Forfatter-interview

Interview med Torkil Damhaug

Han har netop modtaget Rivertonprisen, Den Gyldne Revolver, for årets bedste krimi i Norge. Igen. Jeg mødte den norske forfatter Torkil Damhaug på Krimimessen i Horsens.

Torkil Damhaug har en baggrund som psykiatrisk overlæge og debuterede i 1996. Fem af hans bøger er oversat til dansk. Foto: Rebekka Andreasen

“En suveræn kriminallitterær præstation, en krimi med spændende intriger og klare og skarpe miljøbeskrivelser.”

Sådan lød det bl.a. fra juryen, da den norske forfatter Torkil Damhaug for nylig blev hædret for at have skrevet årets bedste norske krimi, En femte årstid, der udkom på dansk i februar. Første gang han fik prisen var i 2011 for Ildmanden.

Hans seneste bog er en psykologisk krimi, der strækker sig over mere end 35 år, og bogen skildrer et ungdomsmiljø. Vi møder fire unge, som begår en ugerning mod en klassekammerat. Den sætter gang i forfærdelige ting. En pige forsvinder, og en af de andre bliver fundet død. Pigens far er politimand, og han driver sin egen efterforskning, der fører ham ind i fortidens labyrinter.

På en bænk i en klat søndagssolskin uden for Magasinet på Krimimessen i Horsens, sætter Torkil Damhaug solbriller på næsen, mens hans ansigt flækkes af et bredt smil.

Jeg er vældig glad og stolt. Det er en fantastisk anerkendelse at få. På en måde er det endnu bedre at få prisen anden gang. Det betyder, at juryen ser en udvikling i mit forfatterskab.

Han tænker sig godt om, da jeg spørger, hvordan han selv ser en udvikling i sit forfatterskab. Torkil Damhaug forklarer, at han gør meget ud af, at hans bøger ikke ligner hinanden, at han gør en dyd ud af at finde nye fortællegreb, ny måder at fortælle historier på. At gentage sig selv ønsker han ikke.

Min ambition er altid at skrive en bog, der er bedre end min forrige.

Forfatteren har tidligere skrevet den såkaldte årstidskvartet Døden ved vand, Se mig, Medusa, Ildmanden og Sikre tegn på din død, der forgår i hver sin årstid. En femte årstid er en selvstændig krimi, og persongalleriet og omgivelser er nye. Igen udforsker Damhaug karakterernes psyke i kritiske situationer.

Selv kalder han bogen for en psykologisk samtidsroman i en krimiskabelon, der giver et bud på, hvordan det er at vokse op i vores tid. En bog om unge, der både har behov for løsrivelse og tryghed. Det er en bog om dilemmaer, hvor valg må træffes. Titlen hentyder til en tilstand mellem liv og død – et sted, man kan vende tilbage fra.

Torkil Damhaug tøver, er stille lidt, før ordene atter flyder.

“Jeg har været optaget af, hvorfor det går nogle unge godt og andre skidt. Hvorfor tager man de valg, man gør, hvor nogle kommer godt igennem ungdommen – andre ikke? Hvorfor har nogle svært ved at se konsekvenserne af de valg, de tager? Det ville jeg gerne udforske. Som ung er man sårbar og udsat, men samtidig er alt muligt,” forklarer forfatteren, der er uddannet læge og psykiater, og som især har arbejdet med unge.

De sidste 10-12 år har han været fuldtidsforfatter. Netop lægebaggrunden har givet ham erfaringer med at tale og behandle mennesker, der befinder sig i det, han kalder mørke. Som har ar på sjælen. Det har givet ham empati og en forståelse for, hvordan andre mennesker tænker og agerer – hvordan verden kan se ud fra et helt andet perspektiv. Og netop det at dykke ned i en person meget ulig en selv, er interessant, men også udfordrende, mener han.

Man kan lære plotskrivning, lære hvornår man skal have spændingskurver og vendepunkter, men at arbejde med karakterer er meget vanskeligt. En roman begynder ofte med, at mine personerne vokser frem, eller at der er en relation, jeg gerne vil udforske. Og her kommer empatien ind. Man skal have det, jeg kalder Pinocchio-faktoren, det at få personerne til at leve.

Personerne, understreger han, skal have lov til at udvikle sig uden et fastlåst plot, de skal have plads, og så skal plot og personudvikling vikles sammen efterhånden. Da han begyndte at skrive om de fire unge i En femte årstid, var han ikke klar over, hvor han  – og de unge – ville ende.

Inden jeg får taget et foto af Torkil Damhaug, hvor han kigger direkte ind i mobilens fotolinse, bliver han stoppet af en kvindelig læser, der gerne vil have signeret en bog. Foto: Rebekka Andreasen

Nye personer er i gang med at vokse frem, for han er i gang med et nyt bogprojekt.

Jeg spørger, om han er blevet klogere af at skrive psykologiske krimier, klogere af at udforske ondskaben i sine bøger.

“Spørg min kone”, svarer han med et grin og tilføjer efter et øjebliks tavshed, at han nok har fået et bredere perspektiv på livet.

Vi forlader solskinnet for at bane os vej til forfatterens danske forlag på Krimimessen for at tage et foto. Mens vi skaber os vej gennem menneskehavet, forklarer Damhaug, at han nyder at gæste messen.

Det er vældig fint at møde publikum, og så er mit forlag, Modtryk, som en slags familie, hvor jeg har fået fine venner. Vi er en stor Modtryk-familie, ler han – manden med de to gyldne revolvere.

 

 

Interview med Clare Mackintosh

Forfatterinterview: Britiske Clare Mackintosh har en baggrund i politiet, bl.a. i kriminalpolitiet og som indsatsleder. I dag er hun forfatter på fuld tid.

Den britiske forfatter Clare Mackintosh skriver på en ny thriller samtidig med, at hun laver PR for Jeg ser dig. Foto: Rebekka Andreasen

Et par dage efter Krimimessen i Horsens er veloverstået, skriver Clare Mackintosh følgende på sin forfatterprofil på Facebook:

  • 6 dage
  • 3 lande
  • 4 byer
  • 5 fly
  • 1 tog
  • 6 events
  • 10 interviews
  • Masser af bøger signeret
  • 6000 ord skrevet
  • Tid til at tage hjem

Forfatter bag bøgerne Jeg lader dig gå og Jeg ser dig har travlt. Læserne har taget Mackintoshs psykologiske thrillers til sig i stor stil, og da jeg møder forfatteren på Krimimessen i Horsens har hun netop været i Lyon og Paris og skal efter interviewet nå et fly til Amsterdam.

Kun et varmt kram og en hurtig privat snak med Sara Blædel, som forfatteren er venner med, kommer imellem det interview, Clare Mackintosh lige har overstået, og hendes og min samtale. Jeg bliver forpustet bare ved tanken om hendes program. Og bemærker, at hun – som de fleste andre få timer før Krimimessen 2017 lukker ned for i år – virker en smule brugt. Men blikket er intenst, og hun er nærværende, selvom jeg er allersidste punkt på dagsordenen, inden hun skal videre mod lufthavnen.

Det gælder om at finde tiden til at skrive. Også selvom det bliver til få ord. Det kan være svært, når jeg laver mange interviews og PR.  Jeg har rejst meget i Europa – og også i USA. Heldigvis har jeg lært mig selv at skrive på et fly. Så snart vi er lettet, finder jeg den bærbare frem. Der er sådan en hvid støj på fly, og det passer mig godt. Måske bliver det kun til 100 ord, men det er 100 ord mere, end da jeg stod op. Det fungerer.

Efter 12 år i politiet forlod Clare Mackintosh i 2011 korpset for at arbejde som freelancejournalist og konsulent. Og så fik hun ideen til en bog.

Da hun sidste år besøgte Horsens, var hendes første thriller netop udkommet. Hendes debutroman. Få kendte til hendes forfatterskab, og hun forklarer, at hun var en smule overvældet over at besøge messen, men også en smule beklemt og spændt på, om danske læsere ville tage en for dem ukendt, britisk forfatter til sig.

Det gjorde de. Og hun er lykkelig og taknemmelig over, at ” de turde løbe en risiko med mig.”

I år har det været en helt anden oplevelse at gæste messen. Leende forklarer forfatteren, at denne gang har folk læst hendes bog, ja nogle læsere har endda allerede læst efterfølgeren, der udkom for et par dage siden. Og så fremhæver Clare Mackintosh de helt unikke rammer, som Krimimessen holdes i – det tidligere statsfængsel i byen. Det skaber en helt særlig atmosfære, der er uhyggelig velvalgt, mener hun.

Clare Mackintosh skriver thrillers i domestic noir-genren. Foto: Rebekka Andreasen

Den svære bog nummer to og domestic noir

Clare Mackintosh er mester i at overraske læserne med en historie, der drejer og snor sig en uventet vej. Over en million solgte bøger skaber et vist forventningspres, og forfatteren forklarer, at hun i perioder har følt sig enormt presset af forventningerne om at skrive endnu en bestseller. Indimellem har hun følt sig handlingslammet. Alligevel har hun formået at gøre det, hun elsker – nemlig at skrive og fortælle historier. Og det var en enorm lettelse, da bog nummer to, Jeg ser dig, var færdig. I øjeblikket skriver Clare Mackintosh på sin tredje bog – endnu en stand-alone thriller.

Clare Mackintosh skriver domestic noir og blander på den måde thrilleren med den mere almindelige skønlitterære roman. Med vægt på det psykologiske frem for hæsblæsende action. Gyset ligger i de små skræmmende detaljer, der afslører, at intet er, som det giver sig ud for at være.

I domestic noir rykker uhyggen helt tæt på og forplanter sig lige der, hvor du burde føle dig allermest tryg og sikker, nemlig i dit eget hjem og blandt din familie og din nære omgangskreds. Domestic noir centrerer sig om privatlivet og de tætte relationer. Og det er netop årsagen til, at genren er blevet så populær, mener Clare Mackintosh. Læserne kan relatere sig til problemstillingerne. Og genren leger med en frygt, vi alle har.

Hvordan skaber forfatteren så karakterer og personer, som en million læsere gerne vil følge?

Jeg går bl.a. ture med min hund, mens jeg udvikler mine karakterer. Jeg skal forstå, hvad de kommer fra, og hvem de er. Jeg skal ind i hovedet på dem. Hvis en person f.eks. altid springer frokosten over, har det indflydelse på, hvordan hun agerer, og hvem hun er. Jeg skal kende alle de små detaljer om, hvordan de f.eks. kan lide deres kaffe. Det er ikke sikkert, at jeg bruger det i bogen, men jeg skal kende dem og forstå dem. Jo mere jeg ved, jo bedre kan jeg kan skrive om karaktererne, så de lever for læserne.

Bedøm selv, om det er lykkedes, ved at kaste dig over en af hendes thrillers.

PS: Jeg har skrevet en artikel til Litteratursiden om domestic noir

 

 

 

 

 

 

 

 

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Interview med Lars Kepler

Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril er Lars Kepler tilsammen. De er også mand og kone. Alexandra: Alexander har sans for detaljer. Han er en perfekt portrætmaler og meget præcis, men det tager også sin tid. Jeg breder mig mere. Alexander: Alexandra er meget kreativ og sprudlende. Der går et øjeblik, og så har hun skrevet 100 ord. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: De sidste par dage har forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, været i Danmark for at lancere Kaninjægeren – den sjette bog om kommissær Joona Linna. I fredags mødte jeg dem på Sveriges Ambassade i København.

Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har hver for sig skrevet det, man vil kalde finkulturelle bøger. Pseudonymet Lars Kepler opstod, fordi parret havde behov for at adskille krimiforfatterskabet fra deres egne forfatterskaber.

Når de smelter sammen til Lars Kepler, omfavner de krimigenren og serverer højspændt thriller-action. Med masser af suspense. Og har kolossal succes med at gøre det. Kaninjægeren udkom sent på efteråret i både Sverige og Norge og nåede alligevel at blive den mest solgte bog. Af alle genrer. I begge lande.  Og der findes over 8,5 millioner solgte bøger med Lars Keplers navn på.

Og nej. Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).

Alexandra forklarer:

I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.

Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:

Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.

Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:

Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.

Han tilføjer, at far/søn-forhold er noget af det, de gerne vil udforske i bogen, det, der denne gang er en del af hjertet i Kaninjægeren.

Netop familierelationer, forskellige måder at være familier på og magtforhold internt i familien er noget, der går igen i Lars Keplers krimier. Det er her, forfatterparret lægger deres kolossale psykologiske interesse. Fordi, fortæller de, der i familier er brandstof til gode historier, til følelser, hemmeligheder, dramatik, identifikation og konflikter. Og angsten for at miste.

Lars Kepler skriver ofte ud fra ofrets perspektiv. Skal man rive læserne med, handler det om empati, at man holder af personerne og føler med dem, mener de svenske forfattere. I Kaninjægeren er læserne også inde i hovedet på morderen, som parret kalder en fascinerende person.

Se lige engang: To forskellig signeringer – Lars Kepler og Lars Kepler. Sådan er det, når der gemmer sig to forfatternavne bag Lars Kepler. Foto: Rebekka Andreasen

Navnet Joona Linna

At hovedpersonen i Lars Keplers krimier, kommissær Joona Linna, er svensk-finsk, er et meget bevidst valg. I Sverige er der stor tradition for at skrive krimier, og Kepler-parret ville gerne skabe en anderledes hovedperson. Dermed var en alkoholiseret, deprimeret politimand strøget af listen. Finnerne er den største minoritetsgruppe i Sverige, og derfor valgte parret at give Joona Linna netop den baggrund.

Den finske forfatter Väinö Linna, der døde i 1992 og var en af Finlands mest internationalt kendte forfatter, gav inspiration til efternavnet. Det Gamle Testamente har inspireret til kommissærens fornavn. Alexander forklarer:

Joona er opkaldt efter Jonas i hvalens mave. Vi ser hver bog som en stor fisk, der sluger Joona, og som han til sidst vil kæmpe sig ud af.

Den første bog i serien, Hypnotisøren, er blevet filmatiseret. En filmatisering parret dog ikke havde noget at gøre med. Især i USA er de vilde med bl.a. Saga Bauer , og der har været tale om at lave krimiserien om Joona og Saga om til tv-serie eller film. Men: “Filmbranchen taler og taler, og man ved aldrig, om der kommer noget ud af det. Nu må vi se”, siger Alexandra Coelho Ahndoril. Foto: Rebekka Andreasen

Slås derhjemme

For at få scener med f.eks. vold til at blive så autentiske som muligt, afprøver parret slåskampe derhjemme på stuegulvet i Stockholm. Ganske forsigtigt, som Alexandra indskyder, men scener med kamp og slag kan være komplicerede at skrive. Øvelsen giver dem forståelse for, hvordan en slåskamp kan gå til. Med detaljer som retning, kraft, tempo, indlevelse etc. kan de nemmere skrive en fysisk scene.

Ikke uden stolthed i stemmerne forklarer de, at en underviser på politiskolen i Sverige har rost deres evner til at beskrive en nærkamp i bogen og sagt, at det er nøjagtig sådan, det foregår.

Alexandra:

Research er vigtigt for os. Krimier skal have et ben i den virkelig verden, og det andet ben i fiktionens. Vi elsker fiktion, men har måtte tillære os at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.

Alexander:

Vi hader vold og vil aldrig romantisere vold, men virkeligheden er blodig, og mennesker er grumme, og det forholder vi os til. Og derfor er der også vold i vores bøger.

Parret har bl.a. besøgt Kumla – et af Sveriges største og sikreste fængsler. Oplevelsen i et miljø, som Alexander kalder meget barskt, gjorde indtryk og var vældig lærerigt, og de har placeret deres hovedperson Joona Linna netop her i begyndelsen af Kaninjægeren.

Hvordan det går Joona Linna, og om han slipper ud af hvalens mave, må du læse Kaninjægeren for at finde ud af.

PS: Lars Kepler læser også selv bøger. Alexandra er meget optaget af Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og af Emma Clines Pigerne. Og så anbefaler hun Jeg er pilgrim af Terry Hayes, der vist snart kommer i ny version på dansk.

Interview med Thomas Rydahl

Thomas Rydahl. Foto: Rebekka Andreasen

Selvom det ikke er det mest flatterende billede, Thomas Rydahl giver af Fuerteventura, og selvom han kun kender øen fra en enkel ferie, så har mange indfødte taget godt imod hans første bog. Og da Thomas Rydahl var på øen for at promovere Eremitten og en kvindelig taxachauffør hørte, hvem hendes kunde var, sprang hun ud af vognen og insisterede på et selfie med den danske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen

Forfatterinterview: Thomas Rydahl har placeret sin hovedperson helt ude på kanten af Europa – på den spanske ø Fuerteventura. Han er fascineret af mænd, der flygter fra ét liv og begynder et nyt liv forfra. Og de konsekvenser, et så radikalt valg har. Netop derfor skulle hovedpersonen Erhard så langt væk som til en kanarisk ferieø.

Da jeg møder forfatter Thomas Rydahl på en cafe i hjertet af Aarhus en eftermiddag i november, er der mindre end et døgn til, at Rydahls anden spændingsroman De savnede udkommer. En bog, der handler om eksildanskeren Erhard, den aldrende, atypiske krimihovedperson og eremit med ni fingre, som vi også mødte i Eremitten

Endnu ved forfatteren ikke, at anmeldere ved de store dagblade vil kaste stjerner og hjerter efter bogen og rose udgivelsen med sætninger som: .. et effektivt “crime noir”-plot, som ville have vundet applaus fra en Raymond Chandler” (Jyllands-Posten) og “Thomas Rydahls anden roman om sin antihelt Erhard Jørgensen lever herligt op til etteren” (Politiken).

Alligevel hviler der en ro over Thomas Rydahl. Selvfølgelig, understreger han, er han spændt på, hvordan bogen bliver modtaget, og der er nogle sommerfugle, der basker lidt rigeligt i maven, men han udstråler ro og eftertænksomhed. Og virker befriet for nervøsitet eller uro. Som om han ved, at det, han sender på gaden om et øjeblik, er kvalitet og har værdi.

Som om, han nu har fundet sig selv som forfatter efter allerede som 17-årig at have vundet en novellekonkurrence for derefter i mange år at producere historier til skrivebordsskuffen. Som om, han har fundet sig selv efter de kriser, både i sit parforhold og i den tætte vennekreds, som han åbent fortæller om.

Det har tvunget mig til at se på mit eget liv og tænke: Hvad er det egentligt, at mit liv handler om? Det handler om at skrive bøger.

Slow crime med tid til at dvæle kalder han selv sine bøger. Der er en langsommelighed, en ro og en eftertænksomhed i hans bøger. Faktisk skulle han selv sluge, at der bliver hæftet et spændingsroman-mærkat på hans bøger om Erhard. For “langsommelighed er godt at have med, når jeg skriver om en 67-68-årig hovedperson”. Han lægger ikke skjul på, at det ikke er i krimigenren, han selv blotrer sig som læser, selvom han sætter pris på Sjöwall og Wahlöö. Han er mere til “at mærke vandet dryppe i en Per Petterson-roman”. Omvendt har det hjulpet ham at fortælle historien om Erhard ved hjælp af en krimiintrige. Han havde brug for, at Erhard vågnede op og ikke visnede hen i sin afsondrethed.

Trods roen er der et eller andet sted en kritisk stemme, der gnaver:

Fra samtaler med andre forfattere ved jeg, at de også har en kritisk stemme et sted, der spørger, om det man nu har gang i er godt nok. Engang imellem har jeg i mit hoved hørt Lars Bukdahls  stemme, der rakkede ned. Men mit mod og min tro på, at det jeg skriver er godt, er blevet større med alderen. Og så betyder det selvfølgelig en masse, at mit forlag har taget godt imod mit manus.

(Bukdahl er bl.a. litteraturanmelder ved weekendavisen, red.)

Det har ikke været svært at skrive toeren. Det har været endnu federe, for nu kunne jeg bedre sætter ord på Erhard og de andre karakterer. Det er et privilegie at hoppe ned i en andens sko og ind i et andet univers. Jeg holder helt vildt meget af Erhard, men det er også fedt, at han ikke er en mand i 40’erne, der ligner mig selv. At han er en ældre karakter og har et helt andet udgangspunkt. Jeg har haft lyst til forsat at skrive historier om de naturlige konsekvenser af den måde, Erhard lever på. Han flygter og isolerer sig og straffer sig selv, ved at være helt væk fra alting. Erhard er meget pragmatisk, og nogle gange tænker jeg: Gad vide, hvad det fører til, når jeg skriver, og jeg kan selv blive overrasket over, hvor historien bevæger sig hen. Så må jeg mærke efter og finde ud af, hvordan Erhard ville reagere. Han gør, hvad der passer ham, og så tager han konsekvenserne senere.

- Jeg hepper megameget på Erhard. Han er lidt ligesom en morfar, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

– Jeg hepper mega meget på Erhard. Jeg holder helt vildt meget af ham, siger Thomas Rydahl om sin hovedperson. Foto: Rebekka Andreasen

De savnede er en bog om savn, magt og kærlighed – eller manglen på kærlighed. I thrilleren bliver Erhard rodet ind i en sag om en illegal flygtning, der er forsvundet. Samtidig er et dansk filmhold landet på øen for at optage en episode til tv-programmet ’De savnede’. Og det får betydning for Erhard.

Med sort kaffe i koppen omgivet af “300 laksespisende ældre damer” på cafeen på kunstmuset Louisiana, og hovedtelefonerne fulde af titelmelodien fra dokumentarserien De forsvundne danskere, som blev vist på DR i 90’erne, er en god del af bogen blevet til. (Musikken er Mark Knopflers Irish boy. Hør den her)

Thomas Rydahl har genset mange af programmerne på DR’s elektroniske arkiv Bonanza, og han understreger, at det stort set altid er mænd, der flygter. Ligesom Erhard gør. Kvinderne, mødrene bliver.

Bøgerne om Erhard bliver en serie på i alt tre bind, og forfatteren afslører, at titlen på den sidste bog bliver De tre paver. Gradvist gennem serien får læseren mere at vide om, hvad der er sket i Erhards fortid. Hvad flygtede han fra?

Thomas Rydahl ved det allerede, selvom han ikke har skrevet den tredje bog. Hvornår alle vi andre får samme viden, må tiden vise. Nu skal bog nummer to om Erhard først skubbes godt på vej.

PS: Et spansk produktionsselskab har købt rettighederne til at filmatisere den første bog om Erhard. Det er ikke det samme som, at der kommer en film ud af det. Om et halvt år udløber den rettighed. Og måske, siger Thomas Rydahl, står der en dansk instruktør parat i kulissen, hvis det spanske selskab ikke går videre med projektet.

 

 

Interview med bestsellerforfatter S.K. Tremayne

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes Faldet, der udkommer på danske 30. august. Foto: S.K. Tremayne.

En ø i det skotske højland spiller en hovedrolle i S.K. Tremaynes thriller Faldet, der udkommer på dansk 30. august. En fiktiv ø, der er kraftigt inspireret af øen Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. Foto: S.K. Tremayne.

Forfatter-interview: Siden han som fireårig fik offentliggjort et digt, har britiske S.K. Tremayne skrevet. Han kan simpelthen ikke lade være. I Faldet der udkommer på dansk i næste uge, og som er solgt til udgivelse i 20 lande, har han plantet sine hovedpersoner på en forblæst skotsk ø. En ø, han længe har været optaget af. Også tvillinger fascinerer ham, og derfor er enæggede tvillingepiger, en død og en levende, centrale i den psykologiske domestic noir-thriller.

S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox.

Da han skrev Faldet, der er en psykologisk ægteskabsthriller i domestic noir-genren, opstod behovet for et nyt forfatternavn. Sean Thomas alias S. K. Tremayne, der bor med sin familie i London, forklarer:

Jeg ønskede at skrive en thriller, hvor det underlige, uhyggelige og skumle kan tilskrives mine karakterers sorg eller vrede. Hvor alt der sker kan være noget, der kun foregår i deres hoveder. På samme tid ønskede jeg, at læserne skal være i tvivl om, hvorvidt der virkelig sker noget mærkværdigt. Den tvetydighed er jeg vild med. S står for mit fornavn, Sean. K har jeg valgt for sjov. Og Tremayne er min bedstemors pigenavn.

Ideen om at bruge enæggede tvillinger som omdrejningspunkt i bogen opstod, da forfatteren på en pub i London fortalte en ven, at han havde planer om at skrive en isnende thriller. En psykologisk thriller om en familie, der flytter til en fjerntliggende ø, og som sørger, fordi de har mistet et barn.

Jeg nævnte, at jeg havde brug for et ekstra tvist til historien. Pludselig kiggede min ven op og udbrød: tvillinger. Jeg fik straks fornemmelsen af, at hun havde fat i noget. Tvillinger var perfekte til at tviste historien. Der er automatisk noget dragende og anderledes over tvillinger, og det at de ligner hinanden og næsten er identiske, giver mig som forfatter mange muligheder for at tviste plottet og skabe uhygge. Som når en meget ung tvilling i bogen ser sig selv i spejlet og tror, at hun i stedet ser sin afdøde søsters spøgelse.

En ø, der gør indtryk

I Faldet flytter ægteparret Sarah og Angus fra London til den afsides, fiktive ø Torran ud for den skotske vestkyst. Øen er kraftigt inspireret af den lille skotske ø Eilean Sionnach, der er en del af øgruppen Hebriderne. I mange år har S.K. Tremayne følt sig sært tiltrukket af den isolerede og forblæste ø.

Som 7-årig så han en film bygget over den skotske forfatter Gavin Maxwells selvbiografiske roman om Maxwells pleje af og unikke forhold til en vild odder. Filmen gjorde et kolossalt indtryk på ham. Som 22-årig besøgte S. K. Tremayne øen Eilean Sionnach, som en af hans venner havde købt. Da det gik op for ham, at manden med odderen havde boet netop på denne ø og levet med dyret ikke langt derfra, voksede hans fascinationen af øen. Siden har S.K Tremayne besøgt øen med sin ene datter. Og nu danner øen en skræmmende perfekt ramme om den dramatiske historie i Faldet.

Det er et meget smukt, men alligevel dystert og barskt sted. Romantisk, trist, gribende og poetisk på samme tid. Øen isolerer på naturlig vis karaktererne, og de mørke, kolde, stormfulde vintre matcher bogens dystre stemning, især når klimakset nærmer sig.

Han føjer til, at hvis han har svært ved at komme i den rette stemning, når han skal skrive noget skræmmende, nervepirrende eller uhyggeligt, så hjælper det, hvis han læser dyster og kraftfuld poesi a la Sylvia Plath. Som far til to piger var det ikke uproblematisk at skrive om et forældrepar, der har mistet en datter.

Det var virkelig hårdt. Jeg elsker mine døtre, og det var smertefuldt at skrive om et dødt barn på nogenlunde deres alder. Nogle gange måtte jeg stoppe med at skrive, falde til ro og minde mig selv om, at det var fiktion. At det jeg skrev ikke ville sive ind i mit eget liv. På den anden side er mange af mine bekymringer som forælder kommet med i bogen, forklarer han.

Faldet har et genialt, originalt og overraskende plot, som forfatteren har arbejdet intensivt med. S. K. Tremayne forklarer:

Jeg var nødt til at omskrive hele bogen i andet udkast, fordi plottet ikke virkede og var kraftfuldt nok. Jeg indså, at ved at ændre en af personernes holdninger og perspektiv, fungerede historien meget bedre. Man kan ikke afgøre, om et plot er vigtigere end karaktererne. Det svarer til at skulle vælge, om skønhed eller duft er det vigtigste for en blomst. De er uadskillelige. Karaktererne driver plottet, og plottet afhænger af karaktererne. Ideelt set fungerer begge dele.

Faldet er solgt til udgivelse i 20 lande og røget direkte ind på bestsellerlisterne. I Holland måtte forlaget genoptrykke romanen otte gange i løbet af de første seks uger. Igen skal vi tilbage til den skotske ø for at finde forfatterens egen forklaring på succesen.

Folk kan åbenbart lide den tvetydighed, jeg nævnte tidligere. Følelsen af, at du ikke kan være sikker på, om Faldet er en overnaturlig historie, en roman om forældrenes sorg, en mordgåde eller noget helt fjerde. Jeg tror også bogens location spiller en rolle. Alle elsker en ensom ø.

PS: For en god ordens skyld vil jeg nævne, at jeg i første omgang lavede interviewet som en betalt opgave for Gads Forlag, der bruger interviewet i forbindelse med markedsføring af bogen. At jeg har valgt at bringe interviewet her, så bloggens læsere får glæde af det, har jeg ikke fået en krone for.

PPS: I morgen sætter jeg skub i en konkurrence, hvor to bloglæsere kan vinde bogen. Se trailer for bogen her

Jussi Adler-Olsen: – Jeg vil gerne afsløre lidt om Afdeling Q bind 7.

Når der står Adler-Olsen på en bogryk sælger bogen næsten sig selv. Men det betyder ikke, at Jussi Adler-Olsen er ligeglad med sine læsere. Tværtimod. - Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?", svarer han flere gange, da jeg flere gange spørger ind til, om læsernes kritik påvirker ham. Foto: Rebekka Andreasen

Jussi Adler-Olsen har solgt over 15 millioner bøger. Men det betyder ikke, at forfatteren er ligeglad med, hvordan læserne modtager bøgerne. Tværtimod. “Hvorfor skulle jeg være ligeglad med det, jeg laver?” svarer han flere gange, da jeg spørger ind til, hvad læserne betyder for ham. Det kan lyde som en kliche, men læserne ER de vigtigste for Jussi Adler-Olsen. Og han lytter til den kritik og feedback, som han får. Foto: Rebekka Andreasen.

Interview/reportage: I de sidste par år har Jussi Adler-Olsen sjældent mødt sine danske læsere. Han har simpelthen ikke tiden til det. For nylig gjorde han en ekstraordinær undtagelse og gæstede først Frederikshavn, derefter Hjørring Bibliotek, hvor han på bedste stand up-manér underholdte med historier fra sit forfatterliv. Og afslørede nyt om næste bog om Carl Mørck, Assad og Rose. Inden da mødte jeg – og en håndfuld andre bogbloggere – forfatteren til en god times snak.

Hver gang Jussi Adler-Olsen omtaler sin far, kommer der en ømhed i stemmen. Dette (lange) indlæg skal ikke handle om forfatterens opvækst på diverse hospitaler rundt omkring i landet, hvor Jussi Adler-Olsens far var overlæge. Den historie er velkendt for de fleste. Men vi kommer alligevel ikke uden om forfatterens far. Flere gange nævner Jussi Adler-Olsen nemlig sin far Carl Henry Olsen.

Måske blot i en bisætning, når han fortæller, at faderen altid opfordrede ham til at kaste sig over det, han havde lyst til. Eller når han fortæller, at faderen lærte ham aldrig at tøjle sin nysgerrighed. Og der er inderlighed og stolthed at spore i stemmen, når han beretter, at faderen mente, at Jussi havde mange talenter, og at det allerstørste var hans held.

Med et smil, der flækker ansigtet, fortæller Jussi Adler-Olsen, hvordan hans far elskede at hapse smagsprøver i Kvickly, og at Olsen senior trods sin sukkersyge kastede sig over søde sager – bevæbnet med insulin.

Det er også Jussi Adler-Olsens far, der opfordrede sønnike til først at tisse, når noget krævede koncentration –  så var det nemlig af vejen, og man kunne koncentrere sig om vigtigere sager.

Og det gør han så, tisser, inden han sætter sig til tastaturet og skriver historier om Carl og de andre fra kælderen under Politigården i København. Og ja, det foretrukne skriveprogram er stadig WordPerfect 5.1

Når du skriver i WordPerfect, behøver du ikke vente på, at musen er det rigtige sted, for den bruger du ikke. Den distraktion der er ved at se en cursor køre hen over billedet, bare det at finde musen, det at afmærke en tekstblok og flytte den – dødssygt. Det tager alt for langt tid. Du er helt væk. Det går ikke for mig.

Jussi Adler-Olsens far døde i 1996 som knap 87-årig og nåede aldrig at opleve, hvordan hans eneste søn ud af fire børn blev en overordentlig succesfuld forfatter med millioner af læsere over hele verden – i 125 lande.

Nyt om Afdeling Q – den 7. krimi i serien om Carl Mørck

En god ansigtskulør afslører, at Jussi Adler-Olsen har tilbragt en del af vinteren i Barcelona, hvor han og husturen Hanne har en lejlighed.

“Titlen er genial. Det er et enkelt ord. Mere vil jeg ikke afsløre,” siger Jussi Adler-Olsen om titlen på den bog, han er i gang med at skrive.

Han er, med egne ord, endnu engang bagud med skriveriet. Han mangler stadig at skrive cirka 150 sider. Deadline er 1. august. Herefter skal bogen redigeres, så den kan lande hos læserne omkring oktober. Hvis alt går efter planen. Det bliver den syvende bog om Afdeling Q.

Viljen til at skrive om Assad, Rose og Carl Mørck mangler ikke. Men tiden gør.  Med cirka 140 rejsedage om året og læsere, forlag og bogmesser over hele verden, der skal plejes, så er tiden til skriveriet knap. Jussi Adler-Olsen er blevet en gigantforretning.

Forfatteren forklarer, at det sjoveste er at skrive synopsis, researche og at finde på et godt plot. At skrive kan nogle gange føles som noget, der bare skal gøre. Men når det virkelig kører, skriveriet, når han er i flow, så føles det vidunderligt:

Det kan være noget af det mest fantastiske, og jeg kan få samme følelse som i gamle dage, hvor jeg spillede rockguitar a la Jimi Hendrix.

Selvom Jussi Adler-Olsen ikke vil afsløre titlen på den ny bog om Afdeling Q, så vil han gerne afsløre lidt om sin kommende krimithriller:

I denne bog kommer vi ind i hovedet på Rose, og hun har det rigtig skidt. Både på grund af det, der sker i hende, men også på grund af det, der sker omkring hende. Vi lærer mere om hendes hemmeligheder. Det er også en bog, hvor både Assad og Carl er meget kede af det, så trøst dem, når I læser bogen.

Læserne kommer også til at møde Denise: En ung kvinde sidst i tyverne, der ser godt ud, og som altid har fået at vide, at verden ligger for hendes fødder, og at hun kan alting. Men også en ung kvinde, der stejler, hver gang hun møder et krav. Hun har ingen uddannelse og er på overførselsindkomst.

Hun er ikke dum, men hun er socialt inkompetent, fordi hun er blevet socialt mishandlet af sine forældre. Sætter man sådan en pige med alle hendes frustrationer i gang og sætter hende sammen med et par ligesindede piger af samme skuffe – åh, det bliver godt!

Fuck det", tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbevidste sig selv om, at når en af hendes Sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten". Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

“Fuck det”, tænkte hun og hev op i dynen, rystede den, bankede på hovedpuden og overbeviste sig selv om, at når en af hendes sugardaddies først var kommet så langt, som her til, så sked han nok på resten”. Citat fra Jussi Adler-Olsens kommende bog om Afdeling Q. Teksten handler om den unge kvinde Denise, der spiller en rolle i den nye krimithriller. Foto: Rebekka Andreasen

Da han senere underholder læserne på Hjørring Bibliotek, læser han op fra den endnu ufærdige bog. Han er generøs med bidder fra bogen, og publikum lapper dem begærligt i sig.

Jussi Adler-Olsen er på scenen en god halv time længere end programlagt. At stå foran publikum bekommer ham vel. Han joker, får publikum til at bryde ud i latter og tager sig god tid til spørgsmål fra salen.

Han fortæller, hvor meget hans redaktør og hustruen Hanne betyder for ham i forbindelse med et nyt bogprojekt. Og han fortæller om den mest grumme bog, han aldrig har fået udgivet, men som han skrev i 1980 på en IBM kuglehoved skrivemaskine. Og han understreger, at Washington Dekretet er mere aktuel end nogen sinde før og hentyder til kampen om præsidentposten, der er i gang i USA. (Læs et uddrag af bogen, der udkom i 2006, her )

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og få deres "Jusfie". Foto: Rebekka Andreasen

Rigtig mange af dem, der er mødt op på Hjørring Bibliotek, vil gerne fotograferes sammen med Jussi Adler-Olsen og have deres “Jusfie”. Foto: Rebekka Andreasen

I over en halv time signerer Jussi Adler-Olsen bøger og snakker med publikum. Han bruger sig selv. Og havde han haft sin personlige assistent Elisabeth med, havde hun nok stoppet ham en smule før – og passet på ham. At sige nej og stop og “nu er det nok” er en del af hendes job. For uden tid til at skrive – ingen ny bog om Afdeling Q.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her