Trofæ

Anmeldelse: Ghostwriter af Steffen Jacobsen

En del af Ghostwriter, den femte bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen, foregår i Etiopien. Bogen udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Ghostwriter af Steffen Jacobsen spurter afsted med 200 kilometer i timen, biljagter, en kvindelig snigmorder, cirkelspark til medicinalindustrien og udspekulerede, pengegriske banditter i habitter. Det er topunderholdende og medrivende. Jeg er vild med makkerparret Michael Sander/Lene Jensen, snarrådige og handlekraftige som de er. Men det koster en smule på karakterskildringerne, at der konstant er forrygende fart over feltet i den femte bog om makkerparret.

Jeg ved, at jeg vil udsætte mine hovedpersoner for alt muligt frygteligt – de skal bare males til støv. De skal smadres og torpedoanskydes og angribes af vilde dyr – altså, de skal virkelig udslettes for så at genopstå.

Steffen Jacobsen-citatet stammer fra Lindhardt og Ringhofs hjemmeside. Og Steffen Jacobsen spilder ikke tiden, men forkæler sine læsere med den ene mere højspændte og nervepirrende situation efter den anden. Der er masser af fandenivoldskhed over Ghostwriter, og Jacobsen evner i den grad at drive en interessant handling frem med masser af tempo og action. Og med et plot, der begejstrer, selvom man som læser hurtig erfarer, hvordan det hele hænger sammen.

Da jeg for fem år siden interviewede Steffen Jacobsen sagde han:

Det betyder ikke så meget for mig, at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.- ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder.

At vi kender bagmændene gør ikke historien mindre interessant. Og åh, hvor skal det stakkels ægtepar Sander/Jensen igennem meget. Og ja, de bliver torpedoanskudt.

En ældre direktør fra et af verdens førende medicinalfirmaer bliver tvunget til at begå selvmord i sin rummelige, mørkeblå Mercedes. Den unge journalist, der var i gang med at skrive hans biografi, findes dræbt i en skov tæt ved. Skudt gennem hovedet.

Politikommissær fra Københavns Politi Lene Jensen får sagen, som hendes kære mand i al hemmelighed også efterforsker. Michael Sander har nemlig fået fat i en hemmelig dagbog, der har betydning for sagen. En dagbog, som magtfulde mennesker i medicinalindustrien vil gøre alt for ikke kommer frem. Og det bringer ham i fare. Og på kollisionskurs med konen.

Samtidig har Michael Sander sin helt egne agenda, sin egen vendetta rettet imod nogle – ved første øjekast – helt almindelige mennesker. En mission, som Lene Jensen heller intet kender til.

Jeg havde gerne set lidt mere fyld på karaktererne. De udvikler sig, ja, men jeg ville gerne have været lidt mere inde i hovedet på både Sander og Jensen. Det koster lidt, at der konstant er tempo og hurtige sceneskift i Ghostwriter. Alligevel har forfatteren fået plads til at vise læserne, at Sander er blevet mere rund i det. Ikke som i buttet, men som i knap så kynisk og pengefokuseret. Det havde jeg gerne set, at forfatteren havde foldet endnu mere ud, for der er ikke plads til synderlige dybe tanker i en historie, der suser afsted. Og i denne fortælling gør Sander faktisk noget – uden at få penge for det.

En person, han til gengæld folder fint ud og som får plads til at tænke, er lægen Thomas Schmidt. I årevis har han arbejdet i katastrofeområder blandt andet for en katolsk hjælpeorganisation i Adigrat i det nordlige Etiopien på grænsen til Eritrea, og som overlæge og ortopædkirurg har Steffen Jacobsen tjek på sin lægetaske. Når et dødeligt borende pilespids forvandles til et livsgivende dræn, så tror man på det.

Og så sniger der sig en lille kærlighedshistorie ind i Ghostwriter også. Lægen Thomas møder en mystisk kvinde i Afrika, som han ikke kan glemme igen, og selvfølgelig hænger hændelserne i Etiopien fornemt sammen med begivenhederne i Danmark.

Sæt dig godt tilrette, spær øjnene op og lad dit hjerte banke ivrigt og nyd den film, du nu skal se for dit indre blik. Indtag en hæsblæsende handling og skønne knastørre replikker, der flyver gennem luften sammen med nedskudte droner og bandeord. Og lev med, at karaktererne mere rykker sig fysisk end psykologisk. Hardcore Sander/Jensen-fans bliver ikke skuffede.

PS: Steffen Jacobsens bøger om Michael Sander og Lene Jensen i rækkefølge:

Trofæ

Gengældelse

Et bjerg af løgne

Enhjørningen

Ghostwriter

PPS: Læs eller genlæs mit interview med Steffen Jacobsen, dengang han var aktuel med første bog i serien Trofæ

PPPS, hvis der er noget, der hedder det: Etiopien er selvfølgelig andet end hungersnød, tørke, borgerkrig og helt unge piger, der dør under fødslen. Engang blev jeg forsinket med et fly, der mellemlandede i Etiopien, og jeg fik mulighed for otte timer i hovedstaden Addis Abeba – eller Addis Ababa, som det også staves. Sjældent har jeg fået et så velsmagende og krydret vegetarmåltid med linser og bønner og andre gode sager, som det, jeg gravede op med fladbrød fra et stort fad på en lille, beskeden restaurant i Addis Abeba.

 

Et bjerg af løgne af Steffen Jacobsen

Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med Trofæ - den første krimi om privatdetektiven Michael Sander. Han har også skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner.

Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med Trofæ – den første krimi om privatdetektiven Michael Sander og politikvinden Lene Jensen.

Anmeldelse: Steffen Jacobsens Et bjerg af løgne er effektiv underholdning om et storpolitisk spil og jagten på råstoffer i den grønlandske undergrund.

Det er et aktuelt emne, Steffen Jacobsen tager fat på i sin tredje krimi om privatdetektiven Michael Sander og vicepolitiinspektør Lene Jensen, som vi også mødte i Trofæ og Gengældelsen. I radioavisen for et øjeblik siden hørte jeg endnu engang om selskaber, der er på jagt efter endnu uopdagede olie- og gasressourcer i Arktis. Men kan man udvinde gasser og olie på en bæredygtig måde? Eller vil det få kolossale konsekvenser for både miljø og mennesker? Og hvad med de miljøaktivister, der saboterer virksomhedernes arbejde – er de helte eller terrorister? Jagten efter råstoffer i den grønlandske undergrund er netop et af temaerne i Steffen Jacobsens Et bjerg af løgne.

Et olieeventyr af gigantiske dimensioner, rabiate miljøaktivister, der ikke skyr nogle midler, skifergas, kampen om magt, milliarder og prestige, internationale lejesoldater, et homoseksuelt stævnemøde, kinesiske investorer, den grønlandske undergrund, korruption, griskhed, kynisme, politisk spin, en god sjat elementær spænding og grumme torturscener.

Forfatter Steffen Jacobsen mikser det hele sammen til en hamrende effektiv cocktail, der smager. Jeg læste Et bjerg af løgne i forrygende fart og var suverænt godt underholdt undervejs. Sprogligt er der ikke så mange dikkedarer, men dialogerne fungerer, og Jacobsens form fungerer fortrinligt. Handlingen spurter afsted.

“Nedarvede privileger krænker min retfærdighedsfølelse,” sagde Steffen Jacobsen i et Politiken-interview år tilbage, og man skal ikke langt ind i bogen, før man møder Danmarks rigeste mand, der har arvet rigdommen og magten fra sin far. Om han er en af de gode, må du selv gætte, når du læser bogen.

Rigmanden Axel Nobel er bestyrelsesformand for Nobel Oil, der i jagten efter skiferolie og gas har søsat et storstilet milliardprojekt i Grønland. Den erfarne geolog Peter Holm har netop gjort et opsigtsvækkende fund i forbindelse med analyserne af de allersidste prøveboringer, og da han kort efter vender hjem til Danmark, bliver han brutalt myrdet. Lene Jensen, der nu har fået titel af vicepolitiinspektør, får til opgave at finde morderen. Michael Sander, der bor sammen med sin selvmordstruede søster, hyres af den magtfulde Axel Nobel til at finde USB-nøglen med analyserne. De to efterforskere arbejder på samme sag, der også politisk har stor bevågenhed. Men det betyder ikke, at Sander og Jensen samarbejder. Det giver selvfølgelig nogle klask.

Vi møder Michael Sander mere desillusioneret end tidligere. Er han ligeglad med konsekvenserne af det arbejde, han udfører, hvis lønnen er høj nok?  Sander bliver mere og mere interessant for hver bog. Også Lene Jensen er et godt bekendtskab. Det er ikke realistisk, at hun – efter eget ønske – stort set arbejder alene på drabssagen. Og især en hollandsk lejemorder bliver lidt for karikeret. Alligevel slugte jeg med begejstring hver side, fordi forfatteren har flair for den gode historie og på næsten filmisk vis sætter scene efter scene, der underholder og fortsætter i fuld fart frem. Mon ikke vi ser Sander og Jensen i en filmudgave inden for en årrække?

PS: Et bjerg af løgne er forfatterens sjette roman. Udover denne krimiserie har Steffen Jacobsen også skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner.

PPS: Også Helle Vincentz har beskæftiget sig med Grønlands råstoffer i krimien Nukaakas kabale

 

 

Nye krimier fra Steffen Jacobsen og Harlan Coben

Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med Trofæ - den første krimi om privatdetektiven Michael Sander. Han har også skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner.

Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med Trofæ – den første krimi om privatdetektiven Michael Sander. Et bjerg af løgne er den tredje bog i serien. Han har også skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner.

Nye krimier: Så vender man lige hovedet væk et øjeblik og vupti – nye bøger lander i ekspresfart på hylderne hos både de fysiske og digitale boghandlere.

En af de krimiforfattere, der er aktuel med en krimi er danske Steffen Jacobsen. I dag udkommer Et bjerg af løgne, der er den danske forfatters tredje krimi om den eksklusive privatdetektiv Michael Sander. Ham mødte vi også i Trofæ og i Gengældelsen.

I Et bjerg af løgne bliver Nobel Oils magtfulde bestyrelsesformand Peter Holm brutalt dræbt. Og det dagen efter, at han er kommet hjem fra en feltstation i Vestgrønland efter at have analyseret de sidste prøveboringer til det, der ser ud til at blive verdenshistoriens største olieeventyr.

Sidste år på BogForum hørte jeg Steffen Jacobsen fortælle om sin kaotiske barndom. Steffen Jacobsen er vokset op i en dysfunktionel familie, og på messen fortalte han, hvordan det har været hans held, at han boede tæt på et bibliotek som barn. Læs eller genlæs artiklen her

Du kan også læse dette interview, jeg tidligere har lavet med ham, eller du kan læse et helt nyt Steffen Jacobsen-interview på Plusbogs blog lige her

Også amerikanske Harlan Coben har netop sendt en ny krimi på gaden.  Seks år hedder bogen.

Det er nemlig seks år siden, at Jake Fisher var vidne til, at han livs kærlighed, Natalie, giftede sig med en anden mand. I seks år har Jake begravet sig i arbejdet som universitetslærer. I seks år har han holdt sit løfte til Natalie om at lade hende være i fred, og i seks år har tanken om Natalie og hendes ægtemand, Todd, pint og plaget ham. Men nu går den ikke længere.

Jake beslutter sig for at finde ud af, hvad der er sket med Natalie, og inden længe er han viklet ind i et spind af løgne og bedrag, der er tæt på at koste ham livet.

Harlan Coben er i Danmark bedst kendt for Savner dig, men han har skrevet en lang række krimier, hvoraf de fleste har ligget øverst på bestsellerlisterne i hjemlandet USA.

Jo Nesbøs thriller Midnatssol udkom i sidste uge. Og der er også snart nyt på vej fra Chris Carter, Emelie Schepps, Michael Katz Krefeld, Jesper Stein og mange flere. God læselyst.

 

Krimiforfatter Steffen Jacobsen: Biblioteket blev min redning

Steffen Jacobsen debuterede som kriminalforfatter i 2008 med kriminalromanen Passageren. Foto: Rebekka Andreasen

Steffen Jacobsen kalder sin barndom for ussel. Allerede som 6-årige begyndte han at komme på biblioteket og søgte her ro og normalitet på biblioteket. Han debuterede som kriminalforfatter i 2008 med kriminalromanen Passageren. Foto: Rebekka Andreasen

BogForum, 1. bid: Godt 29.000 mennesker lagde vejen forbi Bella Center i weekenden og bidrog alle til årets BogForum 2014. Du kan læse små bidder fra bogmessen i den kommende tid her på bloggen. I dag handler det om Læs for Livet og forfatter Steffen Jacobsen.

Udover et væld af arrangementer med forfattere kunne BogForums gæster besøge 189 stande. Rigtig mange mennesker fandt vej til Læs for Livets stand. Rachel Röst, der selv har været anbragt som barn, og et stort hold af frivillige samler bøger ind til institutioner for udsatte børn og unge. Jeg havde selv en beskeden mængde brugte børnebøger med, der senere vil gøre gav på forskellige krisecentre, børnehjem etc.

Rachel Röst og de frivillige har på lidt over to år delt 25.000 bøger ud og indrettet små biblioteker og læsekroge på forskellige institutioner. Det blev hun hædret for i Bella Center, hvor hun modtog den såkaldte Klods Hans-Pris fra Selskabet for Børnelitteratur.

Bøger giver bl.a. udsatte børn en følelse af normalitet, og Læs for Livet bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for bedre liv. Det er et super godt initiativ, som også du kan støtte. Læs mere om projektet her

Den succesrige krimiforfatter Steffen Jacobsen, hvis seneste krimi, Gengældelsen, lige nu er at finde på bestseller-listerne, ved, hvad bøger kan betyde, når man har det rigtig svært som barn.

Steffen Jacobsen er vokset op i en dysfunktionel familie, og på messen fortalte han, hvordan det har været hans held, at han boede tæt på et bibliotek som barn:

Jeg har haft en kaotisk og omsorgssvigtet barndom, og som barn i en dysfunktionel familie, er man ekstremt isoleret. Man kan finde på at tage med bussen blot for at komme tæt på andre mennesker. Jeg har ikke haft den dér lærer, der så mig og gav mig te efter skole. Jeg havde biblioteket. Det har været livsreddende. Det var for mig et fristed, hvor jeg kunne føle mig normal. Når virkeligheden er ubærlig, har man brug for elementer til at bygge fantasiverden med.

Steffen Jacobsens elsker den ro og kirkelig fred, der kan være på biblioteker. Og at fordybe sig i bøgerne – hvad enten det er skønlitteratur eller fagbøger.

Udover at have succes som forfatter arbejder Steffen Jacobsen som ortopædkirurg og overlæge på Hvidovre Hospital. Han er mønsterbryder. I den grad. Og han ærgrer sig over, at små biblioteker lukker i flæng.

Når man læser krimier, begynder en bog ikke sjældent med kaos, og når sidste sætning er læst, er der skabt en vis orden i kaos igen.

Krimier kan restituere vores tro på medmenneskeligheden. Krimien med arsenik i agurkesalaten er ikke den vej, jeg går. Jeg har behov for at kommentere den samtid, vi lever i.

Han bliver hurtigt rastløs. Er dårlig til at holde fri. Og han har behov for at have nogle projekter i horisonten at styre efter.

Mon ikke vi er mange, der håber, at der ude i horisonten venter endnu en forrygende krimi? Steffen Jacobsen har i hvert fald planlagt en sidste bog om makkerparret fra Trofæ og Gengældelsen.

 

En morders identitet

Gør det noget, hvis vi allerede på side 89 kender morderens identitet?

I frokostpausen på et kursus for nylig udbrød en af mine medkursister, at hun bedst kan lide krimier, hvor morderens identitet først bliver afsløret på en af de sidste sider i bogen.

Vil du gerne vide, hvem morderen er, når du læser krimier? Eller ødelægger det plot og spænding at kende gerningsmandens identitet?

Ødelægger det plot og spænding at kende gerningsmandens identitet?

Jeg nikkede. Det ligger jo i krimiens natur, at vi ikke får at vide, hvem der er gerningsmand før spændingen til sidst bliver forløst. Den klassiske engelske krimi er bygget over den skabelon: ”the whodunit” eller puslespils-krimien ala Agatha Christie. Forbrydelsen er en gåde, der skal løses. Spændingen består simpelthen i, hvem der er the bad guy.

Da jeg havde taget et par bidder af min sandwich, begyndte det at vrimle med erindringer om bøger, jeg har læst. Forrygende krimier hvor jeg som læser faktisk tidligt i bogens forløb ved, hvem gerningsmanden er. I ikke så få amerikanske politiromaner ved vi som læsere, hvem der er morder, før det er gået op for bogens enlige detektiv eller team af efterforskere. Alligevel har romanerne budt på masser af krimiguf, drama og overraskelser.

I bogen Hundens ører af Maria Ernestam, der dog ikke er en rendyrket krimi, men mere et psykologisk drama, kender vi gerningsmanden fra stort set første side. Men det er en uhyre fængende bog alligevel. Vi får indblik i gerningsmandens(kvindens) liv og baggrund og motivet til forbrydelsen.

Når du læser Steffen Jakobsens krimi Trofæ, der udkom i februar i år, så får du tidligt et praj om, hvem der står bag uhyrlighederne i bogen. Selvom jeg mener, at forfatteren røber lidt for meget lidt for hurtigt, så er Trofæ en af de bedste danske krimier, jeg har læst i år. Den fokuserer mere på hvorfor? end hvem?  Og så er den knaldhamrende spændende. Jeg har tidligere interviewet Steffen Jacobsen, og han sagde bl.a.:

Det betyder ikke så meget for mig, at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.- ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder.

Du kan læse hele interviewet med Steffen Jacobsen lige her

Hvad mener du? Skal morderens identitet være hemmelig, så du kan gætte med helt frem til sidste side? Eller må vi godt vide, hvem morderen er? Smid gerne en kommentar her på bloggen.

 

Krimiforfatter Steffen Jacobsen har ordet

I dag udkommer Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Bogen kan i den grad anbefales. Steffen Jacobsen har tidligere skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner. Foto: Les Kaner.

5. februar udkommer Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Bogen kan i den grad anbefales. Steffen Jacobsen har tidligere skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner. Foto: Les Kaner.

I morgen udkommer Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Det var faktisk en doktordisputats, der satte overlægen i gang med at skrive spændingsromaner. Mød her forfatteren, der er vild med John le Carré, og som ikke har noget imod at afsløre gerningsmanden for sine læsere i starten af historien.

– I 2008 blev jeg færdig med min doktordisputats efter nogle meget koncentrerede år. Og bagefter var der et enormt hul, et stort antiklimaks, som der ofte er, når man har været i gang med et stort projekt i mange år. Jeg fik det gode råd at skrive fiktion af én, der syntes, at jeg havde et godt og varieret talesprog (i det mindste), og jeg havde egentlig også tænkt det samme i flere år, men synes ikke, at jeg havde historien.

– Jeg begyndte at tænke på midaldrende mænd, deres selvforståelse, forfængelighed og imagepleje. Og jeg tænkte på de stærke kræfter, der måske kunne udløses, hvis sådanne mægtige mænd i en dyb krise (et havari i nordsøen) blev klædt af – af en ung kvinde, der viste dem, hvad sand styrke og autentisk heltemod egentlig var. Det blev til Passageren, der udkom i 2008. Bogen blev godt modtaget, og jeg fik blod på tanden og fortsatte.

–  Det er en tornestrøet sti, og genren er vanskelig at navigere i, men jeg synes selv, at jeg har et ret naturlig flair for det, og selv om jeg mange gange har haft lyst til at holde op, bliver jeg ved, fordi det også er skægt – og interessant at lade underbevidstheden tale.

– Jo mere underbevidstheden får lov til at være sig selv i et frit flow, jo bedre bliver teksten simpelthen. Det er først, når man bliver meget genrebevidst og selvbevidst at tingene bliver dårlige. At læse folks gode oplevelser med de ting, man laver, er meget bekræftende.

Vigtigt med andre øjne på manuskriptet

– Jeg skriver altid på et eller andet – eller tænker i det mindste på en historie. Hvis jeg ser tilbage på min korte forfatterkarriere, så har jeg skrevet lige så mange manuskripter, der rent faktisk udkommer, som ting, der aldrig bliver til noget. Det er svært at vide på forhånd.

– Det er meget vanskeligt for én selv at se skoven for bare træer – virkelig vide, om det er godt, det man laver, eller om det slet ikke fungerer. Men jeg har en idé til en historie, der på papiret kunne blive godt. Problemet er at alt, hvad jeg har skrevet, er endt et helt andet sted og med nogle andre karakterer end først planlagt. Jeg bryder mig ikke så meget om puslespilskrimier a la Agatha Christie. Jeg kan godt lide at læse dem, men vil ikke selv skrive på den måde.

– Det betyder ikke så meget for mig,  at læseren ved, hvem forbryderne er fra starten. Det, der interesser mig, er deres motiver til at handle, som de gør. Jeg vil også helst sætte figurerne ind i en større samfundsmæssig og historisk kontekst. En katastrofe som et terrorangreb f.eks.-  ikke for katastrofens skyld, men for at undersøge de små mennesker – som vi alle er – der går rundt på bunden af de store begivenheder, forklarer Steffen Jacobsen og tilføjer:

– John le Carré gør dette sublimt. Det samme gør Philip Kerr, Kate Atkinson, Eric Ambler og Martin Cruz Smith, som alle er forbilleder.

Læs min anmeldelse af Steffen Jacobsens helt aktuelle krimi lige her

Bogen er udkommet på People’sPress, der bl.a. også står bag denne forrygende italienske krimi

 

 

 

Trofæ af Steffen Jacobsen

Propper du Trofæ med i kufferten, når du skal på vinterferie, så skal dine omgivelser ikke regne med, at du er social. Du vil nemlig læse HELE tiden.

Prop Trofæ i kufferten, når du skal på vinterferie.

Anmeldelse: Arrangerede safarier – på mennesker. Det er bl.a. hvad Steffen Jacobsens stærkt underholdende, barske og velskrevne krimi Trofæ handler om.

Jeg var omkring 15 år, da jeg sidst i 80’erne så thrilleren Betrayed, hvor Debra Winger spiller en FBI-agent, der bliver forelsket i landmanden Tom Berenger. I sin fritid ynder han at gå på jagt – efter mennesker med en anden hudfarve eller seksuel orientering end ham selv. Den film gjorde et kæmpe indtryk på mig. Måske på grund af min alder, men jeg var chokeret over, at man så kynisk – og uden for en krigszone – kunne arrangere menneskejagter. For hvis man kan portrættere det på film, så sker der vel også derude i virkeligheden et sted?

Da de fandt ham, så han solen gå ned bag fjeldene vest for Porsangerfjorden og vidste, at han ikke ville se den igen.

Sådan lyder første linje af prologen af Steffen Jacobsens krimi Trofæ. Så er vi i gang. Og med på menneskejagt i det nordligste Norge. Gys.

Trofæ handler nemlig bl.a. om organiseret jagt – på mennesker. Menneskejagt er også et tema, som vi kender fra krimier som Liv Mørks Falken og Falkoneren og Jussi Adler-Olsens Fasandræberne. Det er nervepirrende og makabert at læse om – og hamrende spændende. (Har du endnu ikke læst noget af Liv Mørk, så kast dig evt. over denne fantastiske bog)

Handling: Da Elisabeth Caspersen – hovedrig arving til et dansk industriimperium – finder en amatørfilm i sin afdøde fars pengeskab, hyrer hun den eksklusive privatdetektiv Michael Sander til at undersøge sagen. Filmen skildrer en kynisk menneskejagt, og Elisabeth Caspersen frygter, at den vil ødelægge såvel det verdensomspændende firma som hendes eget liv. For en af personerne på filmen har en umiskendelig lighed med hendes far.

Samtidig tilkaldes politikommissær Lene Jensen til et selvmord i Holbæk. En højt dekoreret eks-soldat har hængt sig i sin have – men hvorfor er hans hænder lænket sammen på ryggen med håndjern?

Uddannet læge

For min skyld må der gerne være flere krimiforfattere, der lige snupper en uddannelse som ortopædkirurg, hvis det betyder, at de kan skrive lige så fremragende og fængende som Steffen Jacobsen, der netop er uddannet læge. Bogen er ikke kun nervepirrende og interessant at læse – den er også rigtig godt skrevet. Dialoger og handling driver naturligt, effektivt og ubesværet historien frem, spændingen er stort set konstant gennem hele bogen, og Steffen Jacobsen evner at udtænke et godt plot, som han dog efter min mening afslører lidt for tidligt i bogen. Forfatteren, der også har skrevet bl.a. Passageren og Den gode datter, bliver bare bedre og bedre. Mere skarp i både skrivestil og plot.

Nogle scener i bogen er meget barske, og jeg ved ikke helt, om de er nødvendige for fortællingen. Men hvis forfatteren i stedet for at udpensle detaljer havde antydet dem, så ville det ikke i samme grad give det stærke billede af meget betændte, afstumpede og psykopatiske bagmænd.

Bogen tager også fat på tematikken omkring hjemvendte professionelle soldater, der har deltaget aktivt i krigshandlinger rundt omkring i verden. Hvordan tackler man det faktum, at man den ene uge kan være på livsfarlig mission for i den næste at lave kødsovs og hente børn i vuggestue?

Hovedpersonerne politikommissær Lene Jensen og den højtspecialiserede privatdetektiv Michael Sanders er sympatiske, handlekraftige og nemme at holde af. Og jeg håber, at jeg møder dem igen. Snart.

Trofæ udkommer 5. februar.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her