Anmeldelse: I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov er udkommet på Gyldendal. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget. Foto: Rebekka Andreasen.

Anmeldelse: En lukket kreds af mennesker, et isoleret sted langt fra wifi og trafik, adstadigt tempo, snigende uhygge – og et drab. I en mørk mørk skov sender tankerne i retning af en klassisk britisk whodunit. Det er en stemningsfuld krimi, der dog også byder på et par klicheer.

Forbløffelsen er stor da bogens jeg-fortæller Nora modtager en invitation til en polterabend. Nora er midt i tyverne, single, forfatter og bosat i London. Hun har ikke haft kontakt med  barndomsveninden Clare i ti år. Hendes første indskydelse er at takke nej til Clares polterabend, hun skal heller ikke med til brylluppet og brød for ti år siden med de fleste og rejste fra barndomsbyen.

Men nysgerrigheden sejrer, og Nora ender med at tage med en fælles veninde, den rapkæftede kirurg Nina, ud til et isoleret fritidshus langt ude i en skov, hvor en weekend med festivitas og spas skal foregå. Et hus af glas, hvor man både kan skue ud over den tætte skov – men også blive beskuet. Et klinisk hus, hvor der ikke står krøllede paperbacks af Agatha Christie på hylderne.

Weekenden går selvfølgelig ikke kun op i tequilashots og S, P eller K. Der bliver begået et drab i huset. Om hvem i den lille lukkede kreds af venner står mon bag? Det forsøger Nora at hitte rede på, at hun vågner op med hukommelsestab på hospitalet og kun kan huske hektisk løb gennem skoven. Er hun selv drabsmanden?  Og er hun en utroværdig fortæller?

Uhhh… spooky

Når man som læser reagerer fysisk på det, man læser, og bliver lidt paranoid, så har forfatteren ramt noget. Ruth Ware er eminent til at skabe en klaustrofobisk stemning i huset i skoven. For fastnettelefonen dør ud, der er underlige fodspor i sneen, og hvorfor står en låst dør pludselig og klaprer? Og selvfølgelig har de bittesmå detaljer en betydning for plottet, så hold tungen kampklar og lige i munden, når du læser – og tjek lige under din seng, inden du sover.

Det er bl.a. en roman om giftigt venskab, om barndomshemmeligheder, løgne, manipulation og svigt. Og på mange måder er bogen ret vellykket. Det er en psykologisk krimi, og der er masser af fremdrift og spænding i bogen. Og så er bogen fuld af sort, britisk humor. Ja tak.

I en mørk mørks skov er en selvstændig krimi, og selvom jeg var ganske godt underholdt, var der også nogle skår i læseglæden.

I huset i skoven er der – foruden en flok veninder – også Clares bøsseven dramatikeren Tom. Som ejer en Burberrytaske og er ulasteligt klædt. Og altså: Hvor vil det dog være befriende at læse om en homoseksuel mand, der ikke har sixpack, personlig træner og går svinedyrt klædt. Sådan en halvbuttet type med fedtede briller, der er lige så normal som alle os andre. Tom bliver lidt en stereotyp.  Det samme gør den nybagte mor Melanie, der konstant taler om sin vidunderlige baby og forsøger at få kontakt til manden derhjemme. Bipersonerne bliver en smule karikerede.

Men heldigvis er Nora så interessant, sammensat og befriet for klicheer, at jeg var med hende hele vejen frem til den overraskende slutning.

I en mørk mørk skov (In a dark, dark wood) er britiske Ruths Wares debutkrimi, men hendes første bog på dansk var Kvinden i kahyt nr. 10, der udkom herhjemme i 2017. Måske du mødte Ruth Ware, da hun for nylig besøgte Krimimessen i Horsens?

PS: Den amerikanske skuespiller Reese Witherspoon er involveret i filmatiseringen af bogen.

 

Har du vundet to billetter til Frygt Fængslet?

Kan dine nerver holde til totalteater i gangene under Fængslet i Horsens? Foto: Tina Liv

Fredag den 13. er der premiere på Frygt Fængslet i det gamle statsfængsel i Horsens. Er det dig, der har vundet to billetter til totalteater, hvor du selv spiller en hovedrolle?

Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om to billetter til totalteater i Horsens.

Den heldige vinder er: Lone Larsen. Du og en ledsager skal opleve Frygt Fængslet, som Dystopia Entertainment i samarbejde med Fængslet i Horsens står bag.

Skriv til mig på mail@rebekkaand.dk inden i morgen, den 10. april, så du kan få dine billetter og finde den spilledato, der passer dig bedst.

Vandt du ikke? Og vil du gerne opleve eventen? Tjek spilletider og ledige datoer her

Tak til Fængslet for at sponsorere konkurrencen.

 

 

Lynkonkurrence: Vind billetter til totalteater i Fængslet, Horsens

Konkurrence/giveaway: Er du klar til mørk teater, gys og den ultimative horror-oplevelse i Fængslet i Horsens? Hvor du selv er en del af historien? Så skynd dig at deltage i konkurrence om at vinde to billetter til Frygt Fængslet i det gamle statsfængsel i Horsens.

Konkurrencen er sponsoreret af Fængslet i Horsens.

Totalteater i gangene under Fængslet – noget for dig? Vind billetter til Frygt Fængslet. Foto: Tina Liv

Glem alt om at læne dig sikkert tilbage i teatersædets bløde plys. Underholdende og skræmmende totalteater i nogle helt unikke og specielle rammer. Det er, hvad Frygt Fængslet er. Bag forestillingen står Dystopia Entertainment og Fængslet i Horsens.

Vind billetter

Du kan vinde billet til dig og en ledsager til en af de ledige forestillinger. Frygt Fængslet har premiere fredag den 13, selvfølgelig, og du kan f.eks. komme lørdag i premiereweekenden, den 14. april 2018.

Men du kan også opleve eventen andre dage i april + i begyndelsen af maj. Så snart en vinder er fundet, får du en mail med kontaktinfo, og så er det bare om at bestemme dig for, hvornår du vil opleve totalteatret. Er du ikke den heldige og gerne vil gyse i Fængslet, så tjek billetter og ledige tider her

Da Dystopia Entertainment i samarbejde med Fængslet i efteråret stod bag et lignende event, blev billetterne revet væk. Og arrangørerne lover, at forårets event bliver endnu vildere. Jeg gætter på, at makeup-artisterne får travlt med de blodige pensler.

Du indtager rollen som en uskyldigt dømt dødsfange, der benådes, hvis du leder efter forsvundne fanger i kældergangene under fængslet. Du bliver sluset ind i grupper af fire til fem personer, og så er det ellers rundt i fængslet, hvor du møder de entusiastiske og kreative rollespillere fra Dystopia Entertainment, der måske nok kan skræmme livet af dig, men som i øvrigt virker mægtig rare og også spiser leverpostej til frokost.

Jeg fik nemlig en sludder med et par af dem på Krimimessen i Horsens. Over en fredelig rugbrødsmad.

Var du på krimimesse i Horsens, og mødte du en zombie? Så har du også mødt Dystopia Entertainment. Foto: Rebekka Andreasen

Skriv dit navn i en kommentar

Alt du skal gøre for at deltage i konkurrencen er at skrive dit navn i en kommentar under indlægget her. Jeg trækker en vinder allerede mandag den 9. april klokken 13. Læs samme dag på bloggen, om du har vundet billetterne. Hører jeg ikke fra dig senest tirsdag den 10. april, trækker jeg en ny vinder, så vær parat til gys og gru.

PS: Forestillingen er ikke for dig, der er under 13 år – eller hvis du er gangbesværet, har hjerteproblemer etc. Læs mere her

Ord og billeder fra Krimimessen i Horsens 2018

Den svenske forfatter Arne Dahl på Modtryks stand. Han fik puden med hjem. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2018: Reportage fra en forrygende weekend i Fængslet i Horsens. (Laaaangt indlæg.)

Da jeg søndag den 18. marts i bogstaveligste forstand hopper på firetoget mod Aarhus fra banegården i Horsens efter en intens weekend på krimimesse, er jeg så træt, at selv Hr. Skæg fra Rasmus Klump til sammenligning virker som en overfrisk Duracellkanin.

Men da jeg ser en ældre kvinde i kupeen, der er i gang med at læse Yrsa Sigurðardóttirs Hævn, ændrer jeg min plan om et slumre lidt og indvier hende begejstret i, at den islandske forfatter netop har optrådt på Krimimessen i Horsens.

“Nå”, svarer kvinden med samme begejstring, som hvis man får serveret en brændt toast til morgenmad på et fancy hotel. Med et hørbart suk helliger hun sig sin krimi igen.

Jeg er glad for, at jeg får stoppet min talestrøm, inden jeg når at fortælle, at jeg har haft en herlig snak med Sigurðardóttirs mand lørdag aften inden festmiddagen for messedeltagerne. Og at vi talte længe og muntert om den bogmesse i Emiraterne, Sigurðardóttir-parret netop er kommet hjem fra.

Men det er svært ikke at få lov til at dele den begejstring, der ligesom trætheden har boret sig ind i min krop. For en inspirerende weekend fyldt med kærlighed til krimier, gode mennesker og spændende samtaler sætter sig næsten fysisk i mig som en blød hoppebold propfuld af inspiration, glæde, overraskelse, hygge, gensynsglæde, begejstring, viden og nysgerrighed.

82-årig krimifreak med lang dosmerseddel

Da messen åbner lørdag formiddag søger jeg tilflugt fra den brutale kulde og stride blæst i Magasinet. Her spotter jeg straks Tove Hornbek. Hun er en lokal 82-årig læsehest og krimifreak, der – i hvert fald for mig – er en fast del af krimimessen. Jeg har lært Tove Hornbek at kende, fordi hun trofast følger bloggen. Selvfølgelig har Tove, der som 80-årig fik livslang adgang til messen af arrangørerne, lavet en liste over det, hun gerne vil høre. 28 arrangementer står der på listen!

Justitsminister Søren Pape åbner messen bl.a. med ordene:

Det er ikke hver dag, at jeg har anledning til at rose et fængsel for, at folk kan komme og gå, som det passer dem.

Britiske Elly Griffiths fik ideen til den første bog om arkæologen Ruth Galloway, da hun besøgte et marshområde i Norfolk et par timer nord for London. Foto: Rebekka Andreasen

Udfordring til Elly Griffiths

Mit første sceneinterview er med britiske Elly Griffiths, der har skrevet Pigen under jorden. Ikke kun skriver hun godt, hun er også en eminent fortæller på scenen. Da vi mødtes i København for et par måneder siden i forbindelse med lanceringen af hendes Ruth Galloway-krimi, gav jeg hende en udfordring:

Fortæl noget om bogen, som du aldrig har fortalt i et interview før.

Det er ni år siden, Pigen under jorden udkom i England, så Griffiths har talt om bogen rigtig mange gange. Hun afslører i vores interview – for første gang nogensinde – at hun oprindeligt havde tænkt sig at tage livet af karakteren Cathbad. En karakter, der efterhånden har vokset sig til en fast del af persongalleriet i serien.

Forlaget Gad sender næste Galloway-krimi på gaden til maj. Løgnens hus bliver titlen på den bog.

Inden mit næste sceneinterview med debutanten Thomas Bagger får jeg korte snakke bl.a. med nordirske Adrian McKinty (sikke en skøn accent) og med skotske Graeme Macrae Burnet (sikke en skøn accent). Og jeg hilser på altid sprudlende og skarpe Helle Vincentz.

Og jeg får en hurtig snak med Jürgen Klahn og Elsebeth Egholm, der fortæller, at de er i Tanzania på ferie, da Egholm bliver ringet op og får at vide, at hun har vundet Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi. Stort tillykke til Egholm med prisen – og til alle de andre prismodtagere, som du kan se her

Bag de frådende zombier står Dystopia Entertainment. Foto: Rebekka Andreasen

Bliver temmelig forskrækket, da en zombie entrerer mit synsfelt og teaterblodet flyder til alle sider. Dystopia Entertainment har besat Fængslet – eller noget. Da først mit hjerte slår normalt igen, anerkender jeg, at det er sjovt med en lille happening.

Mange messegæster er mødt op foran Sort Scene for at høre aarhusianske Thomas Bagger fortælle om sin krimidebut Den Permanente, der ifølge forfatteren især handler om skam og om destruktiv kærlighed. Bagger fortæller bl.a. om den allestedsnærværende tvivl, der (for)følger ham, selvom han er godt i gang med bog nummer tre i serien om Ask Hjortheede og Camilla Staal. Indimellem føler han stadig, at han famler sig frem:

Jeg kan tænke: Hvordan kan jeg stadig have den her tvivl og usikkerhed på bog nr. 3? Lige så stille er jeg ved at lære at gøre det til min følgesvend, jeg er begyndt at arbejde med, at det måske er godt ikke at føle sig sikker, det er måske lige præcis det, der gør, at man leverer det bedste, man kan.

Anden bog i Baggers krimiserie hedder Superstar og udkommer til april på EC Edition. Jeg kan kun opfordre dig til at følge hans forfatterskab. Han er dygtig.

Det er noget ganske særligt at få lov til at interviewe forfattere om deres bøger. Men det er også en fornøjelse blot at lytte.

Jeg hører Jesper Stein interviewe den norske forfatter Torkil Damhaug, der er aktuel med Glashjerte. Det er en fin samtale, hvor Damhaug bl.a. forklarer, at han lurer sprog og tone af, når han kører sit yngste barn og vennerne til fodbold. Det er, forklarer han, som om, de ikke bemærker mig, når jeg er chauffør, som om jeg har en usynlighedskappe på, siger han, der to gange har vundet prisen for bedste norske krimi, Den Gyldne Revolver.

I Glashjerte skriver han om unge på tærsklen til voksenlivet. Og det gør han temmelig troværdigt og stærkt. Også han fortæller om at turde vove som forfatter.

Jeg når at høre en bid af interviewet med den franske forfatter Michel Bussi, inden jeg slutter første dag på Krimimessen af med at være deltager i Adrian Lloyd Hughes krimiquiz. Jeg er på hold med Morten Hesseldahl, der er teaterchef for Det Kongelige Teater og om ganske få måneder tiltræder som direktør for Gyldendal. Og som i øvrigt er aktuel med spændingsromanen Masada.

Fra venstre: Adrian Hughes, mig, Morten Hesseldahl og manden bag spørgsmålene, Bo Tao Michaëlis. Foto: Rikke Hyldgaard Hansen.

Modstanderholdet består af Nanna Rørdam Knudsen fra Modtryk, der kan sin Kong Ødipus, og Politikens Henrik Palle – ham har ingen lyst til at være oppe imod, han ved jo ALT. Og brillerer bl.a. ved at fortælle præcis hvilken model af en Jaguar, som Inspector Morse kører rundt i. Krimifænomenet og krimiekspert Bo Tao Michaëlis er manden bag spørgsmålene, som quizværten Hughes bl.a. mimer.

Jeg morer mig, og publikum gør det samme. Og behøver jeg fortælle, at selvom vi fik skrabet nogle point sammen, så tabte team Hesseldahl/Andreasen?

Aftenen byder bl.a. på generalforsamling i Det Danske Kriminalakademi med valg af ny formand, Steen Bille, og ret hyggelig festmiddag. Og fine samtaler med gode, sjove mennesker, der som jeg er Vild Med Krimi.

Søndag på Krimimessen i Horsens

Allerede over morgenmaden på mit hotel skubbes dagen godt i gang. Jeg kender mange dygtige journalister. Som også er ret søde. Jeg drikker morgenkaffe med to seje kvinder: Ulla Hinge Thomsen, der blogger her og snart er aktuel med en forførende novellesamling, og journalist og forfatter Stephanie Caruana.  Får også en hyggelig morgenmadssnak med Mogens Blom, der har skrevet Enken i Kiev. Og som har rejst meget i både Mellemøsten og Afrika. Og i Ukraine, hvor romanen foregår.

Jens Henrik Jensen, der har succes i Tyskland i øjeblikket, afslørede, at Oxen 4 kommer på gade 6. september. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg følges med Anette L. Hyllested til messedag nummer 2. Hun er kulturjournalist på Fyens Stiftstidende, hvor jeg slog mine allerførste journalistiske folder. Mon det undrer læsere af denne blog, at jeg aldrig blev en nyhedshund, men havde en fest, når jeg skrev bagsidehistorier eller reportager?

Tager hul på messedagen med at høre Hyllesteds lune og sjove interview med Jens Henrik Jensen. Hårdt presset afslører den populære forfatter, at Oxen 4 er på gaden den 6. september i år.

Sidste år modtog Jens Henrik Jensen Krimimessens Publikumspris. I år er det en meget glad Michael Katz Krefeld, der får overrakt prisen af Horsens borgmester Peter Sørensen.

Selvfølgelig er Møffe, som jeg måske er en af de eneste læsere, der har det lidt anstrengt med, også til krimimesse. I den ekstra tunge udgave i metal. Men jeg er fan af Krefelds krimier. Stort tillykke til Krefeld med prisen.

På Sort Scene interviewer jeg Thomas C. Krohn, der har en baggrund som neurobiolog, og som er aktuel med en psykologisk thriller. Med alle midler handler om en ung, ambitiøs kvindelig forsker, der bl.a. fusker med sine forskningsresultater. Det bliver til en snak om at skrive om en hovedperson, der ikke er særlig sympatisk, og om at bruge det miljø, man kender godt, i sine bøger.

Som sædvanligt når jeg ikke det, jeg sætter mig for. Til gengæld når jeg en masse andet. Får både korte og længere snakke med en masse interessante mennesker først og fremmeste mange forfattere – både verdensstjerner og forfattere, der har et andet fuldtidsjob ved siden af deres forfatterskab.

Også gode snakke med bloggere, bibliotekarer, forlagsfolk, krimieksperter, læsere…. Det er så inspirerende, og jeg elsker det. Og hvis der sidder en enkel derude og tænker, at ingen gider læse bøger længere, så kom til Fængslet i Horsens. Men vi lytter også til gode historier. Og vi streamer dem.

Ærgrer mig over, at jeg ikke når at høre Niels Frid-Nielsens oplæg om House Of Cards. Til gengæld nyder jeg en interessant bid af Jakob Isak Nielsens oplæg om tv-serier som vor tids roman. Og beslutter mig på stedet for, at jeg må give serien The Wire (HBO, 2002-2008) en chance mere.

Katrine Engberg er nomineret til Marthaprisen. Det er godt to år siden, hun debuterede som krimiforfatter. Foto: People’sPress.

Klokken 15.00 søndag eftermiddag, hvor der er en time tilbage af messen, flokkes gæster om Sort Scene, hvor jeg interviewer Katrine Engberg om Glasvinge. Tredje bog i Kørner/Werner-serien. Og Engbergs tredje bestsellerkrimi på kun to år. En fremragende bog, der handler om sindets skrøbelighed. Og om psykiatri. Engberg, der i sin bog lader flere af sine karakterer mærke livets brutalitet, siger bl.a:

Hvad er det, der gør, at et menneske, som også er nogens søn og måske nogens far eller mor, og som også har godhed i sig, pludselig bliver skubbet over den grænse, hvor han/hun gør noget skadeligt over for andre? Hvad er det, der gør, at deres liv kan smuldre fra den ene dag til den anden? Det er den sarthed, der interesserer mig.

Krimimessen i Horsens optog og streamede flere af interviewene live bl.a. mit interview med Katrine Engberg. Jeg giver lyd, når jeg har link klar. Allerede nu kan du se mit interview med Thomas Bagger på Vild Med Krimis Facebookside.

Jeg sniger mig til fem minutter af Krimimessens faste og populære indslag, Krimi-bingo-banko, inden jeg kaster mig ind i en taxa, så jeg kan nå toget mod Aarhus. Og får et “nå” fra en krimilæser, der ikke forstår min iver. Men det håber jeg, at I gør.

Jeg har allerede sat kryds i kalenderen den 6.-7. april 2019, når der atter er Krimimesse i Horsens.

Mange hilser fra

Rebekka Andreasen

PS: Tak til alle jer skønne bloglæsere, jeg hilste på. Så hyggeligt.

Tak til dig Laura, der begejstret fortalte, at du er rigtig glad for bloggen. Og som bemærkede, at jeg ikke fik point i krimiquizzen for at nævne Scarpettas mor Patricia D. Cornwell. Du har skarpe ører.

Tak til dig Ane, der knipsede mig i forskellige situationer med dit kamera og falkeblik.

Tak til dig Helle, der altid giver et smil og en frisk bemærkning på sønderjysk.

Tak til dig, Henrik, der fortæller, at du ofte køber de bøger, jeg anbefaler.

Tak til dig, Maria, der øser ud af din positive energi.

Tak til dig Betina. Vi må se, om ikke vejen når forbi Fyn til sommer.

Tak for jer alle.

PPS: Du kan se mange flere billeder fra messen på bloggens Facebookside og Instagramprofil.

 

 

 

En Weddellsæl på Krimimessen 2018

At Krimimessen i Horsens holdes i det gamle statsfængsel i byen giver en hel særlig stemning og atmosfære. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2018: Meteorologer taler om endnu en ekstrem omgang polarkulde, der rammer Danmark i weekenden. Men som en Weddellsæl, der er et af de dyr i verden, der klarer ekstreme minusgrader allerbedst, så glæder jeg mig ret meget til weekenden. Årets event hvis man er Vild Med Krimi går meget snart i gang. Og jeg drager mod Fængslet i Horsens ligesom krimiforfattere fra ind- og udland, filmfolk, retsmedicinere, kriminologer, efterforskere, forlagsfolk og krimilæsere også gør det.

Ja, pigtråden er der stadig. Men jeg er ikke sikker på, at exit-skiltet sad der på muren på indersiden af det gamle statsfængsel i Horsens indtil 2006, hvor Fængslet i Horsens virkelig var et fængsel. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis du har lyst til at hilse på, så kommer mit program her:

Lørdag klokken 11.00, Inspektørens mødelokale: Jeg interviewer den britiske bestsellerforfatter Elly Griffiths, der har skrevet Pigen under jorden om arkæologen Ruth Galloway. Griffiths er ikke kun eminent til at skrive. Hun er en fremragende fortæller live. Og jeg lover at øve mig på ordet archaeologist jeg forhåbentlig ikke lyder som en tandlægepatient med munden propfuld af bedøvelse og vat.

Lørdag klokken 12.20, Sort scene: Jeg interviewer krimiforfatter Thomas Bagger om hans debutkrimi Den Permanente, der handler om Aarhus-betjenten Ask Hjortheede. Bagger var egentlig i gang med at starte et IT-firma op med nogle studiekammerater, men lysten til at skrive kunne han ikke undertrykke, så han besluttede i stedet at hellige sig skriveriet på fuld tid. Det er der kommet en ret god bog ud af.

Lørdag klokken 15.15, Snedkeriet: Sammen med Henrik Palle, Nanna Rørdam Knudsen og Morten Hesseldahl er jeg en del af holdet, når Adrian Lloyd Hughes styrer krimiquizzen. Det glæder jeg mig til, selvom jeg også er ved at ryste lidt i bukserne.

Søndag klokken 13.00, Sort scene: Jeg interviewer forfatter Thomas C. Krohn, der har skrevet den psykologiske thriller Med alle midler. Krohn er uddannet neurobiolog og ph.d. og har i mange år været universitetsforsker. Og Med alle midler foregår netop i et universitetsmiljø, hvor vi møder en ung, ambitiøs forsker. Der vil frem. For enhver pris. Krohn har skabt en spændende hovedperson, der ikke er videre sympatisk. Jeg ser frem til en snak om bl.a. psykopater.

Foto fra sidste års krimimesse. Her krimiforfatter Lone Theils (tv) og bibliotekar Vibeke Johansen, der står bag Krimimessen i Horsens sammen med andre gode folk på Horsens Bibliotek. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag klokken 15.00, Sort Scene: Jeg interviewer Katrine Engberg om hendes tredje krimi om Jeppe Kørner/Anette Werner. Glasvinge hedder den. Bogen er efter ca. 14 dage på markedet netop blevet trykt i et 2. oplag på 10.000 eksemplarer. Ret sejt. Jeg glæder mig til snak med Engberg, som ingen forbandt med kriminalromaner for godt tre år siden.

Jeg får ikke skrevet på bloggen i weekenden, men mon ikke der kommer et foto eller fire på bloggens Instagram eller Facebook?

PS: – 40 grader er intet problem for Weddellsælen. Jeg håber dog på betydelig varmere temperaturer i og omkring Fængslet i Horsens denne weekend. Der er krimiguf på programmet. Tjek selv programmet for Krimimessen

Anmeldelse: Sirenesang af Adrian McKinty

Adrian McKinty har vundet flere priser for serien om politimanden Sean Duffy.

Anmeldelse: Aye, aye..  tag med til The Troubles, konflikten i Nordirland i 80érne. Sirenesang er en mørk politikrimi med et borgerkrigshærget Nordirland som baggrundstæppe. At læse Adrian McKintys krimi er en særdeles god og stemningsfuld oplevelse.

Sidste år udkom Adrian McKintys første bog om kriminalassistenten Sean Duffy Det kolde våde land på dansk. Nu er den anden krimi om politimanden fra Carrickfergus, en by lidt nord for Belfast, udkommet på dansk.

Tag med tilbage til 1982 hvor terroraktioner og mord er hverdag i Nordirland, og hvor luften konstant flænges af sirener fra ambulancer og brandbiler. Hvor arbejdsløsheden er høj. Og hvor ” pjaltede unger af den slags, man ser i Pulitzervindende fotobøger” keder sig på gaden.

Og hvor politimanden Sean Duffy, som en del af sin morgenrutine, tjekker sin bils understel for IRA-bomber. ( I denne podcast kan du høre Adrian McKinty fortælle, hvordan han som ca. 12-årig sammen med sin lillebror fik et lift i skole hver morgen af en major fra den britiske hær. Hver dag tjekkede majoren bilen for bomber, indtil den dag, hvor han ikke gjorde det. Heldigvis var der ingen bombe i bilen, men episoden gjorde et kæmpe indtryk på forfatteren, der i 82, hvor bogen foregår, var 14 år.)

Sammen med sine kolleger finder Sean Duffy, der er bogens jeg-fortæller, torsoen af en mand i en kuffert i en fabrikshal. Hurtigt viser det sig, at efterforskningen trækker tråde til både den engelske efterretningstjeneste og FBI. Og at der er kræfter, der ikke er interesserede i, at Duffy og co. finder vej til sandheden om den dræbte. Duffy må bl.a. en tur over Atlanten til Boston for at efterforske sagen.

Jeg var med Aer Lingus og sad i rygerafdelingen og så Ingmar Bergmans Fanny og Alexander. Den var så lang, at den ikke engang var slut, da vi landede.

Det er pokkers interessant at følge i hælene på Duffy. Det er råt, mørkt, heftigt. Tåget og regnfuldt. Og rigtig, rigtig godt. Heldigvis er der masser af sort humor i bogen også:

Kommissær Brennan sukkede og duppede med pegefingeren i bordpladen. Ubevidst – eller bevidst – stavede han til røv i morsealfabetet.

Sirenesang er ikke en politisk krimi, men der er masser af politik i bogen alligevel. Det er ikke alle referencer, jeg fanger, fordi min viden om nordirske forhold er nogenlunde den samme som en teenagedrengs forhold til rengøringsmidler. Men en af bogens helt store styrker er tidsbilledet af et land i kaos, hvor konflikterne ulmer alle steder.  Og hvor magtesløsheden er stor. Som læser får du hovedet proppet med gode stemningsbilleder. Og nogle af de problematikker, som bogen tager op, er slet ikke uaktuelle her i en verden anno 2018.

Jeg er vild med Sean Duffy. Han er møgsympatisk. Og alt andet end en krimikliche, selvom han er temmelig glad for Vodka Gimlet – vodka med masser af lime. Som katolskfødt er han lidt af en ener i et overvejende protestantisk politikorps. Han er en åben og bohemeagtig type, og så er han ihærdig og fandenivoldsk.

Der er masser af referencer til musik i bogen. Titlen ( I Hear the Sirens in the Street) er en linje fra en Tom Waits-sang. Og Sean Duffy hører New Order på kassettebånd i politiets Land Rover, og han sætter Nick Cave på grammofonen, når han har kærestesorger.

Flere gange har Adrian McKinty forsøgt at tage livet af sin hovedperson, men heldigvis er det ikke lykkedes ham endnu. Foreløbig har forfatteren, der nu bor i Australien, skrevet seks bøger om Sean Duffy. Jeg synes, du fluks skal hoppe med på Duffy-vognen. Og huske at tjekke for bomber først.

Bogen er oversat af Søren K. Barsøe.

Du kan møde Adrian McKinty på Krimimessen i Horsens.

PS: Forlaget OLGA, der står bag udgivelsen, er etableret af en gruppe garvede bogmennesker, som ikke vil anerkende, at de har overskredet sidste salgsdag. For, som der står på forlagets hjemmeside: Hele vores liv har vi arbejdet i og omkring forlag som redaktører, redaktionsmedlemmer og eksterne læsere, indtil vi i løbet af de sidste par år har ladet os pensionere for ’kun’ at lystlæse og få mere tid til vores nærmeste og alt det øvrige, der interesserer os.  Men det går bare ikke! Af gammel vane læser vi fortsat kun bøger og manuskripter, der ikke er udkommet på dansk, og vi finder så meget af høj kvalitet, at vi MÅ vælge det bedste ud og gøre det tilgængeligt for danske læsere.

Tag nu og læs noget ordentligt….

Krimiforfatter Susanne Staun har engang i et interview sagt: Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

Jeg er vild med krimi. Bum. Men indimellem læser jeg også en digtsamling, en fagbog eller en biografi.

Jeg er vild med citatet. Og jeg har bragt det her på bloggen flere gange.

Der findes historiske krimier, der tager os med tilbage til 1330 på Fyn, som krimiforfatter Martin Jensen gør det i sine bøger om kongens foged Eske Litle.

Men du kan også tage på eventyr i det svenske med superhackeren Wasp alias Lisbeth Salander, der er glad for både lædertøj , avanceret matematik og selvtægt i Stieg Larssons (og senere David Lagercrantzs) Millenniumbøger.

Der findes fremragende psykologiske krimier a la britiske Minette Walters, der holder dig vågen hele natten, og du kan læse krimier med masser af humor og sproglige badutspring a la danske Lars Kjædegaard.

Mon ikke vi mennesker altid har været fascineret af en god historie? Og et godt gys? Og måske har krimiforfatter Robert Zola Christensen fat i noget, når han i et interview her på bloggen siger:

Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.

I et interview i Politiken sidste år sagde den 86-årige forfatter John le Carré, da han var aktuel med ny spændingsroman, sådan her til journalist Carsten Andersen:

Da jeg holdt releaseparty, var der i løbet af aftenen to, der sagde, at de desværre ikke havde læst mine bøger, eftersom de ikke læste spionromaner. Okay, hvorfor fanden er I så kommet?, tænkte jeg. Enhver roman kan jo overskride sin egen genre. Hvis det virker, så virker det.

En krimi er altså ikke lig med alle krimier. Krimifeltet er kolossalt og mangfoldigt, selvom genren selvfølgelig har visse fællestræk.

At læse en krimi (eller thriller eller spændingsroman) på 400 sider for så på sidste side at finde ud af, at det hele var en drøm, den går ikke. Der er som regel noget kaos, der skal genoprettes, og det forventer vi som krimilæsere. Det kan godt være, at det hele ikke ender lykkeligt, og det kan også godt være, at man ikke fanger gerningsmanden, men der skal være en form for forløsning. En opklaring. Et svar. Man indgår en kontrakt med læserne, når man skriver krimier.

At bruge en krimigåde som motor i en fortælling kan både være en fordel, men også et benspænd. Som ægteparret, der står bag svenske Lars Kepler udtrykte det, da jeg mødte Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril for et par år siden:

Hvis du åbner et vindue i en krimi, skal du bruge det vindue til noget. Ellers vil læserne undre sig. I en almindelig skønlitterær roman kan du sagtens åbne vinduet uden at bruge det til noget.

Mangler du inspiration til din næste bog, kan du kaste dig over en af mine anbefalinger her på bloggen. Eller hvad med at læse en klassiker som Umberto Ecos Rosens navn?

Eller en af de spritnye krimier, som jeg ikke selv har fået læst endnu? Det kunne være Jesper Holms tempelridder-thriller Pater Noster, Jakob Melanders femte krimi om Lars Winkler, De døde og de ufødte, der udkommer om et par dage, eller det kan være, at du skal kaste dig over en krimidebutant som Lotte Elmann Wegner, der netop er udkommet med Er her nogen?

Og hvorfor nu dette blogindlæg? Fordi. Forleden fik jeg en opfordring:

Du bør gå i gang med at læse noget ordentligt i stedet for alle de krimier.

Suk. Jeg bliver så træt. Af en eller anden grund suger jeg krimikritikere til mig. Det kan godt være, at der findes klicheer i nogle krimier.

Du ved… en mørk og stormfuld aften og en skummel forbryder med tyrenakke og onde øjne. Men der findes også klicheer om krimier. Og nej, det er ikke altid kvinder, der er ofre, og mænd, der er skurke. Læs blot en domestic noir-thriller, så møder du masser af interessante historier om løgne, fortielser og hemmeligheder. Og kvindelige psykopater, der manipulerer, lyver – og slår ihjel.

Heldigvis tiltrækker jeg også ægte krimifreaks, der er Vild Med Krimi. Og hurra for det.

Rigtig god læselyst til dig derude – uanset om du kaster dig over rumænske digte, franske kærlighedsromaner, en fagbog om 2. verdenskrig eller en biografi om et boyband fra Japan. Men det gør jo ikke noget, at du læser noget, der er godt skrevet – og som byder på en god historie. Og ja, der er det bare lige det, at rigtig mange krimier er ret gode historier.

Krimikram fra

Rebekka

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her