Metusalemgenet

Vild Med Krimi fylder et år

Der er tre eksemplarer på højkant af Ole Cliffords nye spændingsroman, der udkommer 29. oktober.

Der er tre eksemplarer på højkant af Ole Cliffords nye spændingsroman, der udkommer 29. oktober.

Blog-fødselsdag: Noget om Iben Hjejle, svensk krimi og en dansk videnskabskrimi om det evige liv. Og så er der tre eksemplarer af ny dansk spændingsroman på højkant.

I dag er det et år siden, at bloggen her blev andet end en tanke i mit hoved. Tusind tak til alle jer der læser med både her og på Facebook, kommenterer, skriver mails, deltager i konkurrencer, følger med på Instagram og Twitter og kommer med input. Mange tak.

Et af de første indlæg her på bloggen handler om, hvordan jeg var vidne til optagelserne af en scene af tv-serien DICTE, der baserer sig på Elsebeth Egholms krimier om journalisten Dicte Svendsen. Læs indlægget her

Der er i øvrigt planlagt endnu en sæson af tv-krimien. De nye afsnit af Dicte-serien ventes at få premiere på TV2 i efteråret 2014.

En af de første krimier, jeg har anmeldt her på sitet, er Springflod af Cilla og Rolf Börjlind – en rigtig underholdende og spændende krimi fra parret, der bl.a. står bag tv-serien om Martin Beck. De har også skrevet manuskript til flere tv-afsnit af Wallander.

Og et af de første forfatterinterviews her på bloggen er med Michael Lycke, der har skrevet videnskabskrimien Metusalemgenet. Jeg er meget glad for den bog. Meget glad. I interviewet siger Michael Lycke med lune i stemmen, at:

Jeg ville blive en psykotisk massemorder, hvis jeg ikke skrev, og så kom jeg frem til, at det var bedre at skrive om det, end at blive det selv.

Læs hele interviewet her Michael Lycke er i øvrigt i gang med bog nummer to om videnskabsjournalisten Noah Safran. Den udkommer engang i 2014.

Ingen fødselsdag uden gaver. Du kan vinde danske Ole Cliffords spændingsroman, Katharerne, der udkommer 29. oktober på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. Bogen fortæller historien om den katolske kirkes udslettelse af mere end en million mennesker i Syd­frankrig for 800 år siden. Og om hvordan det påvirker vort samfund i dag. Du kan se en trailer for bogen her

Du skal ikke svare på et indviklet spørgsmål. Skriv blot dit navn i kommentarfeltet herunder. Så er du med i konkurrencen. Der er tre bøger på højkant, og du kan deltage indtil mandag den 21. oktober klokken 20. Vinderne offentliggøres mandag aften her på bloggen.

Kender du en, der interesserer sig for krimigenren og kunne være interesseret i at læse med her på bloggen, så bliver jeg mægtig glad, hvis du anbefaler bloggen til andre. Du er også hjertelig velkommen til at like Vild Med Krimi på Facebook. Du finder siden lige her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg hepper på krimiforfatterne

To krimiforfattere har chancen for at vinde BogForums Debutantpris på fredag.

Fire dage til BogForum 2012. Jeg glæder mig som en vanvittig. Det bliver tre dage, hvor arbejde og fornøjelse i den grad smelter sammen. Sidste år besøgte mere end 24.000 mennesker messen. Mon ikke der kommer endnu flere besøgende i år, hvor messen er flyttet fra Forum til Bella Center?

På messens første dag bliver BogForums Debutantpris uddelt. Udover æren følger der 50.000 kr. med prisen. Sidste år fik Erik Valeur prisen for romanen Det syvende barn.

Det glæder mig, at der i år har været flere krimiforfattere blandt de indstillede kandidater bl.a.:

Morten Kærså. Han er nok mest kendt som producer og for sin musikkarriere med bandet Moonjam. Men han er også forfatter. Morten Kærså har skrevet krimien Den uskyldige morder om en midaldrende, afdanket rockmusiker, som måske/måske ikke er morder.

Michael Lycke, der er manden bag en af de bedste bøger, jeg har læst i år, Metusalemgenet. Han har skrevet en videnskabsthriller om journalisten Noah Safran, der under research til en artikel om livsforlængende forskning ufrivilligt sætter eget og andres liv på spil.

Johan Ottosen, der debuterer med Stenens tid. Han har skrevet en spændingsroman, hvor sensationelle fund fra fortiden og nutidige terrorplaner mod det danske kongehus flettes sammen i et forløb over en uge.

De nævnte forfattere er dog ikke med på den endelige liste over de sidste fem kandidater, der har mulighed for at vinde prisen. Der er dog to krimiforfattere imellem, så jeg hepper på disse to:

Jesper Stein er krimidebutant med bogen Uro. Vicekriminalkommissær Axel Steen skal opklare et mord, der skete, mens Ungdomshuset på Jagtvej blev ryddet. Mistanken går indledningsvis på politivold mod en ung autonom.

Thomas Clemen, der har skrevet Langs smertegrænsen. Det er en thriller om biologiske våben, storpolitiske magtspil i en polariseret verden – og om det enkelte menneskes ansvar for at være mere end tilskuer.

Er det ikke ved at være slut med at se på krimilitteratur som underlødig og uden litterære kvaliteter?

Vind en billet til BogForum 2012

Er det dig, der skal vinde en billet til BogForum i Bella Center? Og en af mine brugte krimier? Så læg en kommentar her på bloggen og fortæl, hvorfor netop du skal af sted – eller en, du kender. Du kan også sende en mail til: mail@rebekkaand.dk med din begrundelse.

Billetten giver adgang til messen en enkel dag. Du vælger selv om du vil besøge BogForum fredag den 9. november, lørdag den 10. november eller søndag den 11. november. For første gang afholdes BogForum i Bella Center, og du kan møde krimi-forfattere som Helle Vincentz, Elsebeth Egholm, Åsa Larsson, Robert Goddard, Bødker & Bruun, Jan Guillou, Lars Kepler og mange flere. Det vrimler selvfølgelig også med forfattere, der ikke skriver krimier, ligesom der bl.a. også er børnelitteratur på programmet.

Er du på messen fredag klokken 15.00, så interviewer jeg krimiforfatteren Michael Lycke, der har skrevet en af de allerbedste krimier, jeg har læst i år, nemlig Metusalemgenet. Læs også min anmeldelse af Metusalemgenet Forfatteren er iøvrigt indstillet til Debutantprisen 2012, der bliver uddelt på messens første dag.

Billetten er sponsoreret af forlaget Klim Har du lyst så kig endelig forbi deres stand. Det aarhusianske forlag står bag krimiforfattere som Ian Rankin, Martin Jensen og Henning Mankell. Du vinder også en af mine brugte, gamle krimier. Genbrug er godt ikke? Og jeg lover dig for, at det bliver en god én.

Vinderen af konkurrencen bliver udtrukket torsdag den 1. november klokken 20 og offentliggjort her på bloggen og på Facebook. Dagen efter får du tilsendt bog og billet.

Jeg håber, vi ses på BogForum.

 

 

 

Metusalemgenet af Michael Lycke

Anmeldelse: Metusalemgenet er en af de bedste bøger, jeg har læst i nyere tid. Det er en forrygende videnskabskrimi af høj kvalitet og meget underholdende.

Som i Sissel-Jo Gazans Dinosaurens Fjer foregår bogen i et internationalt forskningsmiljø. Hæsblæsende er et lidt slidt og klichefyldt ord, men det er hæsblæsende og nervepirrende at følge den nysgerrige og naive videnskabsjournalist, Noah Safran.

Han får til opgave at undersøge, hvor tæt forskere verden over er på at finde nøglen til evigt liv. Den videbegærlige Noah kommer ud for lidt af hvert på sin farefulde færd i især Paris, men også i England og Tyskland. Noah allierer sig blandt andet med en svært overvægtig og kikset, men også lynende intelligent veninde fra Danmark og en yderst hjælpsom kvindelig guide, han møder i Paris.

Bogen er proppet med fakta om aldring, livsforlængende teknikker og aldringens processer. Der er nok et par læsere eller to, der mener, at bogen er for researchtung. For et par år siden deltog Michael Lycke i en verdenskongres i Paris for biogerontologernes (de, der forsker i aldringsprocessens biologi) og han har også fået stor hjælp af en af verdens førende forskere på området.

Jeg synes, det giver bogen tyngde og er et kæmpe plus for læseoplevelsen. Det er fascinerende, at det ikke er science fiction eller fri fantasi, men at der er mennesker derude i den virkelige verden, der hver dag er optaget af at opfinde livsforlængende teknikker. Nogle forskere mener, at mennesket i en nær fremtid kan blive flere hundrede år gamle.

Krimien bliver aldrig kedelig. Tværtimod er den tempofyldt, uhyre underholdende og bloddryppende. Journalister spiller ofte en hovedrolle i krimier, og selvom Noah har sin profession til fælles med mange andre hovedpersoner, så er han helt speciel og har en hemmelighed, som overrasker undervejs.

Lad dig endelig ikke skræmme af hverken fakta eller antal sider, men und dig selv en fantastisk læseoplevelse, der aktiverer hjernecellerne og giver stof til eftertanke. Tænk, hvis man finder et såkaldt metusalemgen, der gør os i stand til at leve mindst lige så længe som Metusalem, der ifølge bibelen blev hele 969 år gammel. Er det fantastisk – eller skræmmende?

People’sPress står bag udgivelsen.

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her