Interview: De sidste par dage har forfatter-ægteparret bag Lars Kepler, Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, været i Danmark for at lancere Kaninjægeren – den sjette bog om kommissær Joona Linna. I fredags mødte jeg dem på Sveriges Ambassade i København.
Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har hver for sig skrevet det, man vil kalde finkulturelle bøger. Pseudonymet Lars Kepler opstod, fordi parret havde behov for at adskille krimiforfatterskabet fra deres egne forfatterskaber.
Når de smelter sammen til Lars Kepler, omfavner de krimigenren og serverer højspændt thriller-action. Med masser af suspense. Og har kolossal succes med at gøre det. Kaninjægeren udkom sent på efteråret i både Sverige og Norge og nåede alligevel at blive den mest solgte bog. Af alle genrer. I begge lande. Og der findes over 8,5 millioner solgte bøger med Lars Keplers navn på.
Og nej. Parret mener ikke, det er nemmere at skrive en krimi, end det er at skrive en bog om Ingmar Bergman (som Alexander har på sit cv) eller en roman om Tycho Brahe (Alexandras værk).
Alexandra forklarer:
I en roman kan man skrive, at et vindue står åbent uden at behøve forklare yderligere, men hvis et vindue står åbent i en krimi, skal scenen anvendes til noget, have en betydning. Læserne forventer, at der sker noget. Og man kan ikke slutte bogen med en gåde. Genren fordrer, at der skal en form for forløsning og opklaring til.
Og selvom Lars Kepler ikke er kendt for happy endings, så skal der alligevel være en vej ud, mener parret. Alexandra siger:
Vi har en slags kontrakt med læserne og går ind i en labyrint med monstre, men det er vigtigt at få svar, at få lidt lys for enden.
Alexander understreger, at det er kompliceret at opbygge et plot, og at man som krimiforfatter skal kunne overskue en masse detaljer og blindspor, som man skal føre læserne igennem:
Vi skal være sikre på historiens hjerte, før vi begynder at skrive og folde plot og intriger ud.
Han tilføjer, at far/søn-forhold er noget af det, de gerne vil udforske i bogen, det, der denne gang er en del af hjertet i Kaninjægeren.
Netop familierelationer, forskellige måder at være familier på og magtforhold internt i familien er noget, der går igen i Lars Keplers krimier. Det er her, forfatterparret lægger deres kolossale psykologiske interesse. Fordi, fortæller de, der i familier er brandstof til gode historier, til følelser, hemmeligheder, dramatik, identifikation og konflikter. Og angsten for at miste.
Lars Kepler skriver ofte ud fra ofrets perspektiv. Skal man rive læserne med, handler det om empati, at man holder af personerne og føler med dem, mener de svenske forfattere. I Kaninjægeren er læserne også inde i hovedet på morderen, som parret kalder en fascinerende person.
Navnet Joona Linna
At hovedpersonen i Lars Keplers krimier, kommissær Joona Linna, er svensk-finsk, er et meget bevidst valg. I Sverige er der stor tradition for at skrive krimier, og Kepler-parret ville gerne skabe en anderledes hovedperson. Dermed var en alkoholiseret, deprimeret politimand strøget af listen. Finnerne er den største minoritetsgruppe i Sverige, og derfor valgte parret at give Joona Linna netop den baggrund.
Den finske forfatter Väinö Linna, der døde i 1992 og var en af Finlands mest internationalt kendte forfatter, gav inspiration til efternavnet. Det Gamle Testamente har inspireret til kommissærens fornavn. Alexander forklarer:
Joona er opkaldt efter Jonas i hvalens mave. Vi ser hver bog som en stor fisk, der sluger Joona, og som han til sidst vil kæmpe sig ud af.
Slås derhjemme
For at få scener med f.eks. vold til at blive så autentiske som muligt, afprøver parret slåskampe derhjemme på stuegulvet i Stockholm. Ganske forsigtigt, som Alexandra indskyder, men scener med kamp og slag kan være komplicerede at skrive. Øvelsen giver dem forståelse for, hvordan en slåskamp kan gå til. Med detaljer som retning, kraft, tempo, indlevelse etc. kan de nemmere skrive en fysisk scene.
Ikke uden stolthed i stemmerne forklarer de, at en underviser på politiskolen i Sverige har rost deres evner til at beskrive en nærkamp i bogen og sagt, at det er nøjagtig sådan, det foregår.
Alexandra:
Research er vigtigt for os. Krimier skal have et ben i den virkelig verden, og det andet ben i fiktionens. Vi elsker fiktion, men har måtte tillære os at skrive så tæt på virkeligheden som muligt.
Alexander:
Vi hader vold og vil aldrig romantisere vold, men virkeligheden er blodig, og mennesker er grumme, og det forholder vi os til. Og derfor er der også vold i vores bøger.
Parret har bl.a. besøgt Kumla – et af Sveriges største og sikreste fængsler. Oplevelsen i et miljø, som Alexander kalder meget barskt, gjorde indtryk og var vældig lærerigt, og de har placeret deres hovedperson Joona Linna netop her i begyndelsen af Kaninjægeren.
Hvordan det går Joona Linna, og om han slipper ud af hvalens mave, må du læse Kaninjægeren for at finde ud af.
PS: Lars Kepler læser også selv bøger. Alexandra er meget optaget af Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og af Emma Clines Pigerne. Og så anbefaler hun Jeg er pilgrim af Terry Hayes, der vist snart kommer i ny version på dansk.