Interview med Robert Zola Christensen

Forfatterinterview: Fra årsskiftet skruer Robert Zola Christensen ned for forskning og undervisning på Universitetet i Lund for at få mere tid til at skrive bøger. Han har altid skrevet og kan slet ikke lade være. Mød forfatteren der debuterede i 1997, og som er aktuel med sin tredje krimi. Og som mener, at man som forfatter ikke skal være berøringsangst over for det grimme og væmmelige i livet.

– Jeg er altædende hvad angår litteratur og har en ekstrem bred smag. Jeg læser alt fra Tove Ditlevsen og Vita Andersen til Mit Livs Novelle. Jeg bliver også inspireret af tv-serier på HBO og Netflix. Pop og det, der har kant, flyder mere og mere sammen, siger Robert Zola Christensen. Foto: Simon Klein-Knudsen.

― Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt over for hinanden i virkeligheden, men når jeg skriver fiktion, sætter jeg som forfatter virkeligheden i parentes og afsøger grænser. Udfordrer. Den usikkerhed, der kommer ind i det levede liv, kan litteraturen give stemme.

Sådan siger Robert Zola Christensen, der sendte sin tredje krimi på gaden samtidig med, at den såkaldte ubådssag om Peter Madsen og Kim Wall rullede i medierne. I Gæsten bliver en kvindelig forsker på Syddansk Universitet i Kolding dræbt. Og parteret.

Forfatteren understreger, at Gæsten, som bogen hedder, var færdig længe før den tragiske sag, og at det er uhyre vigtigt at adskille virkelighed og fiktion. For i litteraturen skal den have alt, hvad den kan trække.

― I videnskab og kunst, de to verdener, som jeg beskæftiger mig med, er alt tilladt. Kunst og litteratur kan udfordre vanetænkning, være en tankens legestue for alt det grimme og mørke, og her er ikke plads til ideologi. Jeg har ikke noget moralsk blik, når jeg skriver – jeg skriver bare. Alt det grimme og forbudte forsvinder ikke, fordi vi lader være med at skrive om det. Litteratur skal handle om det, vi er lidt usikker på, og som vi er lidt uafklarede omkring. Og en god krimi kan netop være mere end popcorn, underholdning og adspredelse og handle om, hvad det vil sige at leve i livet.


― Der er en dybde på coveret, som jeg holder meget af, siger Robert Zola Christensen om grafiker Peter Stoltzes forside til Gæsten.

Når han skriver, tager Robert Zola Christensen altid udgangspunkt i noget, han kender til. Ideen til Gæsten opstod, da han i en periode pendlede mellem sit hjem i Lund i Sydsverige og til Syddansk Universitet i Kolding.

― Jeg suger til mig som en svamp og lader det sive ud i romanstoffet. I en kort periode overnattede jeg én gang om ugen på mit kontor i Kolding på en slå ud seng. Den dér fornemmelse af at ligge i en offentlig bygning om natten i mørket og høre alle lydene: at vagten gik rundt, og at der blev skyllet ud i et WC et sted. Det fik mig til at tænke; hvad nu hvis…

At han udgav sin første krimi i 2013 efter en lang forfatterkarriere og mange forskellige genrer, er der en årsag til. I 2009 skrev Robert Zola Christensen romanen Aldrig så jeg så dejligt et bjerg – et portræt af en opvækst i et arbejderhjem i tresserne/halvfjerdserne og en historie om en mønsterbryder.

Og en historie, der går tæt på forfatteren selv, der er den første i sin familie overhovedet, der har taget studentereksamen. Og den første i familien, der som teenager begravede sig i kælderen på Frederiksværks Bibliotek med russiske romaner af Tolstoj og Dostojevskij.

― Jeg skrev helt ind i kernen af mig selv og skulle et andet sted hen. Jeg har altid været fascineret af stærke krimier, så jeg ville se, om jeg kunne finde ud af at skrive i krimigenren og gav mig selv en udfordring. Krimien kan rigtig mange ting, og den dér opdeling af god litteratur og så krimi, smal og god litteratur og så mainstream litteratur, den vil jeg gerne bryde ned. Selvom der i krimier er fokus på intrigen, på plottet, og selvom man ikke kan have en økse hængende på væggen i en krimi uden at bruge den, så handler det om mennesker. Om relationer. Og det er det, der interesserer mig. Litteraturen kan slå en nerve an, så man forstår det sammensatte.

Selvom Gæsten foregår i et universitetsmiljø, fylder videnskab mere i de to forrige bøger, hvor Zola Christensen bl.a. skrev om klimaforandringer og genmanipulation. Men der er et kvindeligt synspunkt i bogen, hvilket også er en af de ting, som har været vigtigt for forfatteren i forbindelse med netop Gæsten. Det er vanskeligt at tale om bogens tema uden at komme til at afsløre for meget, men forfatteren er optaget af køn, af genus. Af relationer.

Om sin hovedperson, efterforsker Bent Kastrup, siger han:

― Hvem Kastrup er? You tell me. Det er vigtigt, at tingene flytter sig, og at Kastrup flytter sig gennem bøgerne. Han har et ongoing sorgarbejde, da han har mistet en søn, der var soldat. Kastrup er dygtig og begavet, og så er det fedt, at han er ligeglad med prestige. Han arbejder for sagens egen skyld, han har en indre motor, og så har han en coolness, som jeg misunder ham.

Om morgenen skriver Robert Zola Christensen allerbedst. Han står gerne op omkring 5.30 og tænder for kaffemaskinen for derefter at sætte sig ved sin pc. Så skriver han en times tid, inden huset vågner.

― Jeg er egentlig holdt op med at ryge, men jeg ryger en gang om ugen, og den dag skriver jeg allerbedst. At skrive er et ensomt arbejde, hvor jeg er alene med mig selv og min pc, og det har en terapeutisk virkning på mig, og jeg kan blive helt høj, når det flyder. Jeg holder meget af at skabe et univers, forklarer Robert Zola Christensen, der er ansat som lektor på Lunds Universitet.

Når han skriver, jonglerer han imellem at skrive intuitivt og at vide, hvor han skal hen med sin historie. Som krimiforfatter skal man have nogenlunde styr på sit plot, mener han, men hvis alting er planlagt stramt, risikerer de gode ideer at gå tabt. Som når han f.eks. finder på at give Preben Elkjær en mindre rolle i Gæsten. Og nej, forfatteren kender ikke personligt den tidligere topfodboldspiller, men ideen opstod en aften, og så skulle den selvfølgelig flettes ind.

Egentlig var serien om Kastrup tænkt som en trilogi, men Robert Zola Christensen afviser ikke, at der måske kommer endnu en Kastrup-krimi. Især Gæsten er blevet godt modtaget, og i 2018 tager forfatteren sig endnu mere tid til at skrive, så det ikke kun er morgenerne, der kommer i brug. Om det bliver til en krimi i 2018 må tiden vise.

― Jeg overvejer at arbejde på en lidt ny måde, hvor jeg ikke sidder alene med stoffet, men indrager min redaktør mere og tidligere i forløbet og ideudvikler plottet ad flere omgange.  Jeg har aldrig oplevet at løbe tør for inspiration.

PS: Jeg spørger Robert Zola Christensen, om han har et yndlingsord. Noget, jeg ofte spørger forfattere, jeg interviewer, om. Og det har han, der i øvrigt er mag.art. og ph.d. i nordisk filologi. Når han cykler fra sit hjem og til jobbet som lektor på Lunds Universitet, kommer han forbi et boligområde, der på svensk hedder vårregn. Altså forårsregn. Og det ord lyder godt og rart, synes han. Jeg giver ham ret.

PPS: Serien om Bent Kastrup i rækkefølge:

  • Is i blod
  • Adams forbandelse
  • Gæsten

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her