Anmeldelse: De der fortjener at dø af Peter Swanson

Spænd sikkerhedselen, for du bliver kastet rundt i amerikanske Peter Swansons enkeltstående thriller De der fortjener at dø. Foto: Rebekka Andreasen

Spænd sikkerhedsselen, for du bliver kastet rundt i amerikanske Peter Swansons enkeltstående thriller De der fortjener at dø. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: De der fortjener at dø af Peter Swanson er en bemærkelsesværdig og skøn thriller.

Hvor ofte har du læst om en kvindelig seriemorder? Nej vel? Du møder en af slagsen i De der fortjener at dø. Og nej, jeg har ikke røbet for meget, for bogen er en af den slags bøger, hvor du konstant bliver taget ved næsen, og hvor du ikke kan regne med, at du har regnet den ud.

Amerikanske Peter Swanson debuterede på dansk i 2015 med Pigen med det tidsindstillede hjerte, der udkom på det lille danske forlag, Anton & Ludwig.

I marts i år udkom Swansons 2. bog på dansk De der fortjener at dø. En selvstændig bog, der ikke er en del af en serie, hvilket er en smule usædvanligt i disse serie-tider.

Ved et tilfælde møder mangemillionæren Ted Severson, der har tjent sine mange millioner på at rådgive webfirmaer,  den unge kvinde Lily Kinther i buisnessclassloungen i lufthavnen i Heathrow. Begge er på vej hjem til USA, til en lufthavn i Boston. Ventetiden bruger en lettere beruset Ted på at fortælle sin nye rejsefælle, at hans kone er utro.

I et forsøg på at være morsom udbryder Ted, at han overvejer at slå sin kone ihjel. Uvidende om, at Lily – siden hun i barndomshjemmet i Conneticuts skove slog en vildkat brutalt ihjel – har en vis erfaring med den slags. Og Lily kvitterer med at sige, at hun gerne giver en hånd med. Hun arbejder som arkivar på et universitet i en forstad til Boston, er tilbagelænet og stille – og så taler hun om at dræbe i samme toneleje, som hvis hun havde spurgt, hvad klokken er.

Via forskellige fortællestemmer spreder forfatteren historien ud med masser af bedrag, løgne, hævn og mørke hemmeligheder. Vi møder et snævert persongalleri, men til gengæld kommer vi helt tæt på dem. Forfatteren har brugt sit effektive krudt på personkarakteristikker og plot og ikke tung research.

I førsteperson følger vi dels Ted, dels Lily og desuden yderligere to personer, der ikke skal røbes her. Men er de troværdige? Hvem skal vi tro på? Hvem er offer, og hvem er gerningsmand/kvinde? Og er der – som titlen hentyder til – virkelig nogle mennesker, der fortjener at dø?

Med undtagelse af et par enkelte scener, der virker som ligegyldige gentagelser, fungerer sammenfletningen af synsvinkler godt.

Klassisk mørk krimi og domestic noir

Der er noget Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og ægteskabelig domestic noir-uhygge krydret med mørk old school-krimithriller over bogen.

I stedet for et hæsblæsende tempo og hvem-gjorde-det-spekulationer, får du masser af udspekulerede tvists og et plot, der drejer så skarpt, at du næsten mister balancen. Det er svært underholdende, også selvom vi tror, at vi ved, hvad der sker. Det er overbevisende og snedigt fundet på. Der sættes punktum for historien med 13 meget væsentlige linjer allersidst i bogen ( Ikke smugkigge…) Jeg kan rigtig godt lide denne bog.

PS: De der fortjener at dø skal filmatiseres. I et interview har den amerikanske forfatter sagt, at det ikke ville gøre ham spor, hvis Michael Fassbender og Alicia Vikander får hovedrollerne som Ted og Lily.

3 kommentarer til Anmeldelse: De der fortjener at dø af Peter Swanson

  • Tove Hornbek skriver:

    Fin anmeldelse, Rebekka. Jeg tror, at jeg skal læse den, selvom jeg ikke brød mig om Kvinden der forsvandt.

  • Randi skriver:

    Uh, den lyder rigtig spændende. Jeg var vild med Kvinden der forsvandt, fordi den tog nogle drejninger, jeg slet ikke havde forudset. Krimier er bedst, når de ikke er til at regne ud 🙂

  • Kære Tove og Randi – tak for jeres kommentarer. Jeg synes trygt, I kan gå i gang. Og ja, man tror, man ved det hele, og det gør ikke alligevel. God læselyst og dejligt som altid, at I følger med her på bloggen. Det er jeg meget glad for. KH Rebekka

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her