Anmeldelse: Måske du kender redaktør, journalist og forfatter Henrik Brun for spændingsserien om Ketil Brandt? Nu er Brun aktuel med Operation nyttige idioter, der er første bind i serien om indhenter for PET Selma Brink. En hurtiglæst, men ret interessant og velfortalt spændingsroman, selvom jeg savner et dybere, psykologisk personportræt af hovedpersonen.
I 2016 mødte jeg Henrik Brun på Krimimessen i Horsens. Dengang sagde han:
Det er spændende at tage udgangspunkt i noget samfundsrelevant. Rent fortælleteknisk er det fedt, at man kan give historien et ekstra lag, og at læserne kan relatere til noget, der er oppe i tiden. Jeg tror, det er godt for samfundsdebatten, at forfattere blander sig og ser tingene lidt oppefra som modvægt til hurtige medier som Facebook, hvor debatter hurtigt kan gå i selvsving. Som forfatter har man et andet take, forklarer Henrik Brun og føjer til, at man jo også har friheden til at blande fantasi og virkelighed.
Selvom ordene er nogle år gamle, kan de fint passe på hans nye roman også. I serien om Ketil Brandt sendte Henrik Brun sin hovedperson ud til steder i Europa, vi ikke ofte møder i danske krimier f.eks. til Finland og til Ljubljana i Slovenien.
I den nye bog kommer hovedpersonen agenten Selma Brink til steder som Flensborg, Schweiz og til Blokhus i Nordjylland. Og Hune, hvor jeg boede et par år som barn – en by med cirka 600 indbyggere. Og hurra for det. Det er ikke hver dag, den by optræder i krimier.
Tråde ud i Europa
Et Europa i forandring er godt stof for en krimiforfatter, og det virker meget naturligt, at Brun sender sine karakterer ud af landet, da meget kriminalitet, politiske intriger og magtspil ofte er over grænsen så at sige – altså har tråde til andre steder i Europa end lige vores egen danske andedam. Og så er en PET-indhenters job, uden om regler og bureaukrati, at hente informationer hjem fra udlandet.
Officielt er den kendte tv-reporter Selma Brink stået af ræset og har oprettet et onlinemagasin for at kunne arbejde mere dybdegående og i et knap så hektisk tempo. Men det er et set-up. I al hemmelighed er hun blevet trænet til at være agent og agerer som såkaldt indhenter for PET. Under dække af at være journalist og redaktør sendes hun ud for at skaffe informationer af betydning for rigets sikkerhed.
I Operation nyttige idioter bliver en dansk flygtningeaktivist og samfundsdebattør, Malin Østerlund, fundet kvalt i et buskads i Flensborg. Tysk politi ser det som et røveri, der gik galt. Men PET er ikke enige. Måske drabet blev begået af politiske årsager? Og hvem er det, der måske truer Danmark? Selma må til Flensborg for at infiltrere flygtningemiljøet og finde svar.
Det er en aktuel, underholdende bog med et temmelig opfindsomt plot. Underholdt, det var jeg i den grad. Og så er bogen også original. F.eks. er det ret spændende at finde ud af, at der findes såkaldte dokumenthoteller: danske firmaer, der lever af både at destruere og opbevare fortroligt materiale på den mest sikre og forsvarlige måde. Langt uden om internetskyer og uden at efterlade digitale spor. Det er vanvittig interessant, synes jeg.
At forfatteren interesserer sig for politik og det, der sker i Europa, smitter tydeligt af på bogen. Det er en bog, der behandler emner som fake news, menneskesmuglere, spionverdenen, flygtninge/migranter, Europas skrøbelige demokrati og om uldne og knap så demokratiske kneb, der benyttes for at få magt og præge den offentlige debat.
Emnerne er interessante, der er tempo og godt flow i bogen, men jeg ville ønske, at forfatteren havde kælet endnu mere for sin hovedperson Selma Brink. Det er ikke meget, vi kommer ind i hovedet på hende, helt derind, hvor hun er hudløs og sårbar, og derfor får man som læser et lidt distanceret forhold til hende. Jeg elsker, at Selma Brink handler og kan matche de forbrydere, hun kommer i nærkamp med, men jeg ville gerne have været endnu tættere på hendes følelser og tanker. Måske et dybere psykologisk portræt af den interessante kvinde flettes ind i den næste bog?
Bogen er et anmeldereksemplar fra People’sPress.
PS: Læs eller genlæst mit korte interview med Henrik Brun, som jeg skrev i en hel anden anledning, her