Filmen Psycho fylder 60 år


Film-gyser: Forleden var det 60 år siden, at Alfred Hitchcocks sort/hvide gyser Psycho fik premiere i New York. Gyseren, der er blevet ikonisk, og som blev Hitchcocks allerstørste kommercielle succes. Filmen, hvor Anthony Perkins spiller rollen som den unge mand Norman Bates, der har en dominerende mor og et temmelig stort ødipuskompleks.

Bates driver det øde beliggende og dystre Bates Motel, og det er netop her, han dræber Marion, den karakter Janet Leigh spiller, i en meget berømt brusebads-scene. En scene, hvor den engelske instruktør manipulerer og leger med seernes fantasi, for vi ser aldrig kniven stikke Marion.

Hidsige strygere

Vi ser derimod drabet som en montage af 78 klip med næsten lige så mange forskellige vinkler, mens lydsporet domineres af hidsige strygere, der understøtter de mange knivstik. Musikken er både brutal, aggressiv og vild. Filmen er nemlig også berømt for den særdeles effektive brug af lydeffekter og filmmusik.

Forleden fortalte lyddesigner Peter Albrechtsen om Bernard Herrmanns soundtrack til filmen i Kulturen på P1 – søg efter 16. juni 2020. Meget interessant. Lyt selv med.

Faktisk havde Hitchcock besluttet, at scenen på badeværelset skulle være uden lyd, men komponisten Herrmann fik altså overtalt instruktøren. Og nu kan jeg slet ikke forestille mig den bestialske scene uden lyd.

Den kvindelige hovedrolleindehaver, Janet Leigh, hævdede i sin biografi, at hun efter optagelserne aldrig tog brusebad igen.

Da Psycho havde premiere for 60 år siden, gjorde Hitchcock et stort nummer ud af, at ingen biografgæster måtte forlade salen, når filmen var i gang. En PR-gimmick, men Hitchcock mente også, at det var nødvendigt, at alle fik hele handlingsforløbet med.

Jeg synes, at Psycho er en ret uhyggelig, men også en fremragende film. Kan du huske der, hvor Norman Bates smiler sit ulvesmil og siger: We all go a little mad sometimes? Gys.

Bangebuks til eksamen

Faktisk er de fleste af Hitchcocks film gode, men skræmmende.

I gymnasiet i 2.g tilbage i 1991 havde jeg et valgfag, der hed ”Film og TV”. Og jeg kan faktisk ikke huske, at vi havde andet end Alfred Hitchcock på programmet. Og jeg lærte en masse om, hvordan han brugte virkemidler – effektivt og dramatisk.

Til eksamen skulle jeg se et klip fra Alfred Hitchcock-filmen Vertigo fra 1958 og senere analysere klippet ved det grønne bord foran lærer og censor. Men forberedelsen blev faktisk mere nervepirrende end eksamenen.

Mit problem var, at filmklippet var uhyggeligt. Lidt for uhyggeligt til, at jeg turde se det alene i forberedelseslokalet. Derfor så jeg kun en anelse af klippet. Hitchcock benyttede sig ofte af det såkaldte suspense-begreb, der indebærer, at vi som publikum f.eks. ved, hvem den skyldige er. Vores tanker og følelser kommer i spil, fordi vi har den viden. Vi iagttager ikke kun, hvad der sker, men vi lever os ind i scenen på grund af suspense.

Eksamenen gik nu meget godt alligevel, for allerede dengang var jeg vild med krimi og kunne sætte ord på genren. Og jeg er stadig en bangebuks.

Vertigo er i øvrigt en fremragende film, der er blevet en klassiker inden for thrillergenren. Se den. Og Psycho. Hvis du tør.

PS: Den berømte scene med drabet i brusebadet er imiteret mange gange. Men igen af dem slår scenen i Psycho.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.