Et bjerg af løgne af Steffen Jacobsen


Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med Trofæ - den første krimi om privatdetektiven Michael Sander. Han har også skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner.

Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud med Trofæ – den første krimi om privatdetektiven Michael Sander og politikvinden Lene Jensen.

Anmeldelse: Steffen Jacobsens Et bjerg af løgne er effektiv underholdning om et storpolitisk spil og jagten på råstoffer i den grønlandske undergrund.

Det er et aktuelt emne, Steffen Jacobsen tager fat på i sin tredje krimi om privatdetektiven Michael Sander og vicepolitiinspektør Lene Jensen, som vi også mødte i Trofæ og Gengældelsen. I radioavisen for et øjeblik siden hørte jeg endnu engang om selskaber, der er på jagt efter endnu uopdagede olie- og gasressourcer i Arktis. Men kan man udvinde gasser og olie på en bæredygtig måde? Eller vil det få kolossale konsekvenser for både miljø og mennesker? Og hvad med de miljøaktivister, der saboterer virksomhedernes arbejde – er de helte eller terrorister? Jagten efter råstoffer i den grønlandske undergrund er netop et af temaerne i Steffen Jacobsens Et bjerg af løgne.

Et olieeventyr af gigantiske dimensioner, rabiate miljøaktivister, der ikke skyr nogle midler, skifergas, kampen om magt, milliarder og prestige, internationale lejesoldater, et homoseksuelt stævnemøde, kinesiske investorer, den grønlandske undergrund, korruption, griskhed, kynisme, politisk spin, en god sjat elementær spænding og grumme torturscener.

Forfatter Steffen Jacobsen mikser det hele sammen til en hamrende effektiv cocktail, der smager. Jeg læste Et bjerg af løgne i forrygende fart og var suverænt godt underholdt undervejs. Sprogligt er der ikke så mange dikkedarer, men dialogerne fungerer, og Jacobsens form fungerer fortrinligt. Handlingen spurter afsted.

“Nedarvede privileger krænker min retfærdighedsfølelse,” sagde Steffen Jacobsen i et Politiken-interview år tilbage, og man skal ikke langt ind i bogen, før man møder Danmarks rigeste mand, der har arvet rigdommen og magten fra sin far. Om han er en af de gode, må du selv gætte, når du læser bogen.

Rigmanden Axel Nobel er bestyrelsesformand for Nobel Oil, der i jagten efter skiferolie og gas har søsat et storstilet milliardprojekt i Grønland. Den erfarne geolog Peter Holm har netop gjort et opsigtsvækkende fund i forbindelse med analyserne af de allersidste prøveboringer, og da han kort efter vender hjem til Danmark, bliver han brutalt myrdet. Lene Jensen, der nu har fået titel af vicepolitiinspektør, får til opgave at finde morderen. Michael Sander, der bor sammen med sin selvmordstruede søster, hyres af den magtfulde Axel Nobel til at finde USB-nøglen med analyserne. De to efterforskere arbejder på samme sag, der også politisk har stor bevågenhed. Men det betyder ikke, at Sander og Jensen samarbejder. Det giver selvfølgelig nogle klask.

Vi møder Michael Sander mere desillusioneret end tidligere. Er han ligeglad med konsekvenserne af det arbejde, han udfører, hvis lønnen er høj nok?  Sander bliver mere og mere interessant for hver bog. Også Lene Jensen er et godt bekendtskab. Det er ikke realistisk, at hun – efter eget ønske – stort set arbejder alene på drabssagen. Og især en hollandsk lejemorder bliver lidt for karikeret. Alligevel slugte jeg med begejstring hver side, fordi forfatteren har flair for den gode historie og på næsten filmisk vis sætter scene efter scene, der underholder og fortsætter i fuld fart frem. Mon ikke vi ser Sander og Jensen i en filmudgave inden for en årrække?

PS: Et bjerg af løgne er forfatterens sjette roman. Udover denne krimiserie har Steffen Jacobsen også skrevet Passageren, Den gode datter og Når de døde vågner.

PPS: Også Helle Vincentz har beskæftiget sig med Grønlands råstoffer i krimien Nukaakas kabale

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.