Skyggezone

Arne Dahl: Jeg missede mit fly

Hvor Utmarker, Skyggezone på dansk, udkom i 2016 herhjemme, må danske læsere vente lidt endnu på efterfølgeren, der på svensk hedder Inland. Foto: Rebekka Andreasen

Han er manden bag bl.a. krimierne om Paul Hjelm og A-gruppen, han er blevet kaldt Sjöwall & Wahlöös arvtager, og så kalder han sin første bog i en ny serie om Sam Berger, politibetjent i Stockholm, for en sort diamant. Mød krimiforfatter Arne Dahl.

Jeg tror, at de fleste hotelreceptionister i Europa tænker, der kommer ham fjolset, der ikke selv ved, hvad han hedder. Engang jeg skulle til en bogmesse i Frankrig, missede jeg flyet, fordi der stod Arne Dahl på flybilletten. Og jeg har siddet hele natten i en hotellobby i Tyskland, fordi jeg ikke kunne få mit værelse.

Sådan siger bestsellerforfatter Arne Dahl.

Bag pseudonymet Arne Dahl gemmer litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald sig. Han byttede simpelthen om på bogstaverne i sit navn i midten af 90’erne, da han havde brug for at genopfinde sig selv som forfatter.

Hvor det kun har været et kæmpe plus i forhold til forfatterskabet og styrket skriveglæden og kreativiteten, så har det altså også skabt nogle udfordringer at være både Jan Arnald og Arne Dahl.

Og der er forskel på de to ifølge forfatteren selv:

Jan er langsom og tænker meget. Arne er mere effektiv.

Arne Dahl her i samtale med Diana Bach fra DR Læseklubber. Forfatterens serie om A-gruppen er filmatiseret. Det er polititeamet, du ser bag den svenske forfatter. Foto: Rebekka Andreasen.

Måske er det derfor, at forfatteren nogle gange leder efter ordene, holder pause og tænker sig om. For så at følge et spørgsmål helt til dørs med en grundig forklaring.

At han skal have gang i endnu et alias afviser han. For der er nok 10-12 bøger i Arne Dahl endnu, understreger den svenske forfatter.

Jeg får ikke skriveblokering eller skrivkramp, som det hedder på svensk. For når først jeg begynder på et kapitel, ved jeg, hvad jeg skal skrive. Det, der kan være udfordrende, er, når jeg skal finde på en original og unik historie, skal finde på snørklede tvists og plots. Jeg vil ikke gentage mig selv og skrive den samme historie igen og igen.

Siden Arne Dahl skrev den første bog om A-gruppen, Misterioso, er det blevet til en hel del forskellige krimier. Udover serien om A-gruppen står han også bag Opcop-serien.

Sidste år udkom Skyggezone på dansk, den første bog i en ny serie. Og den bedste udenlandske krimi, som jeg læste i 2016. Det er en bog, som Arne Dahl er meget glad for, og som han kalder “om ikke perfekt, så tæt på perfekt.” En bog, der også overraskede ham selv og tog nye vendinger undervejs i skriveprocessen.

I sin nye serie har han droppet et stort team af efterforskere og er back- to-krimi-basic. Arne Dahl har taget udgangspunkt i den traditionelle, lidt egenhændige efterforsker, den klassiske kommissærtype, som han efter 15 bøger med et politikollektiv fik lyst til at skrive om.

Oprindeligt var bogen tænkt som en såkaldt stand-alone krimi, men bog nummer to om Sam Berger, der på svensk hedder Inland, pressede sig på. Endnu har Inland ikke fået en dansk titel, men Arne Dahl fortæller, at også efterfølgeren er en psykologisk krimi, hvor læserne lærer Sam Berger endnu mere at kende.

I stedet for at have fokus på storpolitik, økonomisk kriminalitet eller skyggesiderne i det moderne svenske velfærdsdemokrati, så koncentrerer forfatteren sig i Sam Berger-serien om det tætte, det nære. Det indre.

Arne Dahl har placeret sin hovedperson, der er vild med eksklusive ure, som ham selv, i den stockholmske bydel Södermalm, hvor han selv bor og er vokset op. Sam Berger har endda gået på samme skole, som ham selv.

Jeg ville skrive noget mere tidløst, noget mere alment menneskeligt med fokus på det psykologiske.

Skyggezone er centreret om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder. Og mobning spiller en central rolle i bogen. Især en scene var så voldsom at skrive, at Arne Dahl måtte holde pause i skriveriet, rejse sig lidt op og gå gå rundt, for atter at sætte sig for at skrive scenen færdig. Og han kan godt forstå, at læserne kan væmmes ved netop den scene.

Han understreger, at en god krimi kan være en slags terapi, hvor man konfronteres med noget af det, der skræmmer. Og hvis man tænker en enkel tanke eller tre, efter at en Arne Dahl-krimi er læst, så gør det bestemt heller ingenting, smiler forfatteren.

PS: Indlægget er skrevet ud fra et foredrag med Arne Dahl i Åbyhøj, marts 2017, hvor han blev interviewet af Diana Bach.

Mød Elsebeth Egholm, Arne Dahl, Thomas Rydahl, Jesper Stein og …

Arrangementer: Der er en lille måned til årets store krimievent, Krimimessen i Horsens. Men her i marts er der også gode arrangementer rundt omkring i landet. Læs om nogle af dem her:

Kender du et godt krimi/litteraturarrangement her i marts måned (2017), så er du meget velkommen til at skrive en kommentar under indlægget. Foto: Sanne Berg

Esbjerg: 16.marts: Mød tre bogbloggere, der deler ud af deres viden og kærlighed til bøger. Du kan bl.a. møde Marit, der står bag bloggen Bøgernes labyrint. Læs om arrangementet her

Gentofte: 18. marts: Du kan bl.a. møde Thomas Rydahl og Malene Sølvsten, når der er Gentofte Bogmesse på Hovedbiblioteket i Gentofte. Der er gratis adgang. Læs mere her

Hirtshals: 7. marts: Hvordan opfinder man en nifingret detektiv? Mød forfatter Thomas Rydahl og hør ham fortælle om sit forfatterskab. Læs mere her

Roskilde: I morgen, 4. marts, er der Litteraturfestival på Roskilde Bibliotek. Du har mulighed for at få en side vurderet af Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht fra Skriveværkstedet, som jeg jævnligt arbejder sammen med. De er knalddygtige. Mød også bl.a. Jesper Stein, der fortæller om sit forfatterskab og Axel Steen-universet. Læs mere her

Tranbjerg: 15 marts: Krimiforfatter og foredragsholder Jens Østergaard håndplukker de bedste og mest nervepirrende krimier fra hele verden og fortæller om både bøgerne og deres forfattere. Læs mere her

Aarhus: 12. marts: Krimiarrangement på Dokk1 i Aarhus. Krimi-ekspert Bo Tao Michaëlis udruller krimiens historie og sætter fokus på femikrimien. Og krimiforfatter Elsebeth Egholm, som bl.a. står bag den populære serie om Dicte, fortæller om det at skrive krimier med stærke kvinder i hovedrollen.
Læs mere om arrangementet her

(Hvis du bor i Aarhus kan du allerede i morgen, 4. marts, møde Elsebeth Egholm, når hun mellem klokken 10-13 hjælper til i Blå Kors Genbrug på Paludan Müllersvej 38-40. Mon ikke hun får tid til en krimisnak eller to?)

Åbyhøj: 30. marts Elværket Åbyhøj får besøg af den svenske krimiforfatter Arne Dahl. I samtale med DR-journalist Diana Bach vil han fortælle om sin seneste krimi Skyggezone og om sit forfatterskab. Se mere om arrangementet her

PS: Tak til alle jer, der deltog i konkurrencen om at vinde Pernille Boelskovs Bornholmerkrimi, Bornholmerdybet. Pia Klitte – du blev den heldige vinder. Send mig din adresse på mail@rebekkaand.dk. Så er der en signeret udgave af bogen på vej til dig. Om præcis en uge er der ny konkurrence på bloggen, så kig forbi. Næste fredag er der Ian Rankin-krimi på højkant.

Krimihøjdepunkter i 2016

To af de bedste krimier, jeg har læst i 2016. Foto: Rebekka Andreasen

Årets bedste krimier, årets tv-krimi, årets overraskelse. Her er mine krimihøjdepunkter fra året, der gik:

Årets bedste udenlandske krimi:

Skyggezone af Arne Dahl. Med Skyggezone tager svenske Arne Dahl hul på en ny serie. Glem Europa, storpolitik og avancerede it-systemer.  Vi er back- to-krimi-basic: Et par efterforskere og en lokalt forankret historie. Som jeg skrev i min anmeldelse, er det flødeskum for krimifreaks. Læs anmeldelsen her

Årets bedste danske krimi:

Jens Henrik Jensens De frosne flammer, som jeg – pinligt ikke har anmeldt her på bloggen. Googler du, finder du anmeldelser i hobevis. Et elegant, vedkommende og overlegent punktum for tre bøger om den danske krigsveteran Niels Oxen. Jens Henrik Jensen skriver, så det er en fryd at læse, og han blander netop de rette ingredienser, der skaber en underholdende, ultraspændende og tankevækkende krimi. De frosne flammer er en særdeles god bog, der røver din tid. Og et klasseeksempel på en forrygende krimi.

En bobler til titlen er Jussi Adler-Olsens 7. krimi om Afdeling Q. Selfies er både mørk og satirisk og tragisk/komisk, og den er pokkers god og underholdende. Endnu en væsentlig brik i det store puslespil om Carl, Assad og Rose. I maj skrev jeg dette indlæg om Jussi Adler-Olsen, der er blandt de mest læste indlæg på bloggen i år.

– For mig bliver en bog ikke spændende, hvis ikke sproget overrasker og forfører. Det er jo i det gode sprog, i de gode beskrivelser af karakterer og miljøer, at spændingen opstår, mener Katrine Engberg. Foto: Timm Vladimir.

Årets krimidebutant:

Krokodillevogteren af Katrine Engberg. En original Københavnerkrimi med et raffineret plot og en følsom detektiv. En beundringsværdig debut. Katrine Engberg har blik for de små, spøjse detaljer. Og dejligt med en krimidebutant, der skriver både kreativt og solidt. Læs min anmeldelse af bogen her

Årets event:

Krimimessen i Horsens med alt hvad det indebar af ligvogn med Sara Blædel-logo til falsk bombealarm. Jeg var hverken til Copenhagen Crime eller til BogForum i Bella Center, så det er måske på en billig baggrund, at messen i Horsens løber med titlen. Men jeg elsker de tætpakkede dage i det gamle statsfængsel.

“Fra himmelen over Horsens drypper der blod. Fiktivt blod, javel, men ikke desto mindre,” som den norske forfatter Gunnar Staalsen, der har været med fra Krimimessens spæde begyndelse i 2001, sagde i sin tale i anledning af messens 15 års jubilæum.

Jeg var selv på scenen med bl.a. Bille & Bille og Eva Maria Fredensborg, ligesom jeg fortalte om domestic noir. Omformuler Home is where the heart is til Home is where the hurt is, og du er tæt på en definition af subgenren.

Læs reportage fra lørdag på Krimimessen her. Og læs reportage fra Krimimessen søndag her.  Læs også mit interview med norske Thomas Enger, som jeg mødte på messen, her

Sådan skrev jeg i foråret her på Vild Med Krimi: Snup bogen med ud i forårssolen. Jeg er sikker på, at du plusgrader til trods får en isnende fornemmelse i kroppen. Jeg lader dig gå af Clare Mackintosh er udkommet på forlaget Aronsen. Foto: Rebekka Andreasen

Årets udgivelse fra mikroforlag/selvudgivelse:

Den britiske krimi Jeg lader dig gå af Claire Mackintosh, der er udgivet på Forlaget Aronsen, der er et lille dansk forlag. Det er en usædvanlig god psykologisk thriller, der med et ordentlig brag dumper ned i genren domestic noir og markerer sig som en bog, du ikke kan komme uden om, hvis du er vild med genren. Læs min anmeldelse her

Årets overraskelse:

Gyseren Færgen af svenske Mats Strandberg. I Færgen hopper vi ombord på den udtjente og luvslidte færge Baltic Charisma, der sejler mellem Stockholm og finske Åbro. Og der er udbudte gæster ombord. Jeg har haft det temmelig stramt med magisk realisme og overnaturlige elementer i krimier, og jeg har sjældent klappet begejstret i hænderne over horror. Eller vampyrer. Men jeg sejler velvilligt med Færgen – det er nemlig en skidegod bog. Læs min anmeldelse her

En bobler til titlen er S. K. Tremaynes Faldet. S. K Tremayne er et pseudonym for den britiske journalist og bestsellerforfatter Sean Thomas, der tidligere har skrevet tempofyldte konspirationsthrillers om religiøse sammensværgelser under pseudonymet Tom Knox. Men jeg har aldrig læst noget af ham før. Faldet er en psykologisk ægteskabsthriller i domestic noir-genren – uhyggelig god. Læs et interview med forfatteren her

Årets tv-krimi:

Uden tvivl Susanne Biers nutidige tv-version af John Le Carrés spionroman Natportieren fra 1993. Sindssygt flotte (og dyre) billeder, pragtfulde skuespillere og masser af spænding.

Rigtig godt nytår til alle jer fra mig. Dejligt at I læser med her på bloggen.

Krimihilsner fra

Rebekka

PS: Du finder mine højdepunkter fra 2015 her

PPS: Der er masser at glæde sig til i 2017. Der er bl.a nyt fra Lars Kepler, Ann Cleeves og Jo Nesbø. Vil du til Krimimesse i 2017, så sæt et kryds i kalenderen den 1. og 2. april.

 

Anmeldelse: Skyggezone af Arne Dahl

Arne Dahl er klar med første bog i en helt ny serie om efterforsker Sam Berger. Foto: Sara Arnald

Med Skyggezone tager Arne Dahl hul på en ny spændingsserie om efterforskeren Sam Berger. Foto: Sara Arnald

Anmeldelse: Med Skyggezone tager svenske Arne Dahl hul på en ny serie. Glem Europa, storpolitik og avancerede it-systemer.  Vi er back- to-krimi-basic: Et par efterforskere og en lokalt forankret historie. Skyggezone er en modbydelig god thriller og flødeskum for krimifreaks.

Om det er fordi, jeg savnede Paul Hjelm, Kerstin Holm og de andre fra A-gruppen, eller om det er fordi, jeg som læser bliver kastet ind i historien, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg blev forvirret efter at have læst de første kapitler af Arne Dahls Skyggezone. Flere gange måtte jeg bladre tilbage for lige at hitte rede på, hvordan tingene hang sammen.

Efter en lidt forvirrende start, var jeg hooked. Fuldstændig hooked. Skyggezone er en modbydelig god thriller.

I bogen møder vi Sam Berger, der er en midaldrende efterforsker fra Stockholms Politi. Han har ikke tid til at nyde Vitabergsparken, der ligger tæt på hans hjem i den stockholmske bydel Södermalm, for han er stort set på arbejde konstant. Desuden er hans ekskone rejst med parrets tvillingedrenge, så hvem skulle han egentlig gå i parken med?

En 15-årig svensk pige er blevet kidnappet på vej hjem fra skole, og Sam Berger er bange for, at der er en seriemoder på spil. En seriemorder, der går specifikt efter netop 15-årige piger. Han begynder sin egen, uofficielle efterforskning. Og får hjælp fra en lidt uventet kant – Molly Blom hedder kvinden, der også er interesseret i at efterforske sagen. Berger og Blom bliver udsat for lidt af hvert i løbet af de syv dage, handlingen udspiller sig.

Intet er, som det ser ud til. Overraskelser, tvists og grum uhygge – bered dig på det hele og hold godt fast. Skyggezone er fuld af tempo, og Arne Dahl mister aldrig overblikket, selvom han lader historien spurte ud over enge med aspetræer, ind i meterhøje hemmelige skovhuler og i lydisolerede rum, der emmer af angst og ulykke.

Det er afsindig spændende læsning. Og skrevet med velvalgte og veloplagte ord. Det er nok på sin plads med kredit til oversætter Anders Johansen også. (Oversættere er ikke sjældent usynlige i anmeldelser. Læs eller genlæs mit interview med oversætter Kirsten A. Nielsen her)

Skyggezone handler mere om menneskelige relationer end om storpolitik. Også det mestrer Arne Dahl, der med Skyggezone introducere makkerparret Berger og Blom.

Skyggezone handler mere om menneskelige relationer end om storpolitik. Også det mestrer Arne Dahl, der med bogen introducerer makkerparret Berger og Blom.

Barndomstraumer og hemmeligheder

Sam Berger samler på eksklusive ure – han er simpelthen fascineret af urværk. Men ellers passer hovedpersonen meget godt på prototypen af en roman-detektiv. Selvom det kan lyde som en kliche med en enlig efterforsker, der har et problematisk forhold til både sin ekskone og chef, og som bruger det meste af døgnet på sit arbejde, bliver det aldrig forudsigeligt eller kedeligt. Bogen er interessant. Grådigt lappede jeg siderne i mig. Her er suspense for fuld hammer.

Som det gør sig gældende for også andre af Arne Dahls krimier, så er opklaringsarbejdet i Skyggezone ikke muligt kun ved hjælp af logik og beviser, næh, det kræver også intuition og vidtstrakt involvering fra efterforskerens side.

Hvor Arne Dahl især med sin Opcop-serie ser ud i verden, ud i Europa, har han denne gang gjort historien mindre og centreret den om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder.

Men tag ikke fejl – der er tråde, der griber ud i verden, og bogen slutter med en cliffhanger af rang, så der er linet op til den næste krimi i serien, der måske bliver en bredere historie. En historie, som Arne Dahl i øvrigt allerede er i gang med at skrive.

Det, der gav Arne Dahl ideen til Skyggezone, var en enkelt scene, der plantede sig i hans hoved: En mand og en kvinde på hver sin side af et forhørsbord, et intensivt forhør og et pludseligt skift i magtbalancen, i dynamikken mellem de to. Det er en sekvens, der fylder meget i bogen. Nyd den. Den er mesterlig. Som resten af bogen flødeskum for krimifreaks. Hyggekrimi? Glem det. Det er barske sager.

PS: Arne Dahl er et pseudonym for litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald

Rebekka Andreasen læser krimier og blogger. Foto: Jane Gisselmann

Følg min blog

Følg min blog og få en e-mail, når der kommer et nyt indlæg

Abboner på nyheder via mail

Nyhedsbrev

Du kan også tilmelde dig mit personlige nyhedsbrev

Lige nu læser jeg

Indland af Arne Dahl, Modtryk

Læs mere om bogen her