Anmeldelse: Dicte uden Wagner og veninderne og den vante Aarhus-kulisse. Holder det? Ja. Dødvægt – den niende i rækken om journalisten Dicte Svendsen – er underholdende og begivenhedsrig. Men Dødvægt er ikke den bedste Elsebeth Egholm-krimi.
Det klæder den kompromisløse og nysgerrige Dicte at komme væk fra vante omgivelser. I Dødvægt sender Elsebeth Egholm Dicte – ledsaget af kæresten Bo og en håndfuld fotojournalist-studerende – til middelhavsøen Gozo i den maltesiske skærgård.
I stedet for at nyde en decemberrejse til den lille grønne ø nord for Malta, mens Bos elever jagter gode fotomotiver, bliver Dicte selvfølgelig involveret i jagten på en morder. En af de unge studerende findes hurtigt død på øen. Hvem dræbte hende? Og hvordan er liget af en hvid ukendt kvinde havnet i vandet blandt druknede, afrikanske flygtninge, da en flygtningebåd fra Libyen kæntrer for øjnene af en magtesløs Dicte?
Da Bo pludselig forsvinder er Dicte for alvor alene. Dicte er jo Dicte og kaster sig ud i efterforskningen. Hun får hjælp fra uvant kant af den lokale kriminalbetjent Jack Spiteri. Jack er enkemand og har tidligere været gift med en svensk kvinde. Han forelsker sig hovedkuls i Dicte, der også væltes omkuld af den sydeuropæiske efterforsker, der har benene solidt plantet på sin kartoffelmark. Ham Jack håber jeg, at vi kommer til at høre mere om i næste Dicte-bog. Han er interessant. Opdraget i et stærkt konservativt samfund, men fascineret af frisindede skandinaviske kvinder.
Elsebeth Egholm skriver godt. En af bogens styrker er hendes indgående kendskab til Gozo, som hun besøger flere gange om året, og hvor hun boede fast i en periode. Her er fine beskrivelser af øen med de stejle klipper, stendiger, grønne marker, det gamle fæstningsværk Citadellet og huse af sandsten.
En lille ø, hvor alle stort set kender alle, og hvor de lokale spiser kaninragout og butterdejskagen Pastizzi og snakker et sprog, der minder om arabisk. Og hvor den katolske tro er en naturlig, dominerende og vigtig del af hverdagen. Heldigvis bliver Gozo-beskrivelserne ikke turistbrochure-agtige, men gør kun Dødvægt mere stemningsfuld og interessant at læse.
Jeg slugte bogen og var godt underholdet, fordi Egholm kan det dér med at skabe spænding og drive i en fortælling. Men det er en krimi i den lette krimigenre og ikke den bedste af Elsebeth Egholms bøger. Denne her mangler – trods alvorlige emner som bådflygtninge, korruption og trafficking – noget tyngde og substans. Det er som om, Egholm har haft svært ved at beslutte sig for, hvad bogen skulle handle om, og så er det blevet til lidt af dit og lidt af dat. Uden for alvor at blive rigtig interessant.
Jeg ville ønske, at den populære krimiforfatter havde behandlet flygtningetemaet mere indgående. Det er et uhyre vigtigt og meget aktuelt tema, der desværre glider lidt ud i det lune, gozitanske sand. Egholm har tidligere vist, at hun evner at stille skarpt på samfundsrelevante emner, og at hun formår at gøre dem nærværende og give dem bid – hvad enten det handler om organdonation eller de såkaldte 12-tals piger. Men det gør hun ikke denne gang.
PS: Elsebeth Egholm har også skrevet om Gozo i Mig og min ø.
PPS: For et par måneder siden var jeg på Malta, som jeg blev meget begejstret for. Nu er jeg nødt til at vende tilbage for at besøge Gozo også.
Uh, jeg har lige fået bogen ind af døren med posten. Tror jeg vil smide mig i hængekøjen med den og lade mig underholde. Så vender jeg tilbage når jeg er færdig.
Jeg har allerede slugt bogen – blev færdig for et par dage siden. Du har fuldstændig ret i din anmeldelse – bogen kunne godt have gået i dybden med det helt aktuelle problem – bådflygtninge, men den er underholdende. Lidt for hurtigt læst måske, men den gav mig lyst til at besøge både Malta og Gozo. Jeg troede ellers ikke, at der var noget, der overgik Sicilien på de kanter.
Rigtig god læselyst Karin – lad mg høre, hvad du synes om bogen 😉
Tak for kommentaren Birthe
Det er bestemt ikke en ringe krimi, men jeg har visse forventninger, når det et en Egholm-bog. Og ja, det tema er nemlig så vigtigt og aktuelt lige nu.
Ps: Malta kan anbefales – har desværre aldrig været på Sicilien.
Har lige købt bogen og er spændt på at læse den, men jeg skal lige have læst Pierre Lemaitres Irene og Camille først.
Tusind tak for din gode og detaljerede anmeldelse Rebekka. Jeg glæder mig til at læse den da Elsebeth Egholm er en af mine yndlingsforfattere – og jeg holder meget af personerne særligt Dicte. Altid spændende at læse om hvad hun nu roder sig ud i. 🙂
Iøvrigt kan jeg tilføje at Elsebeth Egholm også har skrevet en anden bog der foregår i Gozo, nemlig romanen Scirocco, som jeg godt kan anbefale. Fyldt med atmosfære, fine beskrivelser af Gozo, og det som dansk kvinde at leve i en anden kultur.
God læselyst Tove – gode bøger du har på lager 🙂
Hej Anette
Tak for reminderen – det havde jeg helt glemt. Og ja, Dicte roder sig også denne gang ud i en hel masse.
Jeg stod af Dicte-bøgerne for en eller to bøger siden. Hun kan skrive et godt plot, men hendes ellers så berømte research er nu kun en myte, fandt jeg ud af i sidste bog. Bøgerne er blevet mere og mere klichéprægede med tiden, bygget over skabelonen: et samfundsproblem + Dicte og så kører det bare deruda’.
Hej Marit
Tak for din kommentar. Jeg er ikke helt enig, men jeg har heller ikke været fuldstændig blæst omkuld af de sidste par bøger.
Må indrømme absolut ikke er vild med Elsebeth Egholms bøger om Ditte selvom jeg har rødder i Århus og tilknytning til Malta.For selvfed Altfordamerne stil, et plot der er mere gennemskueligt end min punkterede termorude – og simpelthen bare for let. En krimierne pendant til de kærlighedsbøger mange piger guffede i sig år tilbage.
Men pga ændret lokation skulle dødvægt da læses. Det mærkes EE har kendskab og kærlighed til Malta og øer. Det giver et plus – og yderligere et for at skifte lokation. Men så er der heller ikke mere at hente. Danmarks nok mest overvurderede forfatter.