Anmeldelse: Med Skyggezone tager svenske Arne Dahl hul på en ny serie. Glem Europa, storpolitik og avancerede it-systemer.  Vi er back- to-krimi-basic: Et par efterforskere og en lokalt forankret historie. Skyggezone er en modbydelig god thriller og flødeskum for krimifreaks.

Arne Dahl er klar med første bog i en helt ny serie om efterforsker Sam Berger. Foto: Sara Arnald

Om det er fordi, jeg savnede Paul Hjelm, Kerstin Holm og de andre fra A-gruppen, eller om det er fordi, jeg som læser bliver kastet ind i historien, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg blev forvirret efter at have læst de første kapitler af Arne Dahls Skyggezone. Flere gange måtte jeg bladre tilbage for lige at hitte rede på, hvordan tingene hang sammen.

Efter en lidt forvirrende start, var jeg hooked. Fuldstændig hooked. Skyggezone er en modbydelig god thriller.

I bogen møder vi Sam Berger, der er en midaldrende efterforsker fra Stockholms Politi. Han har ikke tid til at nyde Vitabergsparken, der ligger tæt på hans hjem i den stockholmske bydel Södermalm, for han er stort set på arbejde konstant. Desuden er hans ekskone rejst med parrets tvillingedrenge, så hvem skulle han egentlig gå i parken med?

En 15-årig svensk pige er blevet kidnappet på vej hjem fra skole, og Sam Berger er bange for, at der er en seriemoder på spil. En seriemorder, der går specifikt efter netop 15-årige piger. Han begynder sin egen, uofficielle efterforskning. Og får hjælp fra en lidt uventet kant – Molly Blom hedder kvinden, der også er interesseret i at efterforske sagen. Berger og Blom bliver udsat for lidt af hvert i løbet af de syv dage, handlingen udspiller sig.

Intet er, som det ser ud til. Overraskelser, tvists og grum uhygge – bered dig på det hele og hold godt fast. Skyggezone er fuld af tempo, og Arne Dahl mister aldrig overblikket, selvom han lader historien spurte ud over enge med aspetræer, ind i meterhøje hemmelige skovhuler og i lydisolerede rum, der emmer af angst og ulykke.

Det er afsindig spændende læsning. Og skrevet med velvalgte og veloplagte ord. Det er nok på sin plads med kredit til oversætter Anders Johansen også. (Oversættere er ikke sjældent usynlige i anmeldelser. Læs eller genlæs mit interview med oversætter Kirsten A. Nielsen her)

Skyggezone handler mere om menneskelige relationer end om storpolitik. Også det mestrer Arne Dahl, der med bogen introducerer makkerparret Berger og Blom.

Barndomstraumer og hemmeligheder

Sam Berger samler på eksklusive ure – han er simpelthen fascineret af urværk. Men ellers passer hovedpersonen meget godt på prototypen af en roman-detektiv. Selvom det kan lyde som en kliche med en enlig efterforsker, der har et problematisk forhold til både sin ekskone og chef, og som bruger det meste af døgnet på sit arbejde, bliver det aldrig forudsigeligt eller kedeligt. Bogen er interessant. Grådigt lappede jeg siderne i mig. Her er suspense for fuld hammer.

Som det gør sig gældende for også andre af Arne Dahls krimier, så er opklaringsarbejdet i Skyggezone ikke muligt kun ved hjælp af logik og beviser, næh, det kræver også intuition og vidtstrakt involvering fra efterforskerens side.

Hvor Arne Dahl især med sin Opcop-serie ser ud i verden, ud i Europa, har han denne gang gjort historien mindre og centreret den om barndomstraumer og fortrængte, mørke hemmeligheder.

Men tag ikke fejl – der er tråde, der griber ud i verden, og bogen slutter med en cliffhanger af rang, så der er linet op til den næste krimi i serien, der måske bliver en bredere historie. En historie, som Arne Dahl i øvrigt allerede er i gang med at skrive.

Det, der gav Arne Dahl ideen til Skyggezone, var en enkelt scene, der plantede sig i hans hoved: En mand og en kvinde på hver sin side af et forhørsbord, et intensivt forhør og et pludseligt skift i magtbalancen, i dynamikken mellem de to. Det er en sekvens, der fylder meget i bogen. Nyd den. Den er mesterlig. Som resten af bogen flødeskum for krimifreaks. Hyggekrimi? Glem det. Det er barske sager.

PS: Arne Dahl er et pseudonym for litteraturkritiker, tidsskriftredaktør og forfatter Jan Arnald