Anton Koch-diplomet

Konkurrence: Vind Den sorte engel af Nina von Staffeldt

Konkurrence/Giveaway: To bloglæsere kan vinde krimien Den sorte Engel af Nina von Staffeldt, der netop er udkommet. En krimi, der foregår i Grønland, og som er en selvstændig fortsættelse af Frosne beviser, der udkom sidste år.

To heldige bloglæsere kan vinde Den sorte engel af Nina von Staffeldt. Skal du være en af dem?

Lørdag den 1. april omkring klokken 13 i Snedkeriet på Krimimessen i Horsens i år, møder jeg en, der virker lige så spændt, benovet og nervøs, som jeg.

Den danske forfatter Nina von Staffeldt skal netop til at modtage Det Danske Kriminalakademis Debutantdiplom for krimien Frosne Beviser. En Grønlandskrimi om kommunikationskonsulenten Sika Haslund, der hvirvles ind i en sag om en mærkelig virus, der hærger en vestgrønlandsk by.

Og kort efter skal jeg selv modtage Anton Koch-diplomet. Vi smiler nervøst til hinanden og får en lille snak, inden hun skal på scenen og takke for sit diplom.

Bagefter vores korte takketaler på scenen er vi begge lettede. Og vores smil flækker hele ansigtet.

Nina von Staffeldt (tv) der har skrevet Den Sorte Engel, som du kan vinde. Til højre den islandske forfatter Yrsa Sigurðardóttir, der fik Palle Rosenkrantz Prisen på Krimimessen i Horsens i år for årets bedste krimi. Foto: Rebekka Andreasen

Nu er Nina von Staffeldt aktuel med efterfølgeren Den Sorte Engel.

Også denne krimi, der kan læses selvstændigt, foregår i Grønland. Titlen hentyder til et fjeld i Nordgrønland.

En fisker findes myrdet på en fiskekutter ud for Uummannaq i Nordgrønland. I lasten finder politiet et stort antal isbjørneskind foruden narhval- og hvalrostænder. Er der tale om organiseret smugling? Greenpeace øjner straks mulighed for at protestere mod smugleri og sortbørshandel, og Sika Haslund inddrages i sagen, før den løber løbsk i internationale medier med potentielt katastrofale konsekvenser for grønlandske fiskere og fangere.

Nina von Staffeldt har en stor forkærlighed for landet mod nord. Siden 1997 har hun boet, arbejdet og rejst i det meste af Grønland, blandt andet som konsulent for Grønlands Selvstyre og som rejseleder.

Hvordan deltager du?

Fortæl hvad der er dit favoritrejsemål. Så deltager du i konkurrencen. Der udtrækkes to heldige vindere. Du kan deltage én gang i konkurrencen enten ved at skrive en kommentar under indlægget her, eller ved at skrive en kommentar under konkurrencen på Vild Med Krimis Instagram eller Facebookside. Jeg skal have din kommentar senest onsdag den 28. juni klokken 12. Vinderne offentliggøres kort efter her på bloggen.

Du skal selv tjekke, om du vinder. Hører jeg ikke fra vinderne inden en uge, trækker jeg nye navne. Der kan gå lidt tid, fra du skriver en kommentar, til den er synlig på sitet.

Tak til det grønlandske forlag milik for at sponsorere bøger til konkurrencen.

PS: Du kan læse et uddrag af bogen her

PPS: Jeg bliver altid glad, hvis du tipper andre, der er vilde med krimi, om bloggen.

Guide til Krimimessen – lørdag

At Krimimessen i Horsens holdes i det gamle statsfængsel i byen giver en hel særlig stemning og atmosfære. Foto: Rebekka Andreasen

Krimimessen 2017: Jamen altså. Hvad skal du vælge? At navigere i det krimiguf, Krimimessen i Horsens byder på denne weekend, kan være svært. Jeg har lavet et ideforslag til lørdag.

Ofte står mine tre børn i den lokale Meny fredag eftermiddag, mens de skal træffe et svært valg: Skal den bløde nougat og den salte lakrids lande i fredagens obligatoriske bland-selv-slik pose? Hvad så med den engelske vingummi, de salte fisk, de små p-tærter og de syrlige bolsjer? De har jo kun et vist beløb at købe for.

Jeg ved, hvordan de har det. At vælge mellem alle de tilbud, Krimimessen anno 2017 lokker med, er svært. Og der er kun en vis mængde tid. Og man må træffe en beslutning.

En lørdag på Krimimessen i Horsens kunne se sådan her ud:

Lørdag:

Klokken 10, Rød Scene: Skub messen godt i gang med Leif Davidsens åbningstale. Forfatteren er selv aktuel med Djævelen i hullet, og han er en af genrens grand old men. Da han skrev sin første spændingsroman i 1984, havde han ikke mange danske kolleger. Det har han nu.

Klokken 10.20, Sort scene: Du iler hen til den modsatte ende af Magasinet, hvor svenske Tove Alsterdal fortæller om krimien Vend dig ikke om.

Klokken 10.45, Trykkeriet: Det er mere nordisk krimi på programmet, hvis du finder vej til Trykkeriet, hvor den norske forfatter Gunnar Staalesen fortæller om sin seneste bog, Storesøster.

Klokken 11.30, Trykkeriet: Martin Jensen, Lotte Petri, Nanna Rørdam Knudsen, Steen Harvig og Bo Bjørnvig fra Det Danske Kriminalakademi sætter spot på vold i krimier. Er vold i krimier uundgåeligt?

Klokken 12.00, Sort Scene: Jeg interviewer Lotte og Søren Hammer om deres seneste Konrad Simonsen-krimi, Mørkemanden. Kom og lyt med, når søskendeparret fortæller.

Klokken 12.20, Sort Scene: Bliv bare siddende og hør Jesper Stein fortælle om sit forfatterskab. Senere på året udkommer endnu en Axel Steen-krimi.

Klokken 13.00, Snedkeriet: Det Danske Kriminalakademi uddeler priser, og det plejer at være både sjovt og festligt at overvære. Palle Rosenkrantz-prisen går til islandske Yrsa Sigurðardóttir,  der har skrevet DNA. Harald Mogensen-prisen går til den danske forfatter Lars Kjædegaard for Det der er værre, og Debutant-diplomet får Nina von Staffeldt for Frosne beviser. Dansk Horror Selskab overrækker Horrorprisen. Og jeg er meget stolt over at få Anton Koch-diplomet.

Så er det vist tid til en bid mad, inden du sætter dig klar foran Rød Scene klokken 14. Her interviewer jeg Anne Mette Hancock om hendes debutroman, Ligblomsten. Den er ret god, den bog. Siger det bare.

Så er det nu. Du har tyve minutter til at tisse, snuppe en kop kaffe og gå en runde i messeområdet i Magasinet.

14.40, Rød Scene: Jeg har hørt, at norske Torkil Damhaugs krimi, En femte årstid, er uhyre interessant. Forfatteren har netop vundet  Rivertonprisen for bedste norske krimi. Hør ham fortælle om bogen.

15.00, Snedkeriet: Hør Arne Dahl, Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld og Helle Vincentz diskutere spændingsromanens potentiale som samfundskritisk våben.

15.45, Gymnastiksalen: Den britiske forfatter Stuart Macbride fortæller om sine krimier, Hilsner fra de døde og En sang fra de døde.

Billedet her er fra Krimimessen 2015, hvor jeg interviewede Pernille Boelskov (th) om hendes debutkrimi. I år skal vi tale om efterfølgeren Bornholmerdybet: Foto: Ellen Marie Andreasen

16.20, Rød Scene: Jeg interviewer Pernille Boelskov, der skriver krimier, der foregår på Bornholm. Kom og hør hende fortælle om Bornholmerdybet og få svaret på, hvorfor hun har valgt en kvindelig præst som hovedperson.

Frem til 17.00, Teltet: Find vej til Teltet, luk øjnene, lyt og nyd de musikalske krimiforfattere Jakob Melander og Kim Juul.

I morgen her på bloggen får du et forslag til søndag på Krimimessen i Horsens.

PS: Faktisk tyvstarter messen allerede fredag med et arrangement, som du kan læse mere om her

 

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her