På bogmessen i London sidste forår var der rift om norske Helene Floods debutthriller Terapeuten, måneder inden bogen udkom i Norge. Nu er bogen ude i 28 lande, filmrettighederne er solgt til et amerikansk produktionsselskab, og bogen er nomineret til årets bedste bog i Sverige. I maj i anledning af, at bogen udkom på dansk på Forlaget GRØNNINGEN 1, interviewede jeg forfatteren til Jysk Fynske Mediers Bogmagasinet, og nu kan du læse interviewet her på bloggen.
TEKST REBEKKA ANDREASEN
Norges nye krimistjerne bliver hun kaldt. Selv kalder psykolog, forsker og nu også thrillerforfatter Helene Flood det sidste år for ’lidt af et eventyr’. Læserne har taget godt imod hendes psykologiske thriller om den unge psykolog, Sara, der driver en lille privatpraksis fra et kontor over garagen i det gamle Oslo-hus, hun og arkitektmanden Sigurd har arvet og vil renovere. Det går dog trægt med både hus og job, og da Sigurd en dag lægger en mystisk besked på Saras telefonsvarer og forsvinder, begynder livet at slå revner.
— Hvad inspirerede dig til at skrive Terapeuten?
»Først en lille indrømmelse. Jeg har ikke altid været krimifan. Lidt fordomsfuldt har jeg haft en oplevelse af, at mange krimier prioriterer spænding frem for udvikling af karakterer. Men så læste jeg ’Kvinden der forsvandt’ af Gillian Flynn. Bogen åbnede mine øjne for thrillergenren og fik mig til at indse, hvordan man kan bruge genren til at udforske det mørke og usagte i et parforhold. Jeg fik lyst til at skrive om et almindeligt menneske, der havner midt i en efterforskning. Saras job handler om at tænke klart og hjælpe andre, men kan hun hjælpe sig selv?«
— Et af de centrale temaer i bogen er ensomhed. Hvorfor det?
»Jeg er meget optaget af emnet og har forsket i ensomhed og mental sundhed. Og der er en forbindelse mellem de to. Mens jeg oplever øget åbenhed om problemer som psykisk sygdom og stofmisbrug, er det stadig skamfuldt og tabubelagt at sige, at man er ensom. Sara er ensom, fordi hun ikke har mange mennesker omkring sig, men også fordi, hun er ensom i sit ægteskab. Mennesker er sociale dyr, og ensomhed virker truende på os. Den som er alene, er ubeskyttet. Det erfarer Sara, da Sigurd forsvinder, og hun begynder at føle sig truet i sit eget hjem.«
— Hvordan har du brugt din faglige baggrund som psykolog og forsker i arbejdet med bogen?
»Jeg lader Sara reflekterer over, hvad der sker med hende med udgangspunkt i psykologien og det, den fortæller os om vores handlemønstre, følelser og fejltagelser. Et andet tema i bogen er det mørke, der kan findes i nære relationer, og det er noget, jeg har arbejdet med som professionel. Om jeg skriver fiktion om emnerne, fordi jeg er psykolog, eller om jeg blev psykolog og skriver om det, fordi det interesserer mig, ved jeg i grunden ikke. Det er ubehageligt at forestille sig, at dine kære, dem, du elsker, kan skjule ting for dig. Men det er næsten endnu mere ubehageligt, at nogle af disse ting kan være halvt synlige, men at du vælger at ignorere det, fordi det er mere behageligt.«
— Hvad har været den største udfordring ved at skrive bogen?
»Terapeuten blev delvist skrevet, mens jeg var på forældreorlov. Så det har været udfordrende at få de praktiske rammer på plads, at have tid og plads til at skrive. Den modtagelse, bogen har fået, har gjort det muligt at købe mig lidt fri til at skrive. Det føles som ægte luksus, og jeg nyder virkelig mine skrivedage. Jeg er i gang med en ny bog i samme genre. De fleste karakterer er nye, men dem, der har læst Terapeuten vil møde nogle, de kender.«
Helene Floods bogtip til sommerlæsningen:
»Hvis man vil bruge sommeren på at læse en rigtig god bog, så bør alle læse Lincoln i Bardo af George Saunders. Vil man have lidt sommerstemning, så læs Bonjour tristesse af Françoise Sagan.«
PS: Terapeuten er en ret spændende og meget velskrevet bog, siger det bare…. Oversat til dansk af Agnete Friis.
PPS: Hvis du vil læse hele Bogmagasinet med masser af inspiration til din sommerferielæsning, så finder du magasinet elektronisk her. Du kan læse interviews med blandt andre Lotte og Søren Hammer, ligesom du kan læse om en ny bog af Martin Wangsgaard Jürgensen, der handler om gysergenrens udvikling.