Korte anmeldelser af min sommerlæsning 8


Anmeldelser/krimi: Som du nok har opdaget, hvis du følger bloggen, så anmelder jeg stort set ikke i øjeblikket. Det betyder dog ikke, at jeg ikke læser. Jeg læser en masse skønne manuskripter for Skriveværkstedet (der bliver skrevet knaldgode bøger derude… håber, at de finder vej til læserne), jeg læser bøger, når jeg skal interviewe forfattere til bl.a. Bogmagasinet, og så har jeg læst en bunke skønne bøger hen over sommeren.

Og nu anmelder jeg så lidt alligevel. Her kommer en række ultrakorte anmeldelser af et udpluk af min sommerlæsning. Du kan læse mere om bøgerne på andre blogs. Måske du endda allerede har læst dem selv? Enkle bøger er anmeldereksemplarer. De fleste har jeg dog lyttet til via mit private Mofibo-abonnement.

Den er fra 1975. Men den holder endnu – den første bog i serien om kommissær Morse.

Sidste bus til Woodstock af Colin Dexter, Modtryk: En af de bøger, jeg har lyttet til, er Colin Dexters første bog om kommissær Morse. Samtlige Morse-krimier er nu tilgængelige på de forskellige streamingtjenester. I romanen møder vi for første gang den populære, lidt tvære politimand. Jeg har læst de fleste af bøgerne, men netop denne historie har jeg aldrig læst/lyttet til før. Det er en af de bedre Morse-krimier. Der er mange skønne små geniale tvist i bogen med den vrantne Oxford-kommissær, der ikke er bleg for at snuppe en whisky i arbejdstiden.

Hvis du tror, der ligger et tørt lag støv over bogen, så tro om. Bogen er fra 1975, og den holder stadig. Faktisk er den fremragende. Det er nostalgi blandet med hittepåsomhed og originalitet. Og lidt af et tidsbillede også. Der bliver lystigt tastet på skrivemaskiner, ringet fra telefonbokse og ja, undret sig over, at kvinder kan finde på at gå på pub alene. Og nå ja, så forsøger Morse, assisteret af kriminalassistent Lewis, at opklare drabet på en ung kvinde, der er blevet dræbt på en parkeringsplads. Listen af mistænkte er alenlang – hvem ville den unge pige ondt? Hvem dræbte Sylvia Kayes? Tag roligt med Morse og Lewis til Oxford. Det bliver en fornøjelig tur. Det er Modtryk, der har genudgivet bøgerne som lydbøger. Indlæst af Peter Milling. Oversat af Gerd Have.

Specialisten af Lotte Petri og Hans Petter Hougen, Peoples:

Sæt dig ned og skriv en scene, der er så uhyggelig, at den får nakkehårene til at ligne hårtotter, der har fået så meget lak, som skulle de til skolefest i 1980’erne. Det er slet ikke så nemt vel? Det mestrer det nye makkerpar krimiforfatter Lotte Petri og Hans Petter Hougen, der er professor emeritus i retsmedicin, og som med bogen debuterer som romanforfatter.

Der er noget uhyggeligt over tomme hospitalsgange og små kontorer på Rigshospitalet meget sent om aftenen, hvor lyde giver ekko i de tomme kældergange. I hvert fald når Petri og Hougen skriver om det.  Det er fascinerende med hospitalsmiljøet som krimikulisse, og lægeverdenen er efterhånden blevet en del af Petris forfatter-DNA.

I bogen møder vi politikommissær Sissel Jæger, som samarbejder med retsmediciner Harald Sejersen om at opklare et drab. Et ret bizart drab, for i første omgang er det kun torsoen af en kvinde, politiet har at gå efter. Alt tyder på, at drabsmanden færdes frit i hospitalsmiljøet. Sissels handicappede bror bliver indlagt på Riget, og hverken patienter eller ansatte kan føle sig sikre netop der, hvor de skulle få det bedre. Jeg var både skræmt og let, men godt underholdt.

Hougen optræder på ikke så få krimiforfatteres takkeliste. Han kan sit stof til fingerspidserne og har generøst hjulpet krimiforfattere med input gennem årene. Og selvfølgelig er Specialisten rig på detaljer fra obduktionsstuen og retsmedicinske finurligheder. Det er interessant til en vis grad, men er samtidig også det, der indimellem hæmmer historien, fordi der er så mange og massive mængder af information, så det indimellem næsten bliver lærebogs-agtigt. Det er ikke alle retsmedicinske detaljer, vi behøver at kende til i en krimi, der ellers er både rædselsvækkende og spændende. Specialisten er første bind i serien Udyret om Jæger og Sejersen.

Jeg tilbragte min sommer i Hamborg, i Nordjylland og i Odsherred. Og jeg fik læst en masse gode bøger. Her står jeg – sammen med en masse andre mennesker – næsten på snuden af Grenen. Foto: Kaya Dahlsgaard Andreasen

Kryb af Julie Hastrup, Politikens Forlag:

At holde en krimiserie i live over ni bind og at gøre en hovedperson interessant nok til, at læserne har lyst til at følge karakteren bind efter bind er i sig selv lidt af en bedrift. Men Julie Hastrup har formet sin drabsefterforsker Rebekka Holm, så vi er med hende. Vi gider hende godt. Igen. Også nu, hvor hun er et virkelig svært sted i sit liv. Godt forfatteren har givet hende en niece, for hun har brug for nye relationer.

I Kryb bliver Rebekka Holm kaldt ud til den såkaldte Ungdomsø i Øresund mellem København og Malmø. En ung kvinde er forsvundet efter en fest på øen, som ungdomsafdelingen i det populære politiske parti Værdipartiet står bag.

Originale miljøer og steder er en af Hastrups spidskompetencer, og det er skønt at komme med til nye locations, man ikke har vadet rundt i talrige gange før. Udover at tage læserne med til Ungdomsøens underjordiske net af tunneler, gange og skakte, tager Hastrup læserne med til Tivoli efter lukketid, og det er både grumt og godt. Hastrup leverer altid gedigne plots, også denne gang, hvor temaet er voldsomme digitale forbrydelser og de kryb, der har to ben. Lad mig bare sige, at jeg lige tog en snak med min 12-årige datter, der er online 24/7, efter at have læst bogen.

De dødes sommer og Den tavse kvinde af Trude Teige, alpha:

Kender du det, at du ikke er helt oppe at ringe over en bog eller serie, men at du alligevel ikke kan lade være med at læse/se videre? Sådan har jeg det med norske Trude Teiges serie om den sympatiske journalist Kajsa Coren. Det er ikke specielt originalt at have en journalisthovedkarakter, der meget belejligt bor sammen med en politimand. Og serien er velskrevet, men hæver sig ikke sprogligt over gennemsnittet. Hvorfor læser jeg så videre? Jeg tror, det er fordi, at jeg rigtig godt kan lide tonen i bøgerne. Den måde forfatteren får Kajsas indre tanker frem, eftertænksomheden, der siver ned mellem siderne, beskrivelserne af miljø og den måde, forfatteren skriver sine karakterer frem på. Og så er krimiplottet altid søbet ind i noget samfundskritik.

Det er en serie, der bliver stærkere for hvert bind, og det er tredje og fjerde bind, jeg har læst. De to første bøger i serien hedder Alene i mørket (1) og I dødens hænder (2). Bøgerne er oversat af Rikke Toft Kleeman.

Jordsug af Tove Alsterdal, Modtryk:

Sommerens helt store læseoplevelse. Alsterdal er så vild til både at plotte og folde sine karakterer ud, og så skriver hun ekstremt kraftfuldt, ultraskarpt og elegant. Hendes sprog bliver aldrig slapt eller ordinært. Hun er en forfatter, der skriver sætninger, jeg noterer ned, fordi de er værd at gemme på. Når man som jeg har en mor, der er dement, ligesom seriens hovedkarakter har, så ved jeg præcist, hvad Alsterdal mener, når hun skriver: ”De mange aldre, der levede sammen under samme hud.”

Jordsug er anden del af den såkaldte Ådalenserien om efterforsker Eira Sjödin. Jeg er glad for, at den svenske krimiforfatter endelig har kastet sig ud i serieformatet, for efter at have læst Stormfald, var jeg ikke klar til at slippe Eira endnu. Hun er i begyndelsen af 30’erne og vendt hjem fra Stockholm til barndomsbyen Ådalen i Ångermanland godt 700 kilometer nord for hovedstaden. Dels for at arbejde, dels for at tage sig af sin demente mor.  Der, på grænsen til vildmarken, kobles Eira på en sag om mænd, der dør på grufulde måder. De bliver spærret inde og dør af sult.

Alsterdal giver et stærkt og lidt vemodigt billede af et område, der engang husede driftige trævarefabrikker, men hvor tomme industribygninger nu konstant minder om en død industri. Med affolkning, økonomisk nedtur og et gevaldigt hak i selvforståelsen til følge. Stærk krimi, hvor du både får nære portrætter af mennesker og natur.  Bogen er oversat af Lilian Kingo.

En uge af min sommerferie brugte jeg i Hamborg. Her, på taget af en af byens luksushoteller, kravler James Bond (Pierce Brosnan eller måske nærmere en stuntman) rundt i 1997-filmen Tomorrow Never Dies.
Måske du husker scenerne fra taget af Hotel Atlantic, hvor Bond kravler op på globen, som du kan se lidt af på mit foto, efter at han har dræbt den grumme doktor Kaufman?
Foto: Rebekka Andreasen

Kongetro og Arvestål af Tobias Bukkehave, Politikens Forlag:

Tjubang, der er knald på i Bukkehaves politiske spændingsserie om Tom Cortzen, der er agent for Forsvarets Efterretningstjeneste, for der er meget, der truer Danmark og danske interesser i Bukkehaves univers. Når man som jeg altid har været vild med både tegneserier, actionfilm og krimier, ja, så kan man altså ikke andet end at være barnlig begejstret for de intelligente og velskrevne spionromaner.

Arvestål begynder nøjagtigt – næsten på linje – hvor Kongetro slutter, så der er fordele ved at være absolut last-mover. Jeg kunne nemlig læse bøgerne i rap. At forfatteren er inspireret af actionfilm, er ikke svært at fornemme. Det er smittet af på tempo, sceneskift og dialoger.

Cortzen er en dansk Bond/Hamilton/Mathison-fra-Homeland-kloning og typen, der handler før han tænker på konsekvenserne, hvis han – eller andre – er i fare. Der er ikke så meget bullshit, men rå power og handlekraft i den mand. Heldigvis gør forfatteren Cortzen så interessant, at han bliver meget mere end en kliche. Den danske jægersoldat og FE-agent er Harvard-uddannet og interessant at følge.

Jeg er glad for begge bøger men især begejstret for Arvestål, der er højaktuel og føles meget relevant med handlingsspor, der fører til Grønland og det geopolitiske spil i Arktis, til USA og en Trump-kopi og til Afghanistan. Og endda til Ukraine. Faktisk lader forfatteren en dansk begivenhed være med til at udløse krigen.

Det er tempofyldte og yderst underholdende spændingsromaner. Hvis du troede, der kun var brug for spioner under Den Kolde Krig, så læs bare bøgerne. Virkeligheden blandet med lidt Bukkehave-fantasi er jo for vild! Næste år udkommer Aftenland, der er tredje og sidste bind i serien.

Som man sår af Hjorth/Rosenfeldt, Hr. Ferdinand:

Bogen er syvende bind i den svenske krimiserie om kriminalpsykologen Sebastian Bergman og Politiets Rejsehold. Jeg var lidt skuffet over sjette bind i serien, så jeg var spændt på igen at være i selskab med Bergman og co., som første gang optræder i Manden der ikke var morder.

Heldigvis blev jeg ikke skuffet denne gang. Bergman er stadig provokerende og arrogant, men han er med alderen og sin morfar-titel blevet mere afdæmpet. Han arbejder som psykolog på deltid. Alt vendes på hovedet, da han bliver kontaktet af en mand, der har brug for hjælp til at bearbejde oplevelserne under tsunamien i 2004, en begivenhed Bergman konstant har forsøgt at fortrænge. Han mistede både sin hustru og sin lille datter den december-morgen i Thailand.

Der er ekstra meget på spil for både Bergman, men også for Billy fra Politiets Rejsehold, der efterforsker en sag om en skarpskytte, der henretter folk på stribe. Som læser bliver man virkelig forkælet med overraskelser og cliffhangere, og Hjorth/Rosenfeldt skriver rutineret og underholdende videre på en god, solid svensk krimitradition, der både kradser lidt i overfladen og veksler mellem uhygge, spænding og fine portrætter af et broget persongalleri, der også har et liv, når de ikke er på job.

Uh lala, jeg glæder mig til at sidste og ottende bind udkommer. Oversat af Lilian Kingo og Morten Visby.

Tak fordi du – udover at læse krimier og spændingsromaner – også læser med her på bloggen.

Krimikram fra Rebekka (med K – som Hastrups hovedperson).


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

8 thoughts on “Korte anmeldelser af min sommerlæsning

  • Bjarne W

    Kongetro, undrer mig lidt over din begejstring for netop Kongetro. Som jeg husker det skal man gennem ml 90 og 100 sider før der sker noget. Læste den kun færdig fordi jeg havde sagt ja til at anmelde den.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Hej Bjarne
      Tak for din kommentar. Virkelig? Jeg var ret vild med den, men synes, som jeg også skriver, at Arvestål er bedst. Det er interessant det her med en algoritme, der kan misbruges. Og tænk bare på Facebook-Cambridge Analytica-skandalen. Og der var virkelig fart over feltet, synes jeg.
      Det skønne ved bøger er jo, at vi hver især får noget forskelligt ud af dem.
      Tak fordi du læser med her.
      Bedste hilsner fra
      Rebekka

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Helle
      Tak for din kommentar. Det var i hvert fald en fin oplevelse for mig at lytte til Morses univers.
      God fornøjelse hvis du kaster dig over serien.
      Bedste hilsner
      Rebekka

  • Simon

    Velkommen tilbage Rebekka – Du har været savnet i længere tid, men godt, at du er tilbage igen 🙂

    Har du læst krimiserien på 9 af Poul Erik Larsson?
    1. Fortidens dæmoner
    2. Retfærdighedens pris
    3. Alter ego
    4. Skyggemanden
    5. Kaos
    6. Tik-tak tiden går
    7. Bronzeringen
    8. Natten gemmer lyset
    Kunne være interessant at få den anmeldt.

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Kære Simon

      Mange tak for din kommentar, som jeg lige havde overset i første omgang. Og tak for dine søde ord.
      Jeg drosler dog meget ned på anmeldelser fremover, men vil skam stadig blogge og også anmelde i ny og næ.
      Tak fordi du følger med her på bloggen. Og nej, har ikke læst Poul Erik Larsson – men tak for anbefalingen.

      Bedste hilsner
      Rebekka