Gode podcasts 6


Krimisommer: Jeg har samlet en håndfuld gode podcasts til dig.

Slå ørerne ud og lyt til gode historier.

Jeg er stor fan af lydbøger. Lytter til historier, når jeg sidder i bussen, laver mad eller går aftentur alene.

Måske du denne sommer vil lytte til en god krimi, når du slapper af på altanen, går tur med hunden, laver havearbejde eller ligger og koger på stranden på Mallorca?

Radiodrama er hot. 100 millioner gange  – det er ret meget. Og netop omkring 100 millioner gange blev første sæson af den amerikanske podcast Serial downloadet. Den er nogle år gammel, og måske du var en af dem, der lyttede med?

Der findes heldigvis masser af underholdende og meget lytteværdige podcasts. Her kommer et lille udvalg af dem, som jeg  – udover Serial – har nydt med stor fornøjelse.

Homecoming, Gimlet Media: Psykologisk thriller om hjemvendte amerikanske soldater. Utrolig lækker lyd. Og en god historie. Efter hvert afsnit får du som bonus lidt info om processen med at lave podcasten fra fx instruktør, lyddesigner eller en skuespiller. Podcasten er på engelsk. En sæson to er på vej. Find første sæson her

Ringbindsattentatet, Third Ear/Politiken: En dansk såkaldt true crime-podcast. Hvem stod bag, da Bent Skjold Nielsen i 1987 blev skudt i maven, da han åbnede et indpakket ringbind i kærestens lejlighed? Podcasten sætter fokus på den gamle kriminalsag. Og det er ikke kedeligt, når Third Ear a la Tim Hinman og Krister Moltzen, interviewer stort set alle involverede. Hør blandt andre Kurt Kragh, der dengang arbejdede på Rigspolitiets Rejsehold, fortælle om den spektakulære og mærkværdige sag. Du kan hente den danske podcast ved at google Ringbindsattentatet og høre den via Politikens hjemmeside, eller du kan downloade den via iTunes her

Kvinden med den tunge kuffert: Third Ear/Politiken: En meget underholdende føljeton om en kvinde, der er lige dele svindlermysterium og kirkemiljøportræt. Hvem er den norske kvinde med den tunge kuffert, som indlogerer sig på Ørslev Kloster? Og hvem er skyld i, at der sker underlige ting på klosteret? Lyt med her og bliv klogere på denne true crime-podcast. Meget vanedannende, så forbered dig på, at du skal have tid til alle afsnit.

Nattens dronning, DR: Ikke en krimi, men virkelig en fascinerende podcast og en meget usædvanlig historie. Også hentet fra det virkelig liv. I flere år har radiodokumentaristen Thomas Smedegaard været på sporet af en kvindelig telefonstønner, som har huseret i det klassiske musikermiljø siden slutningen af 90’erne. En Nattens Dronning der især om natten ringer til slagtøjsspillere og stønner igennem.  Hvem er hun, denne mystiske kvinde, og hvad har hun gang i? Podcasten blev sidste år kåret til årets bedste europæiske radiodokumentar på en festival i Berlin. Du finder podcasten her

Bemærk: Jeg formidler blot. Jeg har intet med teknikken at gøre, hvis du oplever problemer, når du downloader.

God læse- og lyttelyst/Rebekka


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

6 thoughts on “Gode podcasts

  • Anne

    Så godt lydbøgerne på DR.dk tidligere på ugen og downloadede to af dem – kom til at starte på Løbende tjener i dag og stoppede ikke før, at den var færdig – var så nødt til lige at gå ind på ereolen og hente fortsættelsen.

    Må indrømme at jeg var lidt tøvende inden, at jeg startede i morges, da jeg tidligere kun har læst Dennis Jürgensens ungdomsbøgerr tilbage i 80’erne – men det er rigtig god underholdning

    • Rebekka Andreasen

      Hej Anne,

      Tak for din kommentar. Dejligt når en bog fænger. Og dejligt når man bliver positiv overrasket. God fornøjelse med bind 2.

      Bedste hilsner fra
      Rebekka

  • Q. Kim

    Super. Tak for dit indlæg. Du fik mig til at lytte til Ringbindsattentatet! Den er underholdende og interessant jeg kendte slet ikke den historie. Tak for god underholdning!

    • Rebekka Andreasen Indlægsforfatter

      Selv tak. Det er jeg glad for at høre. Og ja, det er en skør og skøn historie.

      Bedste hilsner fra
      Rebekka