Grønlandskrimi

Konkurrence: Vind Den sorte engel af Nina von Staffeldt

Konkurrence/Giveaway: To bloglæsere kan vinde krimien Den sorte Engel af Nina von Staffeldt, der netop er udkommet. En krimi, der foregår i Grønland, og som er en selvstændig fortsættelse af Frosne beviser, der udkom sidste år.

To heldige bloglæsere kan vinde Den sorte engel af Nina von Staffeldt. Skal du være en af dem?

Lørdag den 1. april omkring klokken 13 i Snedkeriet på Krimimessen i Horsens i år, møder jeg en, der virker lige så spændt, benovet og nervøs, som jeg.

Den danske forfatter Nina von Staffeldt skal netop til at modtage Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for krimien Frosne Beviser. En Grønlandskrimi om kommunikationskonsulenten Sika Haslund, der hvirvles ind i en sag om en mærkelig virus, der hærger en vestgrønlandsk by.

Og kort efter skal jeg selv modtage Anton Koch-diplomet. Vi smiler nervøst til hinanden og får en lille snak, inden hun skal på scenen og takke for sit diplom.

Bagefter vores korte takketaler på scenen er vi begge lettede. Og vores smil flækker hele ansigtet.

Nina von Staffeldt (tv) der har skrevet Den Sorte Engel, som du kan vinde. Til højre den islandske forfatter Yrsa Sigurðardóttir, der fik Palle Rosenkrantz Prisen på Krimimessen i Horsens i år for årets bedste krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Nu er Nina von Staffeldt aktuel med efterfølgeren Den Sorte Engel.

Også denne krimi, der kan læses selvstændigt, foregår i Grønland. Titlen hentyder til et fjeld i Nordgrønland.

En fisker findes myrdet på en fiskekutter ud for Uummannaq i Nordgrønland. I lasten finder politiet et stort antal isbjørneskind foruden narhval- og hvalrostænder. Er der tale om organiseret smugling? Greenpeace øjner straks mulighed for at protestere mod smugleri og sortbørshandel, og Sika Haslund inddrages i sagen, før den løber løbsk i internationale medier med potentielt katastrofale konsekvenser for grønlandske fiskere og fangere.

Nina von Staffeldt har en stor forkærlighed for landet mod nord. Siden 1997 har hun boet, arbejdet og rejst i det meste af Grønland, blandt andet som konsulent for Grønlands Selvstyre og som rejseleder.

Hvordan deltager du?

Fortæl hvad der er dit favoritrejsemål. Så deltager du i konkurrencen. Der udtrækkes to heldige vindere. Du kan deltage én gang i konkurrencen enten ved at skrive en kommentar under indlægget her, eller ved at skrive en kommentar under konkurrencen på Vild Med Krimis Instagram eller Facebookside. Jeg skal have din kommentar senest onsdag den 28. juni klokken 12. Vinderne offentliggøres kort efter her på bloggen.

Du skal selv tjekke, om du vinder. Hører jeg ikke fra vinderne inden en uge, trækker jeg nye navne. Der kan gå lidt tid, fra du skriver en kommentar, til den er synlig på sitet.

Tak til det grønlandske forlag milik for at sponsorere bøger til konkurrencen.

PS: Du kan læse et uddrag af bogen her

PPS: Jeg bliver altid glad, hvis du tipper andre, der er vilde med krimi, om bloggen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her