the whodunit

En morders identitet

Gør det noget, hvis vi allerede på side 89 kender morderens identitet?

I frokostpausen på et kursus for nylig udbrød en af mine medkursister, at hun bedst kan lide krimier, hvor morderens identitet først bliver afsløret på en af de sidste sider i bogen.

Vil du gerne vide, hvem morderen er, når du læser krimier? Eller ødelægger det plot og spænding at kende gerningsmandens identitet?

Ødelægger det plot og spænding at kende gerningsmandens identitet?

Jeg nikkede. Det ligger jo i krimiens natur, at vi ikke får at vide, hvem der er gerningsmand før spændingen til sidst bliver forløst. Den klassiske engelske krimi er bygget over den skabelon: ”the whodunit” eller puslespils-krimien ala Agatha Christie. Forbrydelsen er en gåde, der skal løses. Spændingen består simpelthen i, hvem der er the bad guy.

Da jeg havde taget et par bidder af min sandwich, begyndte det at vrimle med erindringer om bøger, jeg har læst. Forrygende krimier hvor jeg som læser faktisk tidligt i bogens forløb ved, hvem gerningsmanden er. I ikke så få amerikanske politiromaner ved vi som læsere, hvem der er morder, før det er gået op for bogens enlige detektiv eller team af efterforskere. Alligevel har romanerne budt på masser af krimiguf, drama og overraskelser.

I bogen Hundens ører af Maria Ernestam, der dog ikke er en rendyrket krimi, men mere et psykologisk drama, kender vi gerningsmanden fra stort set første side. Men det er en uhyre fængende bog alligevel. Vi får indblik i gerningsmandens(kvindens) liv og baggrund og motivet til forbrydelsen.

Når du læser Steffen Jakobsens krimi Trofæ, der udkom i februar i år, så får du tidligt et praj om, hvem der står bag uhyrlighederne i bogen. Selvom jeg mener, at forfatteren røber lidt for meget lidt for hurtigt, så er Trofæ en af de bedste danske krimier, jeg har læst i år. Den fokuserer mere på hvorfor? end hvem?  Og så er den knaldhamrende spændende. Jeg har tidligere interviewet Steffen Jacobsen, og han sagde bl.a.:

Det betyder ikke så meget for mig, at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.- ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder.

Du kan læse hele interviewet med Steffen Jacobsen lige her

Hvad mener du? Skal morderens identitet være hemmelig, så du kan gætte med helt frem til sidste side? Eller må vi godt vide, hvem morderen er? Smid gerne en kommentar her på bloggen.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Den permanente af Thomas Bagger, EC Edition

Læs mere om Aarhus-krimien her