Anmeldelse: Helvedesilden af Karin Fossum

Igen har Karin Fossum skrevet en fin, lavmælt og stilfærdig krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Igen har Karin Fossum skrevet en fin, lavmælt og stilfærdig krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Anmeldelse: Læs Karin Fossums 12. krimi om Konrad Sejer, Helvedesilden, på grund af de fine personportrætter af lidt skæve eksistenser. Er du til fart over feltet, så vælg en anden bog.

Længe har jeg været fascineret af norske Karin Fossums evne til at skrive en hel masse – uden at bruge tonsvis af linjer på at fortælle det. En antydning her, et skarpt blik der. En sætning, der skubber en lavine af følelser i gang. At hun skriver fantastisk er der slet ikke nogen tvivl om. Hun har fokus på det psykologiske, og hendes bøger foregår ofte i provins-Norge og handler om relationen mellem mennesker. Om familiehemmeligheder, løgne, fortielser og fortrængninger. Det er netop også, hvad der kendetegner hendes seneste krimi, Helvedesilden. Her følger vi to mødre og deres sønner.

Mass er alene med den voksne søn Eddie, der stadig bor hjemme. De er afhængige af hinanden. Dysfunktionelle Eddie er uden job, kører kanelgifter ned i et heftigt tempo og skylder dem ned med cola med kirsebærsmag, sparker hunden i smug og har ingen jævnaldrende venner. Han bliver optaget af at finde sin fars grav, en far han aldrig har kendt.

Den slidsomme hjemmehjælper Bonnie er alene med børnehavedrengen Simon på fem år, og hun knokler for at få hverdagen til at hænge sammen. Da Bonnie og Simon findes knivdræbt i en slidt campingvogn på en landmands mark, må kriminalkommissær Konrad Sejr og betjenten Jacob Skarre i gang med at efterforske det brutale dobbeltmord.

At have sygdommen helvedesild er smertefuldt og pinefuldt, en virus, der gemmer sig i kroppens nerver for pludselig at blusse op. Der er selvfølgelig nogle skeletter i skabet her og der, og derfor er det ikke kun sygdomme, der blusser op i kriminalromanen.

Ingen tjubang

Tempoet er adstadigt, og der er ikke noget tjubang over fortællingen, der skifter synsvinkler i korte kapitler. Og jeg bed ikke negle i spænding, da jeg læste bogen. Slet ikke. Men jeg fik en lavmælt historie, der fascinerede og rørte mig.

Selvom det er den 12. roman om den norske politimand, så stjæler han aldrig rampelyset. Konrad Sejer spiller en mindre rolle i denne bog. Det er ikke ham, men ofre og gerningsmænd, Karin Fossum bruger krudtet på. Jeg savner dog lidt mere af den 55-årige Konrad Sejer i denne krimi. Sejer, den høje, slanke politimand, der bor alene med hunden Frank, og som er rolig, velovervejet og noget af en menneskekender. Ham kan jeg rigtig god lide.

Den norske forfatter vandt den prestigefulde Rivertonpris for denne roman. Helvedesilden er ikke hendes bedste bog, men jeg synes, det er en fin, stærk afdæmpet krimi om mødre og sønner og om blodets bånd, der klistrer, hvad enten man vil det eller ej.

De øvrige krimier om Konrad Sejer i rækkefølge:

1: Evas øje
2: Se dig ikke tilbage
3: Den som frygter ulven
4: Når djævelen holder lyset
5: Elskede Poona
6: Sorte sekunder
7: Drabet på Harriet Krohn
8: Den som elsker noget andet
9: Den onde vilje
10: Varsleren
11: Carmen Zita og døden

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Størst af alt af Malin Persson Giolito

Læs mere om bogen her