Solo

Anmeldelse: Solo af Jesper Stein

 

Bøgerne om Axel Steen i rækkefølge:
Uro, Bye Bye Blackbird, Akrash, Aisha, Papa og Solo. Som med de øvrige bøger i serien har Peter Stoltze skabt forsiden. Læs eller genlæs mit interview med den grafiske designer her

Anmeldelse: Solo er sjette bog i Jesper Steins krimiserie om Axel Steen, og bogen udkommer i dag på Politikens Forlag. Solo er en formfuldendt, dynamisk og også rørende kriminalroman, kraftfuld, hektisk, dyster og rå.

På et tidspunkt i bogen betragter Vicki Thomsen, der nu arbejder som chef i Københavns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet, Axel Steen i et lidt løjerligt outfit: Mørke habitbukser og en tynd grå hættetrøje. Tøj, der ikke umiddelbart samarbejder. I Solo, der tidsmæssigt foregår et par år efter Papa, har Axel Steen forladt PET og politiet og har taget et job, der kræver, at han har habitbukser på.

Han er nemlig blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Ja, du læste rigtigt. Og højre hånd for direktøren for det hele, Mikael Zorn. Med andre ord er Axel Steen nu solo – uden kollegaerne og alle de beføjelser, der følger med jobbet som PET-agent eller drabsefterforsker.

Men habitten strammer på alle tænkelige måder, Axel Steen må slugte nogle business-kameler, og heldigvis kan han ikke helt glemme sin fortid. Ikke glemme sit drive, sin retfærdighedssans, sin iver efter at jage ondskaben, efter at gøre det, han er allerbedst til. Ja, måske det eneste han i virkeligheden er god til: sit job. Og derfor kommer hættetrøjen i spil.

Igen har seje Vicki Thomsen en central rolle i bogen. Som Axel Steen har hun dybde og nuancer, og jeg er glad for, at hun næsten fylder lige så meget i bogen som sin tidligere kollega. Hun efterforsker drabet på en ung mand – en dansk/palæstinenser, der er blevet fundet i kælderen under Urbanplanen på Amager. Og hun kæmper ikke kun med egne fordomme, men også med at trænge igennem et massivt net af løgne, fortielser og hemmeligheder, for sagen har trevlede tråde til både Syrien, fremmede efterforskningstjenester og til PET.

Siden den første bog i serien, Uro, har Stein haft et kritisk blik på PET, og Solo er ingen undtagelse. Også erhvervslivets helt tunge mænd med deres særstatusser og selvbilleder får en over tuden.

Axel Steen har fået til opgave at fyre en medarbejder på sin arbejdsplads, altså i banken. Medarbejderen har svindlet for millioner af kroner. Opgaven skal løses diskret og uden at det vækker opsigt. Men pludselig eksploderer sagen, og Vicki Thomsen og Axel Steen får brug for hinanden. Der krydsklippes tjept mellem afsnit, hvor vi er i hovedet på henholdsvis Vicki og Axel. Og så er der gensyn med bl.a. Cecilie, Khalid og Lennart.

Kaster min detektivhat i luften

Jeg har ledt. Og ledt og ledt. For der må da være noget ved Solo af Jesper Stein, der ikke fungerer? Men det er svært at være kritisk. Bortset fra gentagne beskrivelser af himlens nuancer, som sagtens kunne undværes, så er Solo så ekstremt godt komponeret, at jeg kaster min fiktive, bløde detektivhat op i luften i begejstring over Stein.

Sidelange dialoger, der sidder præcist, som de skal, indblik i karakterernes dilemmaer, så empatien (eller afskyen) bruser, og jeg som læser bliver pokkers nysgerrig. Interne magtkampe, realistisk politiarbejde, masser af fremdrift med hyppige sceneskift og tempofyldte handlingsforløb, der fletter sig ind og ud af hinanden. Overraskelser, hittepåsomhed, så motiv og gerningsmand ikke er gennemskuelige, og mange små sjove detaljer. Som at en af bogens figurer er opkaldt efter forfatteren Morten Pape. Og hvilken figur.

Axel Steen virker umiddelbart knap så destruktiv, som i de tidligere bøger. At han begynder at ryge smøger igen er det nærmeste, han kommer et misbrug.  Ingen stoffer, ingen alkohol – det meste af bogen. Og på en måde gøre det mere ondt, at han er ved sine fulde fem, end hvis han var søbet ind i stoffer og alkohol, for Axel Steen vælger alligevel bevidst den vej, der er kulsort.

For lykkelig er han ikke. Næh. Han kæmper konstant en indre kamp om at finde glimt af lykken. Forsøger at hele sår og sorg. Kæmper med modstridende lyster om at kaste sig brutalt ud i arbejdet med gigantisk risiko til følge og et brændende ønske om at beskytte sin familie, passe på sin 12-årige datter Emma – og sin kone. For ja, Axel Steen er blevet gift.

Axel Steens liv er fravær af lys og lykke og hverdagsbanaliteter for det dér med at leve et helt normalt liv evner rastløse Steen ikke, selvom han tror, at det er det, han ønsker. De personer, han holder mest af, heler sår, som han er skyld i. Han er presset.

Og selvfølgelig går det galt. Hans besættelse af at arbejde flår ham længere væk fra familien og truer med at ødelægge det skrøbelige familiefundament, han har. Igen får Stein sin hovedperson helt ud på kanten. I bogstaveligste forstand. (Og den højdeskræk, som forfatteren har fortalt, at han selv lider af, den får Axel Steen også kort at føle i det rå finalekapitel.)

Hvor forgængeren Papa var mere huhej undercover-action og gigantiske, neglebidende armbevægelse, så er Solo mere afdæmpet, men den er samtidig kulsort og brutal på en helt anden måde. Læs den!

PS: Du kan møde Jesper Stein alle tre dage på BogForum denne weekend.

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her