Bøger og barndom: I fredags var jeg til frokost på et forlag, og alle omkring bordet havde barndomsminder om bøger.
Minder om at slæbe bøger hjem i hobevis og begrave sig i en god læsekrog og forsvinde for omverdenen et par timer eller tre. Og æde serier råt, hvis man faldt for en hovedperson.
Når jeg tænker på min barndom, er bøger en nærværende del af den. Min mor har fortalt, hvordan jeg allerede som helt lille sad på potten og befalede, at nu ville jeg altså have en pixibog.
Da jeg år senere fik tiltusket mig titlen som redaktør af mit fritidshjems blad, formåede jeg at proppe anbefalinger af bøger ind i bladet.
På skolebiblioteket på min skole i Holme, en forstad til Aarhus, formildede den herlige, tørre lugt af bøger stanken af glemte madder med markrel og våde sokker. Der var noget magisk over hylde efter hylde med lokkende læseoplevelser. Og ih, sikke en fryd at få lov til at åbne en ny, jomfruelig bog, der endnu ikke var hærget af æselører, bussemænd eller grafitti-tags.
Jeg blev bogopsætter på skolebiblioteket, hvilket jeg var elendig til. Fordi jeg hele tiden faldt i staver og lige skulle bladre lidt i en bog eller ti. Og fordi jeg hamstrede alle de populære serier foran næsen på de andre elever. Bøgerne gav mig indblik i andre verdener. Underholdte mig og gjorde mig klogere. Fik mig til at gyse, græde og le. Føle empati og glæde.
Jeg kan stadig fornemme det bløde flonel-nattøj, jeg sled op som barn, og det var herlige stunder, når min lillesøster og jeg var begravet i knirkende dyner og sluttede dagen af med min mors stemme, der læste Ringenes herre. Eller Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige.
Somre ved Vesterhavet, smagen af jordbær og masser af bøger ved min side. Bøger om kærlighed, ungdomsliv, krimigåder og eventyr. Sådan husker jeg mine skoleferier. Og jeg husker vintermorgener med stearinlys og Er du der, Gud? Det er mig, Margaret af Judy Blume som radioføljeton. Hvem kan sige nej til en god historie?
Vild Med Krimi som barn
Allerede som barn blev min interesse for krimigenren vakt. Jeg kastede mig over Astrid Lindgrens historier om Mesterdetektiven Kalle Blomkvist, og senere slugte jeg alle Enid Blytons bøger om de fem.
Jeg kluklo til Bjarne Reuters børnekrimier, og jeg var på eventyr med tre californiske drenge i De tre detektiver præsenteret af Alfred Hitchcock, skrevet af Robert Arthur.
Senere, da jeg blev lidt større, tudede jeg til Susan Hintons Outsideren, Klaus Lynggaards Martin & Victoria og Lev stærkt – dø ung af Willard Motley, som gjorde et kæmpe indtryk på mig som 12-13-årig. Og så læste jeg Sherlock Holmes.
Jeg har haft en skøn og meget normal barndom, hvor bøgerne har været et herligt supplement til en tryg opvækst. Men for nogle kan bøger forandre liv.
Læs eller genlæs krimiforfatter Steffen Jacobsen fortælle om, hvordan biblioteket blev hans redning.
Og kender du nonprofit–organisationen Læs for livet? Litteratur kan nemlig forandre liv, og det har det gjort for Rachel Röst, der står bag. Som 16-årig blev hun anbragt, og bøger har haft en afgørende betydning for hendes livsbane. Og i dag samler Læs for Livet bøger ind til institutioner for udsatte børn og unge.
PS: Har du et barndomsminde om bøger, du vil dele, så smid meget gerne en kommentar under indlægget her.
Min storebror er 10 år ældre end mig, han havde “En halv humørtime” et små-frækt, tegnet blad med lumre vitser og billeder, jeg troede, at det skulle læses på 1/2 time, så da jeg lærte at læse i første klasse, øvede jeg mig, indtil jeg kunne læse bladet på en halv time – jeg læste fra side 1 og så ellers ALT på samtlige sider ☺ jeg opdagede vist ikke, hvad jeg læste.
Haha, det blad kan jeg godt huske. Tak for fortællingen Helle
Ak ja barndommens bøger, heldigvis er de fleste stadigvæk i mit eje, i en mindre reol.
Her står så… Gyldendals udødelige klassikere, Kim bøgerne, 21 stk. af De Fem, 10 stk. Flemming bøger, tre bøger om børnene fra Bjørnegade 5, Astrid Lindgren med Emil fra Lønneberg og Bulderby, De tre dektektiver, Paw, indianerbøger og meget andet.
De står i en lille reol i spisestuen og vækker gode minder, om mange dejlige læsestunder fra fortiden.
Åh, hvor skønt at du har gemt de bøger, Henrik. Når man fysisk ser på en bog, popper minderne ofte op. Tak for at dele. Vh Rebekka
Jeg havde belt De 3 detektiver
Jeg “spiste” alle De 5 bøgerne, Den sorte hingst og efterfølgende bøger, Outsideren
Det stærkeste minde for mig er Lois Duncans Dobbeltgængeren, hvilket var et tilfælde jeg kom til at læse. Min venindes storesøster er 3 år ældre, og en dag efter skole kom hun styrtende ind på min venindes værelse “Anne læs den her!” – det var sjældent hun læste en bog, og den hun havde i hånden var fra hendes skolebibliotek.
Fik ikke lov til at gå hjem uden bogen i min hånd og var efterfølgende meget svær at få ned til aftensmaden, for jeg sad oppe på mit værelse helt opslugt. Da jeg kiggede i en bogbutiks rodekasse for nogle år siden, fandt jeg den – blev købt på stedet
belt = glemt
Åh, sikke fine minder Anne. Tak for at dele. Og godt med læseinspiration fra venner og bekendte. Åh ja, den sorte hingst
Hej Rebekka. Vi har åbenbart de samme minder om vores barn- og ungdomsbøger. Outsideren, Martin & Victoria, Lev stærkt – dø ung står også stærkt i min erindring. Samt min alltime favorit: Når Snerlen Blomstrer af Bjarne Reuter. Har læst den bog 6-7 gange! De bedste hilsner. Jesper
Det var også nogle gode bøger, Jesper. Åh ja – Når snerlen blomstrer – den har jeg også læst flere gange. Tak for at dele minder
Jeg elskede mine Paw og Hokota bøger, og der gik ikke langt imellem, at jeg selv var klædt ud som indianer med fjer i håret, hjemmelavet bue og pil samt krigsmaling af skolekridt. Under protester måtte jeg om aftenen en tur i badekarret for at vaske farven af. Jeg ville helst sove med det hele, men af skulle det, og af kom det. Jeg mindes vores badekar med fine farvestriber, hvor farverne aflejrede sig, efterhånden som vandet løb ud 🙂
Ellers havde jeg alle Puk bøgerne (lyserøde) og alle Susy bøgerne. De blev desværre foræret væk.
Tak for at dele minder, Birthe. Fin historie om indianer-fascination.