Anmeldelse: Blodmåne er en politiroman, hvor vi følger et kollektiv af efterforskere. Jeg skal befri jer for svulstige tillægsord og konstaterer blot, at Blodmåne er en virkelig god krimi. Jeg skriver det lige igen: En virkelig god krimi.
Og det er den fordi, Katrine Engberg formår at skabe karakterer, man straks får empati for og har lyst til at være i selskab med. Og så skriver hun r…. ud af bukserne.
Som politiroman-genren fordrer skildres politiets arbejde, men Katrine Engberg har skruet ned for tekniske undersøgelser og obduktioner. I stedet giver hun sine karakterer plads til at være eftertænksomme, sårbare, følsomme, sorgfulde og bange – uden at det spænder ben for flowet i fortællingen, uden at det hiver tempo ud af arbejdet med at løse krimigåden.
Vi følger det persongalleri, vi lærte at kende i Krokodillevogteren. Især efterforskningsleder Jeppe Kørner, der for en politimand har en lidt atypisk baggrund fra teaterverdenen. Han er følsom, melankolsk, handlekraftig og effektiv, og i bedste detektivstil har han en veludviklet intuition. Og den får han brug for, da barndomsvennen Johannes pudselig kommer i centrum for efterforskningen.
Kørner står i spidsen for efterforskningen af et drab på en prominent mand fra modebranchen, der er blevet forgiftet. Manden falder død om på gaden en iskold januaraften i København. Og da endnu en person fra samme omgangskreds bliver slået ihjel, skal Kørner og co. i gang med at finde vidner og motiv blandt modeller, investorer, kendisser, kreative direktører og andre med deres gang i den danske modebranche.
Der er noget Dorothy L. Sayers-agtigt over drabsmetoden, og det er måske ikke så underligt. I et interview her på bloggen, inden Engberg debuterede som krimiforfatter, fremhævede hun Dorothy L. Sayers Giftmordet som en af sine favoritkrimier. (To mennesker spiser omelet. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift.)
Krimier, chokolade og skønne mænd
Og selvom tempoet er en del hurtigere end i Sayers krimi, der udkom på dansk i 1940, så er der noget klassisk krimi over Blodmåne, der handler om bl.a. svigt og hævn. Det er ikke en krimi, der fræser derud ad, men en bog, der tager sig tid.
Katrine Engberg har skrevet bogen i kølvandet på sorgen over at miste sin far pludseligt og uventet. Om det er derfor, at bogen har en klang af eftertænksomhed, ved jeg ikke. Titlen har også tråde til forfatterens far, og den er det eneste, jeg synes virker lidt påklistret.
At skrive så ordene flyder fløjlsblødt og fordøjes ubesværet er slet ikke så nemt endda. Blodmåne er skrevet i samme skønne og opfindsomme sprog som Krokodillevogteren, den er bare endnu bedre. Og så er den fuld af humor og kærlige hug til modebranchen.
På et bloggermøde i forbindelse med krimimessen i Horsens i april, blev Engberg spurgt, hvorfor det lige er krimigenren, hun har kastet sig over. Hun svarede noget a la:
“Hvorfor elsker vi chokolade og skønne mænd “og tilføjede et “hvorfor ikke”? Hun understregede, at det har været helt naturligt for hende at kaste sig over krimigenren.
Det er vi mange, der er Vild Med Krimi, der er glade for.
PS: Sjovt at Katrine Engberg har tænkt det populære radioprogram Mads og Monopolet ind i plottet.
PPS: Under en total måneformørkelse, hvor månen befinder sig i jordens skygge, kan månen få et rødligt skær. Næste gang der er blodmåne i Danmark er i juli 2018. Men snup du Engbergs version af fænomenet først. Blodmåne er, og jeg gentager lige mig selv, en rigtig god krimi.