krimilitteratur

Tag nu og læs noget ordentligt….

Krimiforfatter Susanne Staun har engang i et interview sagt: Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?

Jeg er vild med krimi. Bum. Men indimellem læser jeg også en digtsamling, en fagbog eller en biografi.

Jeg er vild med citatet. Og jeg har bragt det her på bloggen flere gange.

Der findes historiske krimier, der tager os med tilbage til 1330 på Fyn, som krimiforfatter Martin Jensen gør det i sine bøger om kongens foged Eske Litle.

Men du kan også tage på eventyr i det svenske med superhackeren Wasp alias Lisbeth Salander, der er glad for både lædertøj , avanceret matematik og selvtægt i Stieg Larssons (og senere David Lagercrantzs) Millenniumbøger.

Der findes fremragende psykologiske krimier a la britiske Minette Walters, der holder dig vågen hele natten, og du kan læse krimier med masser af humor og sproglige badutspring a la danske Lars Kjædegaard.

Mon ikke vi mennesker altid har været fascineret af en god historie? Og et godt gys? Og måske har krimiforfatter Robert Zola Christensen fat i noget, når han i et interview her på bloggen siger:

Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.

I et interview i Politiken sidste år sagde den 86-årige forfatter John le Carré, da han var aktuel med ny spændingsroman, sådan her til journalist Carsten Andersen:

Da jeg holdt releaseparty, var der i løbet af aftenen to, der sagde, at de desværre ikke havde læst mine bøger, eftersom de ikke læste spionromaner. Okay, hvorfor fanden er I så kommet?, tænkte jeg. Enhver roman kan jo overskride sin egen genre. Hvis det virker, så virker det.

En krimi er altså ikke lig med alle krimier. Krimifeltet er kolossalt og mangfoldigt, selvom genren selvfølgelig har visse fællestræk.

At læse en krimi (eller thriller eller spændingsroman) på 400 sider for så på sidste side at finde ud af, at det hele var en drøm, den går ikke. Der er som regel noget kaos, der skal genoprettes, og det forventer vi som krimilæsere. Det kan godt være, at det hele ikke ender lykkeligt, og det kan også godt være, at man ikke fanger gerningsmanden, men der skal være en form for forløsning. En opklaring. Et svar. Man indgår en kontrakt med læserne, når man skriver krimier.

At bruge en krimigåde som motor i en fortælling kan både være en fordel, men også et benspænd. Som ægteparret, der står bag svenske Lars Kepler udtrykte det, da jeg mødte Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril for et par år siden:

Hvis du åbner et vindue i en krimi, skal du bruge det vindue til noget. Ellers vil læserne undre sig. I en almindelig skønlitterær roman kan du sagtens åbne vinduet uden at bruge det til noget.

Mangler du inspiration til din næste bog, kan du kaste dig over en af mine anbefalinger her på bloggen. Eller hvad med at læse en klassiker som Umberto Ecos Rosens navn?

Eller en af de spritnye krimier, som jeg ikke selv har fået læst endnu? Det kunne være Jesper Holms tempelridder-thriller Pater Noster, Jakob Melanders femte krimi om Lars Winkler, De døde og de ufødte, der udkommer om et par dage, eller det kan være, at du skal kaste dig over en krimidebutant som Lotte Elmann Wegner, der netop er udkommet med Er her nogen?

Og hvorfor nu dette blogindlæg? Fordi. Forleden fik jeg en opfordring:

Du bør gå i gang med at læse noget ordentligt i stedet for alle de krimier.

Suk. Jeg bliver så træt. Af en eller anden grund suger jeg krimikritikere til mig. Det kan godt være, at der findes klicheer i nogle krimier.

Du ved… en mørk og stormfuld aften og en skummel forbryder med tyrenakke og onde øjne. Men der findes også klicheer om krimier. Og nej, det er ikke altid kvinder, der er ofre, og mænd, der er skurke. Læs blot en domestic noir-thriller, så møder du masser af interessante historier om løgne, fortielser og hemmeligheder. Og kvindelige psykopater, der manipulerer, lyver – og slår ihjel.

Heldigvis tiltrækker jeg også ægte krimifreaks, der er Vild Med Krimi. Og hurra for det.

Rigtig god læselyst til dig derude – uanset om du kaster dig over rumænske digte, franske kærlighedsromaner, en fagbog om 2. verdenskrig eller en biografi om et boyband fra Japan. Men det gør jo ikke noget, at du læser noget, der er godt skrevet – og som byder på en god historie. Og ja, der er det bare lige det, at rigtig mange krimier er ret gode historier.

Krimikram fra

Rebekka

 

Et lidt forsinket svar på tiltale

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning?

Er bunken til venstre rigtig litteratur og den til højre plat og kommerciel underholdning?

I weekenden blev jeg endnu engang mødt med fordommen om, at krimier ikke er rigtig litteratur. Læs her, hvad jeg skulle have sagt.

Hvad læser du så, når du skal læse ordentlig litteratur?

Sådan blev jeg spurgt i weekenden efter at have fortalt, at jeg i den grad er vild med krimier. Jeg blev faktisk sådan lidt opgivende og reagerede nærmest ikke, da jeg fik serveret en længere beretning om, at krimier er plat, kommerciel underholdning uden litterære kvaliteter.

Her kommer det, jeg burde havde svaret – bedre sent end aldrig:

Jeg er vild med Lone Hørslevs digte. Læser Helle Helle, fordi jeg er fascineret af hendes fantastiske underspillede sætninger og evne til at fortælle en masse om mennesker – uden at skrive det direkte. Journalisten Peter Tygesens bog Congo formoder jeg, der vel nærmest er en fagbog, er en af de bøger, der stadig spøger i baghovedet, selvom det er over ti år siden, jeg har læst bogen. Med stor begejstring har jeg slugt Ildefonso Falcones Fatimas hånd og Havets Katedral. Og jeg har læst Günter Grass’ Bliktrommen.

Så jo. Jeg læser andet end krimier. Både klassikerer, romaner fra bestsellerlisten og digte. Men jeg læser allerflest krimier, fordi jeg holder ufattelig meget af genren og har gjort det, siden jeg var barn. Fordi det vrimler med fremragende krimilitteratur. Jeg læser altså krimier og thrillers, når jeg skal læse ordentlig litteratur.

  • Gør det noget, at krimier er underholdende?
  • Gør det noget, at de ikke sjældent er skrevet over en bestemt skabelon, så længe der er masser af overraskelser undervejs?
  • Gør det noget, at en god krimi evner at skildre samfundet og dets problemer?
  • Gør det noget, at en fantastisk krimi faktisk godt kan servere sprogblomster?
  • Gør det noget, at nogle forfattere måske vælger at kaste sig over genren, fordi den er populær – så længe de leverer en fremragende historie?
  • Gør det noget, at den velskrevne krimi måske skaber debat og skildrer konsekvenser af korruption, magt, vold, kriminalitet etc.?
  • Og gør det egentlig noget, at velresearchede krimier giver os læsere et indblik i miljøer, vi måske ellers ikke kender til?

Og så er en krimi jo ikke bare en krimi, som du kan læse her

Sådan. Nu har jeg svaret på spørgsmålet.

Og jeg er vist ikke den eneste, der elsker krimigenren. Vil du tjekke, hvad læsere af bloggen har gang i af krimilitteratur lige nu, så læs kommentarerne til konkurrencen, der løber indtil onsdag. Du kan også stadig nå at deltage lige her

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her