Helle Vincentz

Guide til BogForum 2016

bogforum-14

Billedet her er fra BogForum 2014, men mon ikke der igen i år bliver trængsel? Foto: Rebekka Andreasen

BogForum: En god sjat krimiguf, lidt astrofysik og humor a la Hella Joof. Her kommer Vild Med Krimis guide til en fredag på BogForum 2016. Måske du bliver inspireret?

Nå. Jeg kan lige så godt skrive det, som det er: Jeg besøger ikke BogForum i år.

Det kan simpelthen ikke gå op med min kalender, hvis jeg også skal have tid til at sove, undgå at blive fortravlet og få røde pletter på halsen og ikke lade det gå ud over to af mine tre børn, at de er født i november og skal fejres med manér. Øv.

Jeg har været af sted mange gange og ofte blandet arbejde og fornøjelse. Også dengang BogForum faktisk foregik i Forum. Indrømmet. Det bliver underligt og vemodigt at undvære BogForum i år.

Hvis vi nu leger, at jeg skal af sted til årets største bog-event, så kunne min fredag se sådan her ud:

10.30, Scenen: Officiel åbning af BogForum 2016. Årets taler er Tom Buk-Swienty, der er journalist, historiker og forfatter. Det plejer at være en festlig start på weekenden. Samtidig overrækkes årets Debutantpris.

Jeg heppede indtil i dag på Katrine Engberg, der har skrevet Krokodillevogteren, og som har været med i opløbet. Men de ti forfatternavne på shortlisten blev offentliggjort i eftermiddags, og her blev der ikke plads til krimiforfatteren.

11.00, Hvid scene: Hvis jeg kan nå det, vil jeg høre musiker og sangskriver Morten Remar fortælle om sin spændingsroman Amok. Radiovært Mads Steffensen interviewer.

12.00, Krimimessens stand: Her vil jeg møde forfatter Martin Jensen, der bl.a. er kendt for sine historiske krimier om Eske Litle.

Egentlig kunne jeg hele weekenden hænge ud på Krimimessens stand. Det er første gang, at den østjyske messe har en stand på BogForum, og er du som jeg Vild Med Krimi, er dette stedet, du bør besøge. Forfattere som Jens Henrik Jensen, Øbro og Tornbjerg, Leif Davidsen, Helle Vincentz, Jakob Melander, Paul Cleave og Steen Langstrup kigger forbi.

Kommer du f.eks. lørdag kan du møde krimiforfatter Jürgen Klahn og høre ham fortælle om krimien Sommerfuglen, der udkom for nylig. Jeg mødte ham kort til litteraturfesitvalen Vild Med Ord for nogle år siden i Aarhus, hvor han fulgtes med kæresten Elsebeth Egholm. Følg Jürgen Klahn på Facebook her

Og se hele programmet for Krimimessens stand på BogForum her

12.55, Gyldendals Tranescene: Der skal være lidt modvægt til krimigenren. Jeg vil gerne høre Søren Ulrik Thomsen, der i den grad formår at jonglere med sproget,  fortælle om En hårnål klemt inde bag panelet.

13.30, Lindhardt og Ringhofs stand: Jeg vil ile fra Søren Ulrik Thomasen til Leif Davidsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky, der taler om Hemingway.

14.30, Scenen: Jeg elsker, når folk brænder for noget, og man mærker deres passion. Jeg vil lappe den danske astronom og astrofysiker Anja C. Andersens oplæg i mig. Det er i øvrigt hende, forfatterparret A.J. Kazinski besøger, hver gang de skal i gang med en ny Niels Bentzon-krimi. De efterlyser svar på det “beskedne” spørgsmål om, hvad der er sket i universet siden sidst.

15.00, Saxo-scenen: Her fortæller Jesper Holm om, hvordan han finder tid til at skrive, når han også skal passe sit fuldtidsarbejde som selvstændig grafisk designer. Han er i gang med en efterfølger til tempelridder-thrilleren Corpus Christi

En af de forfattere, du kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

En af de forfattere, du i år kan møde på Bogforum, er Thomas Rydahl, der meget snart er aktuel med thrilleren De savnede. Billedet her er fra BogForum 2014, hvor han vandt Debutantprisen. Foto: Rebekka Andreasen

15.30, Saxo-scenen: Thomas Rydahl er snart aktuel med sin anden spændingsroman om eremitten Erhard Jørgensen, der er glad for geder. Kim Juul har en musikalsk efterforsker i hovedrollen i sine krimier. De to forfattere taler om, hvordan de hver især har udviklet deres anderledes hovedpersoner.

16.00, Cph Comics: Jeg vil iagttage Peter Kielland-Brandt og Tatiana Goldberg, mens de tegner på Tegnevæggen og bagefter ile til Bogcaféen, hvor den tyrkiske forfatter Hakan Günday fortæller om sin bog Mere, mere, der højaktuelt handler om illegale flygtninge, der sætter deres liv på spil for at komme til Europa.

17.00, Hvid scene: Hella Joof – hvem kan stå for hende? Jeg vil høre Hella Joof tale med Lotte Kirkeby Hansen om sin nye bog Papmaché-reglen.

17.30, Saxo-scenen: Jeg arbejder indimellem sammen med redaktør Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet, der er knaldhamrende dygtig. Det bliver en fornøjelse at høre hende fortælle om at få sproget til at sprudle med sanser og dialog, når hun giver gode råd om at skrive fængende. Jeg iler videre til Politikens stand, hvor jeg gerne vil høre en bid af Jussi Adler-Olsen, der taler om Selfies

Den mand er ikke kun fremragende på skrift, men også en fornøjelse at opleve live.

18.20, Politikens forlag: Jeg vil slutte fredag på BogForum med Ole Rasmussen og Gorm Vølver, der underholder med udgangspunkt i Året der gak – ATS 2016. Sidste år lo jeg så  meget af de to mænds oplæg, at jeg tissede en lille smule i bukserne af grin.

Og så er der jo også en hel lørdag og søndag at hoppe ombord i. Rigtig god fornøjelse til alle jer, der skal afsted.

PS: Jeg har ikke hørt fra den ene vinder af to entrebilletter til BogForum. Derfor har jeg udtrukket en ny. Margit Jensen send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk – så er der to entrebilletter til BogForum på vej til dig.

 

Fotos fra sommeren 2016

Vi stødte tilfældigt på en tv-produktion og nogle politimænd, der var i gang med en rekonstruktion af en politiaktion til et populært tv-show om politiets arbejde. Foto: Rebekka Andreasen

I Berlin stødte jeg tilfældigt på en tv-produktion og nogle politimænd, der var i gang med en rekonstruktion af en politiaktion til et populært tv-show om politiets arbejde. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis jeg boede i et palæ, ville jeg samle på skilte. Synes dette her er smukt. Foto: Rebekka Andreasen

Hvis jeg boede i et palæ, ville jeg samle på skilte. Nu bor jeg på 114 m2 og samler i stedet på æsker og dåser. Og krimier selvfølgelig. Jeg synes, dette skilt fra en Berlin-boghandel er smukt. Foto: Rebekka Andreasen

Dashiell Hammett - på tysk. Bogen udkom første gang i 1931. Foto: Rebekka Andreasen

Dashiell Hammett – på tysk. Bogen udkom første gang i 1931. Foto: Rebekka Andreasen

Der bliver aldrig for varmt at spise chokolade. Og når indpakningen er så pæn, bliver man jo nødt til at smage lidt forskelligt ik? Foto: Rebekka Andreasen

Der bliver aldrig for varmt til at spise chokolade. Og når indpakningen er så pæn, bliver man jo nødt til at smage lidt forskelligt ikke? Foto: Rebekka Andreasen

Chili-Klaus - pas på. Du har en konkurrent i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Chili-Klaus – pas på. Du har en konkurrent i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er Vild Med Krimi og kan læse den mest actionmættede bøger med blodige deltajer. Men jeg var ikke særlig kæk, da jeg tog dette foto - selvom der var glas mellem mig og denne slange. Foto: Rebekka Andreasen

Jeg er Vild Med Krimi og kan læse de mest actionmættede bøger med blodige detaljer. Men jeg var ikke særlig kæk, da jeg tog dette foto – selv om der var glas mellem mig og denne slange. Foto: Rebekka Andreasen

Der var reklamer for denne tyske thriller over alt i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Der var reklamer for denne tyske thriller over alt i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Der er historie OVERALT i Berlin. Her en af byens mange stolpesten. Foto: Rebekka Andreasen

Kig ned. Der er historie OVER ALT i Berlin. Her en af byens mange stolpesten. Foto: Rebekka Andreasen

Hyggeligt at møde disse kvindelige krimiforfattere i sommerhus. Foto: Rebekka Andreasen

Hyggeligt at møde disse kvindelige krimiforfattere i sommerhus. Foto: Rebekka Andreasen

Heldigvis fandt jeg ingen strandvasker, men masser af sten og skaller ved sommethusets strand. Foto: Rebekka Andreasen

Heldigvis fandt jeg ingen strandvasker, men masser af sten og skaller ved sommerhusets strand. Foto: Rebekka Andreasen

Smuk avisreklame på Wittenbergplatz i Berlin. Nøj, det skilt måtte godt hænge hjemme hos mig. Foto: Rebekka Andreasen

Smuk avisreklame på Wittenbergplatz i Berlin. Nøj, det skilt måtte godt hænge hjemme hos mig. Foto: Rebekka Andreasen

Sommeren 2016: Sol eller ej – det har været en skøn sommer. Her kommer nogle glimt fra min sommer, der bl.a. bød på afslapning i nordjysk sommerhus og aktiv storbyferie i Berlin.

Mon du fik læst nogle gode krimier her i løbet af sommeren? Jeg fik slet ikke læst så meget, som jeg troede, jeg ville. Men jeg tager revanche, gør jeg. Vi ses snart på bloggen. I morgen anmeldelse af Karin Fossums Helvedesilden her på sitet.

Mange bloghilsner fra

Rebekka

 

Lille boghandel i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

Lille boghandel i Berlin. Foto: Rebekka Andreasen

 

 

God fornøjelse på Copenhagen Crime

I Weekenden er der krimifestival i København for første gang. Copenhagen Crime hedder den.

I weekenden er der krimifestival i København for første gang. Copenhagen Crime hedder den.

Copenhagen Crime: I weekenden er der for første gang krimifestival i København.

Jeg skal ikke til Copenhagen Crime i weekenden i Østerbrohuset ved Nordhavn Station i København. Men jeg ønsker alle jer, der skal af sted til den første bogfest i København udelukkende med fokus på krimigenren, rigtig god fornøjelse.

Ifølge folkene bag er Copenhagen Crime en festival, der udforsker og formidler alle aspekter indenfor kriminalitetsbegrebet – såvel fiktion som fakta – på en ny, spændende og underholdende måde.

Der er 120 events på 5 scener over to dage. Jeg har plukket lidt fra programmet her:

Lørdag:

Grøn scene 10.55: På krimimessen i Horsens hørte jeg kort Finn Halfdan, da han modtog prisen for årets danske krimidebut af Det danske Krimiakademi. Det var spændende. På Copenhagen Crime fortæller han om den usædvanlige sag, der gav ham ideen, og hvordan han forvandlede historien til en spændingsroman.

Rød scene 11.30: At nogle læger tænker: retsmediciner – det er lige mig, det har altid undret mig, og jeg er underligt frastødt og fascineret af faget. Overlæge i retsmedicin Steen Holger Hansen fortæller om sit arbejde og gør dig klogere på, hvordan og hvornår politiet gør brug af retsmedicinsk ekspertise til deres opklarings- og efterforskningsarbejde.

Sort scene 12.00: Manuskriptforfatter Mai Brostrøm har været (med)forfatter på nogle af dansk tv-dramas store succeser som Rejseholdet, Ørnen, Livvagterne og Mord uden grænser, og hun giver sit bud på, hvad der skal til for at en krimi fungerer – på tv. Hun er sej og dygtig, synes jeg.

Sort scene 14.30: Hvorfor vil Sherlock Holmes ikke dø? Ja, det er et godt spørgsmål og gode folk fra den danske Sherlock Holmes Klub fortæller om detektivens udødelighed og popularitet og om fan- og klubkultur. Det bliver godt, tror jeg.

Blå scene 16.00: Etnolog Frederikke Heick giver dig et indblik i, hvordan de mest kendte agenter/helte har set ud gennem tiden, og du får samtidig forklaringen på, hvilke idealer og tendenser i tiden, de afspejler – og hvorfor.

Søndag:

Blå scene 11.10: Dennis Jürgensen giver sit bud på, hvordan man skriver et godt plot og fortæller om sit arbejde med  voksenkrimierne om Roland Triel Løbende Tjener og Dansende Røde Bjørne.

Grøn scene 11.45: Malene Ravn og Nina Vad Holtum er to af de danske forfattere, der skriver domestic noir (Og hvis du ikke ved, hvad det er, så læs den artikel, jeg har skrevet om genren på Litteratursiden her) De to forfattere fortæller om deres mørke og intense thrillere og deres fascination af genren.

Grøn scene 12.25: Anne-Marie Vedsø Olesen interviewes om Mordersken, tredje selvstændige bind i den actionmættede historiske trilogi om den unge hofdame Madeleine de Montdidier.

Blå scene 14.4o: Hun er ikke kun god på skrift, men også live! Helle Vincentz fortæller om thrilleren Stjålne liv, der er første bind i en ny serie med antropologen Sofie Munk i hovedrollen.

Blå scene 16.00: Ane Riel ( som er hylende morsom) sætter sig på scenen med efterforsker Frank Bøgh, og de taler om virkelighedens hordere (sygelige samlere) og om omsorgssvigtede børn. Og om de fiktive af slagsen, der optræder i Ane Riels bøger.

Copenhagen Crime er ikke Krimimessen i Horsens, og mon ikke Horsens-stemningen vil mangle? Men så kan festivalen forhåbentlig noget andet godt og interessant. Rigtig god fornøjelse.

PS: Se festivalavisen for Copenhagen Crime her

Reportage fra Krimimessen 2016 – søndag

Norske Thomas Enger foran - Thomas Enger-plakat. Banesår er den femte og sidste bog om journalisten Henning Juul. Foto: Rebekka Andreasen

Norske Thomas Enger med og uden kasket. Banesår er den femte og sidste bog om journalisten Henning Juul. Foto: Rebekka Andreasen

Søndag på Krimimessen i Horsens 2016. Langt indlæg.

Vågner søndag med brudstykker af drøm i hovedet. Noget med et badekar med krimimesse-logo, Gunnar Staalesen og aggressive duer. Staalesen, der dagen før i sin jubilæumstale bla. sagde:

“Fra himmelen over Horsens drypper der blod. Fiktivt blod, javel, men ikke desto mindre.”

Morgenmad med bl.a. skønne Betina fra Krimifan, der går all in og har bloddryppende bøger tatoveret på højre underarm. Også krimiforfatter Kim Juul sidder ved morgenbordet: “For mig er mordet ikke det interessante, men derimod hvad der har fremprovokeret det. Mordet er anslaget til handlingen og de menneskeskæbner, der afdækkes.”

Der er intet, der skubber en morgen i gang, som en god snak om mord og motiver.

dsdsds

Henrik Brun er nu fuldtidsforfatter og har sagt farvel til jobbet som udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Rebekka Andreasen

Åbner Rød Scene med at interviewe Lisbeth A. Bille og Steen Bille, der fortæller om deres nye videnskabskrimi Vredens ord. Om glæden ved at dykke ned i et videnskabeligt emne, denne gang kunstige sprog, og at kombinere videnskab med et saftigt krimiplot.

På Turbines stand får jeg en snak med Henrik Brun, der er aktuel med Den Polske Lykkejæger om journalisten Ketil Brandt. Bogen handler bl.a. om social dumping, østarbejdere og et Europa, der koger af interne stridigheder. Interview med Henrik Brun senere på bloggen.

Wallanders far: Ingen humørbombe

Fra Venstre: Bo Tao Michaëlis, Gunnar Staalesen, Kerstin Bergman og Nanna Rørdam Knudsen. Foto: Rebekka Andreasen

Fra Venstre: Bo Tao Michaëlis, Gunnar Staalesen (man of my dreams), Kerstin Bergman og Nanna Rørdam Knudsen. Foto: Rebekka Andreasen

Lytter til en klog debat om den svenske forfatter Henning Mankell, der døde i oktober sidste år. Panelet diskuterer betydningen af Mankells serie om Wallander, der er solgt i 40 millioner eksemplarer. Bo Tao, der har mødt den svenske forfatter flere gange, siger: “Henning Mankell var bestemt ingen humørbombe.”

Til gengæld er han en af de første skandinaviske forfattere, der tager temperaturen på Europa efter murens fald – med alt hvad dertil følger af grænseløs kriminalitet. Og viser med sit forfatterskab, at der er ridser i lakken i det idylliske skandinaviske velfærdssamfund.

Som forfatter er man virkelig PÅ. Her Thomas Enger. Foto: Rebekka Andreasen

Som forfatter er man virkelig PÅ, når man er til Krimimesse i Horsens. Her Thomas Enger, der bliver fotograferet. Foto: Rebekka Andreasen

Bliver hængende i Trykkeriet og hører norske Thomas Enger fortælle om Banesår – den sidste bog i serien om Henning Juul. En serie, der var planlagt til at være en serie på seks bind. Men:

“Da jeg skrev den fjerde bog i serien, gik det op for mig, at den ikke passede ind. Jeg kasserede 200 sider og gik i gang med den femte – og sidste – bog. Det har hele tiden været et dynamisk projekt, og jeg er lettet over, at jeg er kommet i mål. Jeg er også stolt, for mange ting ændrede sig undervejs, og det er lykkedes at samle alle trådene.”

Da jeg senere har Thomas Enger på tomandshånd, snakker vi om, at det er en slags terapi for Henning Juul at efterforske den brand, der kostede hans lille søn livet. Og vi taler om musik og om, at bøgerne forvandles til tv-serie. Interview med Thomas Enger senere på bloggen.

Helle Vincentz går rundt med ét stort smil. Hendes nye krimi, Stjålne liv, er blevet utrolig flot modtaget, og man forstår hendes glæde, der smitter.

Får kort snak med en lang række forfattere bl.a. Morten Thor Hansen (Bernsteins hemmelighed) Bertelsen og Schwerdfeger (Fjernstyring) og tvillingebrødrene Søren og Morten Ellemose, der bl.a. har skrevet Manus Albino-serien. (Læs her, hvordan de kom lidt for tæt på virkeligheden, da de skrev den sidste krimi i serien.)

Rune Stefansson .Foto: Rebekka Andreasen

De to første bøger i serien om den chilenskfødte detektiv Marcelo Krankl hedder Blockbuster og Baby Rasta. Foto: Rebekka Andreasen

Møder Rune Stefansson, der er aktuel med Den sidste olie, den tredje krimi om Marcelo Krankl. Bogen handler om kampen om verdens ressourcer. Vi taler om Grønland, hvor bogen foregår, og hvor forfatteren har talt med bl.a. en biskop og en våbenhandler. Research, der på en eller anden måde bruges i Den sidste olie. Det gør fortællingen mere troværdig, at man bl.a. har viden om, hvor mange biler, der står på sømandshjemmets p-plads. Rune Stefansson ler, da han fortæller, at:

“Jeg besøgte Grønland første gang i februar måned, og handlingen i bogen foregår om sommeren. Da jeg kom derop anden gang, var det sommer, og jeg havde skrevet en god del af bogen. Jeg opdagede, hvor sindssygt mange myg, der er, og måtte plastre siderne til med myggestik.”

Deler knus ud til min dygtige og seje barndomsveninde Jane Gisselmann, der arbejder for Plusbog, og til Tove Hornbek, der i den grad er Vild Med Krimi.

Selvfølgelig skulle jeg have et selfie med den 80-årige krimientusiast Tove Hornbech.

Selvfølgelig skulle jeg have et selfie med den 80-årige krimientusiast Tove Hornbek.

Hun har gæstet samtlige krimimesser igennem alle 15 år, og da hun for nylig fyldte 80 år, fik hun et livslangt adgangskort til krimimessen. Jeg er sikker på, at alle de krimier, hun sluger, er med til at gøre hende til et så frisk og sjovt menneske.

Lukker og slukker Sort Scene med en veloplagt Vituz Andersen, der fortæller, hvordan plottet til hans debutkrimi Heste græder ikke, blev til på motorveje, mens han kørte lastbil.

Krammer skønne Lida Wengel fra Horsens Bibliotek og krimimessens ophavskvinde Vibeke Johansen, inden jeg forlader Fængslets område. En cocktail af træthed, udmattelse, lettelse, inspiration, glæde, lykke og begejstring kan tolkes i Vibekes ansigt.

Jeg tror, vi er mange, der siger farvel til Krimimessen 2016 med netop de følelser i kroppen.

PS. Fik du læst om min første dag på Krimimessen i Horsens? Ellers find indlægget her

Min datter på seks har taget hul på en forfatterkarriere. Jeg gætter på at y'et er tænkt som et ø. Foto: Rebekka Andreasen

Bare et gæt. Mon ikke y’et er tænkt som et ø? Foto: Rebekka Andreasen

PPS: Efter en kort og hyggelig snak med selvudgiver Gittemie Eriksen, nappede jeg et noteshæfte, som Books on Demand delte ud. Min 6-årige datter har haft fingre i blokken og åbenbart haft ambitioner. Måske ikke om et krimiplot, men om at stave til.. Ja, hvad tror du?

Anmeldelse: Krokodillevogteren af Katrine Engberg

Katrine Engberg har skrevet en original krimi, der foregår i København, og som har en følsom mandlig betjent i hovedrollen.

Katrine Engberg har skrevet en original krimi, der foregår i København, og som har en følsom mandlig efterforsker i hovedrollen.

Anmeldelse: Krokodillevogteren af Katrine Engberg er en original Københavnerkrimi med et raffineret plot og en følsom detektiv. En beundringsværdig debut.

Katrine Engberg, der især har arbejdet som koreograf, og som har været med til at skabe flere teaterforestillinger og underholdningsshows, debuterer som krimiforfatter med Krokodillevogteren, der udkommer i dag. Da jeg interviewede Katrine Engberg i december, som en del af Vild Med Krimis adventskalender, sagde hun:

For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår.

At hendes eget sprog ligefrem forfører, mener jeg ikke, men Katrine Engberg skriver dejligt ubesværet, og hun disker indimellem op med lækre ordhapsere. Og skaber gode karakterer og miljøer. Bogens store styrke er nemlig de herlige beskrivelser af et kulørt persongalleri. Vi møder bl.a. den pensionerede universitetslærer Esther de Laurenti, der ejer byhuset midt i København, hvor en ung kvindelig lejer bliver myrdet. Esther, der selv bor på 3. sal i huset, og som har hennafarvet hår og hang til alt for meget rødvin. Jeg elsker, at hendes to mobser hedder Epistéme og Dóxa (Groft sagt viden/holdninger).

Katrine Engberg har blik for de små, spøjse detaljer. Det er krimiguf. Og dejligt med en krimidebutant, der skriver både kreativt og solidt.

Følsom detektiv

Kriminalbetjent Jeppe Kørner bliver sammen med makkeren Anette Werner sat til at efterforske drabet på den unge kvinde. Jeppe er midt i trediverne. Han er blevet forladt af sin utro hustru efter år med opslidende fertilitetsbehandlinger. Egentlig drømte han som helt ung om at blive skuespiller, men han endte i stedet med at uddanne sig til betjent. Han er følsom og blød. Herligt med en betjent af den kaliber. Bogen balancerer fint mellem plot og privatliv.

At en af byhusets beboere er i gang med at skrive en krimi, der netop beskriver mordet på en ung kvinde, gør ikke opklaringsarbejdet nemmere.

Krokodillevogteren er en original krimi, der handler om bl.a svigt, hævn og jalousi. Jeg slugte bogen, men kalorierne var heldigvis ikke tomme. Udover fine personkarakteristikker har forfatteren skabt et elegant udtænkt plot, der f.eks. tager læserne med til det buede rum allerøverst oppe under taget på Det Kongelige Teater – kroneloftet syv etager over scenegulvet. Midt i kroneloftet er der hul i gulvet og plads til at hejse den enorme lysekrone op, når de tusindvis af krystaller skal pudses, eller når pærerne skal skiftes. Og hvorfor ikke smide et lig netop her?

Med forfatterens kendskab til teaterbranchen kunne det have været interessant at komme endnu mere bag om kulisserne – mon ikke der er masser af gode konflikter og kampe her – gemt væk fra publikums opmærksomhed? Hermed en opfordring til næste Jeppe Kørner-krimi, som forfatteren i øjeblikket arbejder på.

Der er mere trav end spurt over handlingen. Det er en smagssag, men jeg ville ønske, at der var strammet en anelse op på handlingsforløbet især i den sidste tredjedel af bogen. Men alt i alt en beundringsværdig debut. Skal du give en krimidebutant en chance dette forår, så brug din tid på Katrine Engberg. Vogt dig for Krokodillevogteren – den napper på forrygende vis din tid.

PS: En krokodillevogter en lille fugl, der søger føde bl.a. på krokodiller.

PPS: Katrine Engberg debuterer ikke kun som krimiforfatter dette forår. Hun debuterer snart som instruktør og står bag Cougar the Musical, der spiller på Bellevue Teatret fra 4. marts.

PPPS: (Hvis der er noget, der hedder det) I dag udkommer også Stjålne liv af Helle Vincentz og Tykkere end vand af Carin Gerhardsen

 

En forfatters tanker – gratis e-bog

Eva Maria Fredensborg har blogget om processen med at skrive Det hvide mørke og samlet indlæggene i en gratis e-bog.

Eva Maria Fredensborg har blogget om processen med at skrive Det hvide mørke og samlet indlæggene i en gratis e-bog.

Gratis e-bog: Forfatter Eva Maria Fredensborg har blogget om hele processen med at skrive Det hvide mørke. Indlæggene er nu samlet i en gratis e-bog, du kan hente på Saxos site.

En af de forfattere, der i begyndelsen af marts er aktuel med en ny bog, er Eva Maria Fredensborg. Hun er kendt for Én gang morder, Min mund er lukket og I blinde – en krimitrilogi om Robert Strand, Asta Qvist og Carl Pedersen.

3. marts udkommer Det hvide mørke, der er en selvstændig roman om den 27-årige forfatter og biolog Emma, der opdager, at hendes farfar ikke er ham, hun har kaldt farfar hele livet. Hun dykker ned i familiehemmeligheder for at få styr på familiens fortid. I Det hvide mørke blander Eva Maria Fredensborg krimigenren med slægtsromanen, og forlaget kalder mixet for en moderne slægtsgåde. En meget rammende genrebeskrivelse. Jeg har smuglæst, og I kan godt glæde jer. Det er den bedste af alle hendes bøger. Synes jeg. Men forvent ikke en klassisk krimi, for det er bogen ikke.

Eva Maria Fredensborg har blogget om skriveprocessen, der både har været kaotisk, rodet og kriseramt, og du kan læse alle indlæggene i en gratis e-bog, som du kan hente her

Jeg interviewer Eva Maria Fredensborg om Det hvide mørke på Krimimessen i Horsens lørdag den 12. marts om eftermiddagen.

PS: Andre bøger, der er på vej:

26. februar: Stjålne liv af Helle Vincentz

26. februar: Helvede åbent af Gard Sveen

26. februar: Krokodillevogteren af Katrine Engberg

26. februar: Tykkere end vand af Carin Gerhardsen

4. marts: Det bedste til mig og mine venner af Jakob Melander

11. marts: Uglen dræber kun om natten af Samuel Bjørk

11.marts: I skyggen af Sadd 2 af Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup

12. marts: Blodregn af Inger Gammelgaard Madsen

PPS: Husk, at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen om at vinde Krokodillevogteren af Katrine Engberg. Læs mere her

 

Krimikort over København, Jens Østergaard-inspiration, Jan Guillou i Aarhus og Vincentz og Hastrup i Sønderborg

Foråret er så småt på vej. Og det er masser af spændende krimiarrangementer at plukke fra den næste måneds tid. Foto: Ellen Marie Andreasen.

At plukke blomster i naturen må du vente lidt med. Tilgengæld kan du plukke af en række spændende krimiarrangementer den næste måneds tid. Foto: Ellen Marie Andreasen.

Krimiarrangementer: Måske har du brugt vinterens mørke til at synke dybt ned i sofaen med en god krimi? Hvad med at lade sofaen få et hvil og deltag i et krimiarrangement? Du behøver ikke vente helt til Krimimessen i Horsens.

11. februar: Hovedbiblioteket i København klokken 17:

Krimiguf så det basker arrangeret af Krimimessen i Horsens, Dagbladet Information, Den Danske Forfatterforening og Det Danske Kriminalakademi.

Martin Jensen, formand for Det Danske Kriminalakademi, byder velkommen og indleder med at fortælle om København ved nat fra 1904 – så vidt vides den første krimi, der udspiller sig i København. Vibeke Johansen fra Krimimessen i Horsens præsenterer årets program, og en lang række krimiforfattere præsenterer deres fiktive mord, som er begået i København, og som er plottet ind på et krimikort. Brug kortet som læseinspiration eller til en udflugt til københavnske lokaliteter, hvor der er foregået mord i litteraturens verden. Det lyder som en fantastisk aften,hvor du kan møde bl.a.: Jakob Melander, Steen Harvig, Lisbeth og Steen Bille, Ole Tornbjerg & Jeanette Øbroe, Jesper Stein og Lotte Petri.Læs mere her

11.februar: Vallensbæk Kultur- og Borgerhus, Rådhuset klokken 19.00:

Krimiforfatter Jens Østergaard giver dig nogle bud på supergode krimier, du sikkert aldrig har hørt om, og han fortæller, hvorfor du skal læse lige netop dem. Foredraget giver dig inspiration til at dykke ned i helt nye forfatterskaber og giver dig de seneste nye tendenser i krimigenren på en levende og engageret måde. Læs mere her

I februar besøger krimiforfatter Jens Østergaard også Arden Bibliotek, Hobro Bibliotek, Mariager Bibliotek og Grenå Bibliotek. Læs mere her

4. marts: Arnold Buscks boghandel i Ryesgade i Aarhus klokken 17.30

Mød den svenske bestsellerforfatter Jan Guillou, der holder et mini-foredrag om Blå Stjerne, 5.bind i ”Det Store Århundrede”, Guillous store romanserie om 1900-tallet. I Blå Stjerne anvender Guillou sine velkendte evner for spændingsgenren i den historiske roman fra 2. verdenskrig. Efter oplægget er der mulighed for signering og en lille snak med Guillou.

6.marts: Brecklings Bogcafé i Sønderborg klokken 15:

Her kan du møde de to krimiforfattere Helle Vincentz (der snart er aktuel med ny krimi) og forfatteren til Rebekka Holm-krimierne, Julie Hastrup. De to forfattere vil fortælle om deres forfatterskab, ligesom der er mulighed for at få signeret bøger. Bemærk at arrangementet kræver billet. Læs mere på Brecklings Bogcafés Facebookside

 

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her