Dokk1 – Aarhus’ nye hovedbibliotek – er et fantastisk hus og det største offentlige bibliotek i Skandinavien. Og værd at rejse efter, hvis du bor langt fra den jyske hovedstad.
I dag slæbte jeg mand og unger med på Dokk1. Det var vores første visit på biblioteket, der åbnede i sidste uge. Det bliver bestemt ikke det sidste besøg. Sikke et fantastisk hus.
De lokale medier har været fulde af historier om byens nye kulturelle mødested.
Men der har været mere fokus på det fuldautomatiske p-anlæg under bygningen end selve indholdet. Jeg var glad for ved selvsyn at konstatere, at der også er bøger på det nye, trendy bibliotek.
Faktisk rummer Dokk1 over 350.000 forskellige bøger, tidsskrifter, film, musik, spil, lydbøger etc.
Biblioteket rummer masser af skønne læsekroge, spøjse påfund, legehjørner for store såvel som små, spændende legepladser ude som inde, lækker cafe etc.
Dokk1 er helt sikkert et besøg værd – også selvom du måske ikke vil låne dine biblioteksbøger her. Det 30.000 kvadratmeter store hus er skabt af arkitekterne schmidt hammer lassen, og Dokk1 er en meget spændende bygning med en helt unik placering ved havnefronten i Aarhus.
På biblioteket finder du også Gongen – en rørklokke af bronze, der er skabt af Kirstine Roepstorff. Gongen, der er syv en halv meter lang og vejer tre ton, aktiveres, når et barn fødes på Universitets-hospitalet i Aarhus.
Hej Rebekka.
Det lyder til at være blevet et rigtig godt sted, så her tror jeg bestemt at min familie også snart skal på besøg.
Det er bestemt et besøg værd, Lone. Et supermoderne bibliotek.