Anmeldelse: I skyggen af Sadd 2


Anmeldelse: Tænk på klassisk noir, hvor samfundet er af lave, og hvor vi møder den brutale storbys sølle eksistenser, der ikke ejer skyggen af samvittighed. Mix det med en stemning, der smager lidt af tegneserier, L.A. Confidential i light-version og lidt moderne Philip Marlowe – dog med rygeforbud. Drys til sidst med et veloplagt sprog og humor. Så har du I skyggen af Sadd 2.  

I skyggen af Sadd 2 er noir, så det basker.

I skyggen af Sadd 2 er en hurtiglæst dansk krimi, der skriger noir ud over det hele. En mørk storbykrimi, der kører handlingen og et broget persongalleri helt ud til klichekanten –  uden (heldigvis) at falde ud over.

Bogen bliver netop ikke en kliche, fordi de fire forfattere, der skriver hver deres del af bogen, er dygtige. De skriver spændstigt og med humor. Og mon ikke der gemmer sig en spids lille kommentar til virkelighedens storby, der ødelægger indbyggernes moral og anstændighed og i stedet lader jagten på penge og berømmelse blomstre?

Som det også var tilfældet med I skyggen af Sadd fra 2005, der nu har fået et ettal bag sig, er det igen Steen Langstrup, der har taget initiativ til krimien. Han slog igennem som horror-forfatter og har siden boltret sig i også spændings- og krimigenren. Langstrup har udtænkt plot og handling og derpå inviteret Gretelise Holm og Lars Kjædegaard med til skriveprocessen igen. Agnete Friis har denne gang afløst Sara Blædel, der bidrog til den første bog.

Vi er tilbage i Byen ti år efter, vi første gang hørte om gangsteren Jimmy Sadd, der nu er blevet en succesfuld forretningsmand med forbindelser ud i alle afkroge af Byen. Sadd har været udsat for et mordforsøg. Hvem vil ham til livs?

Gretelise Holm skriver om stuepigen Frida Kulash, der har fået ny titel og nu er servicemedarbejder på Royal Park Palads Hotel, og som i bogstaveligste forstand servicerer de mandlige gæster, der er villige til at betale for lidt ekstra service. Da Frida er i gang med at gøre værelse 619 rent, opdager hun liget af en kvinde i badeværelset. Hun har en pistol med lyddæmper i hånden. Er det mon selvmord? Eller mord?

Lars Kjædegaard giver os indblik i  radioværten Jack Gatos tanker. Baggårdskatten, som radioværten ynder at kalde sig selv, er vild med eksklusive armbåndsure, midt i en skilsmisse, og så er han taget på hotel med en ung musiker, der gerne vil i radioen. Og stationen hedder selvfølgelig Radio Fake.

Agnete Friis lader os tage med kriminalbetjent Andrea Sabueso på arbejde. Det er hende, der efterforsker badekars-dødsfaldet. Kriminalbetjenten har andre udfordringer at slås med end dem, hun møder på jobbet.

Og endelig fletter Steen Langstrup hele plottet sammen til sidst, hvor vi møder minister Henry de Rasprodano, der er under en del pres. Beslutningen om at gå ind i politik var ikke hans alene.

Bogen er ikke nervepirrende spændende. Og den er hele tiden lige ved at være for meget. Men den er også effektiv og velskrevet, og jeg lappede nysgerrigt de dunkle karakteristikker af både personerne og Byen, der kunne være en hvilken som helst storby, i mig. Jeg var godt underholdt hele vejen gennem Byens rå og betændte miljø, hvor underverdenen stortrives, og hvor folk har hver deres kyniske og grådige dagsorden. Slug den på en af forårets mange helligdage.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.