anmeldelse

Anmeldelse: Huset på klippen af Elly Griffiths

I dag udkommer Huset på klippen, der er tredje krimi om Ruth Galloway. Bogen udkommer på Gads Forlag.

Anmeldelse: Er du vild med Ruth Galloway? Så vær glad for, at Gads Forlag har sat turbo på og udgiver Elly Griffiths tredje Galloway-krimi på dansk i år. Huset på klippen hedder bogen. Britisk såkaldt hyggekrimi med masser af atmosfære og personer, du ikke kan undgå at holde af.

Spoiler-alert: Læs ikke denne anmeldelse, hvis du har de to første bøger om Ruth Galloway til gode. Men du kan godt læse de næste par linjer.

Selvom bøgerne hver især rummer en afsluttet historie, så udvikler personerne sig, og i denne bog er der sket noget, der forandrer Ruths liv dramatisk og som giver ikke så få skrupler, så læs gerne bøgerne i rækkefølge. Begynd med Pigen under jorden og snup derefter Løgnens hus. Og så er du klar til at læse Huset på klippen – og min anmeldelse.

Doktor Ruth Galloway er ekstremt godt og hyggeligt selskab. Hun er begavet, dygtig, arbejdsom og charmerende på sin egen kantede og lidt kiksede facon. Ruth har ikke den store kontakt til sin religiøse familie, men til gengæld en lille kreds af tætte, spøjse venner. Hun er akademiker med stor a og arbejder på det lokale universitet i Norfolk nogle timer nordøst for London. Hun er arkæolog, mere korrekt biologisk antropolog, og Ruth er ekspert i knogler.

I Huset på klippen bliver hun igen involveret i en spektakulær sag og skal hjælpe det lokale politi i Norfolk, med Harry Nelson i spidsen, med at undersøge nogle knogler. Et hold arkæologer har nemlig fundet et lig ved foden af en klippe tæt på det brusende hav – Nordsøen, der grådigt æder af kysten. Og netop havet er årsag til, at liget nu er blevet synligt. Noget tyder på, at liget har været begravet i sandet længe. Måske siden 2. verdenskrig? Og hvem er det, der for alt i verden gerne vil undgå, at sandheden kommer frem?

Hurtigt dukker flere lig op og pludselig står politiet – og Ruth – med en aktuel mordgåde, der også peger tilbage i tiden. Som det sig hør og bør i en Galloway-krimi. Et Griffiths-særkende, som jeg rigtig godt kan lide, og derfor virker det heller ikke kunstigt med en arkæolog på sidelinjen af politiarbejdet. I første bind er der tråde tilbage til jern- og bronzeealderen. I Løgnens hus er det romertiden, der er i fokus. Og nu er det altså en knap så fjern fortid fra 1940’erne, som Elly Griffiths tager fat på.

I denne roman kommer Nelson mere og mere på banen, og især forholdet mellem Ruth og Nelson er centralt i fortællingen. Ruth er ikke kun “mor” for katten Flint, hun er også blevet mor til datteren Kate, forholdet til Nelson, der er far til barnet, er underligt uforløst. Den gæve politimand er nemlig godt og lykkeligt gift og i forvejen far til to snart voksne piger.

Ruth skal også gøre plads i det lille hus på kanten af saltmarsken til en veninde, der pludselig dukker op fra fortiden.

Herligt persongalleri

Det er Elly Griffiths brogede og skønne persongalleri, der gør bogen interessant. Hun tegner kærlige portætter af en lille håndfuld Norfolk-beboere. Og vi lærer også bipersonerne bedre at kende bl.a. Nelsons underordnede betjenten Judy, der er fortællestemme i et par af kapitlerne. Og den excentriske Cathbad, der har flere sanser end de fleste, og som flirter med alt muligt alternativt – ham er jeg vild med. Trods forskelle er Cathbad og Nelson ved at udvikle et venskab.

Plottet er ikke avanceret, men der er et par gysende overraskelser undervejs. Huset på klippen er humoristisk, engelsk hyggekrimi, blødt, behageligt og ret rart at læse.

Læs Huset på klippen, fordi det er tophyggeligt og skønt at være i selskab med en begavet og initiativrig antiheltinde som Ruth, og fordi du får serveret engelsk te, kommer på pub, forkæles med dejlig tør humor (og mange parenteser) og en lille dramatisk hvad-nu-hvis-historie med tråde til 2. verdenskrig. Og det arkæologiske drys, der er Griffiths kendetegn, kan man ikke andet end at omfavne. Forfatteren finder fint balancen mellem banalt fyld og hardcore fagnørderi.

Og så rummer bogen herlige miljøbeskrivelser af et for mig uvant miljø, og sammen med Ruth får jeg våde bukseben af at vade rundt i et frådende hav på glatte sten, og jeg skærmer mig for en april-snestorm ude på det flade marskland. Jeg slugte bogen, fordi Griffiths formår at skabe personer, du får empati og sympati for.

Elly Griffiths har skrevet i alt ti bøger om Ruth Galloway. Håber de alle udkommer på dansk.

PS: Elly Griffiths er et pseudonum for Domenicia de Rose. Forfatteren har skrevet fire bøger i eget navn. Bøgerne handler om Italien, hvor hendes far er fra, og om familie og identitet. Da hun skrev Pigen under jorden opstod behovet for et nyt forfatternavn. Domenicia de Roses bedstemor hed Ellen Griffiths, og med en lille omskrivning blev en ny krimiforfatter skabt. Læs mit interview med den britiske forfatter her

 

 

 

Anmeldelse: Blodspor af Julie Hastrup

Det er blevet trendy med lakker på bogcovers. Henriette Mørks cover til Blodspor er ingen undtagelse. Men denne gang er det en slags omvendt lakering, hvor baggrund er lakeret og titlen er mat. Bogen udkommer i dag på Politikens Forlag.

Anmeldelse: I dag udkommer Blodspor af Julie Hastrup. Det er den syvende krimi i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Og en roman om at gøre brutale ting i det, man tror er godhedens navn. Igen har Hastrup skrevet en vægtig, effektfuld politikrimi.

Igennem syv bøger har krimiforfatter Julie Hastrup skrevet om Rebekka Holm – erfaren og grundig drabsefterforsker fra Københavns Politi, der er udstyret med en god portion intuition. Forfatteren har udviklet en hovedperson, der er så kompleks, sammensat og tilpas interessant med udfordringer både privat og professionelt, at halvdelen af fornøjelsen ved at læse en ny Hastrup-krimi er at finde ud af, hvordan det går med Rebekka Holm. Der er solidt flueben ud for: langtidsholdbar og interessant hovedperson, der holder bog efter bog. Efter bog.

Da jeg forlod Rebekka Holm i Mirakelmanden, så det ikke godt ud for hendes svenske politikæreste Niclas Lundell, og i Blodspor forsøger Holm at acceptere, at kæresten er indlagt på et sygehus i Stockholm. Han er i koma.

Da et ægtepar i 50’erne og to ud af parrets tre voksne børn findes skuddræbt i en villa i Birkerød, passer det egentlig Rebekka Holm meget godt at begrave sig i arbejde  – som en slags flugt fra sorgen og den opslidende uvished over Niclas skæbne og fremtid.

Holm får hjælp af makkeren Tatjana og resten af de københavnske kolleger for at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor det meste af Familien Friis skulle dø.

Det er en temmelig spændende fortælling, der foregår i flere forskellige samfundslag, og som læser kommer du blandt andet med til den gamle del af Det kongelige bibliotek, Nationalbiblioteket, men der er også en hjerteskærende afstikker til udlandet.

Ikke kun hovedpersonen har Hastrup kælet for, hun har også gjort meget ud af bipersoner, og vi møder flere, der har både aparte og fængende historier. Men en eller to gange i løbet af den knap 450 sider lange roman, tænkte jeg alligevel, arh…, nu kammer det over, nu er det lige ved at blive lidt for stereotypt – selvom den der virkelighed jo ofte overgår fantasien. Men omvendt er bogen dejlig usentimental.

Det er vanskeligt at komme ind på bogens temaer uden at røbe alt for meget. Og jeg kan godt forstå, at romanen, der længe havde en anden titel, har fået ny titel – måske for ikke at afsløre for meget. Det er en krimi om familiebånd, om magt, om massivt svigt og dunkle hemmeligheder, og forfatteren har været inspireret af en virkelig tragedie, der fandt sted i en ikke så fjern fortid.

Hastrup er ikke kun god til scener med action, for bogen indeholder stærke, fine scener, der berører og bevæger og gør, at man lige synker spyttet en ekstra gang. Og giver sine børn et ekstra knus, når de kommer hjem fra skole.

Som vanligt i en Hastrup-krimi er plottet gennemarbejdet og dejligt krydret med blindspor og gysende overraskelser, og ikke uvant en Hastrup-krimi kredser bogen om drab med store følelser bag.

Når man læser Blodspor glemmer man, hvor møjsommeligt og slidsomt det er at skrive en god krimi, fordi bogen glider ned i hurtige og smagfulde portioner. Jeg har flere gange hørt forfatteren sige, at hun skriver intuitivt og på lyst og stemninger, og bliv bare ved med det – det fungerer. Forfatteren har allerede lagt godbidder ud, så mon ikke vi kan forvente en ottende bog om Rebekka Holm?

Blodspor er en virkelig god bog, men min favorit i serien om Rebekka Holm er stadig Mirakelmanden, der er sjette bind i serien.

PS: Bogen er en selvstændig roman, men det giver god mening at læse bøgerne i rækkefølge. Her får du Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm i rækkefølge:

  • En torn i øjet (2009)
  • Det blinde punkt (2010)
  • Blodig genvej (2011)
  • Portræt af døden (2013)
  • Farlig fortid (2015)
  • Mirakelmanden (2017)
  • Blodspor (2018)

PPS: Julie Hastrups hovedperson hedder Rebekka med k. Søg nettet igennem og tjek alle de gange, anmeldere og bloggere skriver Rebekka sådan her: Rebecca, altså med c i stedet for k. Gang det med en million og gæt selv, hvor ofte jeg oplever, at mit navn bliver stavet forkert. Bedste hilsner fra RebeKKa

 

 

Streaming på C More: Condor

Den engelsk/irske skuespiller Max Irons, der er søn af skuespillerne Jeremy Irons og Sinéad Cusack, spiller hovedrollen som den idealistiske CIA-analytiker Joe Turner. Foto: C More

Anmeldelse/streaming: Hvor meget er vi villige til at ofre for sikkerhed og tryghed? Det er et af de spørgsmål, som den amerikanske thriller Condor stiller. Fra i morgen kan hele første sæson ses på C More. Jeg anbefaler den varmt, efter at have set de første seks ud af ti afsnit.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse om en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 5 ud af 12. )

 

Ringer der en klokke dér allerbagerst i hjernen, når du hører om Condor? Tv-serien er baseret på romanen Seks døgn for Condor af James Grady fra 1974. Og i 1975 lavede den nu afdøde amerikanske instruktør Sidney Pollack filmen Tre døgn for Condor, hvor Robert Redford spiller hovedrollen som CIA-analytikeren Joe Turner, der arbejder bag skrivebordet og ikke som agent i marken. Den film kan du i øvrigt se på Filmstriben.dk, hvor du også kan nyde Max von Sydow som lejemorder.

Og nu kan du altså streame Condor i en opdateret version med et lidt andet setup end i 1975, hvor Turner var en bognørd, der beskæftigede sig med at læse fremmedsprogede bøger for at finde mærkelige sammenhænge og sammensværgelser.

I 2018-udgaven er Joe Turner (Max Irons) et ungt, teknisk computergeni, der er blevet overtalt til at arbejde som analytiker for CIA.  En organisation, han ikke ser rosenrødt på, men som han forholder sig kritisk til. Han er idealist og ønsker at ændre systemet indefra – og vil som en anden Carrie Mathison gerne gøre verden til et bedre og mere trygt sted.

Tilfældigt får han færten af, at en hemmelig enhed inden for CIA pønser på at udrydde radikal islamisme – koste hvad det vil. I første omgang koster det kollegaerne fra Turners team livet. Som den eneste formår Joe Turner at flygte.

I en verden af skæg og blå briller og multinationale virksomheder med skjulte dagsordener, skal han nu finde ud af, hvem der er ven, og hvem, der er fjende, hvis han vil overleve. Og rede millioner af liv både i USA og i Mellemøsten.

Magtmisbrug, korrupte spioner og konspirationsteorier går aldrig af mode, og serien er lige så aktuel i 2018 som i 1975, da filmen fik premiere i kølvandet på Watergate-skandalen.

Det er en gedigen og ret spændende serie i et højt tempo. 32-årige Max Irons, der har medvirket i bl.a. Kvinden i guld, fungerer i rollen som den lidt naive analytiker med hjertet det rette sted. Det er dog ikke ham, der brænder allermest igennem. Og i nogle scener er det som om, han anstrenger sig alt for meget for at virke desperat og i panik.

Bob Balaban og William Hurt i Condor. Foto: C More

Men historien er interessant og velfortalt, og der er flere stærke skuespilpræstationer i serien. Jeg er især vild med William Hurt, der spiller Joes sympatiske onkel Bob, der har fået nevøen ind i CIA. Han er selv et højtstående medlem af CIA og kan formidle så mange følelser med et enkelt blik. Han spiller dejligt underspillet i denne serie.

Jeg har været vild med den amerikanske skuespiller, siden den biograf, jeg arbejdede i som 14-årig, havde Hurt-kavalkade på programmet sidst i 80’erne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Body Heat, Gorky Park, Edderkoppekvindens kys og Broadcast News. Og det er ren fryd at se den 68-årige skuespiller folde sig ud som CIA-mand.

I andre roller ses bl.a. Bob Balaban, Mira Sorvino og Brendan Fraser, der nok bedst er kendt fra Mumien-trilogien. Sidstnævnte har jeg aldrig været stor fan af. Men han spiller skræmmende og uhyggeligt godt og har en særdeles creepy rolle i Condor. En rolle, der er alt andet end komisk, bøvet eller falden-på-halen-agtig.

Serien er langt fra så god som Homeland, Max Irons er ikke i nærheden af Clare Danes præstation. Men Condor får sat nogle af de samme tanker i gang, for hvor meget kan man retfærdiggøre i nationens sikkerheds navn? Og serien er ret spændende. Jeg glæder mig til at binge de sidste fire afsnit, som jeg ikke har set endnu.

 

 

Anmeldelse: Midtvand af Arne Dahl

Især Sverige har fostret forfattere, der har bidraget til at gøre politiromanen som genre populær i Norden. Der er selvfølgelig Sjöwall og Wahööl, men det er heller ikke til at komme uden om Arne Dahl. Selvom hans to hovedpersoner i Midtvand, Sam Berger og Molly Blom, må klare sig selv og ikke længere er ansat af henholdsvis Stockholms politi og den svenske pendant til PET – Säpo.

Anmeldelse: Så. På med den kritiske brille. Arne Dahl er en af mine absolut favoritforfattere, og jeg må ikke falde i ukritisk-lalleglad-over-at-der-er-udkommet-endnu-en-Dahl-krimi-fælden. Problemet er bare, at Midtvand er fænomenal. Bogen, der er et anmeldereksemplar, udkommer i dag på Modtryk.

Med boblende lethed og kaskader af overskud hvad enten det handler om miljøbeskrivelser fra skærgården eller om karakterer, plot, sprog eller historiens fremdrift og flow, fortæller Arne Dahl en kringlet og kompleks krimifortælling, der har mange facetter, og som overlegent samler trådene fra de to forrige bøger i serien om Berger og Blom. Der er endda en lille hilsen til A-gruppens Paul Hjelm i begyndelsen af bogen.

Alting falder i hak. Og endelig finder Sam Berger, hvis karriere i Stockholms politi for længst er fortid, ud af, hvad der er op og ned. Men først må han flere gange igennem midtvandet – der, hvor risikoen for fejl og fare er allerstørst. Netop der, hvor du som dykker mister orienteringen og ikke ved, hvad der er bund eller overflade. Der, hvor du fuldstændig mister orienteringen.

Som læser er du også i midtvand flere gange – men på den knap så farlige måde. Det er nemlig svært at forudse, hvor Dahl fører dig hen i næste uhyggeligt velkomponerede linje. Frem til bogens allersidste sider, er der stadig hemmeligheder, der mangler at blive afsløret. Og karakterer, du ikke aner om taler sandt. For hvem kan du egentlig stole på? Det er også spørgsmålet, der runger højt i Sam Bergers kaotiske og bedrøvede indre: hvem tør han have tillid til?

Og hvad med bogens centrale og stærke kvinder? Molly Blom, der har en baggrund i Säpo, og Deer ((Desiré) Rosenqvist, der er Bergers tidligere makker – tør de stole på Berger? Paranoiaen florerer i undercover-under-radaren-land.

Der er massive og raffinerede lag i Midtvand, og det er vanskeligt at give et referat af krimien uden at afslører for meget. Men jeg forsøger:

Sam Berger er han på flugt, mistænkt for et drab, han ikke har begået. Han er træt, traumatiseret, udmattet og modløs. Og Molly Blom ligger i koma på sygehuset. Med hjælp fra August Steen, chef for Säpos afdeling for efterretninger, flygter han ud til den sydligste skærgård og isolerer sig på en lillebitte ø. Mens han ensomt forsøger at navigere i et net af løgne og skjulte dagsordener. Og længes inderligt efter de tvillingedrenge, som Bergers ekskone tog med til Paris i første bog.

I et interview på Modtryks site siger Arne Dahl:

Og selv om bøgerne om Sam & Molly var tænkt som et skridt væk fra min tidligere, ekstreme samfundsbevidsthed – jeg ville væk fra en politisk virkelighed, som føles mere og mere kvælende – så er effekten mærkeligt nok blevet samfundsbevidst. Vi er jo havnet et sted, hvor alt det vi troede var uforanderligt og trygt – humanismen, demokratiet, den basale tillid, den relative sikkerhed i vores gader – pludselig er blevet usikkert.

Arne Dahl skal ikke holde styr på et stort politikollektiv i denne krimiserie, alligevel er Midtvand fuld af forskellige tråde. Og storpolitikken og samfundskritikken har sneget sig ind i fortællingen, selvom det oprindeligt ikke var den svenske forfatteres plan. Det er en kriminalroman, der trækker tråde til andre steder end Sverige, og en krimi, som tegner et billede af et samfund, der bliver mere og mere goldt og inhumant på alle planer. Et samfund, hvor terroren lurer, hvor man konstant spejder efter en fjende, man ikke aner hvem er, og hvor mistillid og mistro er stærk.

Spring ud i det, dyk ned i Midtvands mørke og svøm med på en krævende, farlig, underholdende, uforudsigelig og suveræn oplevelse – elegant guidet af en af krimigenrens helt store mestrer.

Og vær bevidst om, at de små fisk, vraggodset og de små referencer, der måske i første omgang virker ubetydelige, når du usikkert svømmer forbi i mørket, alle har deres plads i historien.

Foto fra Krimimessen i Horsens 2018. Den svenske forfatter Arne Dahl på Modtryks stand. Han fik Indland-puden med hjem. Du kan møde forfatteren på BogForum 2018. Foto: Rebekka Andreasen

For at få mest ud af den overordnede historie igennem alle tre bind, bør du læse bøgerne i rækkefølge. Altså Skyggezone først, Indland og til sidst Midtvand. I øvrigt udkommer andet bind i serien også i dag – som paperback.

Med Midtvand falder meget på plads, men det stopper ikke med en trilogi. Heldigvis skriver Arne Dahl i øjeblikket på endnu en Berger og Blom-krimi.

Kommer du til BogForum 2018 den 26. – 28. oktober i Bella Center, kan du der møde den svenske forfatter. 

PS: Interesseret i en læseprøve? Du kan læse de første tre kapitler af Arne Dahls Midtvand her

PPS: Også tommelfinger op til Anders Johansen, der har oversat bogen.

Anmeldelse: Kridtmanden af C.J. Tudor

Jeg læste Kridtmanden på min ferie på Mallorca. Dog på dansk. Bogen her spottede jeg i en lokal boghandel. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Anderledes og usædvanlig god krimi med en Bjarne Reuter-agtig fortæller. Sådan lød min mands dom, da han havde læst Kridtmanden af britiske C. J. Tudor. Han var svært begejstret fra første kapitel. Jeg er mere lunken.

Modsat min mand læste jeg de første kapitler flere gange. Og først da jeg tog bogen med på ferie, fik jeg læst bogen, der er den britiske forfatters debutroman, færdig. Hvorfor er jeg ikke så vild med bogen, som alle andre? Bogen er solgt til cirka 40 lande. Og alle jeg kender er – som min mand – ret begejstret. Tja, jeg blev i hvert fald aldrig for alvor fanget af fortællingen, der foregår i den lille engelsk provinsby Anderbury mellem Nottingham og Leeds.

Bogen er delvist fortalt gennem den 12-årige Eddie i 1986, og delvis gennem den voksne Eddies synsvinkel 30 år senere.

På tærsklen til teenagelivet hænger Eddie ud med en gruppe jævnaldrende venner, der selvfølgelig alle har kælenavne og kaldes noget andet end det, de hedder. Eddie er betaget af en pige, frygter byens bøller – og står last og brast med den lille umage vennekreds. Så jeg forstå Bjarne Reuter-associationen, for der er både humor og fine betragtninger fra et ungt liv i den godt 300 sider lange bog. Men noget af den empati og indlevelsesevne, jeg får med karakterer, når jeg læser en af Reuters klassiske ungdomsromaner, udebliver her.

Eddies far er freelancejournalist, og hans mor er abortlæge, hvilket møder modstand i den lille by.

Vennegruppen begynder at skrive hemmelige beskeder til hinanden – med kridt. De har hver deres farve, og kun de kan afkode beskederne. Pludselig dukker underlige og fremmede kridttegninger op. Og da en unge pige bliver myrdet, går spekulationerne i det lille samfund. Hvem står bag drabet og hvorfor? Er det mon kridtmanden?

Som læser har man hele tiden en fornemmelse af, at Eddie ikke fortæller hele sandheden om, hvad der skete dengang i 86. Og hvad er der med den unge mystiske lærer Hr. Halloran? Han er albino og bliver kaldt kridtmanden. Er han mon manden bag de mystiske kridttegninger? Uhyggen spreder sig. Eller. Det er nok meningen, at den skal sprede sig.

Kridtmanden er en anderledes psykologisk krimi. Der er ikke vægt på politiefterforskning, men på det helt nære – Eddies liv. Og vennernes liv. Og det, der skete i 86, der dukker op til overfladen igen i 2016.

En krimi behøver bestemt ikke være hæsblæsende for at være god. Tempoet i historien er langsomt. Desværre bliver bogen aldrig rigtig spændende. Som roman, der sætter fokus på et lille samfund med de hemmeligheder og i børns øjne mystiske eller åndssvage voksne, der er omkring dem, er det en ok fin fortælling.

Som krimi og spændingsroman kedede bogen mig. Jeg tog mig selv i at være lidt ligeglad med, hvem der stod bag drabet på den unge pige. Jeg synes ikke, plottet overraskede, og de tvists, forfatteren har lagt ud, ramte mig aldrig som interessante. Og ja, uhyggen udeblev. Og så synes jeg, sproget bliver en anelse banalt indimellem.

Men måske jeg er sær. Alle andre jeg kender, der har læst bogen, elsker den.

Bedøm selv.

Kridtmanden er et anmeldereksemplar fra Forlaget Gyldendal.

 

Anmeldelse: Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

Jeg læste Bed ikke om nåde på en bjergskråning på Mallorca. Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Du skal have sprinterskoene på for at følge med handlingen i Bed ikke om nåde – den første bog om Max Anger, der er en fin blanding af spionroman og thriller.

Bed ikke om nåde er en svensk spændingsroman, der foregår i 1996 – i en tid, hvor Rusland skal finde sine ben efter kommunismens fald. Men med stadig stigende fokus på øst og forholdet mellem Vesten og Rusland, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Da der i 1996 var præsidentvalg i Rusland, var der i første runde tæt løb mellem den siddende præsident Boris Jeltsin og en kandidat fra kommunistpartiet. For ikke alle var vilde med de ændringer, jerntæppets fald havde medført. Og Jeltsin, manden i spidsen for det mægtige land, virkede uberegnelig og grov og mere og mere alkoholiseret.

I svenske Martin Österdahls debutroman er der også stærke kræfter, der i 1996 arbejder imod demokratiet, mod Jeltsin, og som planlægger et spektakulært angreb mod vesten. En organisation, der ser korruption og magtmisbrug som lige så normalt som vodka og rødbedesuppe.

Hovedpersonen Max Anger har en baggrund som frømand. Han er Ruslandsekspert og arbejder nu for en svensk tænketank, der arbejder på at fremme demokratiet og tryghed i det svenske nærområde. Han plages af angst, som han holder nede med lykkepiller. Heldigvis, for det punkterer billedet af en overmenneskelig superhelt, der både kan sit akademiske kram og som slår en proper næve.

Kæresten forsvinder

Da hans kæreste og kollega forsvinder i Skt. Petersborg, rejser Max Anger i hendes fodspor for at finde ud af, hvad der er sket. Han er vred. Måske derfor han hedder Anger til efternavn? Samtidig rammes telefonnettet i Stockholm af et omfattende hackerangreb, og Max må lede i mange retninger for at få svar. Og han må et godt stykke tilbage i historien for at binde den allersidste og største sløjfe på plottet, der i høj grad hænger sammen med hans egen fortid. Det er godt fundet på.

Selvom der er tråde tilbage til 2. verdenskrig, foregår fortællingen især over halvanden hæsblæsende uge i vinteren 1996.

Der er en del personer at holde styr på hvilket kan forvirre i begyndelsen af romanen, og sproget er set bedre. Men efter ti sider, hvor jeg var en smule forstyrret af lidt banale vendinger, overgav jeg mig total til bogen. For din krimitørst efter spænding bliver så rigeligt slukket med bogen her.

Bed ikke om nåde er ret spændende. Og nervepirrende læsning. Og den russiske kulisse er interessant. Det er herligt som læser at skue ud over lysene på Nevskij Propekt – den fire kilometer lange boulevard, der løber gennem Skt. Petersborg, og at komme med ned i dybe, hemmelige tunneler. Men helt tæt på den russiske folkesjæl kommer du ikke – det er ikke Leif Davidsen, det her. Men det er spænding på næsten hver eneste side. Og jeg var konstant nysgerrig på historien.

Bogen er skrevet i korte, nærmest filmiske scener hvilket måske også er grunden til, at Pinewood Studios er i gang med at filmatisere bogen.

Moder Rusland – frygt og fascination

Det er en bog om sikkerhedspolitik, industrispionage, svigt, familiehemmeligheder og statslige overgreb. Og om kærlighed. Både til familien og til fædrelandet. Forfatteren har læst østeuropæiske studier og boet i både Moskva og Skt. Petersborg, blandt andet i 96, hvor han studerede i landet, og Martin Österdahl har planer om flere bøger om Max Anger. Jeg læser gerne med igen.

Jeg har været i Skt. Petersborg en enkel gang i begyndelsen af 90’erne og har altid tænkt på Rusland med både frygt og fascination. Bogen fik mig til at spekulere over den brutale historie, som det kolossale land har haft, og mens jeg læste bogen, tænkte jeg flere gange på, hvordan vores del af verden ville se ud, hvis historie havde udspillet sig blot en anelse anderledes. Forfatteren giver bl.a. sit bud på, hvad der skete den februarnat i 1944, hvor Stockholm blev bombet af Sovjetunionen. Og ja, Stockholm blev bombet dengang under krigen.

Læs Bed ikke om nåde for at få masser af spænding og action og et drys historie.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples Press.

PS: Får du lyst til at læse mere om Rusland, så læs mit interview med Peter Mogensen, der har skrevet I Bjørnens kløer

 

 

Streaming på C More: Deutschland 83

Deutschland 83 er en interessant tysk tv-serie om Den Kolde Krig. Med mere popkultur og pangfarver end melankoli og brun tapet. Foto: PR/ C More.

Streaming: Deutschland 83 er et interessant og kulørt tidsbillede af Den Kolde Krig, hvor paranoiaen blomstrer heftigt i både øst og vest. En ret fin og seværdig spændingsserie om den unge østtyske Martin Rauch, som af Stasi bliver sendt til Vesttyskland for at være spion for en general med gode kontakter til Nato.

(Frem til april 2019 kan du her på bloggen hver måned læse min anmeldelse af en serie eller film fra den skandinaviske streamingtjeneste C More. Det er et betalt samarbejde og altså sponsoreret indhold. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldstændig redaktionel frihed, og at C More ikke blander sig i, hvad jeg skriver eller har indflydelse på, hvad jeg vælger at omtale/anmelde. Dette indlæg er nr. 3 ud af 12. )

 

Anmeldelse: Som teenager elskede jeg krimiserien Der alte – serien om den retskafne og dygtige kriminalkommissær Erwin Köster fra drabsafdelingen i München. Og selvfølgelig har jeg set tyske serier hist og pist. Men i forhold til at Tyskland er vores naboland, er det forbløffende få tyske serier og film, jeg har set.

Når jeg endelig kaster mig over en tysk produktion, bliver jeg sjældent skuffet. Jeg nød bl.a. miniserien om Jan Fabel, som er skabt over Craig Russels bøger om den tyske kommissær. Og filmen De andre liv fra 2006, der handler om en agent fra Stasi, er lidt af et mesterværk.

Deutschland 83, som jeg netop har set på streamingtjenesten C More, er endnu et eksempel på en solid og spændende tysk serie. Netop Deutschland 83 er den første tyske tv-serie, der har været vist på et amerikansk tv-net. Også i England har serien været en kolossal succes. Og jeg forstår godt hvorfor.

Af sin moster, der har en magtfuld position i Stasi, bliver den unge østtyske grænsevagt Martin (Jonas Nay) presset til at være spion. Mosteren lokker med, at Martins syge mor kommer foran på ventelisten til en livsvigtig nyretransplantation. Den unge mand må efterlade sin syge mor og gravide kæreste i Østtyskland og møde en helt ny verden i vest, en verden han ikke helt forstår.

Der er skruet ned for brunt tapet og 80’er-melankoli, for serien er især proppet med popmusik og farver med knald på. Deutschland 83 er en herlig sammenblanding af storpolitik og internationale kriser og helt nære, små historier. Blandt andet er angsten for AIDS stor i begyndelsen af 80’erne. Og unge på begge sider af Berlinmuren lytter til Nenas megahit fra netop 1983 99 Luftballons.

Hvordan er man spion, når man samtidig har et godt forhold til sin nye chef – og endda bliver venner med generalens to børn? Det er ikke nemt for Martin.

Dansk skuespiller med i serien

Den danske skuespiller Jens Albinus har en større birolle i serien og brillerer på et væsentlig bedre tysk, end det jeg forlod gymnasiet som sproglig student med.

Nogle af figurerne bliver en anelse stereotype. Topfolk i Stasi er grumme ideologer, der uden skrupler forfalsker rapporter for at nå politiske mål, mens vesttyskerne er hæderlige arbejdsnarkomaner med privatliv i laser. På andre måder er serien ret nuanceret, for mon ikke det passer, at der også i Østtyskland var mennesker, der var tilfredse med deres liv? Fælles for øst og vest er dog en galoperende angst for en atomkrig.

Trods små indvendinger er det en meget seværdig serie. Modsat en serie som f.eks. The Americans om to russiske agenter, der er undercover i USA i 80’erne, er hovedpersonen Martin i Deutschland 83 yngre, mindre kynisk og mere sårbar. Og meget nemmere at holde af.

Intrigerne fra en ikke så fjern fortid, som du bl.a. bliver mindet om via korte originale klip af bl.a. fredsdemonstrationer, Reagan og Honecker, fænger. Jeg var virkelig godt underholdt. Og heldigvis er serien også fuld af humor.

Se ikke kun Deutschland 83 for krimielementerne. Nyd også musikken, kulisserne, tøjet og det fremragende skuespil. Du finder serien her

Der er en sæson 2 på vej – Deutschland 86. Første sæson har tidligere været vist på DR2 under navnet Spionen.

PS: Jeg gik i 1. g, da muren faldt. Og husker tydeligt den novembermorgen, hvor det gik op for mig, at grænsebommene var blevet hævet. Gør du?

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her