Krimiforfatter Steffen Jacobsen: Biblioteket blev min redning


BogForum, 1. bid: Godt 29.000 mennesker lagde vejen forbi Bella Center i weekenden og bidrog alle til årets BogForum 2014. Du kan læse små bidder fra bogmessen i den kommende tid her på bloggen. I dag handler det om Læs for Livet og forfatter Steffen Jacobsen.

Steffen Jacobsen debuterede som kriminalforfatter i 2008 med kriminalromanen Passageren. Foto: Rebekka Andreasen

Udover et væld af arrangementer med forfattere kunne BogForums gæster besøge 189 stande. Rigtig mange mennesker fandt vej til Læs for Livets stand. Rachel Röst, der selv har været anbragt som barn, og et stort hold af frivillige samler bøger ind til institutioner for udsatte børn og unge. Jeg havde selv en beskeden mængde brugte børnebøger med, der senere vil gøre gav på forskellige krisecentre, børnehjem etc.

Rachel Röst og de frivillige har på lidt over to år delt 25.000 bøger ud og indrettet små biblioteker og læsekroge på forskellige institutioner. Det blev hun hædret for i Bella Center, hvor hun modtog den såkaldte Klods Hans-Pris fra Selskabet for Børnelitteratur.

Bøger giver bl.a. udsatte børn en følelse af normalitet, og Læs for Livet bruger bøger til at skabe social forandring og give udsatte børn og unge gode oplevelser og muligheder for bedre liv. Det er et super godt initiativ, som også du kan støtte. Læs mere om projektet her

Den succesrige krimiforfatter Steffen Jacobsen, hvis seneste krimi, Gengældelsen, lige nu er at finde på bestseller-listerne, ved, hvad bøger kan betyde, når man har det rigtig svært som barn.

Steffen Jacobsen er vokset op i en dysfunktionel familie, og på messen fortalte han, hvordan det har været hans held, at han boede tæt på et bibliotek som barn:

Jeg har haft en kaotisk og omsorgssvigtet barndom, og som barn i en dysfunktionel familie, er man ekstremt isoleret. Man kan finde på at tage med bussen blot for at komme tæt på andre mennesker. Jeg har ikke haft den dér lærer, der så mig og gav mig te efter skole. Jeg havde biblioteket. Det har været livsreddende. Det var for mig et fristed, hvor jeg kunne føle mig normal. Når virkeligheden er ubærlig, har man brug for elementer til at bygge fantasiverden med.

Steffen Jacobsens elsker den ro og kirkelig fred, der kan være på biblioteker. Og at fordybe sig i bøgerne – hvad enten det er skønlitteratur eller fagbøger.

Udover at have succes som forfatter arbejder Steffen Jacobsen som ortopædkirurg og overlæge på Hvidovre Hospital. Han er mønsterbryder. I den grad. Og han ærgrer sig over, at små biblioteker lukker i flæng.

Når man læser krimier, begynder en bog ikke sjældent med kaos, og når sidste sætning er læst, er der skabt en vis orden i kaos igen.

Krimier kan restituere vores tro på medmenneskeligheden. Krimien med arsenik i agurkesalaten er ikke den vej, jeg går. Jeg har behov for at kommentere den samtid, vi lever i.

Han bliver hurtigt rastløs. Er dårlig til at holde fri. Og han har behov for at have nogle projekter i horisonten at styre efter.

Mon ikke vi er mange, der håber, at der ude i horisonten venter endnu en forrygende krimi? Steffen Jacobsen har i hvert fald planlagt en sidste bog om makkerparret fra Trofæ og Gengældelsen.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.