Anmeldelse: Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz

Nu er den her. Det der ikke slår os ihjel. Jeg er vildt spændt på at læse bogen.

I morges blev jeg interviewet i Kultursøndag på P1 og svarede bl.a. på, om jeg mener, at det er gravrøveri at lade Lagercrantz fortsætte Stieg Larssons Millennium-serie. Se link til udsendelse nederst i indlægget.

Anmeldelse: Det der ikke slår os ihjel er en kompleks og interessant historie skrevet med respekt for det unikke Millennium-univers, som Stieg Larsson skabte. Som thriller er romanen dog lidt for tung med lange passager om matematik og teknik.

Det kan være et antiklimaks at læse en bog, der har været så hypet som den fjerde bog om Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander. Kan den svenske forfatter og journalist David Lagercrantz overhovedet skrive en ordentlig bog om Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander? Så vi føler, at det atter er dem, vi møder? Ja, det kan han.

Han er god til at leve sig ind i andre menneskers univers. Det er jo det, han kan, ham Lagercrantz. Og han er en meget dreven og dygtig forfatter. Og en dygtig journalist, der også kan researche. Det har resulteret i en troværdig, skarp og underholdende bog. Romanen er ingen tam kopi, men en respektfuld og interessant videreførelse af det Larssonske univers. Det er immervæk noget af en bedrift, synes jeg. Og hvor han i sin Zlatan-bog fik hug for frit at opfinde citater (fy fy, det synes jeg heller ikke, at man må) så kommer den evne ham jo til gode her.

Der er masser af tråde tilbage til det krimiunivers, vi kender. Helt ned til detaljer om Lisbeth Salanders professionelle espressomaskine Jura Impressa X7, som vi har hørt om før, og som hun nu har foræret Mikael Blomkvist. Hun drikker alligevel mest cola. Og øl.

I Det der ikke slår os ihjel er Salander plaget af erindringer om sin far. Hun er på jagt efter informationer i en amerikansk efterretningstjenestes inderste og kaster sig ud i et risikabelt hackerangreb. Blomkvist har mistet gejsten for journalistikken især efter, at en norsk koncern har overtaget bladet Millennium. Da en svensk professor, der forsker i kunstig intelligens, kontakter Blomkvist og føler sig truet på livet, vækkes Blomkvists journalistiske vagthund til live igen. Han kaster sig ud i jagten på den historie, der kan give ham selv – og bladet Millennium – et tiltrængt scoop. Og selvfølgelig krydser Salander hans spor. I bogen møder vi også en slags mini-Salander, den 8-årige dreng August, der har autisme. Han har – som Salander – traumer med i bagagen, men er et enestående geni.  Hurra for originaler siger jeg bare.

Hvor mærker man, at det ikke er Larsson, der står bag romanen? Bogen er ikke nær så voldelig og mørk, som Larssons bøger. Og der mangler på en eller anden måde noget fandenivoldskhed. Noget hjerteblod, som antiracisten, feministen og kommunisten Larsson dryppede ud over siderne.

Men det er en dybt professionel bog, der bestemt er læseværdig og spændende,  selvom den burde have været strammet op for at fungere bedre som thriller. Det der ikke slår os ihjel tager fat på emner som kunstig intelligens, om overvågningssamfund, efterretningstjenester og industrispionage.  Meget aktuelle emner – tænk bare på Edward Snowden.

Jeg synes, at Lagercrantz skriver bedre. Sproget er mere sprødt og ikke nær så kludret, og så falder han ikke i klichefælden, som Stieg Larsson sommetider gjorde det.

Selvom markedsføringen slår på især Salander, så har Mikael Blomkvist heldigvis stadig plads i bogen. Den skrupelløse, ekstremt begavede Salander, der ikke er bleg for at tage strømpistolen i egen hånd, har brug for den kølige, grundige og professionelle Blomkvist. De er gode sammen. I den tredje Millennium-thriller, Luftkastellet der blev sprængt, lader Stieg Larsson til allersidst i bogen Salander tænke, at Blomkvist klæber til hendes liv hele tiden – som tyggegummi under skosålen enten på nettet eller i virkeligheden.

Lad endelig det tyggegummi sidde.

PS: I formiddags blev jeg interviewet i Kultursøndag på P1. Jeg svarede bl.a. på, om jeg synes, at det er gravrøveri at lade David Lagercrantz skrive videre på det krimiunivers, som Stieg Larsson skabte. Du skal cirka 57 minutter ind i udsendelsen, og du kan høre interviewet her

 

 

 

8 kommentarer til Anmeldelse: Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz

  • Birthe Sonne skriver:

    Super interview. Og hvor har du ret i den bedømmelse. Jeg er endnu ikke forbi de første 80 sider :-). Min bog strandede i postens internetnedbrud :-(, så jeg var nødt til at købe e-bogen også 😉

  • Hold ud – det bliver godt. God læselyst

  • Randi skriver:

    Jeg kunne ikke modstå fristelsen til at købe bogen som e-bog, og jeg må sige allerede efter 40-50 sider, at den lover rigtig godt 🙂

  • Susanne Ring skriver:

    Personerne har han ramt godt, men bogen er langtrukken og lidt kedelig, den første 3/4. Dog ender den godt, og lægger op til en 5’er vil jeg mene.

  • Rebekka Andreasen skriver:

    Tak for din kommentar, Susanne. Ja, den er en del sider om at komme i gang. Men han skriver rigtig godt, synes jeg.

  • Elon Mogensen skriver:

    En stor skuffelse da det skulle være en efterfølger af Stieg Larssons bøger,har nu læst 140 sider,hvis der ikke snart
    begyndet at blive en handling,så gider jeg ikke spilde tid på at læse resten.

    • Rebekka Andreasen skriver:

      Smag og behag er selvfølgelig forskellig, men jeg synes, du skal holde ud – du bliver belønnet med masser af spænding. VH og tak for din kommentar fra Rebekka

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Den permanente af Thomas Bagger, EC Edition

Læs mere om Aarhus-krimien her