Adventskalender: 1. del af Lotte og Søren Hammers krimieventyr Tovelils ring


1. søndag i advent: Vild Med Krimis adventskalender er en novelle af Lotte og Søren Hammer. Følg med i krimieventyret fra begyndelsen. Et krimieventyr inspireret af Ebbe Kløvedal Reich, hvis trilogi over danmarkshistorien kan anbefales til alle, der har lyst til en god læseoplevelse.

Af Lotte og Søren Hammer

Her får du første del af Lotte og Søren Hammers krimieventyr Tovelils ring. Sandfigurer: Helena Bangert og Marielle Hessels.

Engang for længe siden kom en skovtrold gående i sin skov. Det var forår, og skoven stod som ny med spændstige knopper. Hist og her var der endda små lysegrønne frontløbere, der ikke kunne vente. De var vokset først, og nu kig­gede de forsigtigt ud og oplevede, hvordan alting piblede og rislede, krøb og krav­le­de, levede og lo, fordi solen stod højt på himlen og varmede så dejligt.

Det var brydningstid, meget var under forandring, ja hele verden. De gamle tider var ved at rinde ud, de nye var ved at begynde. Væsner, der før havde været så enevældige, for­svandt. Den sidste af de store drager var for længst fløjet bort, det var efterhånden år­hund­­reder siden, at nogen havde set sådan én, og selv de små, de, der dårligt kunne tænde en pibe, havde ingen oplevet i lang tid. Men også nøkker, alfer, feer, sylfider, bjerg­folk, elle­folk, mosekoner og mange, mange flere var på retur. Selv gammeltroldene, hvis skridt førhen fik hele landskaber til at gungre, havde gemt sig under jorden. Kun skovtrold­ene var her stadig, samt enkelte nisser, der boede rundt om på gårdene, hvor de kastede syg­dom på bondens kvæg, hver gang de var kræsne ved kosten. Og så menne­sket, men­ne­sket vandt frem, den nye tid tilhørte mennesket.

Men alt det vidste skovtrolden ikke, den gik glad gennem forårsskoven, og når fuglene kiggede ned, var den ved at sprænge af stolthed over at være, hvad den var, hvilket held, at den var blevet netop det, en skovtrold! Den var halvanden alen stor, ikke større end at den kunne søge ly under en bregne, den havde hår overalt, men flest på benene, dens hale var kraftig, altid højt løftet, og ellers havde den alt, hvad skovtrolde har, ingen skulle være i tvivl om det. Den var født i en anden skov, et helt andet sted, for længe siden, i et kuld, der ikke alle nåede at få navne, så da den fik egen skov, havde den døbt sig selv Skovtrold. Det syntes den, var et godt og naturligt navn.

Og Skovtrold satte farten op, selvom den ikke var på vej nogen steder hen, men foråret gjorde den dejligt rastløst, som om den ledte efter noget uden at vide hvad, og indimellem løb den, hvorfor ikke? Det kunne den vel selv om.

Så pludselig, lige med ét, simsallabim, ved et lykketræf stod den ansigt til ansigt med en anden skovtrold. Det var en hun, og Skovtrold mærkede, at den var en han, og alt var godt. Troldetøs hed hun, et dejligt navn, og Skovtrold tænkte, at hun nok var lige så usikker på ham, som han var på hende. Imens han tænkte det, kiggede Troldetøs op og ned ad ham et par gange, så trak hun på sine skuldre, det vel var så godt, som det blev, og sagde:

– Skal vi bo i din eller min hule?

Og i selv samme åndedrag tilføjede hun:

– Det med guldet er ikke nødvendigt, det springer vi bare over.

Sidste gang hun havde mødt en hantrold, var han gået efter guld til hende og aldrig vendt tilbage, hvad enten han så var død eller – det var næsten ikke til at holde ud at tænke på – havde mødt en anden troldepige. Det skulle nødigt ske igen. Hun var ude over den første som­mer, det måtte hun indrømme, og hun havde behov, der skulle dækkes, men guld kunne hun godt undvære, hvad skulle hun med det?

Men Skovtrold var ikke enig. Det var gammel skik lige fra tidernes morgen hos de to aller­første skovtrolde, at hantrolden skulle give huntrolden en guldting – stor eller lille, det var uden betyd­ning, blot det var guld – inden de flyttede i fælles hule. Først da blev samlivet lykkeligt, og et kuld småtrolde kunne komme til. Traditionen var blevet indprentet ned gennem tiden fra mor til søn, tilsat urgamle rim, og fortalt i stor alvor. Skovtrold huskede endnu sin egen mors rå bas i barndoms­hulen, inden han blev smidt ud, og hvordan hun inderligt forklarede ham og hans brødre: Intet guld, Intet kuld og Guld er glæde,

Mad er æde – dybe sandheder, som ingen skovtrold måtte kaste vrag på. Derfor tog han straks afsked, lovede at være tilbage om et år, og allerhøjst tre, hvorefter han fornøjet begav sig på vej, mens Troldetøs, det dej­lige væsen, forsøgte at holde på ham, lige indtil hun opgav, åhhr, for pokker, nu igen, og gik alene ind i sin hule.

Skovtrold drog til kongen og dronningen, det var, hvad han kunne finde på. Her ville han tilbyde sin tjeneste og få sit guld som løn for sit arbejde, en udmærket plan, tænkte han, og gik mod kongsgården, der lå ved Roskilde, idet han koncentrerede sig om at sætte det ene ben foran det andet, så vejen ikke føltes så lang.

I kongsgården gik han til dronningens kammer, hoppede op på et bord og præsentere­de sig selv:

– Jeg hedder Skovtrold, sagde Skovtrold, og jeg er en …

Længere kom han ikke før dronningen afbrød:

– Ja tak, det har jeg næsten gættet, og hvad vil du så her?

Skovtrold forklarede om sig selv og sin Troldetøs, og om den gamle tradition. Han måtte tjene lidt guld, en ring, en broche, en nål, en mønt, det var lige meget, bare det var guld. Og så havde han tænkt, at i kongsgården …

Dronningen afbrød igen, det lå godt til hende.

– Slottet, endelig ikke kongsgården, husk det.

Skovtrold nikkede, slottet endelig slottet, det var i orden med ham, og dronning Sofie – for sådan hed hun – forklarede videre:´

For nylig var kongen på tur i vendernes land for at vinde hæder og ære, og for at slå ven­dere ihjel og hugge guder itu: Svante­vit, Rygievit, Porevit, og en masse andre vitter, hun ikke huskede navnene på. Og der ude i det fremmede hørte han, at rigtige konger boede i slotte, ikke på gårde, så nu hed kongs­går­den slottet, hvis han ellers havde lyst til at beholde sit troldehoved.

Fortsætter 2. søndag i advent.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.