Norske Karin Fossum har et langt forfatterskab bag sig. Hun har vundet flere litteraturpriser, både norske og internationale.
Anmeldelse: På indersiden af omslaget til Carmen Zita og døden ser man et billede af Karin Fossum – bogens forfatter. Hun ser alvorlig ud, og man ser kun antydningen af et stramt smil. Men hvorfor skulle den norske succesforfatter også smile, når hun tager læserne med ind i et tungt, tænksomt og smertefuldt univers?
Carmen Zita og døden er en sørgelig, afdæmpet krimi, der sine knap 200 sider til trods, er en helstøbt, hjertegribende fortælling.
Det største drama finder sted i personernes indre – og ikke i den ydre handling. Hvis du udelukkende er til hæsblæsende krimier, eller krimier med masser af humor, er denne bog ikke noget for dig. Men glædes du over fine dialoger, en stramt fortalt, alvorlig historie og elegant sprog, så synes jeg, du skal kaste dig over bogen, der bestemt ikke er uden spænding.
Den smukke og energiske Carmen, der har spanske såvel som norske aner, og den mere indadvendte Nicolai er et ungt par, der oplever en tragedie. Deres knap halvandet år gamle dreng, Tommy, er druknet i en sø tæt på parrets hjem. Drengen har Downs syndrom og lige lært at gå. Han er tilsyneladende spankuleret af sted til søen på sine små ben.
Den unge far er knust over drengens død, og hans sorg og fortvivlelse er gribende at læse om. Fossum er eminent til med få ord at beskrive mennesker i dyb krise, så det bliver interessant, uden at det bliver banalt eller klichefyldt. Den unge mor, Carmen, græder også meget, men hun lægger ikke skjul på, at hun havde svært ved at acceptere sin søns handicap. Og at det var udfordrende for hende at være mor til et anderledes barn.
Krimien tager fat i en aktuel debat om fosterdiagnostik. Er det etisk i orden at afbryde en graviditet, hvis man bliver klar over, at fosteret f.eks. har den særlige kromosomfejl, som kendetegner mennesker med Downs syndrom?
Det er 11. bog om politikommissær Konrad Sejer. Vi møder også hans faste makker – den væsentlig yngre Skarre. Og Sejers hund, Frank, der kommer til at spille en afgørende rolle. Sejer fornemmer, at noget ikke er, som det skal være, og den erfarne kommissær kan ikke slippe tanken om, at der måske er en forbrydelse bag Tommys død.
Sejer er en sympatisk og troværdig karakter, men jeg kunne godt have undværet hans helbreds-bekymringer. Han er svimmel og oplever ubehag og udskyder længe lægebesøg, fordi han ikke har lyst til at få den kræftdiagnose, han bilder sig selv ind, at han har. Det fylder for meget i den ellers stramt fortalte krimi. Fint nok, at Sejer udvikler sig igennem de efterhånden mange bøger, men her virker det påklistret og blive aldrig rigtig vedkommende.
Det kan godt være, man ikke smiler, når man læser en Karin Fossum-bog, men man bliver med Carmen Zita og døden forkælet med fornem, stilfærdig kimilitteratur fra en forfatter, der leverer fine personbeskrivelser og som har sans for at skildre menneskets psyke.
