Rusland

Anmeldelse: Bed ikke om nåde af Martin Österdahl

Jeg læste Bed ikke om nåde på en bjergskråning på Mallorca. Det gjorde ikke læseoplevelsen ringere. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Du skal have sprinterskoene på for at følge med handlingen i Bed ikke om nåde – den første bog om Max Anger, der er en fin blanding af spionroman og thriller.

Bed ikke om nåde er en svensk spændingsroman, der foregår i 1996 – i en tid, hvor Rusland skal finde sine ben efter kommunismens fald. Men med stadig stigende fokus på øst og forholdet mellem Vesten og Rusland, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Da der i 1996 var præsidentvalg i Rusland, var der i første runde tæt løb mellem den siddende præsident Boris Jeltsin og en kandidat fra kommunistpartiet. For ikke alle var vilde med de ændringer, jerntæppets fald havde medført. Og Jeltsin, manden i spidsen for det mægtige land, virkede uberegnelig og grov og mere og mere alkoholiseret.

I svenske Martin Österdahls debutroman er der også stærke kræfter, der i 1996 arbejder imod demokratiet, mod Jeltsin, og som planlægger et spektakulært angreb mod vesten. En organisation, der ser korruption og magtmisbrug som lige så normalt som vodka og rødbedesuppe.

Hovedpersonen Max Anger har en baggrund som frømand. Han er Ruslandsekspert og arbejder nu for en svensk tænketank, der arbejder på at fremme demokratiet og tryghed i det svenske nærområde. Han plages af angst, som han holder nede med lykkepiller. Heldigvis, for det punkterer billedet af en overmenneskelig superhelt, der både kan sit akademiske kram og som slår en proper næve.

Kæresten forsvinder

Da hans kæreste og kollega forsvinder i Skt. Petersborg, rejser Max Anger i hendes fodspor for at finde ud af, hvad der er sket. Han er vred. Måske derfor han hedder Anger til efternavn? Samtidig rammes telefonnettet i Stockholm af et omfattende hackerangreb, og Max må lede i mange retninger for at få svar. Og han må et godt stykke tilbage i historien for at binde den allersidste og største sløjfe på plottet, der i høj grad hænger sammen med hans egen fortid. Det er godt fundet på.

Selvom der er tråde tilbage til 2. verdenskrig, foregår fortællingen især over halvanden hæsblæsende uge i vinteren 1996.

Der er en del personer at holde styr på hvilket kan forvirre i begyndelsen af romanen, og sproget er set bedre. Men efter ti sider, hvor jeg var en smule forstyrret af lidt banale vendinger, overgav jeg mig total til bogen. For din krimitørst efter spænding bliver så rigeligt slukket med bogen her.

Bed ikke om nåde er ret spændende. Og nervepirrende læsning. Og den russiske kulisse er interessant. Det er herligt som læser at skue ud over lysene på Nevskij Propekt – den fire kilometer lange boulevard, der løber gennem Skt. Petersborg, og at komme med ned i dybe, hemmelige tunneler. Men helt tæt på den russiske folkesjæl kommer du ikke – det er ikke Leif Davidsen, det her. Men det er spænding på næsten hver eneste side. Og jeg var konstant nysgerrig på historien.

Bogen er skrevet i korte, nærmest filmiske scener hvilket måske også er grunden til, at Pinewood Studios er i gang med at filmatisere bogen.

Moder Rusland – frygt og fascination

Det er en bog om sikkerhedspolitik, industrispionage, svigt, familiehemmeligheder og statslige overgreb. Og om kærlighed. Både til familien og til fædrelandet. Forfatteren har læst østeuropæiske studier og boet i både Moskva og Skt. Petersborg, blandt andet i 96, hvor han studerede i landet, og Martin Österdahl har planer om flere bøger om Max Anger. Jeg læser gerne med igen.

Jeg har været i Skt. Petersborg en enkel gang i begyndelsen af 90’erne og har altid tænkt på Rusland med både frygt og fascination. Bogen fik mig til at spekulere over den brutale historie, som det kolossale land har haft, og mens jeg læste bogen, tænkte jeg flere gange på, hvordan vores del af verden ville se ud, hvis historie havde udspillet sig blot en anelse anderledes. Forfatteren giver bl.a. sit bud på, hvad der skete den februarnat i 1944, hvor Stockholm blev bombet af Sovjetunionen. Og ja, Stockholm blev bombet dengang under krigen.

Læs Bed ikke om nåde for at få masser af spænding og action og et drys historie.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples Press.

PS: Får du lyst til at læse mere om Rusland, så læs mit interview med Peter Mogensen, der har skrevet I Bjørnens kløer

 

 

Interview med Peter Mogensen

Peter Mogensen debuterer som skønlitterær forfatter med I bjørnens kløer. Foto: Rebekka Andreasen

Interview: Peter Mogensen, der er politisk kommentator og direktør i tænketanken Kraka, har i mange år beskæftiget sig med politik på forskellige måder. Han har netop fået debut med politik ad en helt ny kanal – nemlig som forfatter til den politiske spændingsroman I bjørnens kløer.

– Jeg har ikke noget behov for at være en stor forfatter. Jeg er ikke 25 år længere, og jeg har ikke gået på forfatterskolen. Men jeg har skrevet en spændingsroman, som jeg er tryg ved og synes er rimelig god.

Sådan siger Peter Mogensen, der er aktuel med sin første spændingsroman, der bl.a. foregår på Christiansborg. En spændingsroman om en hemmelig regeringskrise og det, der kan udvikle sig til en storpolitisk konflikt med Rusland. Og om mennesker midt i magtens centrum.

– Jeg falder ofte fra, når jeg læser politiske thrillers eller ser en tv-serie som Borgen, fordi de sjældent skildrer det politiske spil realistisk. I Borgen er forholdet mellem departementschefen og rådgiverne skildret helt forkert, for i virkeligheden er det departementschefen, der kører biksen og har magten og indflydelsen. Ikke omvendt som i serien.

Og Mogensen har bestræbt sig på at portrættere det politiske- og psykologiske spil på Christiansborg så realistisk som muligt. Med alt hvad dertil hører af rå kynisme, usikkerhed og magtkampe, for at være i politik er “som at ride på en tiger – superspændende, men de personlige omkostninger kan være store, og jobbet kan æde en op.”

Enkelte politikere som Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt nævnes ved navn, men de spiller ingen rolle i bogen. Bogens hovedkarakterer er opdigtede, men, indskyder forfatteren, selvfølgelig har han ladet sig inspirere af politikere og embedsmænd, han har mødt gennem sin karriere.

Mogensen har bl.a. en fortid som ministersekretær i Finansministeriet, og i tre år var han Nyrups personlige rådgiver og sekretariatschef i Statsministeriet.

– Jeg har været på hjemmebane med det politiske liv på Borgen. Resten har jeg knoklet mig til, forklarer Peter Mogensen om arbejdet med I bjørnens kløer. Foto: Rebekka Andreasen

I I bjørnens kløer skal Danmark lede FN op til en vigtig afstemning om Tjetjeniens selvstændighed. Men kræfter i Rusland ønsker ikke, at den lille republik opnår selvstændighed og vil forhindre, at Danmark stemmer ja i FN. Og det får den tidligere jægersoldat Henrik Foss at mærke. Han er nummer to i oppositionspartiet Venstre og formentlig landets kommende udenrigsminister. Og udsættes for massiv afpresning, da hans ekskone og sønner kidnappes.

Selvom Peter Mogensen kan sit politiske stof og er vant til at formidle, så var det slet ikke så nemt at skrive en spændingsroman, som han først troede, da han år tilbage i sit sommerhus i Toscana, kastede sig ud i projektet som en slags hyggeligt tidsfordriv.

Bogen har været igennem talrige gennemskrivninger, og han har ændret manuskriptet igen og igen. Med et bredt smil forklarer han, at det gamle råd om, at man aldrig skal skrive en bog, hvis man kan lade være, er et ret godt råd.

– Det er let at læse en spændingsroman, men det er meget sværere at skrive én, end jeg troede.

Efter at have skrevet cirka 100 sider af bogen, gik det op for Peter Mogensen, at han var nødt til at tage arbejdet med bogen mere seriøst og spændingsgenren alvorlig, hvis der skulle komme en læseværdig bog ud af anstrengelserne. At der var noget håndværksmæssigt, han skulle lære. At skrive dialoger f.eks. og få sine personer til at leve. Og at stramme op. I den endelige udgave af romanen følger læserne især fire personer – i første udkast havde Mogensen omkring 16 forskellige synsvinkler med.

– Det har været en lang og svær proces, en stejl læringskurve. På et tidspunkt mistede jeg tråden og var nødt til at få hjælp til at komme videre i skriveprocessen. Men jeg har lært en masse og er sindssygt stolt af bogen, forklarer Peter Mogensen og føjer til, at næste bog forhåbentlig får en lidt nemmere fødsel.

For ja, han har planer om bog nummer to om toppolitikeren Henrik Foss, der i øvrigt er enøjet efter at have mistet et øje på en bjergskråning i Bosnien i 90’erne.

– Jeg vil først og fremmest underholde, og min intention har været at skrive en spændende bog. Men bogen er også en bekymret pegefinger. Verdenen er i skred, og demokratiet er måske ikke så givet, som jeg hele mit liv har troet.

Allerede inden bogen var udgivet, havde Nordisk Film købt rettighederne til bogen. Det er Peter Mogensen ret stolt over og ydmyg over for. Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, der bl.a. har Rejseholdet og Broen på sit CV, er inde over projektet.

At rettighederne er købt er ikke det samme som, at filmprojektet bliver realiseret. Men Peter Mogensen håber på det. Og ser gerne en type som Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Henrik Foss.

Peter Mogensen virker ikke som en mand, der mangler selvtillid og gåpåmod, og da jeg spørger ind til hans forfatterambitioner, bliver svaret en smule mere nuanceret end det citat, du læste i begyndelsen af indlægget. Han understreger, at der er grænser for hans selvtillid, og at han aldrig kunne finde på at skrive en thriller om f.eks. opera, som han ikke ved noget om.

– Men jeg kan godt forestille mig, at jeg om ti år sidder i mit hus i Toscana og skriver spændingsromaner, hvis jeg får opbygget et ordentligt spændingsunivers. Det ville være enormt fedt.

Vidste du, at:

Peter Mogensen især er vild med politiske biografier, men også synes godt om Jan Guillous spændingsserie om agenten Hamilton? Han har også været ganske godt underholdt af Leif Davidsens bøger.

En af de første bøger, der gjorde et enormt indtryk på Peter Mogensen, var den italienske forfatter Oriana Fallacis roman En Mand? Det er en roman om den græske politiker og digter Alexandros Panagoulis, der kæmpede mod militærregimet i Grækenland. (Udkom på dansk i 1981) Han er bl.a. vild med bogen “…fordi den har det hele: kærlighed, mod, intensitet..”

Peter Mogensen i 2010 udgav bogen Dødvande – refleksioner over den politiske udvikling i Danmark fra 2007 – 2008?

Tak for mad, Forlaget Turbine. Foto: Rebekka Andreasen

PS: Lige et par ord om min læseoplevelse:

I bjørnens kløer giver et interessant indblik i det politiske hierarki og toppolitikernes samspil med bl.a. PET. Plottet er interessant, og bogens temaer aktuelle.

Især karakteristikken af hovedpersonen Henrik Foss er stærkt. Som fraskilt kæmper Foss med at få en ordentlig relation til både sin ekskone og sine børn, og selvom han både er rutineret toppolitiker og tidligere jægersoldat, der kan dræbe et menneske på få sekunder, er han heldigvis ikke blevet en overfladisk He-Man, men et interessant, sammensat menneske.

Men de virkelighedstro dialoger er indimellem for lange (og mange), og bogen kunne sagtens være skåret endnu skarpere og kortet ned – bogen er på 426 sider. Det betyder også, at spændingskurven og tempoet hopper lidt ujævnt. Og så mangler sproget en smule mere omsorg og originalitet for at imponere.

Men jeg var alligevel godt underholdt, og især den sidste bid af bogen er ret spændende. Undervejs klukkede jeg af små detaljer. Som en chefredaktør, der hedder Mads Poulsen, og at Politiken, hvor Mogensen selv har været ansat, får nogle kærlige hug. Og hvor mange politikere kender du – ud over Søren Pind, der kun har et øje?

PPS: Tak til Forlaget Turbine for at invitere til brunch og forfattermøde.

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Kobra Af Deon Meyer, Forlaget Turbine

Læs mere om bogen her