4


Det har taget tid at læse Den hvide død af Robert Galbraith. Dels har jeg ofte gang i flere bøger. Og dels er det noget af en mobbedreng på mere end 670 sider. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Den hvide død af Robert Galbraith er omfangsrig. Det samme er den seneste Elizabeth George-krimi, som jeg anmeldte i går. 300 sider er åbenbart ikke længere standardlængden for en krimi. Er Den hvide død så for lang? Nej. Men krimisporet er ikke så stærkt i denne roman, som i Galbraiths øvrige tre bøger om den private efterforsker Cormoran Strike og hans makker Robin Ellacott.

At Rosmersholm er et skuespil fra 1886 af den norske forfatter og dramatiker Henrik Ibsen, anede jeg ikke, før Google fortalte mig det. Selvom det åbenbart er et af hans helt store mesterværker. Men jeg googlede, fordi hvert kapitel af den seneste Cormoran Strike-krimi begynder med et citat fra netop Rosmersholm.

Som små ledetråde til fortællingen. Og der er da også visse ligheder mellem et af Ibsens mørkeste og mest komplicerede skuespil iscenesat i overklassen med temaer som moral, skyld og skam i centrum for hvad der også er en kærlighedshistorie, og så fjerde selvstændige bind i krimiserien om Strike og Robin.

Den hvide død er en kompleks og indviklet historie, der tidsmæssigt foregår især i London i sommeren 2012. London forbereder sig på OL, hvilket skaber både fryd, men også protester, demonstrationer,  et overbebyrdet politi, stressede politikere og en altid vågen tabloidpresse.

Historien kaster fangarme ud til både OL, til det britiske parlament, til en overklassefamilie med dybe hemmeligheder, til to brødre og ikke mindst til de to detektivers professionelle parløb, der måske kan udvikle sig til mere.

Som forfatteren selv (at J.K. Rowling gemmer sig bag pseudonymet Galbraith er for længst blevet afsløret) kan Strike ikke længere arbejde incognito efter at medierne grådigt har dækket højprofilerede sager, han tidligere har løst. Ufrivilligt er han blevet berømt.

Godt han har sit kvindelige sidekick , Robin, som han kan sende undercover i Underhuset, en del af det britiske parlament, hvor en stor del af bogens handling foregår. En minister har nemlig bedt Strike og co. om hjælp med en afpresningssag. Og pludselig ser den sag ud til at hænge sammen med en anden sag om et barnedrab år tilbage. En sag, der også har Strikes opmærksomhed. Og så skal den klassiske “whodunnit-“gåde løses.

Der er fokus på overklassen i denne krimi, og forfatteren er ikke bange for at tage en kritisk og sort brille på og med saftigt bid give de stive overlæber klø. På engelsk hedder bogen Lethal White, og titlen henviser til en fatal fødselsabnormitet hos heste – og ja, det hænger sammen med plottet, bare vent.

I bogen møder vi et enormt persongalleri, og eminent og indlevende giver forfatteren sine karakterer liv, så de hopper og sprudler på i hvert fald min indre skærm. De lever. Det er altså ikke så nemt, som det lyder, men Rowling/Galbraith mestrer det til fulde. Det er altid ret interessant at suge Galbraiths personkarakteristikker i sig, og vi kommer hele vejen rundt i det engelske samfund.

Bogen er fuld af spidsfindigheder, sarkasme, humor og skarpe betragtninger. Og hver eneste lille detaljer har selvfølgelig en betydning, så spids ører, hvis du lytter til lydbogen. Eller hav vågne øjne. Det er så smaskhamrende lækkert brygget sammen, og så tilgiver man Robert Galbraith, at tempoet er noget adstadigt krimigenren taget i betragtning.

Indrømmet. Min tålmodighed blev af og til udfordret, og det tog tid at læse romanen. Der er flere ord inden i Strike, end dem, der kommer ud af hans mund. Han er fåmælt, dygtig, dedikeret og suger opmærksomhed fra smukke kvinder til sig. En opmærksomhed, han ikke er speciel vild med. Og så er han plaget af smerter i den fod, han ikke længere har.

Robin, der sikkert fører sin store Land Rover gennem Londons gader, lever i et ægteskab uden lidenskab, selvom hun er nygift med ungdomskæresten Matt. Og selvom hun er detektiv, kan hun ikke se det, der sker lige foran øjnene på hende.

Og Strike og Robin? Ja, de undertrykker hver især de stærke, gemte følelser, de har for hinanden, og meget af handlingen har fokus på deres indbyrdes relation. Kast jer nu i hinandens arme, har jeg lyst til at skrige, men omvendt ville noget af intensiteten og spændingen måske forsvinde, hvis de to professionelle partnere også blev partnere privat. Og pludselig kommer Strikes skotske ekskæreste fra overklassen ind fra højre og blander sig.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal – der i øvrigt også udgav Ibsens Rosmersholm i 1886.

PS: De tre første bøger i serien er blevet forvandlet til en BBC-serie. Find den på HBO.

PPS: Robert Galbraiths bøger om Cormoran Strike i rækkefølge:

  • Gøgens kalden
  • Silkeorm
  • Ondskabens høst
  • Den hvide død

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

4 thoughts on “Anmeldelse: Den hvide død af Robert Galbraith

  • Anette Andersen

    Vidunderlig anmeldelse – Rebekka! Du er simpelthen en mester i at lege med ord så det er en sand nydelse at læse dine indlæg på bloggen. Og så kan jeg iøvrigt anbefale jer alle at se serien – en lækkerbidsken!

    • Rebekka Andreasen

      Tusind tak for din søde kommentar Anette. Det er jeg virkelig glad for, at du synes. Dejligt du læser med på bloggen. Har ikke selv set serien, men det vil jeg bestemt gøre. TAK!

      Bedste hilsner fra Rebekka

    • Rebekka Andreasen

      Hej Helle

      Der er ikke meget Harry Potter over serien om Cormoran Strike, hvis det er det, der afholder dig. Måske også derfor, at Rowling havde brug for et helt nyt forfatternavn for at markere, at det her univers ikke er magi og trolddom. Men hendes sans for en god historie, ja, det er smittet af.
      Vh Rebekka