Pater Noster

Nyt fra Lone Theils og Jesper Holm

To krimier, der udkommer i dag. Heksedrengen af Lone Theils og Jesper Holms Pater Noster.

Nye krimier: Så. Er du parat? Bered dig på en orkan af bøger, der kommer susende i disse uger. To af de spritnye af slagsen er Heksedrengen af Lone Theils og Pater Noster af Jesper Holm.

Heksedrengen er den tredje bog i Lone Theils serie om den danske journalist Nora Sand. Forfatteren siger selv, at det er den mest uhyggelige Nora-bog, hun har skrevet. Det lyder godt.

I første kapitel tager Lone Theils Nora Sand – og dig – med til Highgate Cemetary, der er en victoriansk kirkegård i det nordlige London. Det bliver meget blodigt og meget farligt, siger forfatteren selv i dette klip.

Da jeg anmeldte forfatterens debutkrimi, Pigerne fra Englandsbåden, skrev jeg bl.a:

Det er en af bogens helt store styrker, at forfatteren kender Storbritannien indgående. Lone Theils drysser generøst sin specialviden om det britiske samfund ud over bogen….. Lone Theils manøvrerer elegant både et opfindsomt og interessant plot og vedkommende personkarakteristikker i land.

Jeg skrev også, at jeg mente, at hun skulle skrue ned for romantikken, fordi afsnit om Nora og hendes gamle gymnasiekammerat Andreas blev en anelse banale og klicheagtige.

Jeg er spændt på, hvad Lone Theils disker op med denne gang og glæder mig til at læse bogen, der udkommer på Lindhardt og Ringhof. I dag.

Den anden bog i serien om Nora Sand hedder Den blå digters kone.

Også Jesper Holm kan fejre udgivelsesdag i dag. Pater Noster er intet mindre end en dansk konspirationsthriller om en ung dansk tempelridder. Historien foregår dog ikke i middelalderen, men i nutiden.

Det er andet bind i serien om Noah Smith, der er midt i tyverne. Han er hele sin opvækst blevet trænet, skolet og opdraget som en middelalderlig krigermunk. Og kender jeg Holm ret, så har han også researchet gedigent til denne bog.

I Pater Noster forsøger Noah Smith at hjælpe den engelske professor Elisabeth Hurlington med at opklare en række bestialske mord, som fører langt tilbage i historien.

På Krimimessen i 2015 interviewede jeg forfatter Jesper Holm. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Corpus Christi er en havneby ved Den Mexicanske Golf i det sydlige Texas i USA. Det er også betegnelse for Jesu legeme, og så er det titlen på Jesper Holms første thriller i serien.

En bog, som han selv udgav. Nu udkommer han på Politikens Forlag.

I min anmeldelse af Jesper Holms første thriller skrev jeg bl.a:

Det kan godt være, at du ikke googler Molay og tempelridderne, mens du læser Corpus Christi, men du får en forfriskende og velskrevet spændingsroman med fart over feltet. Jeg kan godt fordøje, at nogle scener i bogen er lige lovlig fantasifulde, for jeg synes, plottet er genialt. Bum.

Og halleluja – jeg glæder mig til at læse bogen. Find læseprøve på Pater Noster her

Du kan møde begge forfattere på Krimimessen i Horsens den 17. og 18. marts.

PS: Er du hverken til Theils eller Holm så hold øje med din lokale bogpusher, dit bibliotek eller der, hvor du klikker dig til dine bøger. Der udkommer rigtig mange bøger lige nu.

PPS: I går faldt jeg over et fin citat af den afdøde franske digter Claude Roy, som jeg er nødt til at dele.

Litteraturen er fuldstændig unyttig, det eneste, den gør, er at hjælpe os med at leve.

 

 

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her