4.søndag i advent

4. søndag i advent: Katrine Engberg

Katrine Engberg fremhæver forfattere som Ruth Rendell og Sissel-Jo Gazan og mener, at de på hver deres måde repræsenterer genren på fornemste vis. Med psykologisk indsigt og masser af sproglig begavelse. "For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår," siger hun, Foto: Timm Vladimir.

Katrine Engberg fremhæver forfattere som Ruth Rendell og Sissel-Jo Gazan og mener, at de på hver deres måde repræsenterer genren på fornemste vis. Med psykologisk indsigt og masser af sproglig begavelse. “For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår,” siger hun, Foto: Timm Vladimir.

Hver søndag i advent fortæller en forfatter eller et forfatterpar her på Vild Med Krimi om noget, de holder særligt af inden for krimi- og spændingsgenren. Det kan være en yndlingsscene, en yndlingsskurk eller noget helt tredje. Mød koreograf og instruktør Katrine Engberg, der til februar debuterer som krimiforfatter med Krokodillevogteren.

At se hele familien samlet omkring middagsbordet med hovedet begravet i hver deres krimi var ikke et særsyn i Katrine Engbergs barndomshjem.

– Jeg er indoktrineret hjemmefra. Vi læste ekstremt mange krimier, og jeg har altid drømt om at skrive en selv, forklarer Katrine Engberg.

Som koreograf har Katrine Engberg været med til at skabe flere teaterforestillinger og stået for underholdningsshows på DR, men hun har også flere bøger bag sig: En rejsebog skrevet i samarbejde med manden Timm Vladimir, og en samtalebog, hvor Anne Mette Hancock er medforfatter. Nu er hun, i en alder af 40 år, klar til at debutere som krimiforfatter. Alene. Leende kalder hun sig selv for en late bloomer.

At Katrine Engberg har sin gang i teaterverdenen præger debutkrimien Krokodillevogteren, der bl.a. byder på et lig i lysekronen på Det Kongelige Teater. Hun har allerede linet en overordnet historie på to bind mere op. Læs mere om debutkrimien her

– Det er fuldstændig uproblematisk at stå på en scene foran 1000 mennesker, mens det er enormt blufærdigt for mig at skrive. Jeg har dog fået taget brodden lidt af ved at skrive med andre. Og det fede ved at blive ældre er, at man er mere ligeglad med, hvad andre tænker, forklarer Katrine Engberg, der har arbejdet på bogen i fem år indimellem andre projekter.

Giftmordet er den femte bog i serien om gentlemandetektiven Peter Wimsey, og Katrine Engberg er vild med plottet i bogen.

Giftmordet er den femte bog i serien om gentlemandetektiven Peter Wimsey, og Katrine Engberg er vild med plottet i bogen.

En af hendes yndlingsforfattere inden for krimigenren er Dorothy L. Sayers, og den engelske forfatters bøger om lord Peter Wimsey blev flittigt læst i barndomshjemmet.

– Det er krimier af utrolig høj kvalitet, og bøgerne er simpelthen så godt skruet sammen. I Strong Poison (Giftmordet) er der et forrygende krimiplot. Et mord bliver begået med en omelet af friske æg. To mennesker spiser omeletten. Den ene dør, mens morderen overlever. Æggene er inficeret med arsenik, og gennem længere tid har morderen vænnet sig til at spise små mængder gift og dør derfor ikke. Det er opfindsomt og smukt løst. Strong poison er en fantastisk bog på alle måder.

Bogen udkom første gang på dansk i 1940 og er senere udgivet i en revideret oversættelse.

PS: Du kan følge Katrine Engbergs forfatterside på Facebook her

PPS: Fik du også læst indlæggene med Øbro og Tornbjerg, Thomas Clemen og Claus M. Lohman? Læs dem her, her og her

 

Snæbjörn Arngrímsson – 4. søndag i advent

Snæbjörn Arngrímsson og Hr. Ferdinand udgiver udelukkende oversat litteratur, og meningen med det hele er at udgive fremragende og aktuel litteratur fra alle verdenshjørner.

Snæbjörn Arngrímsson og Hr. Ferdinand udgiver udelukkende oversat litteratur, og meningen med det hele er at udgive fremragende og aktuel litteratur fra alle verdenshjørner.

Han har udgivet alletiders ultimative bestseller. Islandske Snæbjörn Arngrímsson har en universitetsgrad i litteratur. I 2003 spottede han sammen med sin kone potentialet i forfatteren Dan Brown, og deres forlag, Hr.Ferdinand, fik rettighederne til at udgive Da Vinci Mysteriet på dansk. Forlaget står også bag krimiforfattere som Karin Slaughter, Ryan David Jahn og Hjorth Rosenfeldt.

Hvorfor er du fascineret af krimigenren?

Det er måske overdrevet at sige, at jeg er fascineret af krimigenren. Men jeg kan godt lide at læse en god krimi med et godt plot, men jeg er rigtig træt af dårlige krimier. De findes også.

Den sidste krimi (eller fagbog om krimi) du har læst er:

Det er en bog af den skotske krimiforfatter John J. Nievens, der hedder Cold Hands. På dansk var det sikkert en af Håkon Nessers bøger med Gunnar Barbarotti i hovedrollen.

Den krimi (enten i bogform eller på film) der har gjort størst indtryk på dig er:

Hvis jeg ikke skal vælge de bøger, som Hr. Ferdinand har udgivet, så er det Jo Nesbøs Rødhals.

Hvilke krimier ser du på tv?

Jeg ser aldrig krimier i fjernsynet. Jeg har ikke engang set Forbrydelsen.

Hvis du kunne møde en fiktiv krimi-hovedperson, hvem skulle det så være – og hvorfor?

Jeg ville gerne være med til at hjælpe Harry Hole med at opklare en forbrydelse.

Hvilken krimi (bog eller dvd) ønsker du dig til jul?

Jeg har fået alle de bøger, som jeg ønsker mig. Jeg har et godt job. Men hvis jeg kunne ønske mig ekstra tid til at læse, så ville jeg gerne læse Manden fra Albanien af Magnus Montelius.

Hvad har du travlt med lige nu?

Jeg forbereder forårets bøger for forlaget Hr. Ferdinand. Deriblandt en fantastisk israelsk krimi, Konfrontation, af Liam Shoham, Huset ved verdens ende af Åke Edwardson og en ny Amishthriller af Linda Castillo: Bøn om tavshed.

Hvis du vil vide, hvorfor forlaget hedder Hr. Ferdinand, så kan du læse det her

Hermed slutter adventskalenderen 2012. Fik du ikke læst alle interviews, så tjek interviewene med krimiforfatterne Mads Peder Nordbo og Inger Wolf og krimiforsker Kim Toft Hansen

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her