Anmeldelse: Steder tiden har glemt af Thomas Kaarsted 2


Anmeldelse: Thomas Kaarsted er historiker og souschef ved Syddansk Universitetsbibliotek. Og i dag debuterer han som skønlitterær forfatter med Steder tiden har glemt på det lille århusianske Forlaget Olga. En god, mørk psykologisk spændingsroman, der foregår i Odense, i et kvarter, hvor forfatteren selv er vokset op. Jeg har både ris og ros til spændingsromanen.

At læse en roman der foregår på gader og stræder, jeg selv kender indgående, giver altid et ekstra pift til læsningen.

Tag med til Odense i Thomas Kaarsteds spændingsroman, der udkommer i dag på Forlaget Olga. Coverfotoet er fra Donningensgade i Odense knipset af Rico Feldfoss. Foto: Rebekka Andreasen

Steder tiden har glemt foregår i Odense, hvor jeg boede under min uddannelse i 90’erne, og igen ad flere omgange senere i livet har jeg haft en odenseansk adresse. Så jeg er ikke ukendt med de steder – eller historien om de steder – som Thomas Kaarsted beskriver i sin debutroman.

Jeg har spist æggekage på Restaurant CarlsLund midt i skoven Fruens Bøge, jeg er talrige gange gået forbi det legendariske morgenværtshus (Tinneren) Tinsoldaten, når jeg skulle på arbejde i Overgade skråt over for, jeg har gået ture langs Åstien, der har bragt mig forbi OB’s træningsanlæg. Og jeg har ofte besøgt venner i Dalum sydvest for centrum af byen. Og det er netop Dalum og området omkring, der er omdrejningspunktet for bogen, der for mig får dufte, episoder og minder til at poppe op igen. Og det er rart.

Odense er nærmest en slags ekstra hovedperson, og Thomas Kaarsted skriver indlevende og fint om Odenses mange facetter, og han præsenterer en by og dens indbyggere, der er langt væk fra bindingsværksidyl og nuttethed.

Restauranten/værtshuset Røde Hus er helt central for historien. Stedet, der lå i skoven Fruens Bøge og tiltrak især unge frem til stedet lukkede i 1957 og år senere blev revet ned. Kaarsted har taget sig den frihed at lade Røde Hus eksistere i 1979, hvor bogens hovedperson psykologen Conor Beckers bror forsvinder fra det daværende Fyns Tivoli.

På det tidspunkt er Conor 12 år,  og han er taget i Tivoli med et par jævnaldrende venner. Og pludselig forsvinder hans seks år yngre lillebror. Ingen har set drengen. Indtil liget af broderen Alf dukker op 40 år senere.

Plaget af skyld, skam, undren og en heftig trang til at kende sandheden, kaster Conor sig ud i en efterforskning, der virker bundløs og umulig. Samtidig jager han sandheden om sin egen familie.

Conor har glemt og fortrængt mange ting, og han har derfor svært ved at samle netop de stumper, der kan give ham det fulde billede af, hvad der skete dengang for 40 år siden. I hans sind er der simpelthen steder, tiden har glemt.

At Conors far, der nu er død, tilbage i 1979 selv havde en ledende stilling hos Odense Politi, der efterforskede sagen, gør ikke tingene mindre komplicerede.

Samtidig skal den voksne Conor som konsulent hjælpe Odense Politi med at efterforske en aktuel sag om en anden lille dreng, der er forsvundet sporløst fra sin skole i Odense.

I hovedet på Conor Becker

Jeg kan godt lide tonen og stemningen i Steder tiden har glemt, og Kaarsted har skrevet  en interessant og mørk historie, der konstant har en dyster og skæbnetung stemning, noir om man vil. Det er historien om psykologen, der skal finde sig selv. Om familiehemmeligheder og fortrængninger. Om svigt og kærlighed – eller mangel på samme.

Men det, der er bogens styrke, er faktisk også bogens svaghed. For vi oplever kun det skete fra bogens jeg-fortæller Conor, hvis irske mor er medvirkende til hans knap så danske navn. Hovedpersonen har i øvrigt fået navn efter den amerikanske singer-songwriter Conor Oberst.

Fortællestemmen betyder, at vi kommer helt tæt på psykologen, der hader lørdage (hans bror forsvandt en lørdag) og som er ved at famle sig vej tilbage til livet efter en større nedtur. Han er en typisk antihelt, en tilpas interessant og kompleks karakter til, at jeg har lyst til at følge ham gennem bogens godt 360 sider.

Med små fine detaljer fortæller Kaarsted en masse om sin hovedperson. Som trofast følgesvend har Conor f.eks. et lille sølvfarvet Piet Hein-æg, Ziggy, han altid bærer rundt på. Og han kan fylde et lastrum med lig, så meget rod har han haft i sit liv. Og kvinder? Ja, det er også kompliceret. Han selvmedicinerer for netop ikke at behøve at være rigtig tilstede. Og han har levet et kendisliv som ekspert, indtil alting pludselig væltede. Portrættet af hovedpersonen er med andre ord ret vellykket. Og der sniger sig også humor ind mellem linjerne.

Men fortællestemmen spænder lidt ben for bogens fremdrift. Når de indre tanker fylder så meget, når vi konstant er i hovedet på Conor, så haler det indimellem også tempoet ud af bogen. Og af og til er der nogle overgange, der halter.

Jeg kunne godt have ønsket mig mere hurtig, sprød dialog og flere scener, hvor vi i stedet for at høre Conors tanker om f.eks. en telefonsamtale, havde fået scenen med telefonsamtalen serveret. Don’t tell it – show it. Bogen bliver en anelse referatagtig engang imellem, og det er ærgerligt.

At forfatteren kan sin historie om byens områder, bygninger og hændelser smitter af flere steder og giver en fin autenticitet. Ikke kun i valg af nye som for længst forsvundne locations. I bogen er der også referencer til blandt andet sagen om Basse, en tre måneder gammel baby, der blev kidnappet i Odense for mere end 50 år siden. En sag, der i øvrigt aldrig er blevet opklaret. Og Kaarsteds udgave af Odense plages af en række påsatte brande. År tilbage var der netop en række påsatte brande i Fruens Bøge.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Olga.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 thoughts on “Anmeldelse: Steder tiden har glemt af Thomas Kaarsted