De døde i 2017 7


Sue Grafton døde sidst i december. Hun er forfatter til de såkaldte alfabetkrimier.

Farvel: Vi har taget hul på et nyt sprødt år, men i 2017 døde en række markante personer, der har markeret sig på krimifronten.

Colin Dexter: Den britiske forfatter Colin Dexter døde i marts i en alder af 86 år. I forfatterens debutkrimi fra 1975, Sidste bus til Woodstock, møder læserne for første gang Inspector Morse. I alt 14 bøger skrev Dexter om den fiktive Oxford-kriminalinspektør, der er blevet til en yderst populær tv-serie. Første gang Morse optrådte på tv var i 1987. Forfatteren var vild med både opera og god whisky, så det er Morse selvfølgelig også. Vidste du, at Morse hedder Endeavour til fornavn?

Jonathan Demme: I april døde den 73-årige amerikanske instruktør, der vandt en Oscar i 1991 for filmen Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs) med Anthony Hopkins og Jodie Foster i hovedrollerne. Filmen er baseret på en roman af Thomas Harris. Første gang jeg (bag en pude) så filmen, var med en veninde i London, og jeg sov ikke om natten, fordi tanker om seriemorderen og kannibalen Hannibal Lecter hvirvlede rundt i hovedet på mig. Virkelig god og skræmmende film.

Roger Moore: I maj døde den engelske skuespiller Roger Moore, der især er kendt for sin rolle som Bond. James Bond. Inden han blev kendt som 007, spillede han også actionhelt i tv-serierne Helgenen og i De uheldige helte. I alt syv gange spillede Roger Moore James Bond. Fra Live and Let Die i 1973 til hans sidste Bond-film i 1985 A View to a Kill. Han blev 89 år. Fra 2002 og frem til sin død var Moore gift med dansk-svenske Kristina (Kiki) Tholstrup.

Michael Nyqvist: I juni døde den populære svenske skuespiller Michael Nyqvist 56 år gammel. Han har spillet masser af teater, men han er især kendt for at give Stieg Larssons fiktive journalist Mikael Blomkvist krop i filmatiseringerne af Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt. Nyqvist medvirkede også i en række tv-film om Beck i 90’erne. Den svenske skuespiller har også været med i en gigantisk Hollywoodproduktion, da han spillede skurk over for Tom Cruise i Mission Impossible – Ghost Control.

Sue Grafton: På en af årets sidste dage døde den amerikanske bestsellerforfatter Sue Grafton. Hun blev 77 år og lancerede sammen med bl.a. Sara Paretsky en ny type kvinde i krimier. Hovedpersonen i Graftons såkaldte alfabetkrimier er den fraskilte, barnløse, slagfærdige, utilpassede, hardcore og selvstændige detektiv Kinsey Millhone, som læserne møder første gang i A is for Alibi, der udkom i 1982 – på dansk i 1991. Graftons sidste bog blev Y is for Yesterday. Hun nåede ikke det sidste bogstav i det amerikanske alfabet, z. Bøgerne om Millhone, der har base i en fiktiv by i Californien, er oversat til 26 sprog.

 

 

 


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

7 thoughts on “De døde i 2017

  • Kirsten Bach

    Vidste du, at Morse hedder Endeavour til fornavn?
    Ja, det røber han i en af de sidste film. Afløseren for Morse, serien om den unge Morse hedder jo også Endeavor. 😉

  • Anette Andersen

    Hvor trist – havde slet ikke hørt at Sue Grafton også er død. Har læst de fleste i serien – synd at hun ikke “fik lov” at gøre serien færdig.
    Elsker Morse serien og for år tilbage var jeg meget heldig at opleve Colin Dexter til Dead on Deansgate krimi festival’en. Han blev interviewet og fortalte os mange historier. En lun og vittig mand.

    Godt Nytår Rebekka – glæder mig til at læse dine indlæg i 2018.

    • Rebekka Andreasen

      Mange tak. Også godt nytår til dig. Skønt du læser med.

      Og tak for din fine Morse-fortælling. Lidt af en oplevelse.

      Mange hilsner fra Rebekka