De døde sjæles nat af Elsebeth Egholm

Elsebeth Egholm bliver bedre og bedre. Jeg foretrækker hendes seneste bøger om Dictes søn Peter Boutrup frem for de bøger, der har Dicte i centrum.

Den 31. oktober, på de døde sjæles nat, mødes de levende og de døde på kirkegården ved midnat. For Peter Boutrup sker der mere end det, da han en sen og kold aften opsøger veninden Mys grav. Der dukker Mys mor op og vil have ham til at finde sin forsvundne søn, Magnus. Næste dag bliver en ung nonne, Melissa, fisket op af voldgraven på det kloster på Djursland, hvor Peter arbejder som tømrer. Melissa var garroteret – en gammel spansk henrettelsesmetode – og Peter var den sidste til at se hende i live. Samme sommer har minedykkeren Kir Røjel fundet en kasse med gamle knogler under dykning ved Kalø Vig. Det viser sig, at manden i knoglekassen også blev garroteret. For 60 år siden.

De døde sjæles nat er andet bind, hvor Dicte Svendsens søn, Peter Boutrup, er hovedperson. Ligesom mange andre læsere var jeg skeptisk, da jeg hørte, at Dicte ikke længere var i centrum for handlingen. Så begyndte jeg at læse, og min skepsis forsvandt. De to sidste krimier fra Elsebeth Egholms hånd er efter min mening de allerbedste, hun har skrevet.

Som læser er jeg nysgerrig efter at lære Peter Boutrup endnu bedre at kende. Han er hamrende interessant. Og kompleks. Og nogle gange virkelig irriterende. Også den kvindelige soldat i søværnet og minedykker, Kir, giver mig lyst til at vide mere.

Det kan til stadighed undre mig, hvordan Elsebeth Egholm – og hendes krimikolleger – kan finde på så megen ondskab og uhygge. For bogen er barsk. Og uhyggelig. Nogle scener giver associationer til Jo Nesbøs Panserhjerte. Så er du advaret.

Romanen er ikke kun god underholdning og gru og uhygge. Der er masser af substans i bogen, der kredser om flere interessante emner, som jeg ikke vil røbe her. Plottet er uigennemskueligt. I hvert fald for mig.

Historien trækker ubesværet tråde tilbage til 2. verdenskrig – uden at det bliver fortænkt eller krampagtigt. Det er elegant skrevet. Og det er en fryd at læse de ord og sætninger, som forfatteren har komponeret.

Som aarhusianer er det altid sjovt at læse om lokale locations, selvom handlingen er rykket til den barske natur på det nordlige Djursland. Aarhus Lufthavn  spiller en rolle i romanen. Aarhus Lufthavn anno 1940’erne var lidt mindre fredeligt end i dag. Lufthavnen på Djursland blev bygget af tyskerne, og her stod tyske kampklare bombefly parat til at sprede død og ødelæggelse rundt omkring hos europæiske fjender.

Det er en letlæst, men ikke overfladisk krimi. Den er underholdende og har masser af substans. Også selvom skildringen af især de unge nonner ikke virker helt troværdig. Suverænt håndværk og en spændende historie. Krimien er udkommet på Politikens forlag.

I øvrigt er Elsebeth Egholms serie om Peter Boutrups mor, Dicte, netop i gang med at blive filmatiseret i Aarhus.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her